I WISH FOR RIGHT NOW

UNDSKYLD FOR FANDEN!

P1340291P1340203P1340236P1340209

Jeg beklager på forhånd. Det ER tilladt at kaste lidt op i sin mund over alt denne kvalmende idyl. Jeg ved godt, at vi bloggere ofte skydes i skoene at alt er for poleret og pænt, at det hele er en tand for selvforherligende og urealistisk friseret. Og jeg forsøger med mellemrum at punktere dette. Men uanset upassende billeder af mine kæmpe mormortrusser og hjemmets eksplosive rod, momentvis delt herinde, så sparker jeg selvfølgelig også mig selv tilbage til jernalderen hver gang jeg poster billeder som disse.

Men jeg nægter altså at lukke øjnene for en weekend som dén, vi netop har haft. Og jeg orker ikke forsøge at punktere den med små finurlige fortællinger om alt det der (naturligvis) også gik galt. For vi havde verdens bedste weekend. I det smukkeste efterår længe, med den gladeste lille pige, der trængte til lidt nærhed og koncentreret tid i øjenhøjde. Og jeg er kun et sølle lille menneske. En småforelsket mor, der gyser af fryd over sit eget perfekte yngel, når hun hopper rundt som her og er så møglækker, at selv de brændte blade på jorden i en farvepalette en kunstudstilling værdig overlegent overshines. Jeg må dele. Skyd mig. I dont care. Jeg nægter at dæmpe begejstringen over mit held og mit guld.

Paven er inde i en periode, hvor hun elsker at hjælpe til. Hente brænde, dække bord, tage opvasken, feje gulvet, vande planter og vaske bord af. Oh Sweet Lord må det vare til hun bliver 18! (Jaja, se det ske). Jeg har skrevet om og linket direkte til hendes nye pæne klæder fra Pompdelux før her – og se lige manner, hvor hun matcher efteråret på aller fineste vis. Så tillad lige et bløddyr af dimensioner at OD´e lidt på perfektionen her. Jeg bliver glad helt ind i knoglerne, når jeg kigger på disse billeder. Fordi de indkapsler den følelse, jeg præcist havde i øjeblikket. At resten af universet lige dér kan gøre hvad det vil. For vi er her. Og vi undersøger verden sammen – og alt andet er sådan set underordnet.

…..Altså det varer selvfølgelig kun til ungen begynder at råbe op om kanelgifter fra købmanden og hjortelorte, som hun eftersigende synes ligner chokolade og løbecyklen ikke makker ret og hele verden bryder sammen og ALT fører tilbage til onde, onde mor, der ingenting forstår. Men indtil da. Så det sådan her ud. Jeg sværger. Har ikke en gang redigeret i så meget som en rottehale. Hvem behøver glitrende magasiner og fancy fester, når man er omringet af sådan en skønhed og idyl??

Så må I få alle lortehistorierne en anden gang…..

P1340224P1340256P1340292

22 kommentarer

  • Sikke nogle fine billeder! 🙂
    Hvis du vil kan du tjekke min blog http://bysarah.dk/ ud og måske følge den på bloglovin’ her: http://www.bloglovin.com/blog/12823127
    //Sarah – bysarah.dk

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julia Lahme skrev nogle ret fine ord om det forleden (http://julialahme.dk/2014/10/07/om-at-staa-ved/) – altså det med dårlige dage og råd.
    I øvrigt stemmer jeg i med dig: hold nu op nogle fine billeder! Jeg kan sgu godt forstå du render rundt og er en stolt mor.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • guldlog

      Ja, Julias indlæg er rigtig fint. Og hun siger nok lidt det samme som mig – eller i hvert fald som jeg mener det 😉 Nemlig at der skal være plads til det hele. Både og. Men min pointe her er nok også, at det efterhånden er blevet mere reglen end undtagelsen, at man helst skal fordømme de velredigerede billeder, de smukke collager, de små dyk ned i skønne og smukke og gode øjeblikke, og i stedet forherlige dem der vender hele vrangen ud og bander læseren op i hovedet, mens de bøvser godnat….og det er blot lidt synd, synes jeg. Jeg ELSKER begge typer af blogs. Og netop mangfoldigheden i det. Og jeg synes altså det samlede billede bliver mere interessant, når der er en vis diversitet. Jeg orker simpelthen ikke KUN at læse om lort og leverpostej. Jeg vil også smadder gerne insistere på lidt lagkage – også på en grå hverdag 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Helt enig med dig! Der bliver nødt til at værelort for at man kan værdsætte lagkagen. Sådan har jeg det i hvert fald 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • guldlog

      Ja, det synes jeg. Men jeg synes OGSÅ, at der skal være lagkage, for at jeg orker lorten. Hvis du forstår;) Jeg gider ikke dyrke grimheden, bare for ‘sportens’ skyld. Og jeg gider heller ikke bruge mine vågne timer på at fokusere på utilstrækkelighed, pinligheder, snot, savl og skidt 🙂 Jeg vil gerne fortælle at det er der. En gang imellem åbne op for det. Ikke skjule det. Ikke gemme det væk. Men dosere det. Og give plads til alt det gode, rare og unikke, der også hver eneste dag fylder min hverdag. For jeg henter ikke ny energi i det grimme og det opgivende. Jeg konstaterer gerne at det er der. Og det giver på mystisk vis balance, så det er jo næsten ok, at det er der 🙂 Men jeg vil ikke undskylde mig selv, hvis jeg vælger at vægte lidt mere kage end kaos i mit univers. Både herinde – og ude i det virkelige liv. Giver det overhovedet mening, det jeg skriver?

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Dejligt indlæg og dejlige billeder.

    Jeg synes faktisk, jeg på det seneste er faldet over ret så mange indlæg fra mummyblogland om, hvor hårdt det er at have børn og hvor trætte folk er af gylp og gråd og bleer og for lidt søvn.

    Jeg bliver lidt trist over det for selvfølgelig er det da hårdt men det er jo også smukt og skønt og dejligt og vigtigt – og det går jo så lynstærkt. Før man ser sig om, er de jo voksne og så vil man – er jeg sikker på – spekulere over, om man egentlig fik nydt det nok

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • guldlog

      Tak Cecilie.

      Det er en pissesvær balance, må jeg indrømme. Både her i blogland – og sandelig også ude i den virkelige verden. Jeg er generelt skruet sådan sammen, at jeg hellere ser glasset halvt fuldt end halvt tomt. I alle livets henseender. Også når det gælder livet med børn. Men jeg er omvendt også altid ret reflekteret omkring, hvordan det virker på mine omgivelser. For både på bloggen og blandt veninder og venner ude i det virkelige liv, er det en hårfin balance, når man godt kan lide at fremhæve det gode, at se det smukke og skønne i de fleste dage, der jo ret beset som regel indeholder sådan ca. lige så meget leverpostej som lagkage:) Det kan nemt virke provokerende. Overfladisk. Urealistisk. Selviscenesat. Ligefrem nedladende på nogen. Der selv sidder i en situation, i en dag, i en følelse, hvor alt virker uoverskueligt, træls og møg opslidende. Og det ønsker jeg omvendt jo ikke. Jeg bilder mig ind, at jeg ikke ejer behovet for at fremhæve mig selv over andre. Jeg prøver virkelig – både herinde og derude – at punktere mig selv lidt fra tid til anden og gøre en dyd ud af at fortælle, at det jo naturligvis langt fra er perfekt. At jeg også har dage, hvor jeg bare tænker, det hele kan rende og hoppe. Og jeg prøver at lave et mix. Men hos mig. For mig – inden i mig – er fordelingsforholdet altså bare ikke 50/50.

      Jeg HAR bare mere lyst til ja hatte. Og jeg føler mig virkelig priviligeret. Og jeg elsker at dvæle ved det smukke og det skønne og det rare og det gode. Både når det gælder mode, mad, rejser, børn, familieliv og sågar regnvejrsdage. Og jeg føler nok med tiden, i takt med at der er kommet mere og mere fokus på blogs og den verden de ‘udstiller’, at jeg får et større og større ‘forklaringsbehov’. Og det kan godt nogen gange ærger mig. For min egen opfattelse er, at der naturligvis skal være plads til det hele. De fulde billede. Først da bliver udtrykket interessant. Og det synes jeg egentlig, at jeg fra dag 1 har gjort ret meget ud af. Men når det er sagt, så er min blog jo mit lille hygge univers. Hvor jeg fokuserer på de fine ting og deler gode stunder med jer derude. Og det har jeg nydt fra dag et. For nogen kan en blog være en ventil til at få luft for lidt indestængt gylle:) Og det er både helt ok – og ofte skide underholdende og befriende. For andre er det måske mere en kreativ ventil, hvor man giver sig selv lov til at dyrke netop de smukke øjeblikke, dvæle ved æstetik og omfavne ellers begrænsede interessefelter. Men det er som om sidstnævne er lidt en udskældt kategori lige nu. Og hvor meget jeg end selv elsker og nyder også at grine sammen med jer over vores families uformåen og min egen utilstrækkelighed nogen gange – så gider jeg hverken skrive om det eller læse om det hver eneste dag, to indlæg om dagen. Jeg finder langt mere energi og livskraft og inspiration og blod på tanden til nye sjove projekter, når jeg også får lov at dyrke min egen begejstring for de gode i livet. Og det er jeg ved at være lidt træt af at skulle undskylde;) Ikke møntet på dig, haha..men generelt på den tone jeg oftere og oftere oplever i kommentarfelter rundt omkring i blogland. Jeg synes måske det er lidt ærgerligt, hvis der alene hersker en opfattelse af, at kun dem der brokker sig højlydt, råber pik, viser daggamle pizzabakker og uren hud, som er ægte. Hvis man tror, at der er mere 1:1 virkelighed. Det er jo i lige så høj grad en sti, man har valgt at gå ad. En ramme, man har skabt. En selektiv udvælgelse af øjeblikke. En udstillelse af en bestemt scene i et langt teaterstykke. Osv. Og på samme vis, som jeg synes, at der gerne skulle være plads til begge indgangsvinkler, begge temperaments typer – på samme vis anser jeg begge veje som præcis lige ærlige.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maiken

    Tak for humor -så kan man slippe afsted med meget;-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • guldlog

      Selvtak 😉 Et glimt i øjet skader ingen 🙂 Men der ER da også bare ret fantastisk at være mor til sådan en lille kanalje nogen gange. (nogen gange)…

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Det jo sådan virkligheden er, vi er nogen der altid (for det meste) fokusere på det positive og så er der nogen der altid fokusere (for det meste) på det negative og jeg tror egentlig at de to grupper af mødre (forældre) har lige så mange positive og negative ting med sig i hverdagen, det er bare spørgsmålet hvad der brænder mest igennem hos den enkelte.

    Jeg kommer fra et hjem hvor der ALDRIG fandtes en nullermand, eller en stykke legetøj der lå i en forkert kasse. Men under overfladen var det hele af H.. til.

    I mit eget voksenliv er det hele vendt på hovedet, støvet ligger i lag, legetøjet ud over det hele og vi bruger heller 2 timer på et spil ludo end de store kulinariske oplevelser og tager en gang havregrød til aftensmad…

    Det handler jo om hvor ens fokus er, og om hvor man er i sit liv. Jeg læser ikke selv “negative” blogs hvor alt går op i hvor hårdt det er at være mor, for sådan har jeg det ikke selv som mor, så det fanger mig slet ikke, jeg syntes til tider det kan være helt trist at læse.

    Der imod elsker jeg blogs med glade børn, lykkelige ord og hverdags kaos og jeg ved godt at de negative blogs også indeholder bag facaden alle de gode ting, men jeg drænes hvis jeg skal læse om andres lort, opkast og iih hvor er det hårdt…
    Hader at kommentar feltet er SÅ småt for kan slet ikke gennemskue om det jeg har skrevet giver mening… men pyt

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • guldlog

      Tusinde tak for din kommentar Kaja, og jeg har det nok ret meget på helt samme måde som dig. Jeg føler bare oftere og oftere, jeg bliver ‘skældt ud’ for mit univers. Og det er jeg ærlig talt lidt træt af. Jeg har både vist mine graviditetstrusser størrelse flodhest, mit stue som kosmisk kaos med ting og rod über alles, fortalt om hvordan jeg nogen gange fejler som mor osv osv, men helt grundlæggende vil jeg altså meget meget hellere have lov at fokusere på det gode.

      Jeg synes godt nok også kommentarfeltet er lidt småt faktisk. Hmn…er jo stadig ret ny herinde. Jeg prøver at undersøge om jeg kan gøre det større.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • B

    Super indlæg og især super kommentarer du kommer med. Forstår dig til fulde! Glæde og lykke over at være mor og at have en lille familie er også klart det, der fylder mest for mig, og selvfølgelig er der sure stunder og trodsige børn imellem, men det er slet heller ikke det der fylder mest for mig. Og det skal man sgu ikke undskylde! Jeg tror, som du selv er inde på, at det hænger meget sammen med, hvordan man selv vælger at se verden. Og den følelse, man fodrer, er også den, der får lov til at vokse.
    Jeg ser af og til kommentarer på andre blogs (hvor skribenten har et mere negativt livssyn) om at “fedt, du siger det, som det er” etc. Og jeg kan aldrig lade være med at kommentere, at sådan er det ikke for ALLE. Jeg har måske oplevet en brøkdel af de negative ting, andre skribenter nævner ved at være mor – eller også har jeg valgt ikke at fodre den følelse. Who knows?
    Pointen med denne kommentar er, at jeg i hvert fald bliver glad i låget af at læse blogs, der også og primært fokuserer på det gode. Jeg ser det ikke som kunstigt og opstillet, fordi jeg har det på helt samme måde i mit liv. Det er også hylemorsomt, sår du viser de mindre perfekte sider af livet, men for mig, netop fordi du doserer det så fint og det ikke fylder hele bloggen.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • guldlog

      Tusinde tak for din fine kommentar og din ros, det er jeg rigtig glad for. Jeg møder bare ikke ret ofte folk, der har det som du. Jeg synes oftere jeg møder folk, der påkræver forklaring – og nogen gange undskyldning – for hvorfor man vælger dét fokus, man gør. Og jeg tror simpelthen ikke helt, jeg forstår det. Jeg synes der er ret stor forskel på overfladisk udstillelse af perfektion – og på hellere at ville ‘klappe af hverdagen’ frem for at ‘kaste op på den’.

      Og lad mig lige hurtigt understege, at jeg her ikke giver kritik af en bestemt type blogs. Jeg følger, læser og elsker alle typer af blogs. Jeg elsker blogland. Fordi den er så alsidig. Virkelig. Og flere af mine absloutte yndlingsblogs, er dem, der ofte fremhæver det hårde i hverdagen – fordi de også besidder en god portion humor og selvironi og er elskværdigt underholdende. Jeg synes på ingen måde, at den ene vej er mere rigtig end den anden. Men jeg bliver lidt trist, når man gang på gang skal læse – både i eget kommentarfelt – og hos andre – at hvis man vælger at holde et positivt og optimistisk fokus og dvæle ved de gode og skønne ting, så er man pr. definition overfladisk og falsk. Hvorfor i alverden dog det? Først og fremmest stoler jeg ret meget på mine læsere. Jeg er helt overbevist om, at de er langt klogere end som så. Og derfor udemærket ved, at min hverdag også tit og ofte er mere lort end lagkage. Men jeg stoler altså også på, at de forstår, hvorfor jeg vælger at anvende det fokus, jeg gør. Jeg genrerer langt mere energi af overkud og positivt livssyn end jeg gør af det modsatte. Og jeg anser det ikke selv som en fej fornægtelse af de hårde dage eller det utilstrækkelige. Jeg VÆLGER bare hellere at ville dele det gode. Men lidt drys af det andet også, for at skabe balance, helt klart.

      Jeg går til bloggen her på samme måde som jeg går til mit parforhold, mit job, mit hverv som mor, min økonomi, mit hjem, etc. etc. Alle dele indeholder grimme sider nogen gange. Men de indeholder heldigvis også smukke. Og vidunderlige. Og udfordrende. Og dem vil jeg bare langt hellere omfavne. Både fordi det giver mig en helt anden mavefølelse at møde min verden med. Og fordi, det er sådan jeg ser.

      Åh, hvor er det svært at forklare kort 🙂 Jeg synes bare kritikken af det ‘pæne’ nogen gange er lidt ureflekteret. Og fejlbedømt. Og jeg ærger mig lidt over det.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • b

      Opfattede bestemt heller ikke indlægget som en kritik af andre typer af blogs – jeg læser også flere, hvor livssynet som sagt er lidt mere negativt. Synes også det er god underholdning, mest fordi jeg opfatter det som tingene sat lidt på spidsen, og overdrivelse fremmer jo som bekendt forståelsen (og gør tingene sjovere). Men når det så stikker af i kommentarfeltet om hvor surt, trist og røvhårdt det bare altid er at have børn, så bliver jeg lidt træt. Som om det negative skal hyldes som det ægte. Tænker i virkeligheden heller ikke at det er det, skribentens ærinde er.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • guldlog

      Nej, præcis, meget enig.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maiken

    Ja at være mor til sådan en er det bedste i verden:-) Læs evt. Knud Romer i JP om præcis det: http://jyllands-posten.dk/livsstil/familie/ECE7086952/%C2%BBDu-skal-l%C3%A6re-at-elske-det-som-er-helvede%C2%AB/

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • guldlog

      Tak for link, det var en fin artikel. Jeg synes også, det er det bedste i verden. Og det tror jeg heldigvis de fleste mødre synes 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne L S

    Jeg læste (og nød) faktisk dit blogindlæg i går og tænkte ikke mere over det. Da jeg så læste din kommentar på Facebook i dag, tænkte jeg – er der noget jeg har misset? Var det ikke bare en meget glad og meget stolt mor, der fortalte om hendes dejlige weekend og hendes skønne familie akkompagneret af et par dejlige efterårsbilleder?
    Og jo det var det.
    Louise – jeg nyder at læse din meget velskrevne blog. Jeg nyder, at du er et afbalanceret menneske med stort M, hvor der er plads til det hele – både fedtet hår og “glam”. Jeg nyder, at du skriver om “voksen-emner”. Jeg nyder, at du er ærlig (det virker i hvert fald sådan) tilsat en god portion ironi. Jeg nyder at følge en menneske, der viser, at selv om det kan være svært, så får I, med to travle karriereliv, kabalen til at gå op (de fleste gange).
    Jeg har ikke selv børn, og jeg er da i tvivl om jeg nogensinde vil få nogen, hvis jeg skal følge den “negative spiral”-tendens. Ja selvfølgelig er det hårdt til tider (man skal vist være mere end almindeligt naiv, hvis ikke man tror, at det vil være tilfældet), men jeg håber og tror da på, at det lille menneske man har valgt at bringe til verden også bringer en masse glæde og lykke med sig. En lykke som du selvfølgelig skal vise. Jeg er selv vokset op i søskendeflok på 4, hvor min yngste søster er 10 år yngre en mig. Jeg kan huske at have set mine forældre grønne i hovedet efter for lidt søvn, for meget vasketøj, for megen larm, for meget rod, for lidt tid osv. Men det var ikke det, der fyldte alt, for det var ikke tilfældet – lykken var der – måske ikke midt i vasketøj og skrig og skrål, men den var der. Og det er jo tydeligvis også tilfældet i dit liv – og i de fleste menneskers liv, håber jeg.
    Vis din glæde og din lykke – jeg labber den gerne i mig. Det ville da ikke være til at bære, at verden, eller at dine indlæg, kun var negativ(e).

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • guldlog

      Tusinde tak. Det var en rigtig fin og ikke mindst rigtig rar kommentar at få. Det værdsætter jeg rigtig meget. Jeg tænker også, at mine læsere er klogere end som så. At de godt kan se hvad der blot er små udpluk og udsnit og hvad der er det hele billede. Men det er åbenbart ikke så tydeligt, som jeg kunne ønske. Ikke for alle i hvert fald. Men jeg skriver jo her fordi jeg elsker at dele alt det gode med jer. Og det vil jeg da egentlig gerne blive ved med. Jeg synes gerne der må være plads til dem, der dyrker bagsiden lidt mere. Bare der også er plads til os andre. Alle udtryk i blogland er redigerede, udvalgt, rammesat, udplukket og selektivt valgt. Og sådan må det nødvendigvis være med et så personligt og demokratisk medie.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Det hele skal jo heller ikke være lort vel?! Så nyd det og du må hjertens gerne frydes! 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • guldlog

      Tak Julie 😉 Jeg kan nok heller ikke lade være. Og det ønsker jeg heller ikke. Men balancegangen mellem dét og så pynte-udstillingsvindue kan virke hårdfin her i blogland, selvom jeg egentlig synes, den er tydeligere end som så…

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

 

Næste indlæg

I WISH FOR RIGHT NOW