OM AT VÆRE UTROLIG RINGE TIL AT PAKKE

SAMMEN

IMG_0920_edited-1

Nogen gange har man lov at være heldig. Det skete for mig et eller andet sted midt i 3.g, mellem Brødrene Olsens Grand Prix sejr og syntetiske haremsbukser, anno 2001. Der fik jeg lige pludselig øjnene op for ham den søde, der nu deler adresse, skæbne og hverdag med mig. Han fik også øjnene op for mig. Og det er jo ret heldigt egentlig. Ellers havde Paven fx ikke været her. Vild nok tanke.

Vi var temmelig unge, måske endda lidt for unge, men selvom vi forsøgte at modarbejde det, så havde vi egentlig ikke lyst til andet end bare at være sammen. Og så en dag blev vi gift. Og fik barn. Og blev mor og far og travle karrieremennesker, startede egne virksomheder og ejede et hus og havde boliglån og anede ikke helt hvad sammenhængende nattesøvn var. Men det fede er jo, at det hele er ligegyldigt, når bare man er sammen. Om det.

Og det kan man være sammen om på mange måder. Faktisk også uden at være sammen. Fysisk. Hele tiden. Jeg føler mig edder dulme heldig, når min søde mand juleaften lidt undskyldende rækker mig en kuvert med en tur til London. Undskyldende fordi, der kun er en billet til mig. Ikke ham og ikke Paven. Bare mig. Så jeg kan komme over og besøge min bedste ven og trække stikket, bare være, for en ganske kort stund, tage alle kasketterne af, efterlade dem derhjemme og nøjes med at være lille mig og lytte til, hvad jeg vil. Jeg føler mig heldig, fordi han helt uselvisk læser mig og uden yderligere overvejelse overtager al ansvar for det rabalderstræde-agtige ragnarok, der huserer på matriklen og den næste uge leger alenefar.

Jeg føler mig heldig, fordi jeg ikke én eneste gang har måtte nævne for ham, at det er et behov, jeg har. Ikke fordi jeg ikke vil min familie eller at være mor eller at være egen chef eller whatever. Jeg ELSKER det. Men fordi jeg er sært skruet sammen og altid stædigt har insisteret på min ret til også bare at være mig. Uanset rammerne.

Jeg er dog ikke mere komplekst skruet sammen, end at jeg allerede efter få dages fravær kommer til at savne, så min mavesæk vender sig i søvne. Jeg ved det, og denne gang bliver ingen undtagelse. Savnet til et barn er grotesk og ikke med nogen menneskelige ord muligt at beskrive fyldestgørende. Det er fysisk og det sidder midt i hjertet. Det gør ondt og det er både livsbekræftende, fantastisk og ski….. hårdt. For selvom overskriften på den næste uge er “Ubekymret Alenetid” bare til mig og min ældste, bedste ven, så er vi et par stykker, der nu er lænket sammen og som ikke mindskes i eller glider ud af regnestykket, bare fordi der måske fysisk er lidt afstand.

Men jeg tror, det må høre med til at blive forældre. Selv på dage, hvor jeg sidder lårene af hende (talemåde, jeg sidder ikke på hende FYI) og ånder hende i nakken, mens vi fletter fingre og resten af verden føles langt væk, kan jeg bekymre mig. Jeg vil undlade at gå i detaljer om, HVOR meget mit indre tankespind kan gå i selvsving af paranoia, men jo – min mand og jeg har siddet, helt seriøst uden alkohol indblandet, og diskuteret den potentielle risiko for at en psykisk ustabil og stærkt forstyrret due ville flyve ind i ansigtet på vores datter og forvolde hende evig skade….!

Det ubekymrede liv, hvor man kun, eller mestendels, har sig selv i fokus er for længst fortid og det kommer aldrig, ligesom 2001, Brødrene Olsens sejr og syntetiske haremsbukser igen. Og heldigvis egentlig.

For netop i tilfældet med en tur som denne, tvinger mine følelser og mit afsavn mig ud i en latent taknemmelighed, som kan lyde frelst, men mest af alt bare er smadder sund. Jeg husker, at jeg ikke tager for givet. Og jeg husker, at jeg er heldig. Heldig, fordi jeg har dem. Fordi de ser mig og fordi vi er sammen. Både når vi er det – og når vi ikke er det.

 ***

   

33 kommentarer

  • Hvor er det bare så fint skrevet og så sandt. Tror alle forældre kan relaterer sig til de tanker. Det så vigtigt også at opleve savnet for det gør vel i sagens natur at vi husker at nyde lidt mere eller at sætte mere pris på det vi har når vi kan mærke hvordan det er ikke at have det bare et sekund, 1 dag eller uge…

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Så fine tanker. Ja, det er en gave at have hinanden. Størst af alt er kærligheden – og nu er det mig der lyder frelst – men sandt er det. /F

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • WOW…bare WOW! Jeg sidder med tårer i øjnene. Hvor er det bare helt igennem fint og ærligt, og rører mig med mange af de samme følelser. Der ramte du plet 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Guld.log

      Åhh, altså mange tak. Det bliver jeg da helt beæret over at høre. Tak

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lisbet

    Hvor er det dejligt. Det vil jeg også have en dag!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Guld.log

      Ja, det er jo da faktisk lidt særligt og ret skønt. Man skal huske en gang imellem at stoppe op og virkelig nyde det. Og det er jeg da for øvrigt helt sikker på, du også får!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hvor er det smukt skrevet! Jeg er egentlig på vej ud af døren, men kunne simpelthen ikke lige gå forbi dit indlæg uden at skrive noget. Bloglovin fanger mig nogle gange, når jeg ikke ved hvilket fantastisk indlæg jeg havner på, når jeg trykker “older”. Nyd London-tiden, Louise!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Guld.log

      Mange tak Laura. Jeg er glad for, du lige stoppede op. Dejligt, at du fik noget ud af at læse det, det kan ærlig talt godt virke lidt angst provokerende at trykke ‘send’ på sådan et indlæg 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Annemette

    Fantastisk indlæg, intet mindre. Du rammer noget i mig, som jeg aldrig selv har forsøgt at formulere …
    Tak <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Stine

    Wauw ! Har sådan en lyst til at kommentere på dette indlæg, men ved simpelthen ikke hvad jeg skal sige andet end.. Wauw, det er så fint skrevet ! Livet er smukt 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Guld.log

      Mange tak Stine. Og dine ord er mere end nok! 🙂 Helt vildt dejligt, at få lov at få den slags søde kommentarer, fordi man deler lidt af sig selv.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Så smukt og så sandt <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Malene

    Åh hvor lyder det dog skønt og dejligt. Jeg håber og tror jeg har fundet det sammen. Selvom årene ikke når jeres, har jeg en ro i maven og glæder mig hver morgen til at kysse ham.

    Ps. Det var i 2000, de vandt. Måske jeres kærlighed har varet længere end I tror 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Guld.log

      Nå for den da! Shoot, så er jeg endnu ældre end jeg troede 😉 Gisp….haha

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Stærk tekst, stærkt billede!
    Blev rørt, og har sgu ligefrem lige været inde og beundre børnene mens de sov, bare lige fordi…

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Guld.log

      Tak Felix 🙂

      Ja, det kender jeg godt. Det har jeg også nogen gange gjort. Der er for øvrigt også noget virkelig vildt, næsten magisk og overnaturligt uskyldigt og ‘rent’ over synet af sine børn, der sover…ved ikke, hvad det er…men det er der altså!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hvor er det bare virkelig helt fantastisk skrevet! Nu har jeg ikke selv børn, men jeg kan alligevel godt forstå, man engang imellem kan have brug for et lille ‘pusterum’, også selvom man elsker sit barn højere end noget andet. Og at det alligevel samtidig også kan være svært at være væk fra hinanden – men jeg er overbevist om, det i sidste ende gavner både moderen/faderen og barnet 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Guld.log

      Ja, altså alt er jo individuelt fra familie til familie og alt har nok i grunden lige ret. Men for os, tror jeg, er det det rigtige. Det giver ny energi, mulighed for reel taknemmelighed og evnen til ikke altid bare at tage for givet. Det kan virkelig godt lide. Selvom det også ER hårdt.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line Andersen

    Så fint. Tak.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Så fint skrevet. Begynder at kunne forstå, hvor meget man kan elske et andet menneske, nu hvor sønnike er kommet til verden. ( Lyder måske lidt mærkeligt, at det først er nu – hvor jeg også har en sød mand at elske) Det at blive forældre er (åbenbart) bare noget andet. 😉 Hvem pokker kan holde så meget af en der for tiden bruger mest tid på at spise, sove og levere tunge tissebleer m.m. til moderen? Bliver helt trist over alle de ting, jeg sikkert kommer til at bekymre mig om med sådan en bette knægt, men sådan er livet jo. God weekend til dig og fam.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Guld.log

      Tak skal du have Beam 🙂 Ja, han ser så kær ud. Er du ved at vænne dig til det hele?? 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Dejligt indlæg <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • […] er jeg dog evigt taknemmelig for dem derhjemme. Dem, der (igen, igen) giver mig plads til London. Rum til savn (og søvn). Og kærlighed. […]

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Michala

    Ej, hvorfor har jeg aldrig læst dette indlæg! Så rigtigt og smukt ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sidsel

    Det her indlæg det er så sigende og rigtigt. Jeg har for lang tid siden gemt den under et faneblad der hedder “HUSK! <3", som indeholder forskellige links til ting der gør mig glad og giver god mening for mig. Specielt denne sætning er fantastisk: …"så er vi et par stykker, der nu er lænket sammen og som ikke mindskes i eller glider ud af regnestykket, bare fordi der måske fysisk er lidt afstand"
    Jeg står selv og skal rejse udenlands i tre måneder uden min kæreste igennem snart fire år, men din velformulerede sætning gør det lige pludseligt mindre svært. Tak <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Guldlog

      Kære Sidsel. Tusinde mange tak for denne kommentar, du aner ikke, hvor skønt det er, at modtage den slags! Hvor er det dejligt, du giver dig tid til at skrive. Tak. Rigtig god tur! Det lyder så spændende 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

 

Næste indlæg

OM AT VÆRE UTROLIG RINGE TIL AT PAKKE