PICTURE PERFECT

Havde én af de der dage i søndags. Hvor alt bare går op i en højere enhed. Hvor tiden står stille og alle de forhåbninger, man startede dagen med, endte med at holde stik. Vi besluttede at pakke os godt ind og gå igennem Søndermarken i søndagssolen.
Bag ved Søndermarken ligger et villa kvarter, som går helt ud til skinnerne og er noget så fint og hyggeligt. Sjove, anderledes, arkitektonisk skæve og finurlige bygninger står side om side med de fineste kæmpekasser. Rigtig fint område at gå tur, hvis man kan lide den slags. Derfra gik vi ned til Carlsberg, der i øvrigt har åbent for besøgende i weekenden.
Her fandt vi en læ-krog i solen, efter at have kigget på elefanter og flotte statuer, hvor man snildt kunne smide jakken og helt uden overtøj sidde og nyde det skønne vejr, mens ‘nogen’ nød en sammenklappelig og lidt rosiner oven på den strabadserende tur (ja, det er hårdt at blive kørt rundt…)
Og når mor og far er iført solbriller, så skal Paven da også. Det er klart. Elefanthue eller ej.
Inde ved Dansehallerne, bag Tap 2, ligger der en dejligt uformel og rå cafe; Elefanten. Her gjorde vi kaffe og kage stop, inden vi skulle tage den samme tur tilbage hjem. Kokoskage til Manden (og Paven) og Semifredo med hvid chokolade og passionsfrugt til mig. Det. var. så. godt.
…..og mens nogen legede og underholdt resten af cafeen, kunne andre endelig læse avisen og nyde deres latte i fred 😉
Det er sådan alle søndage burde tilbringes: med sådan en lækker kage ovenpå sådan en lang og skøn gåtur, sammen med sådan nogle dejlige, lækre mennesker, i sådan noget vidunderligt vejr, med sådan en dejlig, lækker overskudsfølelse i kroppen. Er vi nået til punktet, hvor det er uudeholdeligt sukkersødt og picture perfect nu? Godt, jeg stopper. Det var bare sådan en god dag. Helt igennem über skøn.
Ps: På vej hjem trådte jeg i en lort
Dejligt indlæg…. Lyder som en skøn tur. P.s Elskerrrr de ps 🙂 røvklamt men lidt sjovt ;-)))))