BERLIN / INSTAGRAM

PRÆDIKEN #8 – 1 år

Profil af en terrorist

Nogen tror, at små børn og store babyer kan lide at lege stille lege. At de foretrækker bløde bamser og hyggelige himstergimser, der kan trutte og sige sjove lyde. Det er en fejlagtig slutning og en kort observans af små menneskers færden vil hurtigt belyse dette. Da jeg var lille kunne jeg godt lide at ligge på min mors arm og nusse. Den slags overflødig tidsfordriv betager mig ikke længere. Jeg har derimod fået en hobby. Sådan én, jeg bruger uforbeholdent meget tid på hver dag, sådan én jeg konstant vender tilbage til – og som jeg ihærdigt forsøger at pådutte min omverden. Jeg terroriserer.

Kapring af offentlige transportmidler, fx. min fars antikke togbane eller besættelse af bygninger, helst min egen, er særdeles underholdende. Det etablerer stor fryd i mit sind, når jeg nonchalant kravler ind i stuen, finder tilfældige gentande på min vej – og lynhurtigt kyler dem gennem lokalet uden at se mig tilbage. Især lyden, når de rammer gulvet eller væggen er særdeles tilfredsstillende. Og selvom målet rammes lydløst, kan samme glæde findes ved at kaste med mad. Helt generelt elsker jeg at terroriserer. Det er en uddelt fornøjelse at rive ting i stykker. Finder jeg fx. vej til en toiletrulle kan det næsten ikke beskrives med ord, hvor fabelagtigt det føles, at se den forvandles til atomer over hele lejligheden. Papir er dejlig destruerbart.

Jeg kan godt finde på at betragte mit værk, når jeg er færdig med at sabotere. Nogle gange hviner jeg højt af fryd. Mine forældres manglende begejstring for min nye hobby generer og undrer mig, men får mig trods alt ikke til at undertrykke den. Jeg tror, det er med til at fastslå magtforholdet herhjemme. Og der er jo også et ikke ubetydeligt velbehag forbundet med at fremkalde og iagttage chok reaktioner.

Som fx forleden, da jeg på ægte kamikaze vis sneg mig under spisebordet og lydløst listede fars nye magasin ind i de tilstødende lokaler, hvor jeg i ro og mag kunne udføre min mission. Destruktionen var omfattende og gennemført. Imens mine uvidende forældre indtog aftenens måltid, fik jeg hurtigt splittet magasinet ad; delvis ved at æde det, delvist via knivskarp rive-teknik, der på splitsekunder forvandler glitrende magasinsider til små farveglade konfetti fnuller over hele stuegulvet. Desværre afslørende mine sejrshyl mit dunkle arbejde. Muligvis også tryksværten på gulvet? Uanset, så måtte jeg igen forsøge at finde en grimasse, der passede, da min mor misforstået løftede mig over på legetæppet med en snurretop….?!! Hun har ingen sans for sjov.

Jeg forsøger at undgå at lyde nedladende. Men voksne forstår sig ikke på den slags. Det er jo usigeligt kedeligt, bare at skulle drikke vandet i glasset. Det er derimod langt sjovere at baske til det med en pludselig bevægelse, så både glas og vand flyver gennem luften. Desuden er lyden, når man hamrer sin hænder ned i en våd overflade helt uovertruffen. Jeg ønsker naturligvis ikke at udgyde skræk og rædsel. Dertil er jeg for rar. Men jeg fastholder, at livet er for kort til kedelige manerer. Jeg er stadig i gang med at opdrage mine forældre. En dag vil de forstå. De ville helt sikkert få det sjovere, hvis de begyndte at slå i maden. Og er der helt ærligt nogen, der ikke finder det morsomt at kaste med en ble??

Det handler om at se muligheder, ikke begrænsninger. Nåde være med Jer!

 

   

16 kommentarer

  • Kære søde Pave,

    Jeg kunne ikke være mere enig med dig, men det er vel heller ikke for ingenting, at du har den fine titel!

    Uheldigvis føler jeg mig dog overbevist om, at vi virkelig må være kæmpe for at holde fast i vores tro – min storebror på 3 år er fx allerede blevet hjernevasket af mine kedelige forældre og sidder og irettesætter mig, når jeg kaster lidt rundt med maden eller ødelægger hans høje tårn af legoklodser – hrmpf!

    Nej al magt til babypower med dertilhørende herskersyge og destruktive tendenser – måske vi skulle få startet en verdensomspændende revolution, så vi én gang for alle kan få vist de kedelige voksne og strenge storebrødre, hvem det er, der virkelig bestemmer?

    Masser af møs fra Fidusen XX

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • guldlog

      Åhh, søde Fidus.
      Du er smuk og meget klog. Al magt til babypower, herskersyge og destruktive tendenser – meget enig. Jeg fornemmer, vi to kunne blive gode venner? 🙂
      Knus Paven

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sikke en god prædiken .-) Jeg synes nu ikke Paven ligner en terrorist på de fine billeder, men det er måske helt bevidst fra hendes side, haha.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maja

    Det får altså smil frem på læberne! Elsker pavens prædiker – så finurlige!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Årh, det er altså den sødeste terrorist, jeg nogensinde har set!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • guldlog

      Ingen tvivl om det. Og hendes højhed er også godt klar over det. Vi anvender ofte smilet og de blå øjne som skalkeskjul for unoder 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hehe, hun er altså virkelig en sød terrorist 😀 Jeg bliver altid så glad af de prædikener – jeg kan altid nikke genkendende til det meste (eller min søn kan – jeg er en af de der uforstående forældre, der ikke kan se det sjove i at terrorisere. Hehe)

    /Stine

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • guldlog

      Hihi, det var godt:) Og ja, jeg har også på fornemmelsen, at vi ikke er de eneste forældre, med små terrorister i hjemmet 😉 Men det er på en eller anden måde også meget rart at vide, at man ikke er alene. Så man ikke tror, det er vores fejlagtige opdragelse, der er skyld i den omfattende huslige terror!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla

    Hvor er jeg glad for det ikke kun er herhjemme sådan et pragt eksemplar af en terrorist findes! Vores eksemplar ynder også at vælte hendes badekar så en mindre syndflod overgår badeværelset…

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • guldlog

      Haha! Den var ny, den med badekaret! Men det er sikkert blot et spørgsmål om tid 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Emma

    Du skriver så fantastisk flot! 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • yiiir, hvor er hun sød! jeg har selv en baby der stadig kun er på vej til at blive mobil, men han kan nu alligevel terrorisere hele lejligheden! Elsker disse prædikener fra paven
    -C

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

 

Næste indlæg

BERLIN / INSTAGRAM