DET STARTEDE MED EN JULEBRYG

Det startede med en julebryg og et punkteret dæk.

For 7 år siden arbejdede jeg som freelance på Information. Jeg startede med at være der i virksomhedspraktik og fik lov efterfølgende at skrive om kultur og litteratur. En aften blev jeg inviteret med til julefrokost hos én af redaktørerne. Jeg skulle til Emdrup, havde jeg fået at vide – og jeg anede ikke, hvor i verden det var. Jeg cyklede langs nogle stier med en anden kollega, vi kom frem og jeg husker, at jeg undrede mig over, at vi ikke længere var i København, fordi det ikke havde taget ret lang tid at komme derud. Det var vinter, der lå sne – og det var bulder mørkt. Vi kom udefra stierne. Jeg havde sådan en fornemmelse af, at jeg var midt i et byområde stadigvæk. Indtil vi gik ind i huset, igennem køkkenet og jeg så havedøren fra stuen, der stod åben: Lige ude foran var en sø!

Sådan en rigtig sø, med stort naturområde omkring. Jeg ANEDE ikke, der lå sådan noget, så tæt op af København dengang.

Jeg var et andet sted i livet og havde ganske andet fokus, men kan alligevel huske, at jeg tænkte for mig selv, at sådan et sted – ville jeg bo, når jeg blev ’rigtig voksen’. Husene var så hyggelige, kvarteret omkring virkede enormt charmerende på trods af kulde og sne og alt for meget vin i blodet på hjemturen. Der blev lidt langsommere end først forventet, fordi mit dæk punkterede. Jeg trak det meste af vejen hjem. Og fik derfor uvant god tid til at gå og iagttage kvarteret. Det var så tæt på byen, men med så meget natur. Der var en underlig ro, men alligevel med byens larm som baggrundstæppe. Der var fint, men ikke alt for ’pænt’. Voksent, men alligevel ikke alt for parcelhus-agtigt.

………. 7 år senere: sidder jeg her. I mit eget hus. 5 skridt fra søen. Det er underligt. Og det allermest mærkelige er, at jeg havde glemt det her. Lige indtil jeg én dag for nogle uger siden, gik min vanlige tur rundt om søen, efter jeg havde afleveret Elin. Mens jeg gik og kiggede dovent ind på de forskellige haver og terrasser, kom hele dén aften tilbage til mig. Jeg kunne huske duften og lydene. Selvom det altså som sagt var vinter. Jeg kunne pludselig huske tankerne, forestillingerne. Om at finde noget lignende, når jeg blev voksen.

Og nu er vi endt her. I verdens dejligste hus, synes vi. Bevares med alverdens muligheder for forbedringer (host), men helt grundlæggende det rigtige sted for os. Huset, vi ikke troede, vi kunne finde.

Erindringer og livets cyklus er noget underligt noget nogle gange.

Da jeg første gang mødte min mand, vidste jeg f.eks. ikke, at vores første hjem sammen skulle vise sig at være under 100 meter fra vores første kys. På den ene side er det kun naturligt, at vi udvikler os og at verden omkring os gør det samme. Og indrømmet København og omegn er lille, så nogle ting må unægtelig gå i ring. Men alligevel: pludselig gør omstændigheder, smag, midler, rammer, behov og en god portion tilfældigheder, at man ender dér, hvor man gør. Og nogen gange, så er dét sted, det samme sted, hvor drømmen startede. Helt uden at man selv har lagt mærke til det.

Det var først flere måneder efter vi havde købt og indtaget huset, at jeg kom i tanke om dén aften. Og de skjulte drømme den og mit punkterede dæk pludselig igangsatte. Nu tænker jeg på det hver gang, jeg går rundt om søen. Jeg kigger ekstra intenst ind af haverne, der ligger lige ned til stien. Forsøger at skærpe min erindring. Prøver at genkalde mig træterrassen med havebordet og Weber grillen, som vi stod og skålede på. Jeg har ikke fundet den endnu. Men hvis jeg gør, går jeg nok op og banker på. Og byder på en julebryg.