LEO, TARTAN, CAMEL & RED - OG NOGET OM ÆNDER

PRÆDIKEN #11 – 3 år

fotopink1fotopink5fotopink3

Modeluner og lunere mode

Jeg har før erklæret min holdning til mode og tendenser. Det er jo åbenbart et tilbagevendende tema her på bloggen. Men i stedet for at lade sig diktere af svingende modeluner, er en langt mere træfsikker fremgangsmetode at lade humøret bestemme. Min mor skal ofte bistås med assistance, men ender gerne med at erkende mit intellekt. Alle ved f.eks at tylskørt og gummistøvler er den bedste kombi. Folk der siger andet, har ikke fattet en klejne. Bevægelsesfrihed er et kodeord, som er værd at bemærke. Der skal være plads til dans i gaderne ? også hvis det involverer vandpytter og mudder.

Nu forholder det sig sådan, at jeg er svært begejstret for min flyverdragt. Den er varm, også når man sidder på jorden, hvilket man jo ofte gør, f.eks ude foran Netto, hvis man bliver træt i benene eller bare skal inspicere en efterladt hundehømhøm. Når man spontant beslutter at frekventere en fugtig sandkasse, er den også en vinder – og samtidig er den nem at tage på. Jeg har en rum tid forsøgt at sælge konceptet ind til min mor, men har endnu ikke set så mange overbevisende voksenmodeller. Men jeg er vandt til at sætte standarten i legegaden, så det afskrækker mig ikke, at andre kigger på mine outfits. Derfor var det også naturligt for mig forleden at iføre mig helforet flyverdragt i høj sol og næsten 10 plusgrader tilsat pink paraply med indianer motiv og strikket tophue.

Jeg har hørt, at man i mange asiatiske lande går med paraply, når solen skinner, fordi de ikke er så glade for sol. Det er smart, for det betyder, at jeg kan bruge min nye pink accessorize uanset vejret. Alternativt udgør den også en udmærket stok, når den er slået ned, den er fortræffelig til at spidde blade med og har upåklagelige evner som pegepind. Der kan dog være lidt trængt i bussen og det vanskeliggør muligheden for at pege ordentligt, men på den anden side kan det i stedet være en ekstra arm til kærlig håndspålæggelse af uoplyste fashion freaks. Dem er der en del af. Jeg forstår f.eks ikke, hvorfor der ikke er flere havfruer i gadebilledet. Det er ellers en ret cool stil, synes jeg. Og jeg vil gerne til at gå mere med hale.

Leoprint og den slags er efterhånden lidt passé, men man kan sagtens bruge det som inspiration til viderefortolkning. Jeg har i hvert fald i sinde at dyrke dyre-tendenserne lidt endnu. En muse-dragt og en flamingo hat udgør pt. mine garderobe favoritter, og så pønser jeg på at udvide samlingen med en elefant heldragt med seler og eventuelt et mariehøneskjold. Det er klassikere, der kan holde i mange år.

Problemet med voksenmoden er, at den er alt for selvhøjtidelig. De voksne glemmer, at det også skal være sjovt. Mode er en måde at udtrykke en stemning på og hvorfor i alverden skulle dén stemning ikke sige ?kom-og-dans-lad-os-hoppe-som-et-tigerdyr?? Og hvis det endelig SKAL være yndefuldt, så tilsæt en pink indianer paraply med ører. Det er der stil over.

Som skærende kontrast til min stilsikre elegance, står min mor. I stedet for at suge til sig fra den kilde af visdom, der løber lige foran hende, vælger hun kontinuerligt at vende det blinde øje til. F.eks. takkede hun forleden nej til at tage på arbejde med pandehåret fuld af neongrønne Disney spænder ? og valgte i stedet at anvende et glattejern på den hestehale, jeg så minutiøst havde brugt morgenen på at toupere med indtørret havregrød. Hun har heller ikke endnu takket ja til tilbuddet om at anvende min pink flamingohat med næb. I stedet dyrker hun upraktisk hælhøjde og uklædelige bukser. Jeg så hende langt hellere i seneste nye Pocahontas look.

‘Mode er en form for grimhed så utålelig, at vi er nødt til at ændre den hvert halve år’ har Oscar Wilde sagt. Det kan der være noget om. Han har også sagt: mode er det, vi selv går med. Gammeldags er det, de andre går med. 

Han var i grunden ret klog.

Nåde være med jer !
XOXO Paven

fotopink2

Flyverdragt – på udsalg nu: Mini A Ture // støvler – også på udsalg: Angulus // hue: hjemmestrik 

***

20 kommentarer

  • Anne L S

    ELSKER de her indlæg 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise P

    Al magt til paven.. 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Guld.log

      Haha, det siger jeg videre….eller……måske ikke egentlig 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Amalie

    Du må simpelthen love mig, at du gemmer hvert eneste af de her indlæg så Paven selv kan læse dem, når hun bliver ældre! De er intet mindre end geniale 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Guld.log

      Tak Amalie 😉 Ja, det vil hun sikkert finde underholdende

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg ELSKER Pavens prædiker! Det er virkelig fantastisk (sjov) læsning 😀

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Guld.log

      Mange tak 🙂 Dejligt at høre. Hun er også ret sjov, bare sådan at leve med hver dag 😀

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nina N

    Iiih, jeg elsker pavens prædikener! Og er helt enig i, at vi voksne nogle gange bør lege mere i vores udtryk 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Guld.log

      Haha, ja og det hele er jo bare hvad man gør det til 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lise

    Fedt!!!! Intet mindre!!!
    Herhjemme vælger LilleFisen også glædeligt den nye lilla flyverdragt med pink detaljer i høj sol – men de er sgu lækre!
    Måske vi ses engang,
    Kram herfra, Lise

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Guld.log

      Haha, de lyder meget ens! Ja, vi må altså snart ses Lise. Jeg vil gerne besøge jeres nye hjem. Er du stadig på barsel??

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ha ha… jeg vil da til enhver tid springe med på den lyserøde-paraply-bølge… kom nu!!! Lad os alle gøre det!!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Helle Marie

    Super sødt indlæg! 🙂

    Her kommer et spørgsmål til noget helt andet: Jeg så i et indlæg, at du har den der Boyy taske, som jeg har forelsket mig ret meget i. Hvilken størrelse er din? Og hvor meget vil du mene, den kan indeholde?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Guld.log

      Ja, jeg har den lille. Den er ret rummelig. Men naturligvis ikke som den store 🙂 Det sidste kan jeg ikke lige helt svare på – tænker du på noget konkret?

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Helle Marie

      Ja, det sidste spørgsmål var måske ikke så forståeligt formuleret – tænkte ikke i litermål, altså 😀 Tænkte mere i ting og sager som fx en pung, mobil, nøgler og lidt ekstra (fx en læbestift eller lignende). Du ved, ting man normalt gerne vil have med på farten. Jeg har en anden lille taske, som næsten ingenting kan indeholde, udover mobil og nøgler, så det kunne være rart med en, hvor der var plads til en smule mere. Oh well, måske skulle jeg bare gå ind og se den i levende live i en butik – jeg er vist blevet liiidt for forvænt med alt det internetshopping 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Guld.log

      🙂 Haha jeg kender det. Men altså, ja jeg synes, den er ret rummelig, men jo naturligvis ikke ubegrænset:)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Det er vise ord! 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

 

Næste indlæg

LEO, TARTAN, CAMEL & RED - OG NOGET OM ÆNDER