FLOWER POWER & WHITE SNEAKS

AT SAVNE SIT BARN

P1330161

Åhh, hvor har jeg glædet mig til at komme hjem til hende her. Jeg har skrevet om det før – men hun gør noget ved mig, som jeg før hendes ankomst til verden ikke troede mulig. Jeg ved godt, at det er temmelig svært, for ikke at sige umuligt, at tale om det dér med kærligheden til ens børn uden af ramle direkte ind i en skov af sukkersøde klicheer. Jeg ville så gerne kunne sige det enkelt. Uden hurlumhej. Hvad det betyder. Ind i sjælen og ud i kroppen. At hun er i mit liv og altid, altid, altid er i mit hjerte, uanset hvor jeg er og hvad jeg laver. Men altså. Det kan jeg ikke, og I ved det også godt.

Jeg har sådan nydt London! Og glædet mig over det kæmpe privilegium det er, at min bedste ven har tid og mulighed for at have mig på besøg, at vi kan få kvalitetstid sammen på dén måde og at jeg har den kærlige og rummelige familie, som jeg har. Jeg prøver ikke at tage det for givet. Prøver at huske, at tage øjeblikkende ind. For de er så pokkers betydningsfulde. Men det kan være svært at rumme alt den taknemmelighed nogen gange. Ikke fordi, jeg ikke kan omfavne det. Men fordi jeg kan blive i tvivl om, hvorvidt jeg egentlig, sådan rigtigt, fatter hvor heldig jeg er?

Og hold da fast……hvor har jeg savnet. Jeg forstår det ikke helt – at savnet bare vokser og vokser proportionalt med hendes tilstedeværelse i mit liv. Jeg troede egentlig, det blev nemmere med alderen. Hun er sådan et helt og fint og velskabt lille menneske nu, som kommer tættere og tættere på mig for hver dag der går, og som derfor også bliver sværere og sværere at skabe afstand til. Også selvom det blot er en praktisk kortvarig fysisk afstand. For hun er der jo. Hele tiden. Med mig overalt i mine tanker og mit håbløst hårdtramte hjerte. Jeg fatter seriøst ikke, hvordan forældre overlever, når deres børn løsriver sig sådan rigtigt og flytter hjemmefra/tager aktivt afstand og/eller rejser langt væk i længere perioder. Gys. Med gys på!

Ok. Det går ikke så godt med at få sagt det enkelt. Eller kortfattet uden hurlumhej. Jeg cirkler rundt og mangler ordentlige ord. Jeg, der ellers altid er ord, ord, ord. Når jeg gerne vil italesætte det allervigtigste, så mangler jeg dem altid. Nå, men bottom line: Hvordan filan håndterer man savnet til sit barn? Når der ikke er tale om noget langt, stort eller alvorligt tab – men blot en kortvarig, lille og kærlighedsfuld (og ja indrømmet – også tiltrængt!) pause…..?? Og man alligevel til trods herfor vågner til tyve piskeslag på indersiden af mavesækken hver morgen, mens adskillelsen ‘står på’?

Er det mig, der er komplet sindssyg og forstyrret i mit følelsesregister? Jeg kan sagtens finde ud af at være væk fra hende. Og også godt finde ud af at nyde det! Men jeg har ikke endnu lært at kontrollere mit savn. Det overvælder mig stadig. Og mistforstå mig ikke. Det er ikke fordi, jeg tror eller tænker, at jeg ikke må savne. Det skal jeg. Og det gør jeg. Og det hverken kan eller vil jeg lave om på. Men måske hvis jeg kunne lære at skrue lidt ned for smerte-barometeret. Prøve at finstille de her piskeslag lidt, så jeg følte mig knap så nedslagtet efter kun få dage.

………..uanset. Så prøver jeg at vende det til noget godt. Jeg mærker, at jeg lever og alt det her, I ved 😉 Men alligevel.

TAK for vidunderlig ferie, TAK for vidunderlig ven, TAK for fire dages ubrudt søvn – og THANK GOD IM HOME!

***

 

 

   

8 kommentarer

  • Du er ikke den eneste <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Man lærer nok aldrig at håndtere afsavnet til ens barn uanset hvor gammelt barnet bliver… Puha synes det er sejt at du sådan kan være væk i 4 dage.

    Det kunne jeg ikke og jeg har, når jeg tænker efter, ikke skulle undvære hende mere end max 24 timer. Og det er fint for mig.
    Jeg er ikke i tvivl om at hun har og ville have det skønt med far/barnepigerne, men JEG kan ikke undvære hende længere…

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Guld.log

      Jeg kan sådan set godt, jeg kan også godt nyde det. Men jeg kan bare ikke helt forstå at jeg savner SÅ meget 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    Åhh jeg synes du beskriver det så fint! Men man kunne savne Fie’s poetiske input her, for hun kunne nok sætte få men meget sigende ord på.

    Jeg må indrømme at savnet ændres når man får 2 unger. Jeg mindes det savn du omtaler, det gave t kæmpe sug i maven hver gang, men da barn nr.2 entrerede verden, skete der noget ift at savne. Jeg savner stadig helt og dybt, men at vide at de to dejlige unger har hinanden, det hjælper altså en hel del! Vi skal NYC i 6(!!!) dage uden børn til oktober og jeg glæder mig helt ustyrligt, men er også spændt på hvordan det vil gå ift mit savn. Dog siger min fornuft mig at det kommer til at gå fantastisk netop fordi de har hinanden(og deres søde bedsteforædlre).

    Tja, det er jo så altså ikke fordi mit råd er “få nr.2”, men vil bare sige at det i hvert fald ændrede det for mig.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Guld.log

      Haha, ja Fies poetiske input mangler altid! Hver dag! Bare hun dog vidste det.

      Hmn, jeg ved ikke helt om jeg synes, det var det råd, jeg ledte efter 😉 èn til? 🙂 Men jeg synes dog det lyder betryggende, at det ikke bliver dobbelt op på savn af dén grund 🙂 !!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg har det på samme måde Louise, og jeg har ingen gode råd. I nogle perioder er det mere end andre. Lige for tiden savner jeg dem, bare jeg er på arbejde. Og hele cykelturen hjem glæder jeg mig usandsynligt meget til at hente dem 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Guld.log

      Åhh, ja hvor jeg dog kender det! og jeg har ikke en gang hormoner at skyde skylden på 🙂

      Vildt at du snart skal være mor igen! Det bliver så spændende!

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

 

Næste indlæg

FLOWER POWER & WHITE SNEAKS