GOD JUL DERUDE!

FØRSTE JUL – PÅ EGEN HÅND

julen2017

Rigtig glædelig 1. juledag. Håber I har haft en dejlig jul. Vi havde den bedste aften. Vi holdt det for første gang selv, nu hvor vi endelig har fået hus og dermed plads, var det så skønt, endelig at kunne samle vores familie her og bare være sammen allesammen. Paven elskede det! Og det er der jo ærlig talt ikke noget at sige til, vel? Vi så Nissebanden, Disney show, spiste massevis af dejlig julemad og fik danset om træet, hvilket min datter virkelig havde glædet sig til. Hun var helt ekstatisk, da vi skulle danse, haha. Vi fik naturligvis åbnet gaver og dagen sluttede først efter midnat, hvor alle var godt trætte.

Min store pige sad de sidste timer helt for sig selv og råhyggede med sine gaver, hvor især Lego og Duplo var kæmpe hits. Hold da op, hvor kan hun bruge meget tid med det. Flere gange fik jeg lidt ondt af hende, fordi hun sad inde i spisestuen alene og legede, mens alle andre sad  i stuen. Men hver gang jeg gik ind til hende, så smilede hun høfligt og kiggede på mig og sagde “Du kan bare gå igen, mor!”….Hun ville bare være alene med sine gaver og sin glæde ved selv at samle og finde ud af dem.

I dag har næsten været mindst lige så magisk og dejlig som i går. For første gang i mange, mange år, har vi kunnet slappe helt af, på den der “vi-beholder-nattøj-på-hele-dagen-måde”. Idet vi jo indtil i år har været skiftevis hos enten mine eller min mands forældre, har vi meget ofte skulle det andet sted hen 1. juledag. Det er også dejligt og hyggeligt, men det er nu også rart bare at kunne være os og slappe helt af. Spise kold risalamande til morgenmad, have uglet hår og natbukser på, se hyggelig julefilm og ikke mindst have tid og ro til rigtigt at få set på, leget med og nydt sine gaver. Det var tydeligt, at min datter først i dag fik set ordentligt på flere af tingene. Som hun virkelig har hygget sig med!

Jeg er fan af at holde jul selv! Nu fik vi også hjælp til selve julemaden, hvilket selvsagt var en ret stor hjælp. Men det var simpelthen så hyggeligt at være her. Vores første jul som en familie på fire. Og vores første jul i vores eget hus. Tænk sig; Nu har man pludselig fået skabt sig sin helt egen lille, perfekte familie. Og sit eget dejlige hjem, hvor vi alle sammen kan være <3 Voksenlivet er nu egentlig ikke værst 😉

De næste dage er der obligatorisk julefrokost, familiehygge, fødselsdagsfejring og så må vi se, hvordan nytår skal se ud for os. Men med en knap 5 uger gammel baby og en 5-årig krudtugle, er det naturligvis en ret afdæmpet udgave, vi går efter.

Glædelig jul!

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

 

Næste indlæg

GOD JUL DERUDE!