ÆGTE LUKSUS

Hvad er luksus egentlig? Er det økonomisk frihed, stort socialt netværk, godt helbred, mere tid, mere nærvær, en god bog, lange ferier, den nyeste frakke fra Designers Remix i den helt rigtige grønne nuance, et godt job, et velfungerende sundhedssystem, flad mave, et stort hus eller bare en ansigtsbehandling i ny og næ?

Ja til alt det ovenstående. I en vis forstand på hvert sit niveau, med hver sin ramme omkring det, er alt det ovennævnte luksus. For mig. Men dog alligevel mestendels ’tilføjet’ luksus. Luksus, jeg på den eller anden måde stræber efter, som så mange andre også gør, luksus, der giver mig glæde, energi, overskud og tilfredshed i en ret leverpostejsfarvet hverdag.

Det er klart, at ingenting siger mere, end at de mennesker, der betyder allermest for mig, er sunde og raske. Intet er vigtigere end dét. Derudover, så er de fleste af de ting, jeg nævner her, trods alt også, hovedet på sømmet, ting jeg godt kunne undvære, hvis jeg blev sat stolen for døren.

Men jeg ville godt nok være rigtig ulykkelig over, at skulle undvære en søndag som i går! Vi blev tvunget lidt tidligere op, end vi ellers selv plejer at prioritere på en højhellig søndag, fordi der skulle være en tidlig fremvisning i vores hus. Vi besluttede at benytte lejligheden til at brunche ude på en nærliggende cafe. Men da vi jo var ret tidligt på færde, startede vi turen med at besøge et par legepladser og hente min cykel, som jeg igenigenigen havde efterladt et håbløst sted, en anden fortravlet dag, hvor jeg pludselig var nødsaget til at hoppe på et hurtigere transportmiddel.

Der var absolut intet ekstraordinært ved i går. Det var bare en helt almindelig sløv søndag. Men København var ikke vågnet endnu, vi havde legepladserne for os selv, solen skinnede og resterne fra weekendens sne lå og glimtede på byens asfalt. Vi havde ingen planer, masser af tid, en god take-away kaffe – og hinanden.

Helt uden at kigge på uret eller tjekke mobilen travede vi byen tynd fra det ene brokvarter til det andet, kiggede lidt på boliger, snuppede en rutsjebane her og dér, trampede på snedriver, sluprede varm kaffe, købte Kleenex til de røde næser og fik grineflip over en seriøst forstyrret hund. Alt sammen noget, jeg i teorien godt kunne have gjort alene. Men som på forunderlig vis bare giver så enormt meget mere mening, når det gøres sammen med dem.

Da vi endelig ramte cafeen og den store brunchtallerken drivvåde i måsen efter de mange rutsjeture, med knaldrøde kinder, overdrevent uglet hue-hår, løbende næse, frosne fingre og møgbeskidte støvler, sank vi ned i stolen som vejede vi alle hundrede kilo. Vi tømte på det nærmeste cafeen for pandekager og sirup og med maverne fulde begav vi os hjem igen.

Da vi var hjemme igen, tog Paven og jeg et langt varmt bad, hvor både Barbier, heste og Cirkeline fik vasket hår. ”Moar, jeg elsker dig” sagde hun pludselig midt i hårvasken. Hvilket jeg naturligvis returnerede med et smækkys og et ”I lige måde!”.

”Skat, ved du egentlig, hvad det betyder, når man siger til nogen, at man elsker dem?”, spurgte jeg. ”Mmmn”, svarede hun. ”Det er kærlighed”.

……..og lige dér var det jo. Svaret. Det er ægte luksus. For mig.