DET HVIDE SNIT

OM AT GIVE SLIP

IMG_3424IMG_3429IMG_3325

I lørdags drog Paven og jeg på eventyr.
Det faderlige ophav var aktiveret med værktøjskasse i huset, så vi besluttede at forlade matriklen for alles bedste. Nogen ville gerne have bare et minimum af fred og ro omkring sig, andre havde ekstreme mængder energi, der skulle brændes af.

Vi slentrede ned til søen, der ligger bag ved vores hus for at fodre ænder. Vi havde kælken med og i øvrigt en aftale med kvarterets fiskehejre, som Paven har døbt Lily. Hun sidder på samme spot hver morgen, når vi cykler forbi på vej til børnehaven. Aftalen var, at hun skulle have tre perfekte snebolde, som med stor koncentration var blevet udformet eksakt til formålet. Og pakket ind som gaver naturligvis. For når en 4-årig hjerne sætter sig noget for – er der kun én ting at gøre. Handle på det.

Jeg synes simpelthen disse billeder er så cute. Jeg ville mægtig gerne, at mit barn var helt nede med vinterjakker i douche farver, smukke farveafstemte strikhuer og hvad ved jeg. Det hjælper bare ikke noget, når den 4-årige hjerne vil have glimmer, syntetisk tyl, knald på farver og KUN forlader huset iført Elsa diadem og den næsten neonfarvede leoparddragt, som hun fik lokket ud af sin mormor på en shoppetur.

De sorte læderluffer, jeg fandt til hende på udsalg i Cos, dem gider hun heller ikke. Nej, det skal være de lyserøde luffer, der er to numre for store og får hende til at ligne en tegneseriefigur. Fordi…..de har den rigtige farve.

Dagene hvor jeg havde bare en fingerspids indflydelse på, hvad hun skulle iføres, er ved at være talte. Og ved I hvad? Jeg lever med det. Tænk engang, jeg har fået mig et lille selvstændigt, livsbekræftende væsen, der har egne holdninger, ønsker, en smag, en mening – en personlighed. Selvfølgelig ville jeg aldrig lade hende gå ned til søen iført badedragt og Hello Kitty sandaler, hvis det var det, hun ville, når det er minus 9 grader, jeg har selvklart stadig en kontrollerende finger med i spillet.

Men det markerer for mig en væsentlig overgang. Nemlig bevægelsen fra lille barn til stor pige. Om en måned bliver hun 5 år. Jeg skal love for, hun har udviklet sig meget siden hun blev 4. Og det har jeg også. Jeg har f.eks. lært at give slip.

Det lyder enkelt, men er det så langt fra. Inden jeg fik barn, var jeg afsindigt perfektionistisk. Jeg håndterede uventede forandringer til min nøje planlagte struktur ret dårligt. Jeg ville gerne være i kontrol. Havde mest ro, når alt var planlagt og skemalagt. Intet var overladt til tilfældighederne. Jeg blev stresset og urolig, når jeg ikke kunne skemalægge en opgave, en situation eller en begivenhed. Folk der har kendt mig længe, vil kunne skrive under på dette. Folk, der først har lært mig at kende post Paven vil nok rynke på panden mistroisk.

For jeg er blevet langt mindre perfektionistisk. Jeg kan stadig bedst lide at have kontrol. Men jeg har for længst give slip på KRAVET om det som en forudsætning for succesfuldt resultat. Og det er faktisk en ret vigtig pointe for mig.

Jeg kan mærke, at vi er nået til punktet, hvor alle i familien er landet. Ikke forstået sådan, at vi har været komplet rådvilde indtil nu – slet ikke. Vi har i virkeligheden ikke haft det store drama her, Paven har været nem. Men forstået på den måde, at det første barns første år meget ofte er indhyllet i en helt masse ønsker og forventninger fra forældrenes side; om hvordan det hele skal være, hvordan det skal se ud, tage sig ud, hvordan det IKKE skal være, hvordan barnet skal opdrages, hvordan familielivet skal leves – og så videre. Og det eneste, der er sikkert: er at det kan man godt smide ud af vinduet med det samme!

HVER eneste dag med små børn er fuld af ting, der ikke blev som forventet; Af planer, der alligevel gik i vasken, af irriterende og forsinkende forhindringer, man ikke lige havde forudset, af benspænd som forekommer komplet urimelige og rigtig mange U-vendinger gennem hverdagens leverpostej. Sådan er det bare.

Evnen til at give slip er svær. Ikke at hænge sig i de små detaljer. Men man lærer det. At huske det store billede. At vælge sine kampe. At trække på skuldrene og ikke tage alle uforudsete forhindringer som en uoverkommelig klods om benet, men et uundgåeligt livsvilkår.

Det har jeg lært nu. Og hun har fundet ud af at sige fra. Det er ret stort, faktisk. Hun lytter gerne, har stadig masser af ting at lære. Men hun ved også nu, hvem hun selv er. Og hun vil ikke have douche vinterjakke på og sorte smarte læderluffer. Det kan jeg godt pakke væk. Hun vil have glimmer, knald på farverne, diadem og plastikdiamanter.

Og ved I hvad?

Jeg nyder hvert et sekund. Og er for længst holdt op med at stille spørgsmålstegn ved nødvendigheden af dagens hovedbeklædning, når vi sirligt pakker snebolde ind i gavepapir en tidlig lørdag formiddag. Det er netop dét, der gør hverdagens små eventyr lidt mere fortryllende.

IMG_3430

   

6 kommentarer

  • Skønt indlæg – jeg har været på præcis samme måde som dig, så kan så godt følge den udvikling 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mathilde

    Tusind tak for et godt indlæg. Jeg gruer lidt for mine egne perfektionistiske tendenser, til når jeg selv får børn. Måske lærer jeg at lægge det hele lidt fra mig, som du har gjort.

    Men Paven må være meget lig sin mor, hvor hvis hun kunne, så ville hun cykle 14 km dagligt gennem byen i kridhvide gulvlange pressefoldede habitbukser 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Guldlog

      Hahaha, præcis 🙂 Diademer og hvide habitbukser er vel i grunden præcis lige fantastisk fjollede 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Simpelthen så befriende et indlæg.

    Børn er børn og børn vil altid være børn. Frie, fantastiske, forunderlige, og fuld af fantasi..

    Vi kan sige og gøre så mange ting, men deres egen mening om hvordan tingene skal være og se ud kan vi ikke gøre en dyt ved..

    <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Guldlog

      ………….Ikke en fløjtende dyt! Og hvor er det i grunde bare fedt og fantastisk, ik? 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Skønt indlæg :-)… Som jeg kun kan nikke genkendende til! Det er befriende at nå dertil, og jeg håber at vi som forældre er noget mere rustet nu hvor lillebror Alvin når de 3 år, og vi bestemt kan mærke den der selvstændighedsfase presse sig på. Jeg håber ikke vi bliver lige så frustrerede og nok også dropper nogle kampe om hvorvidt strømperne skal være blå eller grønne… det er jo ligegyldigt. Hold nu op jeg har brændt mange penge af på pigetøj, som Aya nærmest ikke har haft på. Altså jeg brænder stadigvæk en del penge på børnetøj, og havde aldrig troet at jeg ville købe et par Hello Kitty ballerinaer til min datter. Men det har jeg, for vidste hun blev edderlykkelig. Og i år skal hun være prinsesse til fastelavn, for det er det hun allerhelst vil. Sidste år fik jeg hende overbevist om, at hun skulle være et æbletræ og ikke Elsa, men i år vil hun bare være som alle de andre. Naturligvis. Og jeg har måtte bide i det sure æble, igen 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

 

Næste indlæg

DET HVIDE SNIT