PRÆDIKEN #4 – 5 måneder

Den hemmelig babylov
Der findes en hemmelig babylov.
Den åbenbares først, når man mindst venter det. Indsigten er kostbar og velbeskattet, men erfares kun over tid og gennem stort besvær. Naturligvis. Alle nybagte forældre falder i fælden. Alle mærker de livets limbo, men kun få ved, at det rent faktisk styres af baby. Med hård hånd.
Det går kort fortalt ud på, at den gode forældre panikpakker pusletaske som var krigen brudt ud og en månedslang rejse ventede forude. Ekstra stofbleer, rangle, barnevognskæde, solhat, uldsokker, tynde sokker, termokande med vand og flaske samt sutter, vådservietter, bleer, ekstra tøj og bukser, lidt mos, en bamse, et underlag, plasticposer og engangs-klude, et kamera (mest for moderens skyld), solcreme, svøb, uldtæppe, regnslag, cardigan, hue, spilledåse med musik (når intet andet virker), zinkcreme og sko er blot nogle af de ingredienser, den fuldendte pusletaske bør indeholde. Vil man opgradere, kan man med fordel smide en bæresele og et legetæppe med oven i også.
Efter at have slæbt 10 kg tung pusletaske (samt 7 kg tung baby) rundt gennem byen, op og ned af trapper, ind og ud af busser, igennem buskadser og langs diverse strande, ind og ud af bilen, op i barnevognen og ud i parker, i diverse butikker, elevatorer, smalle stræder, københavnske snørklede bagtrapper, trendy men tiny restauranter og ufremkommelige cafeer, menneskefyldte pladser, festivaller og trafik-stop-ramte toge – i op til flere måneder – dag ud og dag ind – uden at have haft brug for noget i tasken én eneste gang, ja så sker det! Den gode forældre begår fejl nr. 1; Stiller sig skeptisk over for vigtigheden af taskens 1000 genstande. Hybris rammer som en jern boomerang i nakken kort derefter.
Fejl nr. 2; Aktiv fjernelse af umiddelbart unødvendige genstande fra tasken. I dét sekund solhatten mangler, vil himlens skyer fordampe og de farlige UV stråler ramme som små lyn. Vælger man at fjerne spilledåsen, har man efterfølgende 10 timers vågen overkørt baby, falder valget på vådservietter (da man jo HAR engangs-klude og stofbleer osv.) så skider baby over hele barnevognen og deler gavmildt ud af resultatet……
Bemærk disse ord: Det kan ALDRIG betale sig.
Fejl nr. 3: Efter allerede at have lært lektien én gang, gennemgås ovennævnte ritual igen og igen og efter endnu et par måneder med aspirerende rygskade og spagetti arme vælger den gode forældre igen at udfordre skæbnen. BEHØVER vi virkelig 6 ekstra bleer? Helt ærligt??!! SÅ meget har hun da aldrig skidt på et par timer…………………….!! (Det har hun nu.)
————————–
Mine forældre er ved at lære det. Det har taget dem lang tid. Men nu virker det som om, de forstår, at det er mig, der bestemmer. Og jeg kan lide min taske som den er. Med alle mine ting. De hader jo også at mangle deres mobil eller hårbørste. Jeg har brug for mit grej. Og til mit held, er jeg ikke selv i stand til at bære det. Det er her de kommer ind i billedet. Moralen er enkel:
Den gode forældre betvivler ikke pusletaskens omfang. Aldrig.
Nåde være med Jer!
HAHAHA!!! Åhh, jeg kan genkende til det – dog som babysitter. De få gange hvor ungen virkelig har skidt igennem og op af nakken, det er sjovt nok når man IKKE er hjemme og kun har en pakke fucking vådservietter..great!! 😀