JULEKALENDER: VIND 2000 KR. TIL TOOGOODTOBEBASIC

MIT LILLE MIRAKEL

IMG_1845

Vi har talt lidt om mirakler herhjemme. Det skyldes julen, tror jeg, og jeg ved godt, alle forældre siger den slags. Dem der ikke gør, er sgu for mærkelige. Alle børn er mirakler. Men jeg anser nu alligevel mit for særligt fantastisk. Det er først noget, jeg er begyndt at tænke over i løbet af de sidste år. Jeg tror, at hele graviditeten, omvæltningen i pludselig at have et barn og hele det første år med et komplet nyt liv tog alt fokus. Jeg var for optaget af at have en baby og finde hoved og hale i netop dét, til at jeg dvælede mere eksistentielt ved selve hendes eksistens. Hun var ligesom RET meget til stede, kan man sige 😉 Det er de fleste spædbørn.

Men sagen er den, at jeg gennem stort set det meste af min graviditet fik at vide, at hun måske ikke skulle være. Da jeg første gang skulle fortælle min mor, at jeg var gravid, var det på en bænk foran Riget hulkende gennem telefonen, efter en meget nedslående scanning. Jeg prøvede at sammensætte ord og sætninger, så hun forstod bare en brøkdel af, hvad jeg gerne ville dele. Med kroppen fuld af galoperende hormoner og en skrøbelighed, der gjorde mig næsten lammet, forsøgte jeg at fremstamme, at jeg bar et dødt foster, som min krop øjensynligt ikke selv ville abortere.

Jeg fik besked på at gå hjem og ”lade naturen prøve at gå sin gang”. Det ville naturen bare ikke. Så efter flere dages følelsesmæssig nedsmeltning og uforklarlige smerter blev jeg booket til klinisk abort. Som i allersidste time blev afblæst, fordi mine blodprøver viste meget høje hormontal. Ingen forstod, hvorfor der ingen hjerterytme var ved scanning, når mine tal viste modsat. Jeg blev en ’case’, og det var der ikke meget sjov i.

Jeg har for nogle år siden kort løftet sløret en smule herinde, men så alligevel ikke. Det er der mange årsager til. Dels har jeg nok skulle bearbejde forløbet selv. Dels endte alt jo godt, hvorfor det virker skørt, at svælge i en halvdårlig start – og dels er det min erfaring, at rigtig mange kvinder – sikkert også mange, der læser med her, er en smule ængstelige for at være gravide og føde. Og jeg hjælper ikke nogen ved at søbe rundt i, hvor rædselsfuld, jeg følte, (især første del af) min graviditet var.

Hun gjorde dog alle prognoser overflødige, min Pave – ankom til verden i lynfart, uden nogen problemer og var tip top og med flotte karakterer. (Ja, babyer får karakterer). Det er uden tvivl mit livs vigtigste 10 tal.

Der var flere årsager til, at jeg fik så miksede beskeder, som jeg gjorde undervejs. Men kort fortalt er min krop en rigtig Rasmus modsat, som tilsyneladende ynder at sende små-skizofrene signaler til sin omverden og sig selv. Jeg var igennem et utal af scanninger, en hel del undersøgelser, et par hektiske akut behandlinger og en god håndfuld rigtig nedslående beskeder. På den ene side blev jeg taget rigtig godt hånd om, og ikke mindst taget seriøst, hver gang, jeg oplevede mystiske symptomer. På den anden side, kan alt dette ekstra opsyn og øget tjek nok have givet bagslag. Jeg fik at vide, jeg ikke måtte løbe, hvilket ellers var noget, der dengang betød rigtig meget for mig. Jeg fik at vide, jeg skulle passe ekstra på. Jeg fik flere gange at vide, at jeg var ved at abortere. Retrospektivt set har det nok betydet, at jeg ikke rigtig nød min graviditet. At jeg konstant ledte efter faresignaler. At jeg var på øget alarm-beredskab non stop.

Kædet sammen med mine sindssyge hormontal, kan jeg vist roligt konstatere, uden at fornærme nogen, at jeg var følelsesmæssigt yderst sensitiv i min graviditet.

Det var først for et par år siden, at det gik op for mig, hvorfor jeg synes, at min fødsel var SÅ optur. Ok: lattergassen har nok gjort sit 😉 Men jeg tror, at jeg var lettet. Jeg følte mig simpelthen ikke sikker, så længe hun var inde i min mave. Jeg ville have hende ud. Jeg havde ikke et eneste øjeblik fokus på mine smerter. Jeg havde kun fokus på, at nu kom hun. Endelig kunne vi lukke ørene for alle prognoser og bare være.

Det er noget kompliceret noget, det dér med at skabe liv. Syret på alle planer og pivhamrende komplekst. Og for mit vedkommende forstod jeg det først, da hun blev så stor, at hun (næsten) kunne italesætte det selv:

  • Mor, jeg er et mirakel, ikke?
  • Jo, skat DET er du
  • Hvad er et mirakel?
  • Det er når noget sker, stik imod alle odds. Noget meget godt
  • Hvad betyder odds?
  • Det betyder det, som folk tror
  • Så de tror ikke på det? Mirakler altså….
  • Nej, ikke alle mennesker tror på det
  • Hvorfor ikke, mor? Jeg sidder jo lige her.

    IMG_8359

  • Husk i øvrigt at hoppe over til Michala i dag, hvis I også har børn – eller kender nogen der har, som I synes trænger til forkælelse!

     

   

25 kommentarer

  • Hold da op, Louise. Sikke nogle måneder… <3 til Paven og dig.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Guldlog

      Ja, det var ikke lige drømme starten på en graviditet. Eller forløb i det hele taget. Men pyt skidt, alt var jo i sidste ende godt 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kim

    Årh Louise, hvor er jeg ked af du skulle igennem alt dette, og ikke bare kunne nyde det. Blev helt trist på dine vegne. Dejligt hun kom perfekt ud, og lader til at være den skønneste unge!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Guldlog

      Tak søde du. Man sættes fra tid til anden igennem prøvelser. Nogle mere hardcore end andre. Mange mange tanker til dig og jer også. I er sgu for seje!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sikke en fin og rørende beretning. Tak for den.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line

    Årh jeg får helt tårer i øjnene her på læsesalen (jaja, din blog er vel også en slags læsning…) Min mor var gravid året før jeg kom til verden, men af ukendte årsager døde barnet blot to uger før termin, hvilket betød, at hun skulle føde det alligevel. Det var en kæmpe sorg og senere kom frygten, da hun bar på mig, for hvad der kunne se. Den samme frygt, som du har haft – ‘hvad, hvis jeg gør noget forkert? Hvis jeg er skyld i det?’
    Det er faktisk min største frygt ved at skulle blive gravid. Hvad hvis min krop ikke vil samarbejde, og jeg skal igennem det samme som min mor. Jeg er ikke sikker på, at jeg ville kunne klare det.
    Så mine fingre er krydsede.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Guldlog

      Uh, det lyder sørme ikke rart heller. Det må være SÅ enormt hårdt. Kan ikke forestille mig det. Men, altså nu var det ikke for at sætte skræmme scenarier i gang. Heldigvis løste det sig jo og heldigvis oplevede jeg nok forløbet mere dramatisk end det jo reelt var 🙂 Og heldigvis var jeg en ‘case’, så chancen for det rammer dig er nok minimal. Og allermest heldigvis – så er de jo det hele værd, de små pus.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nanna L

    Nej, en rørende og fantastisk historie! Hvor er Paven bare livsbekræftende, og de billeder der – hun ser simpelthen så sød og fræk ud! Et ægte mirakel 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Guldlog

      Tak skal du have, og jeg synes jo altså også, sagt helt upartisk og i al beskedenhed selv, at hun er noget af et pragteksemplar <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ann

    Jeg aborterede 4 gange inden jeg fik børn ( og en enkelt gang efter). Jeg har blødt gennem alle mine graviditeter. Så skrub hysterisk blev en slags hverdag. Jeg er bare usædvanligt dårlig til at være gravid, tilgengæld laver jeg endnu mere usædvanligt skønne børn 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Guldlog

      Ja, haha, elsker din formulering “så skruphysterik blev en slags hverdag” 🙂
      Det lyder meget som mig, det der. Slap dog for at abortere, men fik meldingen herom mange gange undervejs. Men ellers kan jeg nikke genkendende til det. Og jeg mener også – HELT objektivt, naturligvis – at jeg derimod laver usædvanligt smukke og velfungerende børn, haha 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • LouiseB

    Sikke et yderst følelsesladet forløb, gudskelov for miraklet i enden.
    Meget rørende og utrolig livsbekræftende læsning, tak for at dele.❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Guldlog

      Tak skal du have Louise. Ja, livet er altså lidt drilsk somme tider. Men man vokser jo også selv lidt undervejs i det. Og i dag er det jo heldigvis mest en god historie 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Helle

    Puh en omgang. Jeg kan sagtens sætte mig ind i dit sted på en måde.
    Vores søn er også et mirakel med hjælp fra læge verdenen. Han havde faktisk en tvilling som gik til. Senere opdagede de at han kun havde 2 blodkar til navlestrengen i stedet for 3. Han fik også et flot 10 tal og jeg fik lov til at holde på ham en hel uge længere. Så han lod vente på sig 3 år og 41 uger.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Guldlog

      Fantastisk. Så dejligt, at det faktisk kan ske, imod de dårlige odds. Der ER sgu da et mirakel. Hvor rørstrømst det end måtte lyde. God jul 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Agurkens svigersøs

    Åh gulddame… Sikken skøn og livsbekræftende fortælling trods det meget hårde forløb undervejs. Livet er altså fantastisk, og børns måde at se verden på er virkelig så fin. Gid vi alle må tro lidt mere på mirakler – det kan vores verden godt bruge.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg kender godt fornemmelsen. Inden jeg blev gravid med min ældste havde jeg 4 ufrivillige aborter, og var igennem et hav af undersøgelser og tests. Så vi gik hjælp til ham, og inden jeg overhovedet nåede til blodprøver troede vi igen at det ikke var lykkedes. Dog sagde blodprøverne noget andet, selvom tallene ikke steg så hurtigt som lægerne gerne ville. Efter flere uger med nerverne udenpå nåede vi endelig til MD og tænke at nu var den ved at være hjemme. Dog kunne sygeplejersken ikke få lov at se hans ansigt, så flere undersøgelser og 6 uger senere kunne de betingelsesløst konkludere, at han havde en meget bred læbe-ganespalte. Jeg var græde færdig og mente, at han på øverste etage måtte tage pis på os! Lad mig bare sige, at jeg havde bestemt heller ikke nogen lykkelig graviditet!

    Den dag i dag kunne jeg naturligvis slet ikke forstille mod min smukke dreng uden hans spalte, som er blevet opereret så flot 🙂

    Det mærkelige ved min historie er så, at lillebror kom næsten af sig selv uden hjælp eller komplikationer af nogen art, og ingen spalter

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Guldlog

      Åh, tak for at dele din historie også:) Jeg tænker efterhånden, at graviditet og fødsel næsten uanset altid er forbundet med en hel del sentimentalitet og ofte udfordringer af forskellig art. Inden man går i gang med sådan et forløb, tager man det, som det naturligste i verden – men det er en ret kompliceret proces, biologi er noget tricky stuff, og for rigtig mange, er det ikke ‘bare sådan lige’. Det glemmer man lidt:) Men når det er sagt, så lykkes det jo heldigvis for langt de fleste, på den ene eller anden måde. Og heldigvis for det. Dejligt at I så fik en god og rolig omgang ved 2eren! God jul.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Christine

    Puha sikke en besked at få. Forstår godt du havde det svært og var nervøs for resten af graviditeten! Og forstår godt du er så taknemmelig for miraklet:)
    Har for et par uger siden fundet ud af, at jeg er gravid, med vores andet barn. Den første tid er så svær, da man bare går og håber på at alt er i orden!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Guldlog

      Tillykke til dig 🙂 Er helt sikker på, alt er fint. Og ja, det er den første tid, der er lidt sårbar især, men rigtig meget af alt dette strakte sig for mig helt ind i 3. trimester. Så det var hele min graviditet, der var mærket. Men pyt med det nu, det var skam alt besværet værd! ;O)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne

    Tak for et dejligt og ærligt indlæg. Jeg læste det allerede i onsdags, men det var også dagen, hvor vi om morgen havde fået at vide, at det vi troede skulle være vores første ønskebarn ikke længere var. Så onsdag sad jeg i uge 12 med de præcis samme tanker og følelser som du sad med der på bænken. Jeg sad bare hulkende i min sofa. Desværre fik vi torsdag bekræftet svaret fra onsdag. Det er pisse hårdt for at være helt ærlig, men det er så rart at vide, at man på ingen måde er alene og at ønskebarnet nok skal komme
    Tak, fordi du satte det på dagsordenen. Det gør det hele en lille smule nemmere…

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Guldlog

      Rigtig mange tanker til dig, Anne. Åhh, bliver helt skidt over, at du har siddet og læst med alt imens du gennemgår, det du gør. Jeg ved, hvor du er rent følelsesmæssigt lige nu. Og det gør pisse ondt. Men jeg kan kun sige, vel vidende at det er en lidt ringe trøst, når man står midt i det, at det jo uheldigvis sker for rigtig mange og statistisk set ingen betydning har for næste graviditet. Og at det heldigvis lykkes for langt de fleste. Og når det gør, så rykker det andet rigtig meget i baggrunden.

      Og når man tænker over det. Så ER det sgu da også noget vildt kompliceret noget, både smukt og fantastisk, men også vildt kompliceret, det der med at lave børn. Det er egentlig ret vildt, at det lykkes så ofte, som det jo heldigvis gør. I min vennegruppe er vi mange, med samme forhistorie som din. Men vi har alle børn i dag. De fleste har flere. Så jeg krydser fingre for jer og sende indtil videre bare varme tanker. Det er sgu i orden, at være både ked af det og lidt skuffet/vred. Det virker jo som regel til, at det lykkes for alle andre i et snup-tag. Men det er bare ikke altid hele sandheden. Husk det 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Anne

      Tak fordi du tog dig tid til at svare. Det varmer!

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

 

Næste indlæg

JULEKALENDER: VIND 2000 KR. TIL TOOGOODTOBEBASIC