VORES REJSER 2014

OM VENSKABER NÅR MAN ER 4 ÅR

Pavefoto

Når man er (snart) 4 år, er det dér med venskaber stadig noget, man er i gang med at lære. Paven har dog en virkelig god veninde, de kalder sig selv bedste venner, og det vil jeg bestemt også betegne dem som. De har fulgt hinanden siden vuggestuen og fandt selv sammen. Først efter et stykke tid begynde vi voksne, det andet forældrepar og vi, at tale sammen om det og forstå, hvor meget de faktisk søgte hinanden. Det viste sig yderligere, at de bor rigtig tæt på. I løbet af de sidste år har de set hinanden næsten hver dag nede i børnehaven og vi henter ofte skiftevis begge piger samtidig, da vi jo alligevel har samme ‘endestation’ bagefter 🙂

Alt bliver målt og vejet i forhold til denne bedste veninde. Hvis hun kan lide noget, kan Paven også. Hvis ikke, kan det heller ikke overleve herhjemme osv. Flere gange har jeg opdaget rester af kiks og gennemtyggede rosiner, som hun diskret har puttet i lommen om morgenen, fordi de altså skulle deles med P nede på legepladsen. De kysser og krammer – og kan naturligvis også skændes, men de passer også på hinanden nede i børnehaven. Jeg har flere gange overværet det. Hvis vi kommer først om morgenen, kommer én af de andre børn altid løbende os i møde og siger så straks til Elin: “Hun er ikke kommet endnu!” …… fordi de ved, hun sikkert ellers vil spørge. Kommer vi sidst, står søde P altid klar eller kommer os straks i møde med kram og kærlighedserklæringer.

Intet varer jo evigt og det gør børnehavetiden heller ikke. De skal under alle omstændigheder ud i verden om ikke så forfærdelig længe, vi har længe prøvet at tilskynde også at lege med de andre (og det gør de nu også begge fint, uden problemer, de VIL bare så gerne hinanden) men nu har altså både P´s forældre og også os selv sat hus til salg. Og jeg gruer for dén dag, hvor min lille Pave vil indse, at hverdagen som hun er vandt til, ikke længere skal deles på godt og ondt med yndlings P. Det er jo helt skørt, at det overhovedet er muligt at knytte så tætte bånd i så tidlig en alder.

Hvordan ‘breaker’ man sådan noget her til en 4-årig? Hvor lang tid i forvejen forbereder man dem? Hvordan gennemgår man forandringen nænsomt? Er det bare mig, der er lidt oversensitiv på mit barns vegne? Samtidig kan jeg ikke finde ud af, om de så skal have lov at lege EKSTRA meget nu, hvis de om lidt ikke skal se hinanden så ofte. Eller om det er bedre langsomt at ‘drosle ned’. Mit hjerte går en lille bitte smule i stykker, når jeg tænker på, at hun om snart skal vide, at de ikke længere skal gå i børnehave sammen eller bo samme sted. For uanset hvor fint og sundt og naturlig en udvikling det også er, så vil det unægtelig efterlade et tomrum hos min lille pige, det ved jeg.

guldimageimage

Jakke: MarMar // bukser: H&M // sko: Angulus // strik: Stella Mccartney // hue: MP

*** 

22 kommentarer

  • Jeg har ingen anelse om hvad man skal gøre i sådan en situation (andet end evt. at forhøre sig i børnehavne, for de må da ha’ oplevet en lignende situation på et andet tidspunkt?) – jeg ville i stedet bare sige at jeres datter godt nok er sød! Hold op hvor er det sidste billede fint. Og så har jeg vidst heller ikke lagt mærke til at du har nævnt hende ved navn før – virkelig pænt navn!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • guldlog

      Haha, tak søde Laura. Jo, jeg har før skrevet hendes navn herinde, selvom hun oftest blot går under alias som Paven, Eneherskeren eller Terroristen 😉 Ja, vi må have en snak med børnehaven. Og så håbe, de begge tager det i stiv arm, de er jo nogle seje små nogen <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ea

    Som snarligt pædagog (hvis jeg består BA imorgen), så vil det være en god idé, at begynde at skabe nye venskaber for den lille pave. Høre pædagogerne ad om der er andre børn, som personlighedsmæssigt kunne være et godt match til hende som legekammerat. Det vil gøre hende mindre sårbar, når dagen kommer – og bedsteveninden skal et andet sted hen – eller når Paven skal starte i skole, og måske kunne knytte nogle gode bånd med potentielle legekammerater!

    Oh well – det er vist bare den studerende her, som pludrer derudaf. Men vid – at det er en fantastisk gave, at ens barn oplever at have en bedste ven. Plus det er noget særligt, hvis man så kan arrangere, at man skal besøge sin veninde, som er flyttet væk. Det betyder noget – venskaber kan stadig overleve….. Også når man kun er 4 år, hvis ens mor og far hjælper lidt 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • guldlog

      Vi krydser fingre for dig! Rigtig meget held og lykke i morgen! Og jeg tror du har ret. Vi venter nok lidt med at breake den, der er trods alt nogle måneder til, men vi kan jo godt stille og roligt begynde at forberede os 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Da jeg var 5 år flyttede min bedste børnehaveveninde – vi hang også sammen i tykt og tyndt – og det var selvfølgelig hårdt.
      Vores forældre var dog gode til at lade os besøge hinanden jævnligt og op gennem skolealderen blev vi oveni også ivrige pennevenner. Som teenagere blev vi igen helt tætte, for nu kunne vi selv tage bus/tog.
      Vi er idag venner på 26. år 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • guldlog

      Åhh, hvor er det bare en fin historie <3 TAK for den! Hvor er det skønt at læse og gemme i baghovedet, når bekymringsrynkerne begynder at pible frem 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Malene

    Kære Guld.log

    Jeg har ikke børn, så jeg kan på ingen måde rådgive dig om, hvad du skal gøre. For jeg har aldrig stået i din situation.

    Til gengæld flyttede jeg selv i 1. klasse. Jeg flyttede by (50 km. væk fra fødebyen), skole (midt i skoleåret) og fritidsaktiviteter (som jo var i gang og som jeg måtte vente med at begynde på til efter sommerferien). Jeg husker det ikke som sjovt. Overhovedet! Min mor havde fået nyt job, og det hadede jeg hende for, for hvorfor skulle jeg splitte min trekløver venindegruppe op for hende. Jeg skruede op for aktiviteterne med de to veninde (var selvfølgelig lidt ældre end Elin, så jeg kunne udtrykke og sikkert også forstå det bedre). Skulle jo udnytte tiden optimalt inden til min verden sluttede (det gjorde den jo dog ikke).

    Med det sagt – mine foreældre forsøgte efter flytningen at bevare venskabet med mine veninder. De kørte mig gerne derind i weekenderne, så vi stadig kunne ses, og de kom også på besøg hos mig. Det var skønt! Men langsom forsvandt venskabet – vi var pennevenner men det holdt et par år – men det var jo fordi vi langsomt gled fra hinanden og ikke fordi vi boede langt væk.

    Jeg tror min pointe er, at I skal lade dem se hinanden som de plejer. Og så forsøge at holde kontakt med P’s forældre, så de stadig kan ses og måske lege i nogle weekender. Så forestiller jeg mig, at de enten fastholder det nære venskab eller at det naturligt ebber ud.

    Til gengæld aner jeg ikke hvordan du skal fortælle det. Men jeg hadede min mor for det, så det er nok ikke en sjov besked for lille Elin at få.

    Til info hader jeg ikke min mor mere. Tværtimod 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • guldlog

      Hahaha – ELSKER din sidste kommentar! Tak 😉 Det glæder mig alligevel 😉

      Ja, jeg prøvede det faktisk også selv som barn. Er ikke helt sikker på min alder, måske jeg var lidt ældre, men ikke meget, for det var før skolealderen. Og dét venskab gled ud. Desværre. Og vi var faktisk tæt forinden. Men de flyttede simpelthen for langt væk. Det vilde er, at når jeg en sjælden gang imellem ser på mine forældres gamle billeder af os sammen, så kan jeg godt få et lille stik i hjertet :/

      Men forhåbentlig kan de stadig ses – og vi må jo blot prøve at omfavne forandringen, jeg var også enormt bekymret, dengang hun skulle skifte institution, og det viste sig at gå helt fint.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne

    Min (nu 6-årige) dreng havde også en bedste veninde i børnehaven, som han også havde gået i vuggestue med. Da de var omkring 4 år, købte familien hus og flyttede ud af byen. Vi forberedte ham ikke lang tid før, men ventede indtil et par uger før, og han tog det egentlig stille og roligt. Vi kunne dog godt mærke det, de næste par måneder, reaktionen udeblev ikke – men han fandt alligevel hurtigt andre at lege med, og har stadig meget glæde af bedste veninde, som vi har en legeaftale med ca. hver anden måned.

    Han har også fået en ny bedste ven i børnehaven, men nu er det os, der flytter, og han skal starte i skole – jeg er dog ikke nær så bekymret denne gang :o)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • guldlog

      Mange tak for dit input, det er rart og dejligt at høre. Jeg håber, det samme vil ske her. Jeg ved jo godt, det er sådan for rigtig mange børn, det er svært at undgå. De startede faktisk med at være et trekløver, men ‘nummer 3’ flyttede for over et år siden.. Dengang var de bare ikke helt så store og bevidste – og så havde de jo stadig hinanden tilbage. Jeg tror virkelig, det vil efterlade et tomrum. Hun er ubetinget dén legekammerat, der står alleraller nærmest. Hun bliver nævnt hver eneste dag. Og ofte siger hun lige inden hun skal sove “Mor, jeg elsker..P”…..Men ja, de skal jo nok komme igennem det, det er bare svært som førstegangs forældre hvordan man tackler det bedst og både anerkender, lytter og prøver ikke at over problematisere samtidig… :/

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeanett

    Den situation har vi faktisk stået i hele to gange med vores dreng på nu 5 år og til sommer står vi over for den igen.
    Først var det bedstevennerne fra vuggestuen (et tvillingepar) der flyttede til udlandet og som 3 årig forstår man bare ikke helt hvad det indebærer. Anden gang var i sommers da han som 4 årig måtte sige farvel til bedstevennen i børnehaven der også flyttede udenlands. Og til sommer vil han skulle fortsætte i børnehaven mens størstedelen af legekammeraterne skal starte i skole.
    Og jeg er slet ikke nervøs. De to foregående gange han han været ked af at miste vennerne og savnet dem, men lige så hurtigt fundet nye venner at lege med. Min bekymring var i hvert fald fuldstændig unødig. Selv som 4-5 årig forstår de jo ikke helt konsekvensen og omfanget af at flytte men tilpasset sig der hvor de er så læge at man som forælder udstråler at det er helt ok.

    Mit råd vil derfor være: pak bekymringen væk, fortæl hende først hvad der skal ske når det bliver aktuelt og anerkend det savn der måtte komme. Tal så med hende om hvad veninden mon laver og hvor hun er. Og kan man magte det og er det muligt så hold da kontakten med pigens forældre og lav en legeaftale en gang imellem.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • guldlog

      Mange tak skal du have. Ja, jeg tænker også, det er bedre at vente med at italesætte det og fortælle det, til når vi kommer tættere på. Vi har i hvert fald et par måneder at løbe på. Godt og vel. Men jeg frygter hun bliver så trist. Hun er nemlig også ret trygheds orienteret. Og så tror jeg, at en anden vigtig årsag til at de er tæt, ud over at de virkelig virkelig godt kan lide hinanden er, at de holdt sammen i en forrig institution, hvor tingene ikke fungerede ret godt. De er derfor i høj grad også et ‘anker’ for hinanden eller har i hvert fald været det. Der er foruden de to piger her – også et andet par på stuen, som også begge kommer fra samme forrige institution, og de er, ligesom min datter og P, begge ret tæt og meget nære venner. Det er tydeligt, de har fundet tryghed og trøst i hinanden dengang – og derfor hviler de så meget i hinandens nærhed. Tror jeg. Uden at jeg ved en dyt om den slags….

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lone

    Vi prøvede at flytte væk fra bedsteveninden, da min store pige var næsten 4. Jeg tror det var lettest for min pige, der flyttede væk. Hun blev bombarderet med nye indtryk, flytte i nyt hus, ny børnehave, nye venner, nye naboer – nyt alt og ikke så meget tid til eftertanke og til at savne. Vi havde meget fokus på at introducere de positive ændringer der skete, og så fik vi nogle hyggelige legeweekender og overnatninger med bedsteveninden (nu er pigerne 8 og det er ved at glide lidt ud)
    Tror som sagt det er sværest at blive tilbage, men prøv at introducer at det kan åbne op for nye måder at være sammen – evt kan de sove sammen, gå til koncerter eller noget andet hyggeligt. Her 4 år efter snakker vi stadig om bedsteveninden, men altid som et ekstra bonus til det liv og de venner min pige har nu. Det var rart i alt flytterodet at vide at hun havde sin egen faste base/veninde, som vi kunne ringe til, hvis det var nødvendigt… Held og lykke med det hele 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • guldlog

      Tusinde tak for dit input. Ja, jeg tænker også, det nok er lettest, for dén, der flytter – netop på grund af alt det nye. Nu må vi se. Der er ikke så meget andet at gøre, end at tage tyren ved hornene og få det bedste ud af det. Og naturligvis vil hun skabe nye venskaber, hun har da også andre veninder og gode legekammerater. Men P er noget særligt <3 Så det bliver svært. Også fpr os. Og for mig, ikke at lade min egen ængstelighed over situationen blive for gennemtrængende. Jeg må håbe, vi fortsat kan ses til hygge og lege dates.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Bum Bum… De små venskaber er så fine! Min Villum har også en bedsteven i børnehaven, og det er så hyggeligt at høre om, hvad de to går og laver. Tilbage til dig… Jeg ville helt sikkert snakke med pædagogerne. De har garanteret noget erfaring i den retning. Jeg tror også det vil være en god ide, hvis de laver nogle aktiviteter der skaber nye legerelationer eller fx ryster posen i madpakke situationer. Se nu arbejder min pædagoghjerne allerede 😉 Om man skal drosle ned… Umiddelbart ikke. Lad de to damer nyde hinanden. Når flytningen så er konkret kan i begynde at snakke om det. Efter min mening er det ikke at forlange, at 4-årige kan forholde sig til noget der ligger et uvist stykke ude i fremtiden 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • guldlog

      Ja, jeg tror du har ret:)

      Tidligere erfaring viser os i hvert fald at hun slet ikke kan forholde sig til noget, der ligger så langt ude i fremtiden. Jeg er sikker på at børnehaven nok skal hjælpe til, når tiden kommer, de er rigtig gode til den slags. Og jeg er også næsten sikker på, at de stadig kan ses, hvis de gerne vil det og det tror jeg da. Jeg tror dog også, at den første tid bliver svær. Når hun bare er syg eller hjemme én dag, er det en væsentlig mindre euroforisk Pave, vi henter, haha. Hun er meget opmærksom på, om hun er der, om hun kommer, om hun er syg osv. Vi går tit forbi deres hus, bare fordi hun liiiige skal tjekke om de er hjemme. Lille pus. Og selvom vi naturligvis rigtig gerne vil lave lege dates med de andre søde børn derovre og det helt sikkert nok skal blive både godt og hyggeligt, så er pointen med denne relation bare netop dén, at den ikke er skab af/igangsat af/tilskyndet eller opfordret af os, de voksne, af andre – de har bare fundet hinanden i et virvar af børn og holdt ved siden. Og de har bare noget særligt, de to. Synes jeg. Måske er jeg bare mega emsig….

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Da vi i foråret flyttede til en ny by, var det også “farvel” til Mikkels aller, aller bedste ven. Jeg begyndte at forberede ham på sit dagligdagsbrud med vennen 1 måneds tid forinden, det gik overraskende godt, trods alt.. De ses stadig, men sjældent. En gang om måneden ca. og der går lige 2 min. så leger de som har de aldrig været væk fra hinanden. Men der kan fortsat være dage hvor han spontant kan bryde ud i gråd over savnet til sin ven… Men så ringer vi på skype og de fjoller lidt og så er alt godt igen :-)..

    Børn er seje, heldigvis og så tilstrækkelig ukomplicerede at de på et split sekund får sig en ny bedste ven, de tænker heller ikke at de mister, det er jo heldigvis kun en voksenting 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • guldlog

      Du har ret, det ER en voksenting. Og jeg håber virkelig heller ikke, som jeg skrev i en anden kommentar her i tråden, at jeg kommer til at ‘overføre’ min egen ængstelighed på hende. Jeg skal virkelig tøjle mig selv og egne følelser, for måske de bare tager det hele i stiv arm. Men det er dælmer svært ikke at få en lille klump i halsen, når man tænker på det. Fordi deres ‘sikkerhedsbet’ stadig er så relativt begrænset og fastgroet, deres verden stadig er så stor og uendelig og ukendt og deres referenceramme stadig er så snæver. Men måske det også kan være en fordel? Der er jo nok ikke andet at gøre end at tage det som det kommer, forberede os i det omfang vi nu kan og tale en masse med hende om det, når tiden kommer. Skype er en god ide også. Selvom den daglige nærhed jo ikke helt erstattes heraf. Men som du skriver, så kommer der helt sikkert nok nye venner til. Det håber jeg da 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Den er svær. Vegas bedste veninde, som hun havde kendt siden fødslen og som hun gik i både vuggestue og børnehave med, flyttede til Jylland for et år siden. Vi var sindssygt nervøse, for de hang sammen som lim, og vi havde fået at vide, at det kunne føles som sorg for de små. Som at miste en søskende. Vi blev anbefalet at lave legeaftaler med andre i fritiden, så der også var bygget broer til nogle andre børn.

    I vores tilfælde gik det heldigvis rigtig fint. Vi besøger dem, når vi er i Jylland, og de må snakke sammen på Facetime, hvis de har lyst. Men Vega har ikke taget det tungt. Så det handler nok meget om det individuelle barn.

    Jeg håber det går godt for paven og hendes veninde. Kram

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • guldlog

      Dejligt at høre at det også kan gå sådan – det håber jeg også, det vil for os. Jeg har bare, helt ærligt, lidt svært ved at se det. De er så tæt. Men ja, de er jo heller ikke fordi de KUN leget med hinanden, de kan sagtens lege og hygge sig med andre, der er blot det her ‘særlige bånd’, som kan være lidt svært at forklare. Og jeg synes der er noget ret unikt og fantastisk ved, at man i SÅ ung en alder som tilfældet var og er med dem, selv aktivt kan vælge venner til og finde sammen og gå i ét. At man kan knytte så tætte bånd – uden om alle de andre klassiske rammer, der ofte får os til at gøre det: familie, nære relationer, fælles baggrund etc. De fandt bare hinanden. Og har så at sige aldrig givet slip. Det er sgu ret fint, ik? 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Åh, jeg kan mærke en lille knude i maven – for den situation står vi (sandsynligvis) i om et par uger, hvor Bean starter i børnehave, men bedsteveninden nok ikke alligevel starter samme sted. De søger i den grad også hinanden, leger sammen, krammer og kysser og har holdt sammen som ærtehalm i omkring 8-9 måneder nu. Jeg ved endnu ikke, hvad vi gør. Sandsynligvis noget med legeaftaler. Og så at fortælle om det hele så ‘sent’ som muligt. Og få de professionelle til at byde ind med deres erfaringer ud fra hvad de oplever i institutionen.
    Jeg håber, I finder en så god løsning som muligt og at Paven og P kan fastholde deres venskab så længe som de har lyst.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • guldlog

      Tak Stine, det håber jeg også! Ja, vi tænker samme ‘taktik’. Det er måske lidt halvskørt at man allerede sidder her og tager ‘sorgerne på forskud’. For vi aner jo ret beset ikke, om der kommer en reaktion. Men jeg tror det nu. Under alle omstændigheder, så føler man bare så uendeligt meget på sine børns vegne og derfor er det så svært, at se dem tackle den her slags. Selvom det jo også får det til at vokse, det hærder dem og de kan jo sagtens blive ved at lege, hvis de selv ønsker det, blot på nye præmisser. Jeg håber vores små størrelser er sejere end vi lige tror 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

 

Næste indlæg

VORES REJSER 2014