ORANGE IS THE NEW BLACK

NÅR DE GIVER SLIP….

img_7490

Der sker mange forandringer herhjemme for tiden. For et år siden flyttede vi i hus, for 8 uger siden kom lillebror, min mand har fået nyt job og endda ét, der har vendt godt og grundigt rundt på vores hverdag og som sammenlagt med nyfødt baby gør, at vi har fået helt nye rytmer i huset. Som sådan er der ikke noget at sige til, at min lille (store) pige reagerer.

Samtidig nærmer hun sig sin 6 års fødselsdag. Og dermed med hastige skridt også skolestart. Hun er på vej ud af børnehave stadiet. Og det bliver tydeligere og tydeligere for hver dag, der går. Hun er ved at løsrive sig. Hun er med susende fart på vej ind i en selvstændighedsfase. Og jeg ved, det er naturligt. Ligefrem sundt og helt uundgåeligt. Men det gør ondt.

Jeg har faktisk svært ved at skrive om det. For jeg har svært ved at sætte de rigtige ord på. Jeg har svært ved at forklare, hvad det er der sker med hende – og med os. Med mig – indeni. Men det gør ondt, kan jeg mærke. For jeg savner min lille pige. Og må man godt sige det? Jeg vil jo gerne have, hun vokser sig stor og sej. Og alt hvad hun gennemgår og gennemlever er helt normalt og kun sundt og godt for hende.

Men der er sket så meget med hende det sidste år, at jeg ikke kan følge med. Der er længere og længere imellem de helt nære stunder sammen. Hun gider det simpelthen ikke. Hun har flere og flere ting og tanker, som jeg VED, hun ikke deler med mig/os. Og det er naturligvis helt i orden; hun har brug for sit ’eget rum’. Bare at få lov til at være. Hun har brug for at finde fodfæste selv midt i en tid, hvor hun vokser og samtidig har skullet vokse, fordi hun er blevet storesøster og fordi hun om lidt er et skolebarn.

Hun er det sejeste lille væsen, mega tapper og fuld af kærlighed, godhed og tillid. Hun er omsorgsfuld og betænksom. Hun gør mig så stolt. Men hun er også et sted nu, hvor hun har…mistet sin barnlige uskyld.

Hun har fået en sårbarhed, som jeg kan se og mærke så tydeligt. Jeg kan se det i hendes ansigt. I hendes øjne. Og jeg kan høre det, når vi snakker. Det kan få mig til at tude, bare jeg tænker på det. Den dér barnligt naive tilgang til livet som kun små børn har – hvor alt er trygt og godt og hele verden drejer sig om dem, den er væk. Hun er blevet sårbar. Hun oplever uretfærdighed, hun oplever og forstår pludselig ubehagelige ting som fattigdom, ondskab, mobning, brud og følelser.

Hun er pludselig optaget kønsforskelle og sin egen rolle som pige og hun taler om og forstår kærlighed og had. Hun er plaget af mareridt om natten og hun oplever skuffelse i form af venskaber og relationer, der ikke altid går, som hun havde tænkt sig. Forleden græd hun sig i søvn. Fordi hun havde haft en legekammerat på besøg, som hun meget længe gerne har villet lege med og som hun holder rigtig meget af. Men han er nogle år yngre og var åbenbart ikke helt klar. Der var ikke noget ondt i det, men han gad hende ikke. Slet ikke. Og hun brød fuldstændig sammen, efter han blev hentet og hulkende græd hun sig skuffet i søvn. Av mit hjerte. Men den slags sker jo! Og vil fortsat ske. Om lidt skal jeg slippe hende løs i en skolegård! Hvor der ingen er til at passe på hende. Hvor hun skal navigere i alle de mange forviklede relationer børn imellem helt selv. Jeg ved godt, jeg ikke kan skærme hende. Jeg kan ikke pakke hende i vat igennem hele livet. Jeg er nødt til at indstille mig på, at hun vil rykke sig endnu længere væk fra mig. At hun vil opleve svigt og sorg, og kun en gang imellem, vil hun delagtiggøre mig.

Hun har dage, hvor hun tydeligt slet ikke gider mig. Og jeg er nødt til at acceptere det. For det er en helt normal og sund 6 årig, jeg har her i huset. Endda én, som også begynder at forstå, når andre mennesker omkring hende bliver kede af det, vrede eller glade.

Men det betyder også, at hun reflekterer over verden omkring sig, bekymrer sig og stiller spørgsmål. Og så prøver hun grænser. Det gør børn. Og det er kun naturligt for hendes udvikling. Men det giver os for tiden nogle sammenstød, som jeg virkelig prøver at undgå, og rigtig gerne ville være foruden, men som nok er helt normale.

Jeg må indrømme, at jeg har været lidt uforberedt på de her følelser. På trods af, at jeg jo godt ved, det sker. Jeg er ikke klar til at give slip på min lille pige. Men det skal jeg. For hun er klar. Hun har givet slip.

Hun har stadig dage, hvor jeg får kram og kys og nærvær. Men der er længere og længere imellem. Hun har travlt med at leve livet. Og det er jo sådan set netop dét, jeg har opdraget hende til. Det er ret beset sådan, jeg gerne vil have, hun skal vokse. Jeg skal bare lige lære at vokse med…..

 

   

13 kommentarer

  • B

    Søde Louise. Begge mine børn er født et år før dine med samme aldersforskel. Og omvendt rækkefølge af køn.
    Jeg var de samme følelser igennem sidste år da vores ældste blev skolebarn. Der var underligt, hårdt og fantastisk at være vidne til den transformation. Nu her et halvt år senere er der faldt ro på. Både hos vores ældste. Og hos mig. Vi har efterhånden fundet os til rette. Nu hvor den yngstes behov ikke trække helt så meget på mig mere er der plads til at jeg kan gøre ting med den ældste som vi ikke gjorde før. Biograf, koncert etc. Og det er fantastisk. Det jeg prøver at sige er at vi har fundet noget andet som jeg tror man får med sine større børn. Og at man skal huske sig selv på at de stadig har brug for os.
    Det er en underlig tid man går i møde. Man kunne godt bruge en til at vejlede lidt ligesom sundhedsplejersken da de var nyfødte. Bare uden den håndholdte vægt 😉
    //B

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Guldlog

      Åh hvor har du ret og hvor er det dog en SKØN formulering! “Man kunne godt bruge en til at vejlede lidt ligesom sundhedsplejersken da de var nyfødte. Bare uden den håndholdte vægt”…så sandt! 🙂 Mange tak for din søde kommentar! Jeg håber, vi ender samme sted som jer.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jane

    Sikke et stærkt indlæg. Tak fordi du vil dele det med mig, jeg fik helt tåre i øjnene da du beskriver så dybe følelser som jeg absolut ikke kender til, da jeg ikke har børn. Men til sommer kommer vores første og tænk at der ‘kun’ går 6 år også er det vores tur til at få en stor pige/dreng som skal løsrive sig og finde sig selv, det er skræmmende tanker. Men også det der bekræfter mig i, at det er få børn virkelig er det mest livsbekræftende vi kan få i livet, alle de følelser og det på trods af, at vores kun er 4 mdr. gammel og vi ikke har mødt hende/ham endnu… Tak, tak tak -du ramte igen plet, dine ord er så fangende! Heldigvis har du snart en lille en, som gerne vil nusse og putte, og mon så ikke Paven vil være med? 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Guldlog

      Tusinde tak Jane. Og stort tillykke med at det om lidt er din tur 🙂 De giver så meget kærlighed og mening til livet, de små pus. De giver også ny sårbarhed og en helt ny dimension på én selv, men det er jo nok meget sundt. Trods alt. Jeg satser også på at min lille dreng kan tage lidt over, der hvor Paven har sluppet 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louiseboh

    Så fint skrevet og ikke mindst beskrevet. Min datter er godt nok “kun” 4 år, men jeg har det indimellem på samme måde, selv i dette stadie er der dage og episoder, hvor jeg ikke er det hun har brug for og selvstændighedsfasen står og banker på døren.
    Tak fordi du deler så åbenhjertig og ikke mindst ærligt, det er der brug for.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Guldlog

      Mange tak for din søde besked. Det varmer at høre, jeg ikke er den eneste. Først nu forstår jeg jo, hvad min egen mor har ‘gennemlevet’. Det er self. helt uundgåeligt og burde være logik, men ikke desto mindre er det bare kommet ret meget bag på mig, hvor mange følelser det igangsætter hos mig.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Ganske enkelt et smukt indlæg, der virkelig får en til at tænke over det, at børn vokser og udvikler sig! Det er vandvittigt så mange tvetydige følelser de kære små er skyld i. Du fik mig, med dette indlæg, til at huske endnu mere på, at det er vigtigt at nyde “nuet” og ikke tage noget forgivet! TAK!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Guldlog

      Tusinde tak for de pæne ord. Og du har nemlig helt ret: alting er i forandring og det glemmer man nogle gange 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Chris

    Fantastisk indlæg. Tak.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Karen

    Du er en virkelig fantastisk mor

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Guldlog

      Åh tusinde tak, hvor er du sød! Jeg har heldigvis også flest dage, hvor jeg kan overbevise mig selv om dette 🙂 Men en gang imellem komme de der dage, hvor man føler, man ikke gør noget rigtigt….

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria Jensen

    Har læst dette indlæg flere gange. Det er virkelig smukt og tankevækkende. Tak. Jeg har en søn på 6 år, der startede i skole i sommer, og der mærkede vi helt klart også en løsrivning/opgør mod os forældre. Det var lidt barskt.
    Her et halt år efter, er det som om han er “kommet lidt tilbage” og vil rigtig gerne være meget sammen med far og mor, og vi suger til os og nyder det, fordi vi ved at det er på lånt tid. Vi sætter virkelig også pris på vores alenetid med ham, inden lillesøster melder sin ankomst om 5 uger og vores familie bliver vendt på hovedet.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Guldlog

      Tusinde tak for din søde kommentar! Hvordan reagerede han den første tid efter skolestart? Kan vi som forælde gøre noget for at mindske ‘chokket’? 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

 

Næste indlæg

ORANGE IS THE NEW BLACK