60-ties vibes

PRÆDIKEN #6 – 7 måneder

Babystadiets fortrin

Ganske få stadier i tilværelsen bør nydes med samme omhu som babylivets.  De privilegier, der medfølger menneskets tidligste alderstrin er vidtfavnende.

Se nu fx mine forældres udelte begejstring, når jeg eksalteret kaster grød rundt i rummet. Jeg er usikker på,  om de vil finde det lige så kært, når jeg rammer mit 16. år. Forleden var jeg træt af deres konstante knævren, og efter flere mislykkede forsøg på at få dem til at klappe i, benyttede jeg mig af et gammelt trick; Et par plastickrus på ørene og en liflig susen banede sig nu vej ned gennem mine hårdt prøvede øregange ? ahh. De fandt det hverken provokerende eller asocialt. De faktisk roste min opfindsomhed!

Det skal også blive spændende at se, om mine forældres langstrakte tålmodighed stadig er intakt, hvis jeg fx beslutter mig for op gennem hele min opvækst og frem til jeg forlader reden, stadig med vedholdende intensitet at vække dem hver anden time natten igennem for at fortælle dem, at jeg er sulten og forlanger mad serveret prompte.  Jeg vil naturligvis forvente det af dem. Men jeg har min tvivl.

Derfor bør babylivets behageligheder nydes til dets yderste grad.  Der er selvsagt forskel på familier og rutiner, men jeg kender ikke andre aldersgrupper, hvor det anses som nuttet og ekstraordinært modent at sutte på sine tæer. Ligesom jeg har svært ved at komme i tanke om en voksen alder, hvor det er normalt ? ja måske ligefrem tilskyndet, at man skider, mens man spiser?

Jovist. Livet som baby rummer en utrolig alsidighed. Her møder man ingen sure miner, hvis man drilsk beslutter at spise en glitrende pailletpude på en fancy restaurant (den var VIRKELIG appetitlig!!), bøvse madrester op på ryggen på fremmede, eller til en afveksling skulle have lyst til at stille sig på alle fire, mens man tomatrød i hovedet lystigt renser tarmsystemet igennem. Ikke mange 30- eller 40-årige er set sluppet godt fra det.

Helt generelt synes jeg også at kunne spore en etikette, der os den voksne del af befolkningen tilskynder en kedelig tendens til at beholde mad i munden, der smager grimt. På mit nuværende alderstrin, er det fuld accepteret at spytte alt ud, man ikke gider ha. Derfor har jeg også ondt af de voksne. Jeg tror ikke, mine bedsteforældre ville lade det passere lige så ubemærket, hvis min far fx besluttede sig for at spytte juleanden ud på gulvet, i fald den ikke smagte ham, mens han med tvære grimasser i stedet gav sig til at slikke på bordbenet.

Mens alle andre har travlt med, hvor hurtigt jeg udvikler mig, og hvor meget jeg kan om et år eller om tre, så er der tilsyneladende ingen af dem, der har fattet, at dér hvor jeg kan aller allermest,; Det er lige NU.

Nåde være med Jer!

10 kommentarer

Skriv en kommentar

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

 

Næste indlæg

60-ties vibes