SNAPS FROM BERLIN

NOGET OM BØRN OG BADEÆNDER

Tror, det er på tide, vi får lidt kolde facts på bordet. Jeg er alene hjemme i dag. Og jeg har glædet mig til det. Hele ugen faktisk. Ja. Jeg har glædet mig til, at nogen tog barn, at nogen kørte i sommerhus med barn og at nogen tog ansvar, søvnløse nætter og bekymringer med sig. Ok – bekymringerne er her stadig. Sammen med lidt efterladt legetøj og en rød badeand, der genererer en snert af dårlig samvittighed. For kan jeg overhovedet tillade mig at sidde her og nyde friheden? Er det ok, at jeg i dag og i morgen har valgt at tjekke ud fra rollen som mor?

Måske, måske ikke. Men det er en tvingende nødvendighed. Alt for lang tids sygdom i den lille familie har affødt alt for mange søvnløse nætter, alt for lange dage, alt for store ubehandlede bunker arbejde og alt for lidt tid. Heldigvis for mig, har jeg nogen i mit liv, der gider tage over, når det brænder på. Det vælger jeg at sætte pris på og så prøver jeg at kue den indre svinehund, der gjalder, at jeg lige nu ikke gør det godt nok. For livet med baby er ikke kun lange ture i parken, hygge og leg foran pejsen og timelange kys og kram. Selvom det kan se sådan ud, når man klikker ind på en blog som denne. Det skyldes naturligvis at de fleste dage heldigvis er gode. Og så skyldes det, at man på et forum som dette, i et univers som her, helst vil vise og videregive den gode stemning og de glade minder. Men nogen gange, og det gælder f.eks lige nu, bliver jeg bange for, om jeg tegner et forvrænget billede af livet med et barn?

Med den styrke, det efterlader at bliver forældre, igangsættes simultant en evigt udfordret sårbarhed, som ikke var der før. Og nogen gange kan det bare være rigtig svært, at få det hele til at hænge sammen; Arbejde, privatliv, forældrerollen, husholdning og alt hvad dertil hører. I øjeblikket kan jeg ikke følge med. Derfor tillader jeg mig at overlade ‘styrmands-kasketten’ til en anden disse dage. Det er de kolde facts lige nu. Og jeg har ikke en gang behov for at sende en sms for at høre, hvordan det går. I aften er jeg bare mig. Og en stor spand kaffe – og en lidt større bøtte is. Tilsammen skal vi udgøre en hellig treenighed.

Når jeg i morgen aften skal til audiens hos Paven i sommerhuset, håber jeg, hun vil tilgive mig mit letsindige og ansvarsløse aftenritual. Jeg håber, hun vil forstå mit behov for midlertidigt fravær i ny og næ. Og jeg håber, hun vil mærke, at jeg naturligvis aldrig holder op med at være mor.

I mellemtiden vil jeg nyde at være helt, helt alene. Eller……næsten. Jeg vil nyde, blot at være mig og den forbandede badeand.

29 kommentarer

  • Louise

    Smukt. Man mærker en sårbar kvinde, en dygtig skribent og ikke mindst en fantastisk mor bag dette indlæg. Nyd dine timer i eget selskab, de er dig vel undt.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rikke

    Så smukt formuleret!! RESPEKT for at turde at vise din sårbarhed.
    Knus (og ønsker om en dejlig aften med kaffe og is) fra en mor til en anden.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • guldlog

      Tak for de søde ord. Det krævede et par indåndinger, at trykke ‘publicér’, men ja, jeg vil bestemt forsøge at nyde den….(med alt det arbejde, jeg ikke har nået i løbet af ugen, aehm..) 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg tror at alle med små børn udemærket godt er klar over at søvnløse nætter, sygdom, manglende overskud, dårlig samvittighed osv også er en del af livet med små børn!
    Når det er sagt, så synes jeg ikke at det handler om et realistisk billede eller ej, det handler om hvad man ønsker at bruge sin blog til:-) min er mit kreative frirum, lidt på samme måde som når jeg er sammen med en god veninde!
    Jeg synes din blog er meget inspirere de og meget ærlig, og du skal bestemt nyde din friaften, for det giver dig nu energi! Og savn er en god ting!
    Jeg er flyttet med min familie til den anden ende af landet for at være tættere på mulighede. For hjælp i ny og næ, og det er da heller ikke altid uden dårlig samvittighed jeg tager i den!
    Glæd dig til gensynsglæden i morgen, og nyd din aften:-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hov, se venligst bort fra de mange trykfejl! iPhone er ikke det nemmeste at skrive kommentarer fra!!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • guldlog

      Haha, ja iPhone er ikke altid nem 😉 Og ja, du har naturligvis helt ret og jeg er selvsagt meget enig. Bloggen her er også mit frirum, helt på højde med en god veninde og lign. Alligevel frygter jeg somme tider at det hele nemt bliver lidt for ‘sukkersødt’. Det ER jo et selektivt udvalgt billede, jeg skal iscenesætter herinde og jeg er blot enkelte gange usikker på, hvorvidt det er et bare nogenlunde retvisende ét af slagsen. Her skal helst være rart at være, det er derfor jeg selv er her 🙂 Men her skulle også gerne være ærligt. Sådan at dem der kender mig, også kan genkende, hvad de ser og læser:-) Og sådan at de der ikke gør, i hvert fald får fornemmelse af det. Jeg vil så nødigt at bloggen bliver et tomt glansbillede….

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jeg tror aldrig din blog bliver et overfladisk glansbillede:-)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • pernille andersen

    Dejligt med et indlæg, hvor man kan mærke dig og din sårbarhed, det gør dig endnu mere fantastisk og autentisk at du tør det, i den ofte meget overfladiske blogverden…
    Jeg har sagt det før, du er en supereminent skribler – og dejligt med ærlighed – tak for det!!

    – Og nogen gange har man bare behov for at trække stikket ud, lade op – så man kan give sig selv igen, -og det er jeg sikker på at både mand og baby forstår…

    / pernille a

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • guldlog

      <3 Tak. Ja, det håber og tror jeg, de gør. Det er i hvert fald helt sikkert, at lige præcis friheden til at kunne gøre den slags tid tider netop genererer overskud. Og det har vi lidt brug for herhjemme lige nu. Snart tre ugers konstant sygdom slider hårdt på kræfterne. Og naturligvis er det aller bedst at være sammen. Men en gang imellem er det lige så rart bare at være sig selv. Og tillade sig at være det….

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Så smukt, velskrevet, ærligt, modigt og ja,… SMUKT (det har jeg vist sagt). Jeg tror, det er et af mine yndingsindlæg på din blog nogensinde.. sammen med indlægget, da Paven blev født.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • guldlog

      Åhh, du er dejlig. Det varmer at en super-skriver og ord-ekvilibrist som du synes det. Tak!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Dejligt, ærligt, sårbart indlæg, som viser endnu en dimension af dig – og gør dig endnu mere strålende!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Det gør dig da overhovedet ikke til en dårligere mor, at du tjekker ud – både mentalt og fysisk. Det er man altså nødt til nogle gange. Og barnet tilgiver det nok….

    Nyd din ene-dag og -aften – og pris dig lykkelig over, at du har nogen, der kan tage over. JEG holder også alenedag (ok, med manden, men for første gang i 13 mdr er ingen af de to børn her!) i dag, og jeg har IKKE dårlig samvittighed, for jeg trænger!

    Mvh
    Mette

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • guldlog

      Tak Mette for dine søde ord. Og nyd også din dag!!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sikke et fint indlæg. Jeg kan kun tale mig selv selvfølgelig, men jeg er en af dem, der godt VED, at blogge ikke er en 1:1 afspejling af virkeligheden, men alligevel glemmer det igen og igen, hvis det ikke af og til bliver gentaget. Så tak fordi du har det aspekt med i dine overvejelser.

    Når det er sagt, så synes jeg, at du er en af de bloggere, der faktisk generelt formår at lade virkeligheden skinne lidt igennem af og til, så man fornemmer, at der er en masse substans bagved. Uden at det gør din blog mindre behagelig, hyggelig eller inspirerende. Kan rigtigt godt lide din balance.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • guldlog

      Tak Hazel, og hvor er det dejligt, når man får sådan en kommentar på bloggen:) Selvom man jo prøver og selv føler, man efterlader lidt mere end kun en glitrende overflade, kan man alligevel ikke være sikker. Og som du skriver er en blog jo naturligvis aldrig 1:1, men alligevel…..;)
      Jeg er glad for du kan lide balancen herinde, det er i hvert fald også sådan, det falder mest naturligt for mig:)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg er enig med alle de andre, selvfølgelig. Dit blogindlæg er smukt, gribende på den ene og anden måde, samt så er det utrolig velskrevet 🙂
    Håber du havde en god dag og aften!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • guldlog

      Tak Marie Louise, det havde jeg skam! Og jeg nød i lige så høj grad at tjekke ind her i morges og læse alle de fine kommentarer 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Cæcilie

    Hvor er det dejligt at få sat ord på de følelser jeg er sikker på rigtig mange mødre (både de nybagte, som undertegnede, og de lidt mere erfarne) går og tumler med… jeg elsker min lille tumling, men elsker også at jeg kan tage, måske ikke hele dage endnu (hun er 7 uger gammel), men i hvert fald et par timer til en tur til frisøren/i yndlingsbutikken/på café og vide at det er ok – for tumlingen får en gladere mor med mere overskud hjem bagefter 🙂
    Det jeg forsøger at sige er vidst bare, at du ikke skal have dårlig samvittighed over at glansbilledet ikke altid glitrer lige kraftfuldt – og det er helt ok at batterierne skal genoplades 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • guldlog

      Tak skal du have Cæcilie. Og uha, en lille én stadig;-) / uger, har næsten glem, hvor lille hun engang har været herhjemme 😉 Og ja, man HAR jo virkelig behovet, det har man jo. Men nogen gange kan det være lidt svært at erkende, synes jeg. Men som du rigtigt skriver, så får de små jo en endnu gladere (er det et ord?) mor hjem og det må da tælle stort i bogen?

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • guldlog

      Hov 7 uger, skulle der stå* 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Et af de smukkeste indlæg til dato. Punktum.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tina

    Tak for endnu et skønt indlæg… 🙂 Nu skal du så høre en hemmelighed herfra også… 🙂
    Engang imellem…. pakker jeg weekendtasken, og rivet stikket ud til mand og børn, og tager flyet med mine veninder og nyder Londons storbyliv, eller måske et øde sommerhus med vin og tøsesladder til langt ud på de lyse timer… de ældste i min familie rynker så på næsen, og syns’ da virkelig ikke det kan være nødvendigt ‘at rende efter’… og så smiler jeg tilbage, og siger at det bestemmer heldigvis kun jeg… det er nemlig super nødvendigt.. for mit overskud på hverdagene – som der jo immervæk er flest af… – og min mor-rolle, fylder jeg meget bedre ud, når jeg også får lov til at være mig, og tænke på intet andet end mine egne behov, om det så er et godt blad på sofaen eller en lang strøgtur i Staden… og når min datter siger, om jeg virkelig skal gå – og jeg kan mærke den der lille samvittighed, der vist opstod på præcis samme tid som hun kom til verden – så siger jeg: ja da min skat.. ellers bliver mine veninder jo skuffede… men jeg er hjemme i morgen tidligt igen, og jeg elsker dig overalt i verden… og så håber jeg at lære hende, at fylde livet med de ting der gør hende glad – hver dag 🙂
    Håber du nød din sofa aften søde – husk at tage mange flere af dem!
    Knus fra Tina

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • guldlog

      Sikke et dejlig og for mig meget tiltrængt kommentar at få herinde. Tak for det. Jeg tror, jeg er meget ligesom du. Behovet for alenetid og kortere afstand fra morrollen, bare i mindre bidder, er nok varierende fra kvinde til kvinde. Men jeg kan i hvert fald mærke den meget tydeligt. Måske fordi jeg er enebarn? Måske fordi jeg er meget selvbestemmende og egenrådig (jf f.eks også mit arbejdsliv, hvor jeg også er selvstændig), eller måske fordi jeg bare er slet og ret egocentrisk? Jeg ved det ikke helt. Måske er det lidt af det hele? Men jeg føler bestemt ikke, at det går ud over min kærlighed til min datter – tværtimod. Jeg kaster mig endnu mere begejstret over hende, når vi så genforene efter et par dages adskillelse. Og jeg nyder at være sammen med hende. Virkelig. Men en gang imellem, så nyder jeg altså også at være alene. Problemet er lidt, at selvom jeg godt ved, at hendes far og alle andre omkring os til fulde udgør det fint for mig og at hun absolut ingen nød lider, så kan jeg mærke en afstandstagen til mit valg fra mine omgivelser. Og det gør mig jo naturligvis lidt ked af det. Hvorfor er det ikke ok? Jeg tror ikke, jeg forstår det….

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Tina

      Jamen jeg kan sådan følge dig 😉 Og jeg forstår det bestemt heller ikke… Jeg kan også tydeligt, som du siger, fornemme en klar afstandstagen til mine valg – men kære ven… rank ryggen – og se på din søde pave der jo stortrives, og husk nogen gode værdier du fylder hende med… hun vokser op med en stærk og selvstændig mor, der fylder hende med kærlighed, og husker hende på ikke at glemme sig selv, og når hun bliver voksen, er mit gæt at hun tager det med sig… ville det ikke være fantastisk.. ?? 🙂 At hun selv bliver en stærk kvinde selv, der ikke ligge under for andres meninger, og få det bedste ud af livet 🙂 Mit gæt ville endda være hun ville være ret stolt af sin mor! 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • […] er generelt fortaler for, at ens liv ikke behøver ændre sig drastisk, bare fordi man får børn. Vi rejser stadig på samme måde – og stadig lige meget. Og vi […]

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

 

Næste indlæg

SNAPS FROM BERLIN