IN THE KITCHEN WITH BOSCH

STÆKKEDE VINGER?

P1360398nysommerfugl

En weekend, som har efterladt et slør af tunge tanker og triste hændelser, er nu forbi. Det er på én vis et andet København, vi vågner til, og alligevel nøjagtigt det samme. I morges fulgte jeg Paven til fastelavnsfest i børnehaven. Fuldt loaded på glimmer, sommerfuglevinger, tyl og pastelfarvet glæde. Tryg og glad flagrede hun hen af gaden, mens hun begejstret vippede med vingerne og svirrede med sine sommerfuglehorn.

Med Mjølnerparken og nyopførte stormoskéer som vanlig baggrundskulisse vandrede vi hånd i hånd til tøndeslagningsfest og en hær af Spidermænd og Elsa-prinsesser. Der var stadig sirener som fjern baggrundsstøj. Vi faldt i søvn til lyden af en summende efterretningshelikopter, der har cirkuleret over vores hustag siden lørdag eftermiddag. Få kilometer den ene vej begyndte et mareridt, vi endnu ikke helt fatter, forstår eller kender det fulde omfang af. Få kilometer den anden vej sluttede det, i hvert fald for nu, på en gade, vi stille vandrede hjem af lørdag kl. 16.30.

Vi skulle have været i Fælledparken. De røde gynger på den nyanlagte legeplads lige overfor Krudttønden har en særlig plads i Pavens hjerte. Her foretrækker vi at høre byen vågne de fleste weekender. I lørdags havde jeg dog et ærinde på Nørrebro, så vi valgte en anden legeplads. Indhyllet i vores egen boble rutsjede, gyngede og byggede vi i et par timer på den lille legeplads. Vi tog på cafe. Spiste ostemadder og sang Pippi Langstrømpe. Gik forbi Nørrebro station, over den røde plads og videre forbi Mjølnerparken. Kastede os trætte, mætte og glade omkuld i sofaen. Hev et par tykke tæpper frem til de kolde fusser, tændte for tvét – og så verden fryse til is.

…………..

Det er ærlig talt umuligt at finde de helt rette ord. Det er stadig ufatteligt, uvirkeligt og ubarmhjertigt. Og så uendeligt og uhyggeligt tæt på. København er med i den triste statistik nu. Danmark blev ramt. Midt i hjertekuglen.

Jeg havde inviteret min ældste, bedste veninde på Valentines date. At datoen typisk er øremærket fejring af kærligheden, havde vi begge glemt. Men da vi blev mødt af to lyserøde roser og romantisk baggrundsmusik føltes det oplagt, at skåle på et nært og kært venskab, den lille fine pige, hun netop har født og på kærlighed i alle dens mystiske og umulige udformninger.

På vej derhen tog jeg bussen op til Svanemøllen. Ville have hentet min cykel. Den var dog omhegnet af politi og blå blink, fordi, skulle det efterfølgende vise sig, en terrorist havde efterladt sin flugtbil netop dér. Jeg tog i stedet toget og besluttede med mig selv, at en taxa hjem fra Vesterbro nok også var helt fint. Vi tog på vinbar med byens bedste damer. Derfra videre til en cocktailbar. Grinede så vi fik ondt i halsen, sludrede og hyggede, som gode venner gør bedst. Ca. kl. 01.00 tog jeg en taxa hjem.

Vi nåede til Nørreport. Omtrent samtidig med, at min søde taxamand lavede en uhyrlig U-vending, tog den tværs hen over fortovet og kørte tilbage af samme vej, vi lige var kommet fra, ringede min telefon. Min mand kunne ærlig talt godt tænke sig, jeg kom hjem. Det kunne jeg egentlig også. Men vejene i og omkring indre by var nok den dummeste rute at skulle bevæge sig ad på daværende tidspunkt. Aldrig har jeg set så megen udrykning, så mange politifolk og sågar et bæltekøretøj i indre København. Et absurd syn.

Hjem kom jeg, af en mindre omvej, med en anelse dyrere taxaregning end ventet. Men pyt. Jeg huskede at takke min søde taxachauffør, der på gebrokkent dansk under sin hovedbeklædning under hele turen konstant og roligt fortalte mig, hvorfor han kørte som han gjorde, hvorfor det hele nok skulle gå og hvorfor han virkelig beklagede, at taxameteret tællede lidt vel rigeligt højt.

Det er klart, at man bliver mærket af den slags. Måske især, når man skal følge et lille barn rundt. Det er svært, ikke at lade sig ’rive’ med af et hysteri, når man på det nærmeste er ’omringet’ af hele historien. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, jeg ikke lige kiggede en ekstra gang op af sidevejene i morges, da jeg fulgte Paven af sted.

Men det afgørende af alt er dog trods alt, midt i al urimeligheden og uforståeligheden – at mandag morgen alligevel på mange måder var helt den samme. Ikke sagt uden hensyn til eller medtanke for de pårørende og udsatte for weekendens tragedier. Men sagt med respekt for og tro på de bærende dele af et demokratisk og dansk civilsamfund. Dét, som den (kloge) franske ambassadør i et interview kaldte ’Tillids-samfundet’.

Den lille, korte tur gennem kvarteret over til børnehaven med en overekstatisk sommerfugl under armen i morges blev derfor næsten symptomatisk for hans ord. Alle på vejen startede bilen på vanligt klokkeslæt, hilste og smilede godmorgen, vi passerede de samme travle mødre på cykel rundt om hjørnet, som vi plejer, hilste som altid på den samme gravhund, der går morgentur nøjagtigt samtidig med os, og talte om præcis de ting, vi plejer: Mon der er frikadeller til frokost? Hvorfor er der stadig en julemand i et af vinduerne ovre ved børnehaven, kan sandkassen laves om til en sø? Og hvem mon har taget de lyserøde Hello Kitty handsker?

Fuld af glimmer, ansigtsmaling, tyl og tillid løb en lille fire-årig pige hen af fortovet til lyden af en ikke helt tilfældig helikopter og lærte mig – igen – lidt om livet. Med en lethed som næsten kun en sommerfugl kan besidde, gav hun helt uden selv at vide det, det stærkeste modsvar til en til tider forskruet verden: Når man ikke lader sine vinger stække, når man er fuld af tillid til sin omverden, så kan man ikke kues.

P1360468

 

26 kommentarer

  • Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg fik kuldegysning under læsningen af dette indlæg. Hvor er det fantastisk godt skrevet – og hvor har du fuldstændig ret. Vi skal ikke lade os kue.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • guldlog

      Mange tak for de fine ord. Det er svært at skrive om, uden at det bliver for hult, for rørstrømsk, for kliche, for tamt eller for fladt. Man må bare sige det, som man ser det, som man føler det og tænker det. Tror jeg 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Signe

    1000 tak for et smukt indlæg. Du siger simpelthen det hele så fint og rigtigt. Tak. Varme kram fra Signe

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • guldlog

      Tusinde tak Signe, du er rar. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal svare – andet end tak!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nat

    Av, der ramte du plet. Meget smuk og sigende tekst, som jeg kun kan nikke genkendende til, da jeg selv var omkring gerningssterne 30min før ulykkerne. Det jeg bare vil sige er tak, tak for de smukke ord og reminderen om at vi ikke skal lade os kue <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • guldlog

      Ja, pludselig kommer det tæt på. Og alligevel kan jeg faktisk godt stadig sidde her og føle at det hele er lidt uvirkeligt? Fordi det er så alvorligt og alligevel så uforståeligt på samme tid….

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Christina

    Klump i halsen… Det kom lige pludselig endnu tættere på, da jeg læste din beskrivelse. Tænk sig at den mand (må man formode) også engang har været et uvidende og naivt barn til fastelavnsfest og så vokser op og bliver til sådan er monster. Scary shit!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • guldlog

      Ja, du har ret. Læser i øjeblikket Hr Skægs ABC højt for Paven. Der er en lille tekst, som er ret fin. Den handler om den Vilde Viking. Der ikke vil forstå, at selv de vildeste og væmmeligste vikinger også har været små engang 🙂 Og pointen er jo naturligvis, at vi mere aller mindre alle starter samme sted. Og at vi alle sammen har været små og sårbare…

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Heidi

    det der gjorde sku ondt at læse. Du har jo fuldstændig ret. Øv for en oplevelse. Det kommer pludselig så tæt på.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • guldlog

      Mange tak Heidi. Det har været nogle underlige dage, ikke? Skræmmende, modbydelige, drabelige. Men på en eller anden måde også styrkende, svimlende og sårbart smukke.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Så sandt <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Charlotte

    Meget, meget godt skrevet. Tak. Tak!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Laura

    Tak fordi du satte ord på weekendens begivenheder, det var tankevækkende og en meget fin og rørende beskrivelse.
    Tak fordi du minder mig om, at vi ikke må lade os kue, men tro på det gode!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • guldlog

      Ja, jeg tror, jeg er kommet frem til, at det må være weekendens vigtigste lektie. At man ikke lader sig kue. At man ikke lever livet med bøjet hoved. Det kan aldrig være dét værd.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Christina

    Har det på samme måde… Jeg og min søn cyklede mellem kl. 15:25-15.30 forbi Øbrohallen og stadion indgangen (dvs. 20 meter fra krudttønden).
    Utrolig og uhyggeligt tæt på at opleve det hele. Lige lidt for tæt på!!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • guldlog

      Ja, det er selvfølgelig underligt, at ens fredelige og småkedelige Østerbro har været skydeskive for et så ubegribeligt angreb. Men jeg tror, uden jo dog at vide det, at jeg ville have det på samme måde, hvis jeg boede i et andet brokvarter? Altså self tænker jeg da over det, at vi nok ellers ville have været netop dér, på de røde gynger ude foran den nu gennemhullede glasrude i Krudttønden. Men så igen: Det kan ske alle steder, alle vegne, og det er så uendelig trist. Og selvom jeg ikke i min vildeste fantasi havde forestillet mig, at mit lille kvarter skulle beskydes, belemres og bemandes af indsatsstyrker mm., så føler jeg faktisk stadig, jeg har ‘mit’ østerbro. Ved ikke, om det giver mening. Men det var egentlig dén erkendelse, der lettede mit hjerte lidt i morges 🙂 Vi er stærke. Og tillidsfulde og trofaste, tror jeg. Lader os ikke kue! 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Helle

    Tankevækkende og skræmmende. Virkelig godt skrevet.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Cecilie Glindtvad

    Hvor er det smukt skrevet.
    Sider med en klump i halsen og tåre der presser på.
    Tak

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Charlie

    Jeg har aldrig kommenteret før og læser kun din blog med ugers mellemrum, men dette indlæg fortjener en bemærkning. Det er så rammende og godt skrevet. Jeg sidder med tårer i øjnene lige nu.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg tilslutter mig fuldt ud de mange fine kommentarer. Det er virkelig godt skrevet. Det er vigtigt at der er nogle som dig der gør opmærksom på dette og det gør du virkelig virkelig godt!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Det er så smukt skrevet, Louise!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Uha et fint indlæg! Fik helt tårer i øjnene

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • […] Guldlog skrev om stækkede vinger og børnehøjde […]

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

 

Næste indlæg

IN THE KITCHEN WITH BOSCH