SWEATDRESS BOBO CHOSES

ER JEG VOKSEN NU?

2013-09-05 17.27.58

Hvornår er man voksen?

Når man bliver konfirmeret? Får stemmeret? Flytter hjemmefra? Drikker kaffe? …..og nyder det…… Optager lån i banken?

Personligt anser jeg f.eks mine forældre for at være voksne. De er jo i hvert fald som sådan ikke børn. Om end de stadigt er nogens børn. I takt med at jeg selv er blevet forældre, har jeg dog oplevet et mystisk udefinerbart dilemma.

Den frihedsberøvelse, man oplever, når man får børn, er ret gennemgribende. Ikke forstået sådan, at man mister sig selv. Men man er nødt til at tilsidesætte sig selv HELE TIDEN. Fra da af og resten af livet, vil der altid komme et andet menneske først. Og selvom jeg har oplevet kærlighed på mange måder, af mange karakterer og til mange meget betydningsfulde mennesker i mit liv forinden, så kan det ikke sammenlignes med den kærlighed, jeg har til min datter. Den er næsten umulig at italesætte, og jeg kan knap fatte den selv. Den er så grundlæggende, at jeg instinktivt kan græde, gyse eller fyldes med overrumplende lykke, bare jeg tænker på det. Det er helt ude af proportioner skørt og ekstremt.

Den dag i marts for lidt over to år siden blev der ikke bare lagt et spædbarn i blodigt svøb på min mave. Jeg fik samtidig overrakt en lille æske fuld af alvor, sårbarhed og frygt, som jeg aldrig før har følt og som jeg ikke bare kan stille fra mig eller gemme væk. Hun og de følges ligesom ad.

Men den samme æske er også fuld af kærlighed, styrke og ro. Som heldigvis heller ikke bare sådan lige kan parkeres i svinget. Alle de nævnte følelser vokser proportionalt med min datter. Både de gode og de svære. Og med dem vokser jeg. Så ja, jeg er nok en lille bitte smule mere voksen, end jeg var, før hun kom til verden.

Men jeg er samtidig også blevet markant mere barnlig og umiddelbar. Det lærer hun mig hver dag. At gribe nuet og udforske mine omgivelser. At tage verden i hånden og løbe af sted. Jeg leger faktisk mere nu end jeg nogensinde har gjort. Jeg ser dagligt mig selv tænke over moms-regnskab, mens jeg ligger på knæ under spisebordet med en dyne over hovedet  – jeg køber vandballoner, mens jeg alligevel shopper rynkecreme og slubre kaffe med sødepulver, mens jeg læser Pipi Langstrømpe.

Min datter har fået mig til at slå kolbøtter i sengen igen. Men hun har også fået mig til at køre med cykelhjelm. Hun har fået mig til at danse i køen nede i Netto – men også til at tegne en udvidet ulykkesforsikring. You get the picture, right?

Det er ikke uvant for mig i løbet af den samme dag at føle mig som én på 2 år – og én på 200 😉 Sidstnævnte alderstrin særligt efter flere dages manglende søvn og konstant atletisk aktivitetsniveau.

Bliver man voksen af at få børn? Tjaaaa, man får i hvert fald brug for rynkecremen. Og kaffen! Men man bliver heldigvis også ret barnlig af at være sammen med én, der vokser hver dag. Og dér hvor hun er, der vil jeg gerne være.

 ——————————

   

55 kommentarer

  • Manja

    Kan huske, at jeg snakkede med min egen mor om det, da jeg var omkring 5 år. Jeg blev bange helt ind i sjælen, da min mor sagde, at hun var i tvivl, om hun var rigtigt voksen.

    I dag kan jeg sagtens følge hende. Jeg er jo stadig ung, selvom jeg er mor. Og bliver man nogensinde rigtigt voksen? Hvad vil det overhovedet sige?

    Tænker jeg mig om, så ER jeg voksen. I hvert fald set i børnehøjde. Jeg tager beslutningerne, jeg har ansvaret, jeg får det hele til at løbe rundt, jeg betaler for gildet. 😉

    Men at være voksen er måske netop at rumme det hele? Eller at indse, at det ikke er så vigtigt, om man er ung eller voksen?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Ej, hvor er det en fantastisk interessant kommentar! Jeg havde helt samme samtale og helt samme følelse. Kan ikke huske min alder, tror jeg var ældre end 5 år, men jeg kan – som du – huske svaret. Og gys, hvor blev jeg BANGE….hvorfor mon? Som barn stoler man helt blindt og tryllebundet på, at ens forældre kan redde en fra alt og hjælpe en med alt og at de altid vil være der og at de altid SKAL være der. Og de første gange, det går op for én, at også de nogen gange famler lidt, prøver sig frem, er usikre – og gisp – nogen gange ikke KAN hjælpe/redde osv, åhh, så brister verdens fine skal en lille smule. I dag er det jo en anden snak. Nu, som voksen (Ha! der fik du mig til at sige det. skarn! ;)…) så føler jeg det faktisk helt befriende, at opleve, at de heller ikke er totalt perfekte og at vi alle sammen er i en læringsprocess, der jo dog trods alt bliver mindre og mindre stejl med årene….

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hvor er det virkelig et fantastisk indlæg. Det er SÅ godt skrevet! 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise Pultz

    Så godt skrevet.. 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Louise for pokker!! Du har lige givet mig kuldegysninger gange 100. På den gode måde.
    Hold op et fint indlæg. Vil vove at påstå det er dit bedste og mest velskrevede til dato! Send lige det afsted som klumme, hva’? Det vil pynte smukt i såvel magasiner som aviser!
    Godt gået!! <3
    Knus Louise

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • I totally get it! Det må jeg nok indse, at jeg ikke 100% gjorde for bare 3 måneder siden, men nu gør jeg… (Min søn bliver 3 måneder i morgen!;) )

    Virkelig godt indlæg – hilsen én, som bander over, at sønnens mave ikke kan tåle, at mor drikker kaffe. Suuuuk…

    //Caroline

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Åhh, stakkels dig. Ingen kaffe, puh, for en fuser. Det må I straks træne. Eller ja, heldigivs går den slags jo relativt hurtigt over. Hvad med Cola så? Går det an? 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Fantastisk skrevet. Kan genkende ALT. Har lyst til at sende dit indlæg til alle, jeg kender, der er gravide. Jeg ser nemlig altid på dem og tænker med lige dele fryd og gys: Du ved ingenting…. Her får man lidt at vide!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Årh, du er sød og rar. Tror måske, dine gravide veninde ville blive lidt fornærmede, hvis du gjorde det 😉 haha…..

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Pipse

    Wauu, rigtig godt skrevet.. 🙂 Har det lige præcist sådan som du beskriver.. Har en datter på samme alder som dig, og aldrig har jeg følt mig så meget i kontakt med mit indre barn – og min indre voksne som nu.. Især dit billede af, hvordan man slubrer kaffe mens man læser pippi, osv. Du har virkelig sat ord på den måde, jeg også går og har det..

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Tak Pipse. Ja, mit indre barn får virkelig lov at vokse i fuld flor. Og jeg tror, i al beskedenhed, at det klæder de fleste 😉 Jeg elsker det!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Helt enig med jer andre. Superfint indlæg!
    Jeg ved heller ikke, hvornår man er rigtig voksen. Nu venter jeg mig for første gang, og så bliver jeg nogens mor. Det er da lidt voksent efter min mening. (At nogle forældre så opfører sig muchos barnligt, er vist en anden sag! 😉 )

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Ja, altså noget vil nok ændres i din måde at opfatte og se verden på, tror jeg, når først han (det var en dreng, ikke?) ankommer 🙂 Men omvendt er der heldigvis også en helt masse punkter, hvor man gud ske tak og lov forbliver den samme.

      Og altså, jeg er nok én af de mindre tjekkede – mange andre bliver sikkert også bedre til alt det der med at tænke praktisk, langsigtet, fornuftigt, økonomisk og gå tidligt i seng og fryse mad ned til de dumme dage osv osv. Jeg havde måske på den ene side håbet, det kom sammen med hende. Dén type ansvarlighed 😉 Men på den anden side, så ville jeg jo ikke være mig, hvis ikke jeg havde gang i titusinde projekter på samme tid og alting rodede (ps: der er orden i mit rod! sværger) og jeg stadig sværgede til take away og sene aftentimer med kaffe og chokolade osv. Dér hvor jeg mærker den, ansvarligheden, hvis vi skal kalde den det, er i min måde at omgåes hende på – og i min øgede bevisthed om ikke kun at passe bedre på hende, men også passe bedre på mig selv. Nu er jeg jo nogens mor. Gys.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • christine

    Du har virkelig virkelig ramt plet med den tekst!
    Så evig rigtigt hele vejen igennem!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sejt skønt indlæg. Kan ikke sige nok tak – og kunne stort set have skrevet det selv. Gør mig også mange overvejelser om at være voksen eller ej. Utroligt som et barn kan rykke rundt på verdensbilledet. Følte mig i hvert fald MEGET voksen, da jeg var til 40-års fødselsdag i weekenden. Så underligt – kan jo huske min fars 40 års fødselsdags – og han var jo vildt voksen på en helt anden måde, end jeg er nu.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Åhh, ja, her rammer du virkelig noget spot on i min egen opfattelse 🙂 40 år. Gisp. Det er jo sådan set min næste runde fødselsdag. Og den kommer tættere og tættere på. Og jeg fatter det simpelthen ikke. Alle fakta siger det jo til mig højt og tydeligt: jeg er tættere på dem på 40 år end på dem på 20 år. Men mit eget selvbillede er nok ikke fulgt helt med. Jeg tager ofte mig selv i at tænke mig selv ind i den yngste kategori. Dog oftest også kun indtil vi har en længere samtale – så kan man tit godt mærke forskel alligevel. At man HAR rykket sig en del siden da. Men ja, jeg FØLER mig jo bare stadig 20 somre 😉 Haha, ynkeligt. Og ja, jeg husker nemlig også mine forældres 40 års og anså dem som meget, meget voksne!! Helt crazy at det er mig om kun 7 (GISP, åndenød) år!! Argh…

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hvor er det fint skrevet, Louise! Og ja, jeg undrer mig tit over det samme.

    Jeg troede faktisk man blev voksen når man fik børn. Men tit tager jeg mig selv i at tænke at de andre forældre i børnehaven da ser og virker meget mere voksne ud end os. Det er måske bare fornægtelse. Jeg går med den her idé om at vi er så unge, på trods af vi da er forbavsende tæt på 30 begge to, og derfor måske også burde være voksne.

    På den anden side; jeg er egentlig også ret taknemmelig over vi endnu ikke er sådan rigtig voksne. Men det er også fordi de voksne altid er strenge, kedelige og har travlt med alt andet end at lege. Så vil jeg hellere være barnlig 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Ej, hvor er det sjovt, du skriver det. Lige præcis dén følelse, som du beskriver, når du afleverer eller henter i børnehaven – den kender jeg så godt! 😉 Haha…jeg tager godt nok ofte mig selv i at tænke, at alle de andre virker meget mere voksne, mere tjekkede, mere fattede, mere rutinerede, mere overskudsagtige osv end os. Ofte tænker jeg, om de alle sammen bare tænker, at vi er to tågehorn, der halter af sted med tungen ud af munden og sveden piblende fra panden, mens vi prøver at se ud som om, vi ved hvad det hele handler om….og ja, vi har passeret den magiske 30-grænse. Og jeg kan stadig godt føle der er laaaaang vej til det der voksen liv, hvor man har styr på det hele, køber ind til hele ugen på forhånd, husker at booke tid til læge og tandlæge i god tid, sørger for at vande alle blomsterne, så de ikke dør, køber voksdug i stedet for at have en totalt ødelagt bar træbordplade i æstetisk, barnlig fornægtelse og er begyndt at gå i praktisk gummisko og har solgt stilletterne ud på Trendsales…..haha…..der er jeg ikke heeeelt 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lou

    Amen Louise – sikke et fantastisk indlæg! Det er jo bare spot on. Det er sjældent at jeg efter at have læst et indlæg sidder og smiler med em tåre i øjenkrogen 🙂
    Smukt, rørende, frygtindgydende og forbandet livsbekræftende at være mor..

    /Lou

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Tusinde mange tak søde gyldne Lou 😉 Ja, livsbekræftende. In deed. Ret meget endda. Havde nok ikke helt troet det inden….

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rikke

    For få år siden havde jeg en snak med en professor i pædagogik, og han sagde: ‘man blir først voksen når man stopper med at give sine forældre skylden for det der sker i ens liv, og selv tager ansvaret’
    Det gav god mening.
    Super smukt som du sætter ord på moderskabet.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Ej, en sjov iagttagelse. Det er måske nok rigtigt. I det hele taget så definerer ens forhold til sine egne forældre – og efterfølgende (for mit eget vedkommende) mit forhold til min kæreste og herefter mands forældre – og så igen mit eget forhold som forældre til mit barn rigitg meget ift hvordan jeg selv føler mig voksen, føler jeg burde være det, føler jeg gerne vil være det osv osv. Det er kort sagt i relationerne til andre, man selv definerer som voksen – eller andre, man ved, man skal være voksen overfor. Og ja, det med ansvar, det har helt sikkert en pointe!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Agurkens svigersøs

    Huha nu sidder jeg på kontoret med tårer i øjnene – fantastisk indlæg og et “Guldlog-indlæg” når de er allerbedst. Love. It.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tine

    Puha, fik både kuldegysninger og blanke øjne af det indlæg, – men det er jo det du kan!
    Kender virkeligt alt til de følelser du beskriver og det kan jeg se på kommentarfeltet at jeg ikke er ene om ;).

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Tusinde tak Tine. Hvor er du sød. Har slet ikke tænkt over, at det kunne give kuldegysninger eller blanke øjne, ærligt talt. Men det er virkelig skrevet indefra, når man sådan rigtigt prøver at mærke efter – og det er jo på samme tid både skræmmende, fascinerende, dragende, mystisk og meget fantastisk. Alle klicherne 😉 Men sådan ER det jo 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Det er jo helt rigtigt det du skriver.. Og som Manja også er inde på, er det tankevækkende, at ens forældre stod med de samme spørgsmål da man selv var barn. Måske endda i endnu højere grad, idet gennemsnitsalderen for førstegangsfødende er steget markant de sidste 30 år.
    Det der med at blive/være voksen er sgu noget mærkeligt noget!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Ja, det er det. Og bliver man det mon nogensinde – sådan rigtigt? Synet på ens egne forældre – og sig selv som forældre er meget forskelligt i hver fald. Og så alligevel på en masse punkter ens. Syret.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rigtig godt indlæg… der både giver stof til eftertanke og får én til at slappe af…
    Livets cyklus er der… og den er ikke til at kommen udenom.. og for mig er det faktisk både skræmmende og fantastisk, at vi alle oplever de samme tanker gennem livet (groft sagt)…
    Man tror ikke helt på det, de første gange ens forældre fortæller, hvad man vil tænke og føle senere… men man opdager tit, at de jo havde ret.
    Er det ikke et genialt livsmønster, der er skabt på denne jord! 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jo, det er det egentlig Lise. Og det er så skide irriterende, når ens forældre har ret 😉 Men jo, faktisk ret smukt livsmønster after all…

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Stine Schmidt Mikkelsen

    Rørt helt ind til det inderste! Kunne ikke have beskrevet det bedre selv. Jeg er tom for ord – du kan, om nogen, beskrive ting, som ingen andre – og dette indlæg har bare ramt mig, fordi jeg selv står der hvor du står. Tak for et berigende, smukt og ikke mindst hudløst ærligt indlæg.

    – smil fra Stine

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Åhh, hvor er du kær og dejlig! Mange tak, hvor er det dog fantastisk, at modtage sådan en ros 😉 Jeg er virkelig glad for, at du kan genkende det, for så er jeg da ikke helt alene med det 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • IM

    Virkelig godt og interessant indlæg – er helt sikkert med i koret med et af dine bedste 🙂

    Selvom jeg ikke har børn, har jeg stadig tanker der minder om det. 26 år, karriereræs men stadig super pjattet. Skal man være voksen eller er det ok at finde sit indre (patte)barn frem? Selvfølgelig må man det, men man tænker virkelig over det nogle gange. Er det bare min kæreste og jeg der er mærkelige nu hvor vi er så pjattede 😀

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Haha, ja præcist. Sådan havde jeg det skam også inden børn, det er slet ikke ment sådan, at børn ar katalysator for det…..men hun har omvendt, min datter altså, nok forstærket de følelser en smule 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • B

    Fantastisk indlæg, som sætter en masse tanker i gang! For mig er det med at være voksen helt klart bundet op på relationer. I forholdet til min to-årige datter – ja, så er jeg voksen. Voksen på grund af den helt sindssyge kærlighed jeg føler for hende, og tilhørende ansvar for at få gjort hende til et helstøbt, kærligt menneske, selvom jeg som du aldrig har leget og fjollet så meget. Måske er man først rigtig voksen, når man kan indeholde begge sider? I forhold til mine forældre bliver jeg det nok aldrig helt. Men mere og mere i takt med at jeg tager ansvar for eget liv og lykke og ikke kommer rendende med problemer, jeg forventer de kan løse. I forhold til mine veninder tror jeg faktisk altid jeg vil føle mig et sted midt i 20’erne (er 34…) , på trods af barn og langt flere pligter end dengang. Kan simpelthen ikke forklare det!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • B

      Og ha ha, så glemte jeg forholdet til min søde mand 🙂 Men i virkeligheden føles det meget uforandret, på trods af at vi har kendt hinanden mere end 10 år. Der føler jeg sjovt nok ikke, at jeg er blevet mere voksen!

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Hvor er det sjovt, jeg kan virkelig genkende alt, du skriver! Lige netop 🙂 Sådan har jeg det også, og det er altså nogen gange lidt skitzo at der er så stor forskel på min egen opfattelse af mig selv, alt efter om jeg er sammen med venner, min datter, mine forældre, bedsteforældre, mine kollegaer el. lign…. 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Virkelig et interessant indlæg med nogle rigtig gode vinkler, som jeg ikke tidligere har tænkt over. Der har jo ellers været nogle indlæg i blogland om det at være voksen og definitionen af det, men dit indlæg giver lige noget ekstra sammensat med din måde at skrive og fortælle på. Tak fordi du deler din tanker med os, så vi alle kan lære noget eller i de mindste bare få gang i tankerne 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg sidder og tuder over dit indlæg samtidig med at jeg ser Find Nemo med min dreng! Du har bare fuldstændig beskrevet essensen af det at bliver forælder, voksen eller ej! Det er et af de bedste blogindlæg jeg har læst, og er enig i, at det er den perfekte klumme!!
    Og så lyder du i øvrigt til at være som en rigtig god mor:-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Årh, hvor er du sød! Mange tak, endnu en gang, fordi I er så fantastiske at dele sine indersate tanker med! Det er altså ret unikt, at sådan et her forum, når man pludselig får lyst til denne her slags ‘udbrud’ 🙂 Man bliver virkelig varm om hjertet, rent faktisk…

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line Karup

    Tak for et rigtig fint indlæg! Du rammer mange af mine egne tanker! – og hvor er det også rart, at så mange andre har skrevet de har det på samme måde.. HURRA jeg er ikke alene!:-)
    Jeg tager også tit mig selv i gerne lige at ville ringe til en voksen, hvis det hele brænder på. Og ja det er lidt mærkeligt at man noge gange føler andre forældre er mere voksne end en selv.. Jeg er (udover at være mor til to små guldklumper) skolelærer, og når jeg tilbringer så meget tid med teenagere, synes jeg tit også det er mærkeligt, at jeg faktisk er ” den voksne” i selskabet hvis vi bare sidder og snakker om vind og vejr..- nogle gange kan teenagere også være overraskende voksne!
    Men rart at høre man ikke er alene om, til tider at være forvirret, ihvertfald!:-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Gud ja, det har jeg slet ikke tænkt på, det med at være lærer! Mange er jo endda langt yngre end jeg, som lærer og så skal man stå der og være den voksne for en hel bunke store børn. Det må i grunden være vildt. Men også meget givende, for ja, du har helt ret, teenagere – og børn i øvrigt – kan faktisk være ret livsklog nogen gange 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sofie

    Hmm jeg synes som 24-årig, at jeg begynder at føle mig voksen, mest fordi jeg føler mig mentalt på samme “niveau” som alle mine mostre, mor, bedstemødre etc. Altså at man kan tale med om nogle af de samme ting, de deler flere voksenproblemer med en, man begynder at tale børn osv, og jeg føler ikke længere, at jeg sidder ved “børnebordet” til familiebegivenheder -det er givet videre til den næste generation. Det er en sjov transition at se sig selv som en “kvinde” i familien sammen med alle de andre hunkønsvæsner (jeg har en meeeeeeget stor familie!) og ikke længere et barn, der leger rundt !

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • […] stillede forleden spr. på sin blog om, “hun var voksen nu?” – og jeg må nok indrømme, at JA, jeg […]

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lisbet

    Hold da op et fint indlæg.
    Et emne jeg ofte selv har funderet over, uden dog at have børn endnu.
    Jeg har ikke læst din blog før, men jeg kan se på det hele, at du kommer på min liste over favoritter 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Guld.log

      Mange tak Lisbeth, det var vel nok en dejlig kommentar! Jeg håber, du fortsat vil nyde at kigge forbi 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • […] 2.  Jeg spekulerede over, om jeg er blevet mere eller mindre voksen? […]

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • […] Ved godt, jeg er langt inde i de hersens klamme 30ére, at jeg er mor, ejer et hus og alt det der. Men vi har talt om               det før. Jeg er der altså ikke helt. […]

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

 

Næste indlæg

SWEATDRESS BOBO CHOSES