NYE TIDER

#historienomelliot MIN FØDSEL

img_6276

De af jer, der har læst med mere eller mindre fast ved, at min fødsel med Paven gik temmelig stærkt, 4 timer helt præcist. Jeg har skrevet om det her.

Fordi storesøster kom så kvikt til verden, har jeg undervejs i denne graviditet fået at vide af min jordmoder, at jeg burde overveje at føde hjemme. Simpelthen fordi det potentielt kunne gå hen og gå rigtig stærkt. Men altså…vi bor 12 minutter væk fra Rigshospitalet og der gik trods alt en god time fra vandet gik til veerne kom, dengang med Paven. Det var fin tid til at få styr på tasken og trisse ned i bilen. Dengang. Derudover varede de lede veer trods alt også et par timer. Dengang.

Jeg var godt blevet forberedt på, at det kunne gå endnu stærkere denne gang. Men garantier findes der jo ingen af og jeg følte mig ret tryg ved vores korte afstand til Riget.

To dage inden min termin rejser jeg mig fra sofaen, da jeg tror, jeg skal på vej i seng. Idet jeg rejser mig går vandet. Min mand spørger, om han skal ringe efter mine forældre. Aftalen var, at de skulle komme ind og passe storesøster, mens vi tog på hospitalet. Jeg beder ham om lige at vente lidt, jeg vil gerne lige på toilettet og tænker egentlig, vi har ok tid. Mens jeg sidder der, kan jeg høre at storesøster vågner og kalder fra sit værelse. Jeg kan høre min mand, der forsøger at få hende til at falde i søvn. I samme sekund kommer mine veer. Og de er ikke spor for sjov. Idet jeg jo har prøvet forløbet før, kan jeg lynhurtigt konstatere, at jeg har skippet hele startfasen og at jeg – her ti minutter efter vandet er gået – er hoppet direkte over i de lede veer. Dem, der virkelig niver og som gør, at jeg hverken kan gå eller stå, endsige snakke – og derfor heller ikke kalde på min mand. Jeg famler krampagtigt efter mobilen, der ligger på gulvet ude i gangen og få sendt sms til min mand i værelset ved siden af om, at jo, det med at ringe, det er en djævelsk god ide. Og det skal være NU!

I telefonen hører jeg min mand fortælle til Fødegangen, at der er ca. 1 minut imellem mine veer. Og de er kraftige. Han mumler noget, jeg ikke kan høre og forklarer derefter damen i røret, at vi lige venter på bedsteforældrene, der bor 30 minutter væk, så de kan passe storesøster. Han får kontant at vide, at det kan vi ikke vente på! Vi skal vække storesøster nu, pakke hende i bilen og komme op på hospitalet med det samme.

Jeg når at tænke, at det ikke lige er det scenarie, jeg drømte mest om; at skulle have en 5-årig med på slæb op på et hospital midt om natten i kraftige veer, hvor hun tilmed skal tage stilling til og forstå sin mor, der vrider sig i mystiske positioner af smerte. Men der er ikke andet for. Jeg har alligevel for kraftige veer til, at jeg når at tænke tanken til ende.

Min store pige er dog uventet sej og cool med det hele. Hun synes faktisk bare, det er død spændende, at hun får lov at være med. Hun speedsnakker hele vejen i bilen og mens jeg bider mig selv så hårdt i læben, at jeg kan smage blod, for ikke at sige lyde, der skal forskrække hende unødigt under mine veer, forstår jeg, at i hvert fald veninden Amy nede fra børnehaven bliver meget glad for snart at få overbragt beskeden om, at lillebror er ude af maven. Nu har de to nemlig ventet længe nok, forklarer hun mig bestemt og lettere fordømmende omme fra bagsædet, mens hun reder sit hår med sin Hello Kitty børste. Jeg forsøger at nikke og se ud som om, jeg har den mindste interesse i det, hun fortæller. Men mest af alt er jeg begyndt at blive bange for, om jeg kan risikere at føde i bilen. Det føles sådan.

Vi ankommer til Riget og min mand cirkler rundt for at prøve at finde parkering, hvilket naturligvis ikke findes i miles omkreds. Jeg får ham bestemt og kontant beordret over på en handikap parkering. Han er lidt modvillig. Men jeg kigger på vores datter, tilbage på ham for at indikere, hvor langt vi er i dét her og konstaterer helt tørt ”du betaler bare den bøde!”.

Min mand finder en kørestol, da vi kommer ind af svingdørene og ruller mig lynhurtigt ind i elevatoren. Jeg sveder og er mega tørstig. Kan KUN tænkte på saftevand og vejrtrækning. Vi når kun lige ind af døren til fødemodtagelsen, før jeg ligger på en briks. Jeg viser ikke sygesikringskort, jeg får ikke kørt strimmel, jeg har ikke fået tøjet af, jeg kan heller ikke huske, jeg giver hånd til nogen og præsenterer mig. 1-2-3, så er jeg der bare. På briksen.

To søde jordmødre hiver i samme sekund fat i min datter og lokker med småkager og saftevand ude i køkkenet. Den køber hun øjeblikkeligt og derfra ser jeg hende ikke før næste morgen. Min jordmoder er super sød og meget rolig. Hun konstaterer med det samme, at jeg er aktivt i fødsel og at det her går rigtig stærkt. Hun fortæller mig, at jeg ikke kan nå at få hverken smertestillende eller klyx eller noget andet, men at min krop arbejder så hurtigt og godt, at det hele nok skal gå fint. ”Bare gør, hvad din krop fortæller dig”, siger hun.

Der er kun hende, min mand og jeg på stuen. Stemningen er god. Nærmest hyggelig, hvis man kan bruge sådant et ord om en fødsel. Jeg har svært ved præcist at forklare det, men jeg er enormt meget til stede i situationen. Selvom det går så stærkt. Jeg mærker min krop. Mærker min mands støtte og jordmoderens rolige stemme. Jeg knuger hårdt om både jordmoderens og min mands hånd, mine veer niver heftigt nu og jeg husker pludselig, hvor ondt det gør, lige inden man føder. Det gør virkelig ondt. Men det fortæller mig også, at jeg meget snart har min baby i armene. Jeg ved ikke helt hvorfor, men jeg oplever en stor ro derinde i rummet.

”Nu må vi se, om han får fødselsdag d. 15 eller d. 16”, siger jordmoderen. Vi kigger op på det store ur, der hænger på væggen. Han har 20 minutter, inden det officielt er d. 16. ”Ja, okay….det når han nok ikke i dag”….konstaterer hun. Omtrent samtidig er mine forældre ankommet til fødegangen for at hente storesøster og et par bilnøgler bliver nonchalant kastet ind i rummet. Jeg husker det kun svagt. Jeg mærker en meget heftig pressevé og får at vide, at jeg skal gispe. Endnu en vé. Jeg får at vide, jeg skal presse alt hvad jeg kan. VUPTI. Så er han dér! Helt varm og fin, perfekt og præcis som han skal være.

Jeg græder ikke, som jeg gjorde, dengang jeg fødte min datter (af glæde). Jeg er ikke udmattet. Ikke bange. Ikke specielt overvældet. Jeg mærker bare en kæmpe ro. Har mest lyst til blot at blive liggende sådan med ham på maven længe endnu.

Min mand har efterfølgende fortalt, at han et splitsekund kigger væk for at gribe bilnøglerne, som en arm kaster ind i rummet til os, og da han kigger på mig igen, ligger jeg med en baby. Vores lille dejlige dreng er kommet til verden med en raketfart, som ingen af os havde kunnet forudse. Da jordmoderen lidt senere kommer ind med min journal, er hun næsten undskyldende. ”Ja, øehm, her står jo ikke så meget”, smiler hun. ”Jeg nåede ikke rigtig at notere ned – og du nåede nærmest heller ikke andet, end at komme ind af døren”. Jeg har stadig mit tøj på fra maven og op. Jeg kigger på papiret: Indlæggelse kl. 23.15, står der. Presseve kl. 23.40. Født kl. 23.45. Bum!

……………..

Det var nok meget godt, vi ikke blev hjemme og ventede på bedsteforældrene. Så havde jeg født i bilen. Inden mine forældre nåede at forlade parkeringspladsen med storesøster for at køre hjem igen, havde jeg allerede født. Ingen havde troet, det ville gå SÅ stærkt, men de kunne principielt have mødt ham dér allerede. Vi var nu glade for at få lov at ligge lidt for os selv og vænne os til det nye familiemedlem.

Faktisk er de følgende timer måske nok det allerstærkeste minde, jeg har fra dén aften/nat. Det lyder virkelig kliché, men de timer var tæt på magiske. Vi fik lov at blive liggende sammen på en stor bred briks med en varm dyne. Her lå vi alle tre helt tæt op af Rigshospitalets store vinduer. Min mand og lille Elliot sov begge to. Til lyden af deres dybe næsten simultane vejrtrækning kan jeg se over på Panum instituttet, der toner frem i nattemørket. Helt vågen, helt rolig, lettet og fuld af kærlighed ser jeg langsomt byen vågne i takt med at bilernes lyskegler forsvinder og dagslyset tager over.

Vi havde egentlig fået at vide, vi ville blive sendt hjem efter fire timer. Men vi fik lov at ligge der 7 timer, uden nogen forstyrrede os eller brød ind. I et mørkt rum, bare os tre, til lyden af byens summen og i gadelygternes genskær. Jeg prøvede faktisk at tage et billede. Både ud af vinduet – og ind i rummet. Fordi jeg lige dér, midt i følelsen, var bange for, at jeg ville glemme den. Et klassisk forsøg på at fastholde et øjebliks magi. Men det kan man jo ikke. Billedet er grumset og viser reelt ingenting.

Kun jeg – og vi ved, hvad det var for en følelse, der var i rummet dén nat. Det var lige dér, historien om Elliot begyndte….

img_5241

   

30 kommentarer

  • Åhhh en fin fødselsberetning. Jeg var fuldstændig grebet af den hele vejen igennem. Fik helt lyst til at få en ny baby selv… Næsten 😉 Stort tillykke med ham igen! Og for sejt gået!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Guldlog

      haha, mange tak søde. Ja, altså kan godt anbefale det. Jeg havde ærlig talt lidt glemt, hvor hyggeligt og fantastisk, det er 😉 Rigtig god jul til jer!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kim

    Så smukt skrevet! Tak! Hjemmefødsel næste gang?;)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Guldlog

      Haha, Tak Kim! jaaee, altså nu regner jeg ikke lige med en næste gang. Men hvis jeg gjorde, så skal jeg nok ikke satse på hospitalet 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne

    Her ligger jeg så og stortuder i min seng 14 dage før jeg selv har termin. Tak for en dejlig beretning- min graviditetshormoner blev lige testet til det yderste… Og hende din store pige – hun er da ret sej;)

    Jeg skriver ikke så tit herinde, men følger trofast med – og har gjort det i maaange år efterhånden. Jeg skrev også en kommentar sidste år ved samme tid. Du havde lagt din beretning om den tidlige del af din graviditet med Paven op samme dag som jeg havde fundet ud af, at det lille liv, jeg bar på ikke længere var. Dengang kunne jeg relatere til smerten – her et år efter er det glæden og forventningen jeg kan mærke helt ind til benet.

    Tak fordi vi må følge med i glæder og sorger og endnu engang kæmpe stort tillykke med Elliot.
    xx A

    P.S. Jeg håber ikke, at det kommer til at gå helt så hurtigt her, når veerne melder sig:)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Guldlog

      Kære Anne. Hvor er det dejligt, du skriver! Jeg kan sagtens huske dig og din kommentar! Hvor er jeg dog taknemmelig for, du gider kommentere igen – og uendeligt glad på dine vegne, at du nu venter dig! 🙂 STORT tillykke! Mange varme kram og ønsker om en god jul – denne gang med en lille jule-baby 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Det er ikke pænt at bande – jeg ved det godt, men for fanden, Louise altså! Sikke en fødsel. Kom spontant til at udbryde NEJ NEJ NEJ ud i rummet (godt jeg ikke sidder på delekontor), da jeg læste, at I skulle vække Paven og få hende med i bilen.

    Tillykke med ham endnu en gang, og hvor er du bare SEJ!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Guldlog

      Mange tak Marina. Jeg tror måske også det var lig min egen reaktion, da jeg hørte David sige til damen i telefonen, at okay – så tager vi hende med….Haha….Men det gik jo så fint og hun var faktisk bare mega sej.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hvor er det altså rart at høre, at du havde en rigtig god fødsel, på trods af den gik så stærkt. Jeg synes nemlig typisk, man hører skrækhistorier om lynfødsler.
    Og hvor er det hele altså beskrevet helt perfekt. Du kan uden tvivl noget helt særligt med ord 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Guldlog

      Ja, jeg har også mest mødt folk med dårlige oplevelser med lynfødsler. Men altså…jeg er ret positiv stem overfor dem. For mig har det altså fungeret. Det passer perfekt til mit temperement! 🙂 Jeg blev også med det samme tilbudt en udvidet fødselssamtale efter fødslen, fordi deres erfaring er, at de fleste har brug for det, når det går så stærkt. Men altså…det føler jeg slet ikke behov for. Jeg har kun godt at sige 🙂 Ingen traumer eller kriser eller mentale huller. Mærkeligt nok.

      Tak for ros, rigtig god jul til dig Simone!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marie

    Åh jeg bliver altid så rørt af at læse om andres fødsler. Stort tillykke! Det lyder som en intens, men meget fin oplevelse, du har haft. Jeg fødte selv en lille datter det ganske samme sted blot ca 20 timer tidligere. Ikke helt så hurtigt som du – vi nåede at være der hele 50 minutter efter en speedkørsel ind ad Lyngbyvejen midt om natten i regn og rusk.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Guldlog

      Ej, hvor sjovt, vi har da godt nok været tæt på samme termin 😉
      Og din fødsel lyder også til at være gået rigtig stærkt 🙂 Håber også din oplevelse var god – og stort tillykke med din lille pige! Rigtig god jul

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marie

    Smuk og dejlig fødselsberetning. Med tre uger til termin med nummer to, var det lige sådan en historie, jeg havde brug for at læse. Jeg glæder mig så meget til fødslen og til at møde vores datter. Jeg skal faktisk føde hjemme, blandt andet fordi det gik ret hurtigt sidst. Tillykke med jeres søn og sejt født (-;

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Astrid

    Åhhh. Blir helt rørt. Og en anelse misundelig. Ingen af mine to fødsler var magiske. De var frygtelige. Den første akut kejsersnit. Og den anden endte jeg med stomi i et år, fordi de glemte at passe på mig. Heldigvis har jeg to raske børn -og det er så det magiske for mig;-). Hvor må det ha været helt fantatisk at kunne ligge der alle tre og bare være. Sammen😊 God jul🎄

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Guldlog

      Åh, stakkels dig. Godt der trods alt kom to dejlige børn ud af det! Det lyder da ellers ikke sjov….Men som du rigtigt skriver, så er det vigtigste at ens børn er glade, sunde og raske!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Trine

    Sikke en vild og dejlig fødselsberetning! Jeg bliver helt rørt- og får lyst til at føde flere børn… og tænk at paven klarede det så flot. Jeg er imponeret!
    Da jeg skulle føde nummer 2, ventede vi på bedstemor. Det var også lige på falderebet, og jeg fødte 21 minutter efter ankomst til hospitalet og havde kun veer i få timer. Helt fantastisk ikke at være udkørt og træt, men bare at kunne nyde den lille.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Guldlog

      Hold da op! 21 minutter er godt nok hurtigt! 🙂 Men ja, jeg må altså indrømme, at jeg personligt synes det har været SÅ rart ikke at være helt udkørt efter fødslen 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Trine

    Sikke en fin beretning. Jeg fødte også min datter d 15 november, dog om morgenen, efter 6 timer (fra første ve) jeg havde valgt at føde hjemme, da det også tog præcis 6 timer med min store datter, og jeg af samme grund blev vejledt til at det var det bedste og sikreste (vi har over en time til nærmeste fødegang).
    Hjemmefødsel var helt fantastisk og skøn og man kunne være i selve fødslen og i den skønne følelse og tid lige efter, da man ikke skulle ud og kære hverken frem eller tilbage fra hospital 😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Guldlog

      Ja, altså jeg har faktisk også flere gode veninder, der har valgt at føde hjemme – og har altid kun hørt godt herom. Men det til trods, så var det bare slet ikke noget, jeg selv havde mod på. Jeg kunne mærke, at det havde jeg slet, slet ikke lyst til. Og min jordmoder gjorde ellers et hæderligt forsøg på at overtale mig. Set i bagspejlet så var det jo også berettiget – jeg kunne nemt have født i bilen. Men jeg er nu alligevel god for udfaldet. Jeg mistede ret meget blod ved min første fødsel, og alle dén slags ting, kunne jeg ikke overskue at håndtere hjemmefra. Jeg kan dog godt se, det må være rart ikke at skulle frem og tilbage mm. 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Christine

    Gud hvor vildt. Det er totalt som min 2. fødsel. her i juli. Storesøster på 5,5 år var også med i bilen, hvor jeg havde psyko onde veer. Dog var det morfars bil, så hun var med fordi han skulle køre os fra hjemmet til hospitalet og derefter tage storesøster med sig hjem;) Så vi blev bare sat af foran hovedindgangen, for det klokken var 5.30 om morgenen. 20 min helt præcis fik jeg også på en fødestue, så var lillesøster født:) Det hele gik så hurtigt, at jeg selv var meget mere til stede og ikke så omtåget og udmattet, som jeg var med min første, på trods af at det også gik hurtigt (4-6 timer i alt). Hurra for hurtige fødsler. der klapper med transport og hentning af store søskende. For sjovt nok, bliver det en ekstra joker i hele det voldssomme scenarie!
    Vores store døtre er faktisk så tæt på hinanden i alder, og jeg kan huske at vi begge var til “pushymum” træning. Jeg kender dig ikke andet end, jeg læste din blog:) Hvilket jeg så stadig gør, her 6 år efter!!! Min datetr bliver 6 her i start februar. Og tillykke med lillebror!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Guldlog

      Ej, hvor er det sjovt Christine! Lille verden 🙂 Læste du også med dengang?? Så skulle du da endelig have hils på! Jeg glemmer altid, at der kan være folk omkring mig, der læser med….jeg bliver så glad, når de giver sig til kende! Pudsigt at vores børn ligger så tæt! og 20 minutter! Det er sgu vildt nok!! Sejt.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Åh Louise. Kuldegysninger og fødsels-envy. Det største tillykke til jer endnu engang. Jeg bliver så skruk af andres fødselsberetninger. Og den dér alene-tid. De allerførste timer. Det er virkelig magisk. Jeg glæder mig sådan til at se ham i virkeligheden <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Guldlog

      Tak allersødeste du! Jeg glæder mig også til at du skal møde ham!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sarah

    Tak for en rigtig fin og stemningsfyldt beretning.-Og stort tillykke med jeres Elliot!
    Vi må nærmest have krydset hinanden i Rigets ind- og udgang: jeg ankom kl 07.30 d.16/11 og fødte mit andet barn et par timer senere, Også en god og intens fødsel. Og også med en efterfølgende magisk og rolig stemning på fødestuen med kig ud på morgentågen, Tagensvej og Panum imens vi lyttede til små babylyde 😊
    Glædeligt 2017 til dig og din familie.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Guldlog

      Ej, hvor pudsigt, ja det må vi da næsten! Tror nærmest det var præcist der, vi gik 🙂 Det er så skørt, så hurtigt man ude igen med 2. fødsel 🙂 Tillykke med din lille baby…en dreng eller pige?

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sarah

      Ja, så hurtigt…-vi var hjemme igen kl 12.30! Med en lillesøster til den spændte storebror 😊

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Helene

    Tillykke med jeres søn og godt nytår.

    Skønt at læse om lynfødslet og generat gode fødselsoplevelser.

    Hilsen fra hendes der fødte over 12 timer , med alle former for hjælp, kroppen er en underlig ting, men uden at kende dig, tror jeg du har let ved livet på mange måde.
    ( Du har let ved at give slip, din krop, sjæl og psyke arbejder godt sammen, ren lommepsykologi og har intet fagligt belæg og evidens i min påstand.)
    Det er mit første blog indlæg jeg læser fra dig.

    God lørdag,
    Helene👍

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Guldlog

      Tusinde tak for din søde kommentar. Det var pænt sagt. 12 timer..uhh, det lyder hårdt. Men de kloge siger vist, at det er dét, en gennemsnitsfødsel varer – og helst skal vare, for at barn og mor kan følge med. Men alt omkring graviditet, fødsel og børn er så uendeligt individuelt har jeg efterhånden lært. Det er så svært at sige noget generelt om. Vi har alle hver vores unikke forløb. Og på en måde er det da faktisk ret smukt, ikke? 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Bolette

    Jeg har lige læst begge dine fødselsberetninger. Du skriver så fantastisk smukt. 🙂
    Jeg er gravid med vores andet barn, og glæder mig til fødslen. Den første fødsel var så god og smuk. Jeg havde veer i 6 timer og fødte hende på 11 minutter. Vi nåede kun at være på hospitalet i en time før hun var ude.
    Jeg er lidt bekymret for om anden fødsel går lige så stærkt. Vi er flyttet og bor 40 minutter fra nærmeste fødestue. Det stresser lidt! MEN jeg er så heldig at være kæreste med en redder, som også tog imod vores datter. Så mon ikke det går, hvis nu vi ikke når hospitalet 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Guldlog

      Mange tusinde tak 🙂 Rigtig meget held og lykke med nr 2! Det lyder i hvert fald som om, du er i gode hænder!
      Og ja, det var da allerede en ret hurtig fødsel første gang! 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

 

Næste indlæg

NYE TIDER