BARSELS OUTFIT

TI FORSKELLE PÅ AT BO I HUS OG LEJLIGHED

villa-med-sjael_27

Indeholder Reklame
Indeholder Affiliatelinks

Både min mand og jeg er opvokset i forstæderne i hus med have, hund og en stor skov lige op af. Kort sagt: masser af lys og luft og rum. Alligevel har vi altid begge to ELSKET at bo i lejlighed. Vi har sammen boet i tre forskellige af slagsen og vi var rigtig glade for det. Faktisk så glade, at jeg ikke kunne finde ud af, hvordan man giver slip.

Vi var slet ikke sikre på, at det med hus var noget for os. Da vi erkendte at pladsen var for trang og vores elskede lille lejlighed skulle sælges, begyndte vi faktisk med udelukkende at kigge på større lejligheder. Da vi efter et års håbløs søgen vaklende og med svedige håndflader begyndte at smug-drømme om hus og have, listede vi rundt som tyve om natten til nogle enkelte fremvisninger og åbent hus, men følte os helt forkerte og skyndte os ud i bilen og ind mod byen i en hulens fart igen. Lige indtil vi fandt huset her. Hvor vi pludselig følte os hjemme.

Simpelthen fordi det ligger 15 minutter fra Indre by. Fordi vi her stadig næsten kan høre koncerterne i Parken og lugte bilosen fra Lyngbyvejen. Uanset hvor skørt det lyder.

img_0226

Men det lå altså ikke i kortene hos os. Vi troede faktisk ikke, at det dér med hus var noget for os. Da vores lille lejlighed/byggeforenings-hus-enhed var til salg, tog ejendomsmægleren os faktisk i at tage Til Salg skiltet ind. Vi kunne ikke riiiiigtig forlig os med tanken i starten 😉 Og da vi endegyldigt besluttede at købe huset, skrev under – og ’sad i saksen’, der gik vi hånd i hånd ned på en bænk i nærheden, hvor vi begge hyperventilerede og sad med hovedet ned mellem benene, som når man har taget lidt for mange ture i Det Gyldne Tårn i Tivoli. Der var meget angst, usikkerhed og utryghed forbundet med det for mig/os. Men i dag elsker jeg det! På trods af de ekstra ting, der følger med. Jeg synes, det er så vidunderligt.

TI FORSKELLE PÅ AT BO I HUS OG LEJLIGHED:

  • Man kan, når man bor i hus, gå udenfor, når man har lyst. Uden først at skulle pakke en stor taske, pakke barnet ned og planlægge begivenheden. Man kan bare åbne sin havedør…og.gå.ud.
  • Man kan i hele sommerhalvåret spise sine måltider udenfor. Iført nattøj, bare tæer, morgenkåbe eller andre påklædninger, der ellers ikke er så hensigtsmæssige at bevæge sig ned af Østerbrogade i. Morgenkaffe indtaget i dagens første solstråler, inden man har taget dagens bad skal man ikke underkende!
  • Der er en del mere arbejde i at eje et hus. Kommer man direkte fra lejlighed skal man overveje, om det er noget man gider. Ikke kun fordi man får en have. Men der er en del vedligeholdelse og ekstra papirarbejde/udgifter forbundet med at have et hus.
  • Når man har et hus lærer man lynhurtigt Silvans sortiment at kende! Der er ikke nogen vicevært eller forening, man lige kan ringe til, hvis der er et vandrør, der lækker eller lignende.
  • Når man køber hus, begynder man pludselig at gå op i værdistigninger og tab, boligskatter og grundskyl. Ting man aldrig rigtig skænkede en tanke, da man boede i lejlighed.
  • Der er flere edderkopper i et hus. Gys!
  • Når du flytter i hus får du ingen halvvulgære eller kryptisk aggressive sedler ind af brevsprækken klokken 02.00 om natten, når du holder rødvinsaften med veninderne – eller når baby græder. Ingen sure overboer.
  • ….Og du bliver heller ikke holdt vågen af dem. Du bliver ikke involveret ufrivilligt i andres skiftende sex eskapader og mindre flatterende par-skænderier. Du bliver heller ikke holdt vågen fra kl. 05.00 en søndag morgen, fordi overboen har en clockradio, der brager igennem, mens han selv er rejst til Ibiza.
  • Du skal selv rydde sne om vinteren. Det er dig, der er ansvarlig for din del af fortovet. Det betyder, du skal stå op 20 minutter tidligere om vinteren.
  • I et hus kan du rent faktisk stå indenfor i dit køkken og lave mad, mens dine børn leger udenfor i haven. Virkelig optur. Ok, det kan man måske også i nogle stuelejligheder eller lignende, men vores gamle lejlighed på 3. sal uden nogen altan eller uderum savner jeg altså ikke, nu hvor jeg har to børn!

husvslejlighed

Det er ret individuelt, om man befinder sig bedst i et hus eller en lejlighed. Vi har venner, der har prøvet både den ene og den anden version af – og er vendt tilbage til udgangspunktet. Dét, der irriterede det ene par, det savnede de andre – og vice versa. Heldigvis er vi forskellige og derfor er vores boligdrømme og behov det jo også.

Men et godt råd, hvis du overvejer at flytte i hus, er at tænke i det ekstra arbejde, der unægtelig er forbundet med at eje et hus. Man er selv ansvarlig for huset og alle dets mangler og forcer. På godt og ondt.

Indtil videre har det ikke slået os ud. Vi er faktisk nok lidt overraskede over, hvor glade vi er blevet for det. Men uanset om du skal købe eller sælge en bolig, er der mange ting, du skal undersøge, papirer der skal udformes og forstås samt valg der skal tages. Det kan være rart at få lidt hjælp til forhandling af købspris, advokatforbehold, skøde, refusionsopgørelse og meget mere. Det synes jeg i hvert fald, at det var! Et boligkøb eller salg er en stor ting, og det kan det være svært at bevare overblikket over det hele på egen hånd. Søg eventuelt hjælp hos en boligadvokat i København. Eller hvor du nu bor. Og prøv at starte med at lave en liste over, hvad du savner – og hvad du for nuværende er glad for. Vi kunne have fået mange af vores ønsker opfyldt i en større lejlighed. Bare ikke haven. Og for vores vedkommende heller ikke pladsen, simpelthen fordi vi kiggede i et af landets dyreste områder; Storkøbenhavn.

Der er rigtig mange fordele ved at bo i lejlighed. Og jeg elskede hvert et minut. Men den totale frihed og uafhængighed – den finder man altså ved at bo i hus. Synes jeg. Men jeg vil ikke udelukke, at vi en dag ender i en lejlighed igen. Man skal aldrig sige aldrig. Se bare hvor glade vi er for det her….

 

Indlægget er lavet i samarbejde med Boligadvokat24

5 kommentarer

  • Jeg kan vaske tøj, når jeg vil! Det er nærmest så jordnært, som det overhovedet kan blive, men for os var den største luksus ved at flytte i hus næsten, at vi ikke var afhængige af at skulle booke en vasketid i kælderen og huske at rense sæbeskuffen for naboers overdrevne brug af storparfumeret vaskemiddel. Eddermame praktisk med egen vaskemaskine med små børn i huset, der ikke holder hverken opkast eller gennemskidninger i ave til næste ledige vasketid.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Charlotte

    Virkelig dejligt indlæg at læse her tirsdag morgen. Vi står praktisk talt med en kuglepen og en købsaftale på hus i hånden, men det er da noget af det mest angstprovokerende nogensinde når man er vandt til lejlighed i Kbh, så mange tak for overblikket. Håber vi bliver lige så glade som jer!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Guldlog

      Tusinde tak, det er jeg glad for at høre. Ja, jeg manglede nok selv nogen, der dengang kunne fortælle os/mig, at det altså ikke er altid, man kan mærke glæden helt ned i maven, liiige når beslutningen tages. Jeg var mildt sagt skide nervøs og super usikker på det hele. Men vi er så glade for det! 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • B

    Interessant indlæg… 🙂 vi har netop solgt vores hus på landet, og rykker tilbage til lejlighed i byen… Ja, der er fordele og ulemper ved begge dele, og vi har nydt at have have og plads mens børnene var små, men hold nu op hvor har vi savnet byen! Glæder mig til at komme ind og tilbyde børnene byens muligheder, og så skal der sælges ud, så vi igen kan bo på mindre plads… 🙂
    Heldigvis er beslutninger aldrig for evigt!

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

 

Næste indlæg

BARSELS OUTFIT