BOLCHE STRIBER, BRED MÅS & BORDEAUX

HVORNÅR ER MAN KLAR TIL BØRN?

P7210202

Hvis du har klikket dig ind på dette indlæg, fordi du regner med om 12 linjer at få serveret svaret på, hvad du skal gøre for at blive klar og hvilke signaler, du skal være opmærksom på, for at vide, at du er klar til børn, bliver du slemt skuffet. Faktisk vil jeg gerne gøre dig tjenesten at servere pointen allerede: Det bliver man ikke.

Alligevel er det på mange måder et spørgsmål, der synes at have forfulgt mig i mange år. Både igangsat af andre. Og af mig selv. Først var jeg SLET ikke klar, så var jeg det måske, så alligevel ikke, så helt sikkert, så slet slet ikke, så måske faktisk nok alligevel en lille smule, SÅ var jeg, så var jeg ikke, så var jeg HELT sikkert – og så kom hun. Min fantastiske Pave, der på alle måder væltede min verden. Og i øvrigt stadig gør. Som før beskrevet herinde, var og er hun et sandt mirakel.

Måske er det en kvinde ting? Det dér med at gå og fundere så hulens meget over projekt børn. Fordi vi, nærmest før vi begynder at have et sex liv, bliver bedt om at tage stilling til det. Om vi vil børn. Om vi nu også har tænkt over det. For mit eget vedkommende har jeg forsøgt at gå efter en mavefornemmelse. Fordi jeg ikke havde den dér såkaldte ur-trang. Mine æggestokke taler ikke ret højt. Jeg kan faktisk slet ikke høre dem. Heller ikke når nyfødte bamsebløde babyer tandløst smiler mig op i ansigtet og hele fjæset forvandles til boblende kluklatter. Intet. Jeg mærker det ikke. Helt ærligt. Sådan er min krop – åbenbart.

Derfor havde jeg også svært ved at finde ud af, OM jeg ville have børn i mange år. Og efter vi fik Paven, har jeg igen haft svært ved at mærke, om jeg ville have flere. For jeg har aldrig oplevet og oplever fortsat ikke ”det indre mor-instinkt”, som jeg har hørt flere tale om. Jeg har været vidne til veninder bryde ud i krampe gråd i en alder af 25, fordi de ikke endnu havde børn, idet de endnu ikke havde manden. Og til veninder, der i en alder af 35 med MANDEN ikke kunne få dem. Jeg har lagt øre til SÅ uendeligt mange skuffede grådkvalte stemmer, da forhold brast og drømmen om børn ligeså forsvandt i horisonten. Jeg har set ægteskab smuldre, fordi enigheden om børn eller ikke børn aldrig fandt sted. Jeg har desværre også set små menneskeliv gå tabt. Og nu er jeg nået en alder, hvor jeg har været på sidelinjen af diverse fertilitetsforløb, adoptionstanker og overvejelser om at få barn alene – uden mand.

Selv er jeg – kun momentvis – blevet klogere.

P1180311

Jeg kan godt nogle gange synes, det er lidt synd, at vi kvinder har alt den fokus på børn/ikke børn. Jeg har mødt mange kvinder ude på arbejdsmarkedet, der har tilvalgt eller fravalgt titler, stillinger, forløb og firmaer, fordi de tænkte, det ville passe på et liv med eller uden børn. Og min erfaring er, at den slags alligevel aldrig kan planlægges.

På samme måde synes jeg heller ikke, der er noget tidspunkt, der er mere rigtigt end andet, at få børn på. Ingen alder, der er bedre end andre. Det er så uendeligt individuelt. Den slags afhænger helt af den enkelte person, den enkelte familie. I forlængelse heraf, synes jeg heller ikke, der er noget tidspunkt, som er mere rigtigt end andet, at få nr. 2 (eller 3.) barn på. Hold da op, hvor har jeg lagt øre til mange forundrede spørgsmål om netop dette, efter Paven fyldte sit 2. År. Der hersker åbenbart en udtalt opfattelse af, at den slags helst skal igangsættes med få års mellemrum.

I dag er jeg glad for, at jeg har haft Paven for mig selv i 5 år. Og at vi som familie har haft den ro i ”kun” at være os. Skulle jeg dog kloge mig på min egen situation retrospektivt, så kan jeg godt ærgre mig over, at jeg ikke fik hende noget før. For de der børn, ik? De er altså ikke så farlige. Hverken for vores selvopfattelse, vores karriere eller vores selvstændighed. Det synes jeg virkelig ikke. Og guderne skal vide, jeg har været blandt dem, der var bange. Bange for at miste mig selv, ikke at kunne finde tilbage, ikke kunne løfte, ikke være MIG. Men jeg er kun blevet sejere, dygtigere, mere effektiv, mere selvstændig, mere mig af at få børn. Ironisk nok.

Hvorfor skriver jeg det her? Fordi jeg mener, at alle der ikke endnu har børn skal se at komme i gang? Nej. Det skal være rigtigt for den enkelte. Men de der irriterende snakke om at blive KLAR. At kunne mærke det nede i mellemgulvet, at være helt i sync med sin indre løvemor og bare omgå en metamorfose til selveste Moder Jord, den køber jeg ikke. Den gad jeg godt, vi pakkede væk. Nogle kvinder har det sådan. Nogle får det sådan. Men rigtig mange gør ikke. Og det er der ikke noget galt med.

1933181_10150114941891821_6962702_o

Klar det bliver man alligevel aldrig. Jeg er stadig ved at dø af skræk ved tanken om vores snarlige 2ér. Også selvom jeg glæder mig helt ind til benet. Og dén følelse vil jeg faktisk godt have lov at have. Jeg kommer aldrig til at sidde i skrædderstilling og ae min mave i euforisk ekstase og synes, at min eneste opgave i verden er at spytte børn ud.

Men det betyder ikke, at jeg er mindre klar. Det er netop dét, der er det sunde, fantastiske og guddommelige ved børn; de skærper os.

Vi tror, vi ved det. Det gør vi ikke. Og vi lever i en tid, hvor vi vil kontrollere alt. Men børn kan ikke planlægges. De kommer, når de selv vil. Og de indtager vores liv, som de nu engang gør det. Lektien må i min optik være, at vi skal lære at give slip. At affinde os med netop dén indlejrede uforudsigelighed. For netop dét kan måske – hvis vi giver lov – gøre os mindre famlende.
Det var bare det, jeg lige sad og tænkte på.

   

26 kommentarer

  • Camilla

    Smukt ❤️ Og sandt for mig også.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rikke

    Jeg elsker din måde at skrive på!!! og synes at det er en uendelig god pointe. Håber at der er piger/kvinder der går med tanker om børn, ikke børn, hvornår børn, hvor mange børn, som finder denne post, for dén kunne jeg virkelig have brugt til noget for 7-8 år siden hvor jeg gik og tumlede med de tanker.
    Kh Rikke (mor til 2 skønne unger på 6 og 3 1/2).

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Guldlog

      Tusinde tak, hvor er det bare en dejlig kommentar. Ja, jeg selv kunne egentlig også godt have brugt en lignende tilbage for 6-7 år siden….:-)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anynomis

    TAK. Jeg havde lige brug for det indlæg. Vi har lige netop taget skridtet og går ind i “projekt baby” (ydddrkkk, jeg kaster lidt op i munden af det udtryk!). Og mine følelser er lidt blandede omkring det hele – jeg er skide bange, og skide glad på én gang, så tak tak tak for dit indlæg her 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Guldlog

      Hvor er det skønt at høre. Mange tak for din kommentar. Heldigvis er de jo fuldstændigt fantastiske, de børn <3 Jeg har ikke et øjeblik fortrudt. Men jeg gad alligevel godt, der var nogen, der havde fortalt mig, at jeg kunne skrue lidt ned for mit planlægnings-gen, for den slags kan ikke planlægges. Og ikke alle kvinder har eller får uro i æggestokkene når de rammer slut 20érne.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    <3 tak for et fint indlæg.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg har heller aldrig oplevet sådan at være skruk. Og da slet ikke før jeg fik vores ældste. Han var faktisk det første spædbarn jeg holdt, skiftede ble på osv. Jeg husker ikke rigtig hvordan vi tog beslutningen om vi skulle have børn. Den kom vel snigende 🙂 Nummer 2 var vi enige om at gå i gang med. Sådan ala “nu gør vi det”. Jeg har elsker at snuse, putte og nusse mine egne når de har været små og de spædbørn der er tæt på mig kan jeg også godt falde helt på halen over. Men sådan noget med at gå og kigge langt på gaden osv har jeg aldrig prøvet. Men fedt indlæg 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Guldlog

      Har det helt på samme måde som du Henriette 🙂 Og særligt nu, hvor jeg render rundt med synligt stor mave på, forventer mange, at jeg overfalder tilfældigt passerende barnevogne og uskyldige buttede babyer i parker og på cafeer. Men lige så meget jeg kunne sidde i TIMEVIS og inhalerer min egen baby fuld af selvtilfreds lykkerus, lige så lidt opstår den følelse i relation til andre babyer. Sådan er det åbenbart bare. Og jeg mener egentlig ikke, jeg er mindre kvinde, mindre mor, mindre klar til barn, mindre normal af den grund 🙂 Og så kunne jeg måske også godt have brugt, at der var nogen, der havde sagt til mig; “Måske kommer den følelse ikke. Måske skal du ha et barn, før den kommer”. For hvis ikke min dejlige mand havde presset på, så havde jeg måske stadig ikke haft en lille Pave. Og den tanke er jo i min verden absurd, eftersom hun er det mest fantastiske på denne jord! 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nej huha tænk hvis man ikke havde gjort det… Var lige tilbage i arkivere for jeg skrev et indlæg lignende for nogle år siden, så har lige linket til dig på min blogs facebook 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Guldlog

      Ja, det så jeg lige. Tak for det <3 Og sådan et fint indlæg, du lavede.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria f

    Modigt indlæg! Og jeg genkender så mange tanker. Jeg var 25 da jeg blev gravid med min ældste, og vi var hverken færdiguddannede, havde bil eller hus. Folk faldt nærmest på halen,og jokede med vores “unge” alder. Det nåede aldrig at blive et projekt for os, det var ikke tankeløst, men det var meget lystbaseret. Og i dag er stadig glad for, at vi tog skridtet som 25 årige. Nu får alle mine veninder børn, og hvor mange gange ugentligt jeg ikke hører “ej, bliver du ikke bare vildt skruk efter en treer, når du holder bæbsi”… Og der svarer jeg bare ærligt “nææh”.. Jeg har heller aldrig været skruk eller sukket efter babyer, og slet ikke misundet andre. Men vi kom også “let” til vores børn, og jeg tænker, at havde jeg skulle gå gennem grueligt meget for at få børn, så havde “skruk” og “misundelse” måske også klinget anderledes. Det eneste jeg ind i mellem kan blive skruk af er at se spædbørnsbilleder af mine egne, haha. De er jo dejlige altså! Der er to år mellem vores, og det får vi virkelig ofte kommentarer på – folk synes lige de vil ytre, at det er kort tid. Så.. Det er hårdt at please folket 🙂
    Igen tak for et fint indlæg

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Guldlog

      Tusinde tak for din kommentar. Og ja, du har jo nok lidt ret: det er hårdt at please folket ;o)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • S

    Tak! <3
    Virkelig godt indlæg, som rammer mig på den gode måde! Og så skriver du bare lækkert 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Guldlog

      Tusinde tak, hvor er du rar! Dejligt det giver mening også på den anden side af skærmen.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Christel

    JA! Et rigtig godt indlæg, der også rammer de tanker jeg selv havde, indtil jeg besluttede mig for at få et barn. Det er så vigtigt at pojntere, at ikke alle os mødre har haft larmende æggestokke eller et biologisk ur, der fortalte os, at nu var det på tide.
    Jeg fik aldrig noget ‘tegn’ på at jeg var klar, det var en beslutning som blev tænkt igennem et utal af gange. Idag har jeg jordens smukkeste prins, men jeg var også i tvivl mange gange undervejs i graviditeten (er selvfølgelig ikke et sekund i tvivl idag om at han er helt perfekt og rigtig).
    Jeg savnede også, at der var flere der turde komme ud af busken dengang og sige deres ærlige mening. For nej – det er bestemt ikke os alle der har det forprogrammerede gen til at blive mor.
    Jeg var også vildt bange for at miste mig selv og min identitet, men synes egentlig også, at jeg er blevet sejere og modigere end jeg var før!
    Man vokser jo med opgaven 🙂
    Det er ikke noget man kan forudse eller planlægge sig til – det sker bare 🙂

    Tak for ærligheden!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Guldlog

      Nej, det kan man nemlig ikke. Jeg er naturligvis helt med på, at det for nogle bare falder helt naturligt, men for mange gør det ikke – og det er altså også helt ok. Man vokser jo med opgaven og det er der også noget ret fantastisk i.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Meget spændende indlæg, har selv gået med den der bange følelse af at “miste sig selv”, når man får børn, som du skriver. Man indser nok ikke, at det rent faktisk ikke sker, før den er her.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Guldlog

      Nej, jeg gjorde i hvert fald ikke…..det er jo super individuelt, sådan noget – og det er skam helt i orden. Sådan skal det være. Men det er nok bare stadig lidt tabu ikke at være helt “nede med det” fra start. Hvilket egentlig er lidt synd, for det kan nok virke mere skræmmende for mange, end jeg synes, det behøver 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Amen sister!
    Jeg har ALDRIG været skruk, og listen af mennesker jeg har haft lyst til at sende en flipskalde når de spurgte om jeg ikke skulle være mor, er lang. Meget lang.
    Men så på et tidspunkt hvor arbejdet hængte mig lidt for meget ud af halsen, tog vi beslutningen. Og glemte så alt om den.
    Klip til 6 måneder senere og et en graviditetstest med to streger. Som min mand desuden troede var et usb stik. Så er stilen lissom lagt ik.
    Men efter et par døgns stirren ind i væggen, besluttede vi der næppe kom et bedre tidspunkt end nu, så here goes, hold på hat og briller.
    Jeg har siden været igennem alt i følelsesregistret i forhold til at pludselig skulle have ansvar for et nyt menneske, og jeg er ikke et hak tættere på end jeg var for 3 måneder siden. Tværtimod.
    Jeg har heller ikke dybe samtaler med min minibule (selvom min mor insisterer på at det er en god måde at connecte på – shut up mor, bare shut up), og jeg har meget svært ved ikke at lave arbejdsmæssige planer for 2017.
    Og jeg får heller ikke tårer i øjnene og kriblen i fingrene når jeg ser andre børn. Hundehvalpe…det er til gengæld en anden sag…

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Guldlog

      Åh, hvor er det altså spændende. Stort tillykke:-) Det skal nok blive så godt 😉 Griner lidt over usb stik – og hundehvalpe, for det sidste kan jeg også nikke genkendende til! 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Du kan bare noget med at skrive og ramme plet. I hvert fald i min verden 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Laura

    Fantastisk indlæg. Jeg havde det præcis sådan, og nu sidder jeg med to skønne skønne piger. Held og lykke med den lille i maven, og skriv lige hvis du finder en måde at indfange duften af ens egen baby. For hvor dufter ens egen produktion bare lækkert ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Guldlog

      Mange tak for de søde ord. Jeg er helt med dig – ELSKEDE duften af min lille pige, jeg nærmest inhalerede hende dagligt i starten som en junkie 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

 

Næste indlæg

BOLCHE STRIBER, BRED MÅS & BORDEAUX