PARFUMEFRI HVERDAG - GRAVID

MIN FØDSELSBERETNING – PAVEN

da-min-datter-kom-til-verden0

Nu hvor jeg så småt nærmer mig min anden fødsel, er jeg begyndt at tænke tilbage på min første. Det er 5 1/5 år siden – og jeg ANEDE ikke, hvad jeg gik ind til. Det ved jeg nu. På godt – og ondt. På nogle punkter er det derfor nemmere og med en anden ro, at jeg tænker på fødsel. På andre punkter giver det mere angst og bekymring. Jeg ved jo nu, HVOR ondt det gør. Men jeg husker også, hvor høj jeg var. Flyvende faktisk bagefter. Det er virkelig vildt og fantastisk på samme tid. Anyway…..jeg kommer ikke udenom. Det er ligesom en stor del af det her med at lave et barn.

Jeg skrev dengang om Pavens fødsel i Magasinet Gravid. Og et lille års tid efter skrev jeg om den på søde Emilis blog. Så måske en del af jer, allerede har læst den hos hende dengang. Men det er både ved at være en del år siden – og der er jo kommet nye (kommende) mødre til siden da, som ikke har læst den.

Det var for mig en god oplevelse. Men ud af kroppen! Tænk, hvor vildt det er, det at skabe liv!

****

 

JEG HAR STADIG IKKE SET FØDEGANGEN

Det er midt om natten. Vi er kommet sent hjem fra familiefødselsdag, og jeg har ikke nået at hive rullegardinet ned, så jeg kan skimte månen, da jeg vågner med et sæt. Jeg vågner, fordi jeg mærker noget, der føles, som når man hiver bundproppen ud af et fyldt badekar. Klokradioen viser 03.05. Vandet er gået. Og jeg er meget lettet.

Jeg er kun gået to dage over tid, men de har haft rykket min termin tre gange (!) og jeg er allerede godt træt af at være gravid. Øget vand i kroppen, ømme, hævede fødder, ingen søvn og alles konstante gætteri på, hvornår min lille pige har tænkt sig at ankomme, har gjort mig til én af kortluntede kvinder med alt for meget mave og alt for stort temperament.

“Du føder i morgen. På Kvindernes Kampdag. En lynfødsel!”, siger min svigerinde selvsikkert, da jeg sidder til familiefødselsdagen og skovler lagkage indenbords. Jeg vrisser surt, at den slags profetier ikke er til gavn for en utålmodig højgravid med passeret terminsdato. Til fødselsforberedelsen hos APA (Afspændingspædagogernes Aftenskole, red.) har de fortalt, at en gennemsnitsfødsel varer 15 timer. Jeg har endnu ingen plukveer haft, og chancen for at føde indenfor det næste døgn forekommer mig ret lille. Jeg lukker diskussionen med et surt “Jeg føder IKKE i morgen”…..

“Hvis vandet går af sig selv, kan du godt nå det, så kan det gå stærkt”, forsøger min svigermor optimistisk. “Det gør det IKKE”, returnerer jeg. Præcis fem timer senere vågner jeg ved at en kaskade af lunken væske skyller ud over mine ben.

Vi ringer til fødegangen og får besked på at gå i seng igen. Jeg skal nå at sove, mens jeg kan, siger de. Jeg prøver, men det er umuligt, når adrenalinen gennemstrømmer kroppen. Tusinde tanker presser sig på. Har vi pakket det hele? Kan vi nå et bad? Hvad med parkering ved hospitalet? Hvor længe mon der vil gå? Skal vi se en film?

Der går ca. en halv time, så kommer veerne. Og de er ikke til at tage fejl af. Da klokken er 05.00 – to timer efter vandet er gået, ringer vi igen til fødegangen. Der er nu ca. 3 minutter imellem veerne. De siger, vi skal komme. Jeg er overbevist om, at de vil sende mig hjem igen. Der er kun gået to timer, siden vandet gik, jeg er førstegangsfødende og min mors fødsel med mig tog 28 timer og en masse smertestillende.
Jeg foreslår derfor, at vi lige pakker tasken igen, smører en madpakke, og tjekker playlisten til iPoden. Ret hurtigt erkender jeg dog, at jeg ingenting kan. Andet end at bide i dynen.

Jeg stønner mig vej ind gennem Rigshospitalets svingdør kl. 06.15 i et absurd mystisk sæt tøj og min mands alt for store sko.

Jeg havde ærlig talt regnet med, jeg selv kunne klæde mig på. Men da veerne tager til, er matchende outfit min sidste bekymring. Tanken om sko, der skal snøres, lynes eller blot kræver mindstemålet af energi at få af og på, vil jeg slet ikke høre tale om. Eneste kriterium for det, min mand febrilsk flår ud af skabet er, at det skal kunne komme hurtigt af igen.

En dame i hvid kittel tager imod os i modtagelsen og beder mig vente på en jordmoder. De virker rolige, ingen ser ud til at have travlt, og Rigshospitalet er underligt stille. De spørger, om vi kan vente lidt. Jeg nikker og tænker, at jeg sikkert bliver sendt hjem igen.

Det viser sig, jeg er 7 cm. åben. Da jeg har ønsket at føde i vand, spørger min jordmoder, om der skal fyldes et kar, og forklarer at det tager ca. en halv time: “Louise på det tidspunkt er du nok allerede i pressefase. Kan du overskue at skulle op i et kar dér?”, spørger hun. Jeg får rejst mig op på albuerne, mens jeg kigger hende ind i øjnene. “Nej!” gisper jeg. Ikke et sekund overvejer jeg, hvad det faktisk er, hun her fortæller mig. Det her går rigtig stærkt.

Kampklar
Sveden hagler af mig, jeg er ved at dø af tørst. Mens jordmoderen og sygeplejersken hepper og roser fra fodenden, klemmer jeg hårdt fast om Davids hånd. Han ser faktisk cool ud. Ikke skræmt fra vid og sans, som jeg nok havde frygtet. Jeg tror, jeg fortæller ham det. Det gør jeg ikke. Jeg koncentrerer mig om hvert enkelt vé. Det føles som en udefinerbar ursmerte, der kommer indefra og min krop ved på en eller anden måde, hvad den skal.

Jeg har ikke nogen fornemmelse for tid, men jeg kan høre på min jordmoder, at det er lige op over. “Jeg er ikke sikker på, vi når op på fødegangen – har du noget imod at føde her i modtagelsen?”, spørger hun. Det har jeg ikke. Orker ikke at skulle flyttes alligevel. Aftenen inden, da jeg sad sur til familiefødselsdagen, var jeg stensikker på, at min lille pige ikke havde tænkt sig at lytte til mine bønner. Men nu ser det faktisk ud til, at hun er lige så utålmodig af natur som sin mor.

Jeg kan se ud af vinduet fra briksen, hvor jeg ligger. Månen er væk nu, og himlen er rød. Solen er ved at stå op og det forekommer mig at være det smukkeste syn, jeg nogensinde har set. Jordmoderen bukker sig ind over mig og siger med fast men rolig stemme, at min lille pige ikke kan følge med længere. Det går for stærkt, hendes hjerterytme er dykket dramatisk og hun skal ud NU. At der diskret træder tre ekstra mennesker og en børnelæge ind på stuen, opfatter jeg ikke. De forsvinder dog lige så lydløst igen, da hjerterytmen kort efter stiger og hun beslutter at rotere i bækkenet selv. “Så! Nu ligger hun helt rigtigt”, siger jordmoderen. “Du må gerne presse!”.

Jeg presser alt, jeg kan, og undrer mig over, at jeg ikke skal holde igen. Det har jeg læst, at man oftest får besked på. Det gør virkelig ondt, men det føles godt. Nu kan jeg selv arbejde aktivt med. Jordmoderen roser mig, og jeg lukker øjnene og mærker en fornyet energi. “Pres mere!”, beordrer stemmen i rummet. Svup! Så er hun der!

Kl. 07.40, kun lidt over en time efter, vi er ankommet til hospitalet, hører jeg min datters skrig og ser min mands øjne flyde over. Nu er jeg mor.

Den 8. Marts – på Kvindernes Kampdag har min lille pige valgt at gøre sin entre. Helt uden smertestillende eller hjælp. Kun lidt over fire timer efter vandet gik. “Sikke en lynfødsel”, siger sygeplejersken, der kommer ind med morgenmad. Min svigerfamilie fik ret. Og jeg ved stadig ikke, hvordan fødegangen ser ud.

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

 

Næste indlæg

PARFUMEFRI HVERDAG - GRAVID