TI FORSKELLE PÅ AT BO I HUS OG LEJLIGHED

NÅR MANDAG ER FREDAG

img_7696Indeholder Affiliatelinks

Weekenden lakker mod enden og en ny uge truer forude.

Det er så surrealistisk og en smule pseudo at være på barsel. Man har absolut ingen fast rytme, hver eneste time er et slags forhindringsløb igennem diverse uforudsete udfordringer, jongleren rundt med nye måder at opretholde gamle rutiner på, krydret med små fastfrosne øjeblikke, hvor man som paralyseret og næsten hypnotiseret af hormoner og lykke bare sidder og glor på sin baby….. Det er virkelig skørt. Mens resten af verden drøner videre derudaf, kører man parallelt i sit  helt eget gear, med omvendt døgnrytme og lidt for meget koffein i kroppen.

Nogle dage drøner man rundt og prøver at nå dobbelt op på alting – høj på glæde over en næsten fuld nats søvn, verdens sødeste baby og rare kaffedates med gode mennesker. Med ekstatisk overskud jonglerer man fuld af begejstring 6 lortebleer i træk uden et eneste rynk på næsen. End ikke 10 liter varm gylp direkte leveret i nyklippet frisørhår kan slå én ud.

Andre dage….snegler man sig af sted med følelsen af at fødderne slæber fem meter efter én, i en klokke af sløvet sumptilstand, mens man snøvlende forsøger at bestille en kop kaffe på den lokale Baresso i håb om at nattens udskejelser kan skylles ned i en skummet latte. Man går i cirkler om sig selv, glemmer at låse døren efter sig og bruger dobbelt så lang tid på at gå den daglige rute med barnevognen hjem fra børnehaven. Fordi man i sine fortumlede træthedståger går i den gale retning og først halvvejs husker formålet, da kopholderen for 10. gang falder af og lyden af latten, der rammer fortovet vækker én fra halvfarlig sleepwalking. Barselslivet er fuld af kontraster – og gentagelser. Det er hektisk – og langsomt på samme tid. Det er sødmefyldt, charmerende, særligt og ekstremt signifikant. Men også nogle dage sur pligt, søvnigt og sørens ubarmhjertigt.

At vores lille families hverdag samtidig er vendt på hovedet med min mands nye job gør samtidig helhedsindtrykket en smule skizofrent. Som om man lever en pseudo tilværelse med modsat rytme af alle andre. Derfor er weekender heller ikke nævneværdigt anderledes end hverdage for os. Vi skelner ikke mellem hverdage og weekend. Vi skelner mellem nat og dag. Morgenvagter og hjemmedage. Så ja – i morgen er det mandag og for mange mennesker betyder det, at weekenden og fridagene slutter. Her hos os starter de. De næste dage har min mand nemlig ingen vagter og vi skal holde fri sammen. Så fri som man nu kan med nyfødt og 5-årig. Det betyder ikke, vi kan sove længe eller drikke os fulde. Vi slipper heller ikke for hverken lorte bleer, vågne nætter eller babygråd.

Men det betyder, at vi er to om at bestille latte, bande over kopholderen og om at finde hjem ❤

img_7698

Jakke: Stine Goya // Hue: Heartmade // Gummistøvler: Nibu

***

5 kommentarer

  • Trine

    Det er bare en så rigtig og virkelig beskrivelse af barselslivet! Jeg har for en lille månede siden sluttet min anden barsel. Nu har jeg dage hvor jeg virkelig savner den søde barselstid, og andre dage hvor jeg priser mig lykkelig for at være i arbejde. Men hvor var det skønt at se en der har skrevet helt ærligt og rigtigt om hvordan det egentlig er at være på barsel. Nyd de gode barselsdage og holde ud på de knap så gode;-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Guldlog

      Tak skal du have. Ja, det er lidt et had/kærlighed forhold, ikke? Den barsel der. Nogle gange helt vidunderlig. Andre gange – knap så meget 😉 Men heldigvis har man jo den skønne lille guldklump, der opvejer for det hele. Held og lykke ude i “den virkelige verden” igen…:)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anja

    Den jakke er bare for skøn, hvor tyk er den i kan den bruges som forårsjakke eller er det en vinterjakke?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Guldlog

      Den er ikke varm nok som overtøj nu. Men den er ret tyk. Men for mig, duer den nu med tykke trøjer under og uldundertrøje – men helst med en vinterjakke over. På billedet her er jeg blot gået ned til vores sø, som kun er ca. 5 minutter væk, ellers ville jeg helt sikkert have haft en varmere over. Men ja- til foråret bliver den perfekt som overtøj. Når jeg bruger den indendørs nu, så har jeg det ofte ret varmt i den 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Anja

      Tak for svar, tror jeg bliver nød til at shoppe

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

 

Næste indlæg

TI FORSKELLE PÅ AT BO I HUS OG LEJLIGHED