TING JEG IKKE FORSTÅR

BARNDOMSMINDER

childhoodfoto

Tænker I nogensinde over dem? Jeres barndomsminder? Jeg gjorde ikke – før jeg fik et barn selv. I rigtig mange år tager man blot for givet, at barndommen er for alle, som den ser ud for én selv.

Så bliver man ung voksen og begynder langsomt at reflektere over, at der er mange måder, at være familie, barn og forældre på. For mit vedkommende begyndte de refleksioner, da jeg mødte min nuværende mand og langsomt men sikkert blev en del af hans familie. Rigtig mange ting var anderledes, end jeg var vant til. Han havde mange søskende, jeg havde ingen. Han var god til at tale om følelser, jeg var ikke ret god til at tale om dem. Han var af natur meget godtroende overfor andre mennesker, jeg var af natur skeptisk anlagt. Han kunne særligt godt lide fællesskabet, måske fordi han er opvokset i en stor familie. Jeg kunne – og kan stadig – godt lide at være helt alene med mine tanker fra tid til anden, måske fordi jeg kommer fra en lille familie som enebarn, og derfor altid har været vant til at gøre meget alene.

Han var katolik – og troende – jeg var (igen) skeptisk. Da vi mødte hinanden, gik han med kasket, farvestrålende sneaks og hørte popmusik, jeg gik i trompetbukser og sundhedssandaler og hørte dyster hippiemusik. Han gik op i sport – det gjorde jeg ikke. Han ville gerne tidligt have børn – det ville jeg ikke. Jeg gik op i bøger og litteratur – det gjorde han ikke. Jeg ville gerne på blaffetur gennem Europa – det ville han ikke.

Og sådan kunne jeg blive ved 😉

Men vi havde også en helt masse ting til fælles. Som dengang ikke var så tydeligt malet i vores bevidsthed. Fordi det var bagvedliggende værdier, livssyn og opdragelse. Trods vores mange forskelligheder, var vi på rigtig mange måder støbt af samme fundament: Kernefamilien. Den der bundsolide kærlighedsfamilie, der har fået ønskebørn, med parcelhus og have, boxerhund og Volvo. Trygge rammer, masser af kærlighed og respekt, rum til at være og gøre, men også faste rammer og regler, der gjorde at man følte sig betydningsfuld, hørt og set. Et værdigrundlag, der centrerede sig om de nære ting i livet, ikke bare om at skøjte på overfladen, at huske at værdsætte, at forstå sin omverden, at turde stole på sine omgivelser, men også at kunne sige fra.

Alle de ting, vi lige nu prøver at give videre til vores datter.

Det hele virkede så let. Dengang man var barn. De var der jo bare. Vores forældre. Og oftest til stor irritation 😉 Men med alderen indser man (heldigvis) hvor meget de betyder. Og hvor vigtigt det er, at de er der. På hvad måde, er nok mere underordnet. Jeg gør mig ikke forestillinger om at kernefamilien er den eneste rigtige løsning. Vi har rigtig mange forskellige familiekonstellationer i vores omgangskreds, familie og vennegruppe. Og noget af det, man hurtigt ser, er, at det ikke er selve konstellationen, der betyder noget. Men indholdet. Værdierne.

Med en videbegærlig og stædig 4-årig på matriklen skal vi pludselig til at tænke meget mere over vores egen fremtoning. Hvad er det, vi lige nu giver videre? Hvad er det for et verdensbillede, vi er med til at tegne for hende? Hvilke værdier putter vi i hende?

Ja, det er store tanker, men der er intet i verden, man hellere vil, end at skabe et helt lille menneske. Som er selvstændig, næstekærlig, tryg, stolt og sund.

I dag kan jeg se, at flere af de barndomsminder, der sidder dybest i mig, ikke handlede om store armbevægelser. Faktisk tværtimod. Det er de helt små oplevelser; En skovtur i trækvogn. En ferie på Bornholm i gule marker med sene sengetider. Et vandrehjem i Ribe. En fødselsdag i regnvejr ude i haven. En hundehvalp.

Fællestrækket ved de nævnte barndomsminder er følelsen. Den følelse der var i maven. Af total lykke og tilstedeværelse.

Et nanosekund, hvor verden stod stille og øjeblikket fyldte det hele. Hvor man LIGE DER følte sig perfekt placeret, urørligt omkranset af betingelsesløs kærlighed.

Det er dén følelse, jeg håber, vi hen over de næste mange år kan formå at skabe uforglemmelige barndomsminder med for vores datter. Og den store udfordring – og underlige tanke herved er lidt gådefuld:

Hverken hun eller vi vil formegentlig vide det, når de opstår. Først mange år senere vil hun – måske – kunne identificere dem. Og hvis vi er heldige, fortælle os om det. Men det er samtidigt også det fuldstændigt fantastiske ved det: De særlige barndomsminder kan ikke planlægges. De opstår bare. I det ubevidste. Og på gule sommermarker.

***

   

16 kommentarer

  • Dejligt og så afsindig velskrevet indlæg, Louise! Jeg kan nikke genkendende til så meget af det, du skriver, og så samtidig tilføje, at jeg sommetider har øjeblikke, hvor jeg for mig selv tænker, at dét her, det håber jeg, at D vil kunne huske engang, for lige netop dette aftensmåltid (eksempelvis) hvor vi brugte ti minutter på at storgrine af ord som barbecue, tortilla, churros og jalapenos, det korte øjeblik i et langt liv vil jeg værdsætte, passe på og lagre dybt inde i mig…

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • guldlog

      Mange tak Marina, og hvor har du bare ret – dén følelse kender jeg i hvert fald også! Og måske, måske ikke, matcher de engang ude i fremtiden med børnenes? 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ann

    Jeg gør ofte. Jeg mistede mine forældre da jeg var 20 og 22. Blev mor lige inden min far døde og igen 1 1/2 år senere. Så på år gik jeg fra at være nogens datter til at være nogens mor. Det at miste forældre ungt gør jeg ikke har haft et voksent forhold til dem. Nu er ungerne halvstore ( og 2 er blevet til 3 børn) Jeg er blevet single mor og der er kommet ro på til at reflektere efter år hvor nuet var alt dominerende. Jeg tror msn først er hel når man har sin fortid ned sig. Både sine gaver og sine monstre.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • guldlog

      Åhh, hvor er det bare en fin fin kommentar. Og et helt helt andet udgangspunkt og nogle ganske andre rammer, du har skullet – og skal – agere indenfor. Og alligevel er det nemlig præcist så sandt, det du skriver – fortiden skal med. Hvordan den kommer det – hvornår den kommer det – og med hvilken konstellation, den ender med at komme det – det er nok (tror jeg) mindre vigtigt. Det handler om at finde ´det sted indenien selv….tror jeg. <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Elena

    Hvor er det velskrevet. Jeg er ikke en troldmand udi ord, men du har altså en særlig evne til – ikke bare i dette indlæg – at sætte ord på lige præcis de tanker og følelser jeg selv har omkring mit barn. Og det endda på en måde så jeg får både gåsehud og tudetrang. Well done.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • guldlog

      Tusinde tak for de pæne ord, Elena. Det er jeg rigtig glad for, at du synes, for der ligger selvfølgelig en helt masse tanker og tid bag sådan et indlæg. Jeg værdsætter sådan, at du gider tage dig tid til at rose 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Agurkens svigersøs

    Rigtig fint indlæg! Vi har i disse dage besøg af min kusine med familie, og hun er en, jeg deler mange barndomsminder med – nogle endda på Bornholm, hvor vores bedsteforældre boede. Nu går vi så pludselig selv rundt med børn, og fortid blander sig med nutid, fx når vi pakker snacks til ture på samme måde, som vores mødre gjorde… I dag var vi inde i New York hele dagen, men vi har netop talt om, at børnene sikkert husker turene i swimmingpoolen hos os bedre end Central Park – det er som du skriver ikke nødvendigvis de store armbevægelser, der huskes tydeligst.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • guldlog

      Tak søde du. Ej, hvor er det også fedt, at I stadig holder sammen, har børn i nogenlunde samme alder nu – og stadig ses sammen både voksne og børn! Sådan har jeg det også med nogle barndomsveninder og det er både enormt syret – og mega fantastisk! Det føles enormt priviligeret også at kunne skabe nye minder for ens egen lille familie – sammen med dem, der går langt tilbage:-) Hvis det gav mening? Og ps: Jeg er vildt misundelig på at visse af jeres minder nu kan skabes i NY/USA 😉 NYD DET

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hvor er det bare et fantastisk indlæg. Jeg fik næsten tårer i øjne. Tror jeg vil bruge dagen idag på at tænke over mine barndoms minder.

    Og du har så evig ret. Det er de små ting man husker. Det små nære ting. Det er ikke dem med kæmpe store armbevægelser. Nixen bixen.

    Tak fordi du lige mindede mig om det 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • guldlog

      Mange tusinde tak, Camilla, hvor er du sød.

      Ja, det er på den ene side ikke rocket science – vi ved det jo godt, når vi spørger os selv, men alligevel kan man (vi) bare godt nemt komme til at ‘glemme’ det under tiden. At det ikke altid behøver være fancy rejser, store forlystelsesparker, kæmpe ekstravagante fødselsdagsfester el andet, der lagrer sig bedst i hukommelsen. Det handler rigtig meget om nærvær, tilstedeværelse, synergi og sammenhold. Og den slags kan lige så godt opstå i den lokale skov på en kælkebakke på en dødsyg søndag, på en bilferie til Hartzen eller hvad ved jeg 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Signe

    Så, så, så fint skrevet Louise. Har været lidt væk fra bloglæsning i nogle måneder, men dine fine ord og tanker gør, at jeg i den grad bliver opmuntret til igen at kigge ind og læse med fremover. Dejlig læsning. Simpelthen! God sommer til dig og familien 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • guldlog

      Tusinde tak skal du have Signe, det er jeg glad for. Og det med pausen fra bloglæsningen, det kender jeg godt 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    Det var dog helt fantastisk skrevet. Meget rørende.

    Kh Maria

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • […] kom jeg til at tænke meget over hele ferie konceptet efter at gave læst dette indlæg om barndomsminder. For hvad er det selv man husker som gode ting fra ens barndom og de tilhørende […]

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • […] Louise fra bloggen Guld.log skrev et rigtig fint indlæg om barndomsminder tidligere på måneden. Generelt er hendes ord virkelig et læs værd! […]

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

 

Næste indlæg

TING JEG IKKE FORSTÅR