BOLIG FAVORITTER OKTOBER

MØRKERÆD

P1330131

Jeg er ikke mørkeræd. Men jeg er bange for mørke. Den slags mørke, der i splitsekunder kan fylde lidt for meget i tanken og som kan give uro og søvnløse nætter. Nu er det virkelig ikke for at være højdramatisk. Jeg sidder og sunder mig med en kæmpe flødebolle og en varm kop kaffe og lytter veltilfreds til et tungt åndedræt inde i soveværelset. Gud vær lovet er der ingen grund til dramatik. Jeg kan godt pakke panikken væk og prøve at samle tankerne om noget andet. Men vores weekend blev en smule anderledes end forventet og jeg sidder nu og skiftevis ånder lettet op/hyperventilerer.

Paven besluttede at tage et gigant hovspring ned af vores trappe. Et af dem, hvor man tager samtlige trin hele vejen nej, tager fra med hovedet (!) og lander særdeles uheldigt……i et øjeblik holdt mit hjerte op med at slå. Jeg sværger, det var som om alt lyd forsvandt. Jeg fik hyletone og sorte prikker for øjnene.

Heldigvis var hun ved bevidsthed, men jo desværre tydeligt forslået. Det så værre ud, end det har vist sig at være. Hun klagede selvsagt over smerter i hovedet. Og alene faldet gjorde, at vi slet ikke var i tvivl – vi måtte af sted på sygehuset. Hun blev holdt under observation for indre skader, hævelser og hjernerystelse i nogle timer og vi skulle sikre os, hun ikke blev for træt. Lidt op ad bakke med en 4-årig, der skal aktivers i et legeværelse til kl. 23.00, hvilket er langt over hendes normale sengetid. Men når den her slag sker, slår overlevelsesinstinktet og beskyttergenet til og man kunne have bedt os om hvad som helst, vi havde gjort det uden at blinke. Vores aftensmad stod stadig kold på tallerknerne, da vi kom hjem, men jeg havde ikke et sekund tænkt, at jeg var sulten.

HELDIGVIS var det kun ydre skader. HELDIGVIS var hun super sej og tapper, tog det hele så fint, alt taget i betragtning, holdt humøret oppe og jeg kunne have tudet af lykke, da lægen efter nogle timer sagde, at hun var sluppet meget heldigt og at vi efter alt sandsynlighed ikke skulle være bekymrede. Vi blev naturligvis bedt om at holde hende under fortsat observation, skulle vække hende blidt løbende hen over natten for at sikre os (ja, kan næsten ikke skrive det, men altså, sådan er det jo, det er dét de fortælle) at hun fortsat trak vejret.

I morgen rejser manden til New York og Paven og jeg er alene den kommende uge. Og jeg føler mig lige dele taknemmelig for, at det her ikke skete, da jeg var alene med hende, samt frustreret over den sårbarhed, der uundgåeligt følger med den slags forskrækkelser. Jeg vil allerhelst bare knuge hende tæt hele tiden og allerhelst bare være sammen os alle tre, familien, lige nu. Men det er irrationelt. Overload på følelser. Som sidder lidt mere uden på tøjet lige nu.

Jeg har før skrevet om det med at få børn og blive ’voksen’. Om den sårbarhed, der følger med. Om den absurde og smertelige bevidsthed om vores egen begrænsning og dødelighed, der følger med. Dén beskyttertrang, der kommer simultant med at man bliver mor er så altopædende og ekstrem, at jeg til stadighed kan blive skræmt over det. Jeg skal vitterlig ANSTRENGE mig det hårdeste jeg har lært for ikke at gå totalt balistik, hyperventilere og lave en gigant scene, når sådanne her ting sker. Jeg SKAL virke fattet overfor mit barn. Jeg SKAL kunne tænke logisk og klart og handle hurtigt. Jeg SKAL kunne videregive informationer til dem, der behøver det og tøjle min egen frygt og indre panik, så det ikke overføres, aflæses eller opsnappes af barnet. Og man gør det. Fordi man SKAL.… Lige indtil man så ikke skal det mere. Hvilket for mig er….nu.

Så ja. Jeg spiser flødeboller. Flertal. Og lytter ekstra intenst mod soveværelsesdøren. Og lader nok lyset være tændt i nat.

   

18 kommentarer

  • kim

    Puha..
    Barskt! Godt i slap med skrækken.
    Kender følelsen og skrækken

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Guldlog

      Ja, SÅ godt. Tror vi var meget heldige. Og alene dén tanke er ubærlig. Men igen. Man må jo bare sunde sig og være lykkelig for, at det ikke gik værre. Det nytter jo ikke og gå og være angst. Men for filan et styrt. Dem vil jeg rigtig gerne fritages for flere af, tak!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Puh, hvor er det voldsomt! Jeg får helt ondt i maven, Louise. Og lyst til aldrig at lade M gå selv op og ned af trappen igen. Irrationel tanke, men føj for den altså… Tror lige jeg krammer mine piger en ekstra gang i nat. Virtuelt kram i din og Pavens retning <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Guldlog

      Mange tak Signe. Ja, puha, det er sgu lidt ondt-i-maven-agtigt. Overvejer også om hun fra nu af skal eskorteres op og ned…ammen, altså. Det er jo så dumt. Hun er helt cool nu. Det er mig, der hver gang hun tager trappen, lige synker en ekstra gang i kunstigt storsmilende overvåger hvert et skridt.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hvor må det have været verdens mest ubehagelige oplevelse. Jeg er vildt glad for at der ikke skete mere end der gjorde. Mange tanker herfra!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Guldlog

      Tusinde tak søde. Ja, det var i et øjeblik ret mareridtsagtigt. Også fordi det godt i øjeblikket kan se og lyde værre, end det viser sig. Heldigvis var det kun ydre skader…PUH!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hope

    Masser af tanker og

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • LouiseB

    Gudskelov gik det ikke mere galt end det gjorde, men sikke en chokerende oplevelse, det er jo enhver forældres mareridt, at der skal ske ens børn noget.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Puha, sikke en omgang – i mit barndomshjem har jeg også taget flere nattelige ture ned af trappen, og mindes selv da min lillesøster gjorde det. Godt Paven er uskat, og i god behold.
    Mon man bør sove med cykelhjem? 😉

    – Anne
    http://www.venterpaavin.blogspot.com

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Guldlog

      Haha GOD ide. Det indfører jeg fluks! Har også overvejet at installere en sliske?? 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ej en forskrækkelse! Jeg kunne næsten ikke hold ud at læse det 🙁 Kan ikke engang forestille mig hvordan det må være som forældre at stå med sådan en oplevelse. Jeg håber flødebollerne hjælper (sådan en kunne jeg virkelig godt spise lige nu…), og så håber jeg at dig og Paven får nogle kvalitetsdage sammen <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Åhh nej dog, lille Popesy <3
    Godt der ikke skete mere! -Men som vi talte om, det ville desværre ske før eller siden, og det kommer til at ske igen. Måske D efter for meget vino, eller Guldmor i fart efter en glemt stillet.. I må ha noget antiskrid på den trappe… Og godt flødebollerne kan få lidt ro på, vin er også ordineret herfra, kram sygeplejersken ps sig til hvis vi skal ses næste uge! (sms med NYC mutshaves på vej)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Agurkens svigersøs

    Avav lille stakkels Pave – og ligeså av for moderhjertet. Det er ikke til at holde ude, når de slår sig og laver vilde styrt. Godt der ikke skete mere. Skal vi ikke bare aftale, at det så var det sidste styrt i hendes liv?! Aftale.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Guldlog

      Jo, aftale! Jeg synes også – nu har vi prøvet dét. Ikke mere af det, tak….gys for et grimt chok…

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

 

Næste indlæg

BOLIG FAVORITTER OKTOBER