Ikke færdig

Norwegian Wood

Forleden var jeg i Grand med min mor og se filmatiseringen af en personlig favorit; Haruki Murakamis Norwegian Wood. En fortælling om umulig kærlighed og drømmen om den, som en altfavnende evigteksisterende grundpille i en ellers tvivlsom konstruktion.

Det oprør, som ulmer og syder i Tokyo i slut 60érne og hvor historien udspiller sig, overføres i alle filmens delelementer. Hvad enten det drejer sig om personernes indre følelsesliv, trekantsdramaet tre venner og elskere imellem eller behovet for tilpasning i et tilknappet samfunds regler, er grundpræmissen den samme; Den nøgne melankoli i overgangen fra barn til voksen er en vedvarende tone i drømmenes storslåede symfoni.  Haruki Murakami skriver poetisk. Og især filmens billedeside fanger stemningen fint. Men alligevel udebliver noget af mystikken. Måske fordi filmen fortælles i nutid, modsat bogen, der fortælles i tilbageblik af en alvidende fortæller.

Der er på alle måder tale om en smal film. Hvis ikke man er fan af Murakami og hans evne med malende ord, langsommelige tempi og kunstfilm generelt, så vil man sansynligvis udvandrer fra biografen undervejs. Men der er grund til at tøjle utålmodigheden. Det er en smuk film. Helt konkret. En sensuel og stemningsmættet film, med helt vidunderlig musik af Radioheads Johnny Greenwood.

Hver eneste scene ville kunne bruges som stillbill i en kunstudstilling. Alle detaljer får en egen berettigelse. Hver en lille flig af skærmen (eller lærredet) fortæller sin egen historie, lige fra den stolte, pink flamingo i baggrunden af det forelskede kærestepar på en tur i zoo, til en revnet og nedslidt daybed i okkerfarvet læder, der holder vores hovedperson oprejst.

Det har for mig to konsekvenser for min indlevelse i filmen. Dels at jeg lynhurtigt bliver passiv beskuer, fordi skønheden rammer mig konstant som i en catwalk af kælne kreationer. Jeg bliver simpelhen mæt og doven. Det er behageligt, men ikke udfordrende. Desuden afføder så gennemarbejdet en detaljerigdom store mængder symbolik. Det har jeg som sådan ikke spor imod. Jeg vil gerne analysere (surprise!) og tænke nye fortællinger frem. Men når jeg ingen tankevirksomhed behøver, fordi symbolikken er tungere end melankolien i en film med tre selvmord på to timer, så irriteres jeg.

Da Watanabes (hovedpersonen) store, ulykkelige kærlighed og Muse Naoko indlogeres på et sindssygehospital “et sted i bjergene”, som det hedder, bombarderes vi fx med svajende græsmarker og hvislende trætoppe som symbol på det stormvejr, der nu sniger sig ind på de to ulykkelige sjæle. Vi konfronteres med piskende regn, bidende blæst og ufremkommelig snestorm, mens det uforløste kærlighedsforhold spidser til og Naokos dystre sjæl langsomt vinder over det sarte ydre. Da hun begår selvmord og Watanabe efterlades med tomheden og grusomheden alene, rammer filmen for mig et klimaks af symbolladet overmættethed. Her efterlades vi hjælpeløse som beskuer i en næsten ufrivillig komisk 12 minutters lang frekvens, hvor Watanabe med savl og spyt skriger sin frustration ud over forrevne klipper i en brusende, oprørt hav, der mørkt og skummende hvæser metaforikken ind i hovedet på os. Det er altså lige tykt nok.

Fortællingens berettigelse skal dog findes i dens kulturelle ramme. Havde samme historie foregået i Danmark eller USA, så havde ingen taget den seriøst eller gidet røre den med en ildtang. Bevidstheden om Japans sarte og reserverede kultur, ekspliciteret i samtlige personers tilknappede, pastelfarvede skjortekraver, landets høje selvmordsrate og kontrasternes og paradoksernes hjemsted har afgørende betydning for, at vi æder historien og godtager dens præmisser.

Sjældent har jeg haft så stor lyst til at opleve 70ernes Japan med dens traditionsrige brutalitet og dens poetiske forfinethed, ligeså sart og flygtig som kirsebærtræernes blomstren i april. Bogen er bedre end filmen og filmen er bedst i relation til bogen, men kan dog alligevel anbefales. Dens stemning og skønhed er en sand fornøjelse for enhver æstetiker.

[youtube=http://www.youtube.com/watch?v=tqiYXmpb41I]

5 kommentarer

  • Rikke

    Jeg kunne ikke være mere enig. Jeg har aldrig læst Murakami (men det skal jeg da helt sikkert nu!), men blev hevet med i biografen af en veninde. Og jeg var ikke skuffet. Det er længe siden, at jeg har haft så langsom og intens filmoplevelse. Jeg er imponeret over skuespillerne. De smukke billeder. Den fantastiske 60’er-70’er æstetik (japanske mænd i meget højtaljede bukser – yay!). Musikken. Den utrolig naive, men samtidig utrolig sigende skildring af kærlighed og overgang fra ungdommen, der er så fantastisk afvigende fra den typiske films skildring.. MEN.. Jeg er så dybt enig i, at det til tider kammer over. Specielt i scenen, hvor han netop ligger på en sten med fråde ud af munden. Den pointe havde været tydelig nok uden den scene. Men alt i alt. En fantastisk oplevelse! Og én ting er sikkert – jeg skal ihvertfald læse noget af Murakami nu. Kan du anbefale et andet værk?
    God weekend!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lige præcis! Den scene blev simpelthen for meget af det gode. Den blev, som jeg skrev, faktisk ufrivilligt komisk for mig. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvad der var sket, hvis min mor og jeg havde slæbt min far og min mand med;-) Jeg tror sgu de var udvandret, haha…..

    Kafka på Stranden er et rigtig godt sted at starte med Murakami, ellers….Jeg er virkelig begejstret for hans forfatterskab. Trækopfuglens Krønike er også virkelig fin.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tak for en super analyse, Louise! Nu har jeg i hvert fald fået lyst til at læse bogen 😀

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Det kan du også roligt:-) Og den er altså lidt mere overskuelig og en lidt mindre bid end Tolstoj;-)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • […] være det bedste i verden bare at putte sig i sofaen med en god bog eller film. Læs f.eks min anmeldelse af filmen Norwegian Wood, der er lavet over forfatteren Haruki Murakamis ikoniske roman af samme navn. Jeg foretrækker, […]

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

 

Næste indlæg

Ikke færdig