YOUR YEAR - IN REVIEW?

ÅRET DER GIK: MIT 2016

img_5324

Det er langt fra altid, det giver mening at kigge bagud. Ofte er jeg personligt større fan af at kigge frem og se på, hvad der skal ske, hvad jeg kan bedrive og hvor vi er på vej hen. Fortiden kan man alligevel ikke ændre på. Men nogle gange, giver det alligevel mening at stoppe op og se tilbage. Ikke nødvendigvis bare fordi det er nytår. Men i år, fordi 2016 bliver til 2017. For 2016 har været et vildt år herhjemme. Med meget store forandringer.

Først og fremmest har vi lavet et barn. Beskeden fik vi i april, jeg breakede den herinde i maj (årets mest læste indlæg ubetinget!) og resten af året brugte jeg på at ruge ham – og her inden året lakkede mod enden, fik jeg lov at have noget nær en drømmefødsel og bum, så blev vi en familie på fire.

Det er uden tvivl dét, der har fyldt mest. Vores start var dog ikke så god og de første uger kunne jeg godt have været foruden. Det var ikke spor sjov. Jeg startede ironisk nok også graviditeten med noget af en forskrækkelse – det skrev jeg om her, men faktisk inden selve nyheden om graviditeten var offentliggjort. Ak, ja – det har været – og er – noget af en omvæltning, at gå fra at være en familie på tre til én på fire. 

fullsizerender

Det er også især indlæg, der omhandler netop denne begivenhed, som I har læst i stor stil. Det forstår jeg udmærket. Det fylder en del herhjemme – og derfor også herinde! Det er dejligt, I gider læser med om baby og børn, for det er umuligt ikke at fokusere på. Og således blev nogle af årets mest læste indlæg, foruden dem ovenover, f.eks et indlæg om overvejelserne omkring hvad baby skulle hedde (her er i øvrigt meget god inspiration af hente i kommentarfeltet, hvis I selv leder!), et indlæg om hvilken barnevogn, vi skulle vælge (jeg skylder stadig en update her, den kommer!), samt mit indlæg, der er mere analyserende, om hvornår man egentlig er klar til at få børn.  

I samme boldgade befinder indlægget her sig, nemlig et lille skriv om, at give slip, noget man hurtigt lærer, når man får børn – men som kan være en svær kunst, hvis man er en anelse perfektionistisk anlagt.

p1390520-680x408

Én anden ting, der har fyldt meget i 2016 og som i den grad har ændret rammerne for vores familieliv, både bogstavelig talt og i overført betydning, det er vores hus køb. Vi købte og overtog allerede tilbage i 2015, men boede her reelt kun i knap tre måneder, inden det blev 2016. Så derfor har det naturligvis særligt været her i 2016, at vi har fundet os til rette og er landet i at være husejere – med alt hvad det indebærer.

Derfor gik der også ret meget indretning i dén i første halvdel af året, det er svært at lade være, når man pludselig har et helt blankt lærred at male på, så at sige. Vores lille hjem kom endda i et magasin – og sågar på forsiden! Også et af årets mest læste indlæg. Det var dem selv, der henvendte sig, efter at have set lidt snapshots på min Instagram under hashtagget #guldloghome, hvor man kan forlyste sig, har man ikke allerede gjort det…..

onskerfor2017_dbaguide_1

I har dog også fulgt flittigt med herinde, kan jeg se, på både indretning af børneværelset, på mit kontor (der nu allerede er omdannet til babyværelse) og om mit første rigtige kunstkøb. 

2016 har heldigvis også budt på flere gode ferier/ rejser. Jeg lagde ud i januar med at tage til Berlin med mine to ældste og bedste venner, en alletiders tur, hvor vi virkelig hyggede os. Også en tur, der havde til formål bare at være sammen og trække stikket lidt, hvorfor den slet ikke var delt herinde. I april tog vi til Californien, hvilket jeg er mægtig glad for nu!

img_5800-680x514

Vi var meget i tvivl, om vi skulle gøre det, min mand skulle delvist arbejde og turen var lidt over budget, synes vi, nu hvor vi lige havde købt hus. Men vi nåede frem til, at det var sidste år, inden Paven skulle i skole og vi kunne tage den slags spontane friheder – og så kørte vi ellers rundt bare os tre i vores firehjulstrækker med fast base i San Francisco og omegn.

En uge inden afrejse fandt jeg ud af, at jeg var gravid. Og var meget lettet over, at vi valgte at tage af sted. For der går nok nogle år, før vi kan rejse på dén måde igen….Jeg har dog skrevet en guide til San Francisco med børn, del 2. lader stadig vente på sig, den kommer asap!

Netop grundet vores USA tur og min graviditet blev vi hjemme i Danmark hen over sommeren. Nu er vi tilmed så heldige, at vi har et sommerhus, hvor vi elsker at være, så det var sådan set ikke nogen svær beslutning. Og så nappede vi en lille weekend getaway til Hærvejen, hvilket viste sig at være virkelig vellykket.

img_3637img_3293

I august tog min mand og jeg en lille alene tur til Barcelona, inden jeg skulle dele mig i to. Det var super dejligt at kunne nyde lidt alene tid sammen, vi vidste jo godt, at babylivet ikke helt i begyndelsen tillader den slags. Også en beslutning jeg lige nu er rigtig glad for, at vi tog!

Måneden efter i september tog vi med hele svigerfamilien til Grækenland, hvor jeg mestendels lå og skvulpede i vandkanten som en strandet hval, mens jeg forsøgte at nedkøle dunken. Turen var booket over et år i forvejen og dengang vidste ingen af os, at det var så relativt tæt op af termin, men jeg nåede da at blive liiiidt nervøs inden afrejse, idet jeg havde både bækkenløsning og plukkeveer for fuld udblæsning. Det gik dog fint og var et yderst tiltrængt break. Dertil kommer alle de små svipture til Sverige og Norge. Men de var arbejdsrelaterede, så de tæller ikke helt som ferier 😉

Så ja. 2016 har budt på mange gode og signifikante oplevelser, må man sige. Det blev også året, hvor jeg prøvede at lege model for en dag, vanen tro fejrede børnefødselsdag på Kvindernes Kampdag, og hvor vi blev kastet ud i nye arbejdssituationer begge to. Jeg selv, fordi jeg er gået på barsel og med en projektansættelse, der udløb samtidig, står og skal finde nye veje engang i slutningen af 2017. Min mand, fordi han efter mange år som journalist på TV2 nu har fået nyt job, der begynder præcist samtidig med at 2017 gør det.

Derfor bliver 2017 også interessant. Vi aner ikke endnu, hvad jobskiftet betyder, men det er i hvert fald helt sikkert, at det betyder helt andre arbejdstider! GYS.

img_5964

2017 bliver et vildt spændende år. Jeg ved, det bliver fyldt af barsel. Af baby. Af familietid – og at vi står og skal finde nye ben at stå på herhjemme. Fordi vi skal lære at være fire. Og fordi vores familieliv bliver påvirket af min mands nye arbejde. Det kommer til at ændre vores hverdag og rammerne omkring den. Jo, 2016 har i sandhed betyder NYE TIDER.

2017 – kom du bare an. Lad os se, hvad du har at byde på. Jeg er spændt, ivrig og klar!

 

 

   

2 kommentarer

  • Sikke et dejligt tilbageblik på 2016, som jeg desværre først får læst nu, og dermed også først nu, at du kan få et glædelig jul og godt nytår med på vejen.

    Håber at se dig og Elliot til CIFF her om ikke så længe.

    Kh. Marina

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Guldlog

      Ja, det kunne da være så hyggeligt! Jeg regner da med at stikke snuden forbi denne gang 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

 

Næste indlæg

YOUR YEAR - IN REVIEW?