BACK TO THE EIGHTIES

PIGERNE MOD DRENGENE

img_6476

Pigerne har alle dage fyldt mest herhjemme. Indtil for nyligt i antal, og i særdeleshed i eksistens. Både Paven og jeg er lidt all over the house og sådan er det nok bare med piger/kvinder, ikke? Vi har dobbelt så meget grej som min mand (og han er nu ellers ret godt med, skulle jeg mene) og langt flere nipsting og dimmedutter – for slet ikke at tale om garderoben.

Nu er vi imidlertid to af hver – og selvom ham den mindste endnu ikke fylder ret meget i faktisk størrelse, så skal jeg da love for, at alt hans udstyr fylder, haha. Vi har simpelthen så meget babygear at det halve kunne være nok. Slyngevugge, aktivitetstæppe, vippestol, kravlegård, højstol, gyngehest, puslebord, badekar, bObles tumlemøbler, legetøj, klodser, rangler, bolde, bamser, bideringe og hvad ved jeg.

I forhold til hvem der fylder mest i vores hjem lige nu, så er svaret klart: den mindste af os. Hvis vi altså taler konkret i forhold til ting og udstyr/nips.

Hvis vi taler om persona; så er det storesøster. Det er kun naturligt og sådan skal det være. Hun er på vej ind i stor-pige stadiet, skal starte i skole lige om lidt (GISP!!) og er på alle måder på vej til at blive helt selvkørende, læs bare her.

Men hun gennemlever også nogle overgange lige nu, som både sætter tanker i gang hos mig og hende selv, og som sætter sindene i kog sine dage. Hun prøver grænser og forsøger at definere sig selv i dagligt kaos. Hun er stadig kærlig og omsorgsfuld, sej og rimeligt fornuftig. Men hun driver mig altså også til vanvid nogle dage. Simpelthen fordi hun skal diskutere ALT. Hun er en bestemt dame, og det er grundlæggende dejligt, at hun har selvtillid og tryghed nok herhjemme til at stjerne ud og prøver grænser. Men det er også noget af en rejse at tage sammen med hende.

Nu bliver hun 6 år.
Og det er absolut ikke til at fatte. Vi har gennem de sidste år fået defineret hvad hendes lille verden egentlig er for noget og det er sundt at vokse. Både for børn og for deres forældre, når de gør det.

Kvindekamps dagen vil for altid for mig være forbundet med mindet om mit første barn, min første fødsel, min pige, der er så gæv og sej – og som på alle tænkelige måder synes at have valgt sin fødselsdag med værdig omhu.

Men det er som om, vi står ved en anden mere tydelig og ikke mindst mere signifikant skillelinje i år. Noget skal til at ske. Måske det i virkeligheden allerede ER sket? Hun er ved at forlade småbørnsstadiet. Og det er stort og skræmmende. For både hende selv og os. Hun har de sidste 6 år lært at kravle, gå, cykle, tale, tælle, skrive, føle og være. Ret store bedrifter egentlig, som for resten af livet skal følge hende, hjælpe hende, sikre hendes fremdrift i tilværelsen. Hun er også blevet storesøster, har fået nyt hjem, rejst rundt i verden og set helt andre måder at leve og være barn på.

Hun elsker agurkemadder, popcorn og fjollede tegnefilm, hun vil gerne være frisør, når hun bliver stor, siger hun tror på Gud og håber på en dag at få en hest. Hun elsker sine nærmeste betingelsesløst og kan sidde i timevis og tegne og klistre i sine små bøger. Hun mestrer fordybelse og eftertænksomhed, men finder også energi i nærvær og leg med andre.

Hun vil gerne være som de voksne og afspejler tydeligt mange af vores gøremål og udsagn. Men er samtidig ikke helt tryg ved at give slip på barndommens tidlige stadie og nyder derfor i skjulte stunder stadig at lege med Elliots babyting. Hun er sart og stærk på samme tid og jeg både glæder mig til og gyser over, snart at sende hende i skolegårdens ubarmhjertige klør, hvor hendes sociale kompetencer for alvor skal sættes på prøve.

….Hvad er det egentlig, jeg prøver at sige her? Jeg er ikke sikker selv.

Men jeg har en nagende fornemmelse af, at selv når alle Elliots babyting er udskiftet med et trommesæt i kælderen og Elins foretrukne beskæftigelse bliver dagdrømme for nedrullede gardiner under dynen med mobilen i hånden og veninderne på speed-dail, så vil det stadig være hende, der fylder mest i huset. Ikke på en dum og dominerende måde. Ikke på en altopslugende og arrogant facon. Men fordi hun er sådan et leve menneske. Én af dem, der ER i nuet, i livet, hvor det tager hende hen. Hun æder sin verden med hud og hår. Hun kæmper, når det er svært og tager ikke den nemme vej for gode varer. Hun er så selvskrevet til at have fødselsdag i dag.

Det er ikke en konkurrence mellem pigerne og drengene herhjemme. Det har det aldrig været, og det er ikke pointen her. Derimod handler det om at turde gå i krig med livet. At kunne boltre sig fordomsfrit og tillidsfuldt rundt i tilværelsens tvetydige legeland. Med de knubs, det nu engang giver. Og stadig kaste sig ind i kampen igen. Og igen. Og igen.

Og jeg kan se nu, at når vi kalder hende sej, så ER det altså ikke bare en glorificeret titel, som to forelskede forældre slynger tilfældigt ud. Det er et karaktertræk.

Hun er en stolt storesøster, en sjov datter, en stærk ven, en stor pige – og et smukt lille menneske.

Hurra for hende!!

img_6046

Sko fra Angulus // nederdel H&M // jakke fra Soft Gallery // hue og strømper fra MP

***

   

10 kommentarer

  • Louise

    Sidder og lytter til Joni Mitchells Both Sides Now, mens jeg læser dette fantastiske indlæg, og tårerne triller over dine ord, dine budskaber, og de følelser de vækker i mig – lykkelige og svære. Tillykke med Elin. Hun lyder i sandhed som et virkeligt sejt og skønt menneske. Jeg husker tydeligt tiden, da hun kom til verden, for i morgen fylder min lille store pige også 6 år, og din blog var den første jeg tjekkede, da jeg kunne løsrive mig fra fødsels-lykke-boblen. Må I få den dejligste dag drenge og piger i skøn forening.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Guldlog

      Ej en dejlig kommentar! Og uhh, det nummer rykker altså også i mine tårekanaler! Stort tillykke til din store pige! Og mange tak fordi du læser med og gider kommentarer, det er simpelthen så dejligt.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Smukt skrevet😊 Tillykke med hende

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Dejligt indlæg – og ja, hurra, hun lyder bare skøn 😀

    – A

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Trine

    Jeg elsker dine pave-fødselsdags-indlæg… og kan stadig huske det allerførste… kæmpe tillykke til og med din seje smukke datter <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Guldlog

      Ej, hvor vildt. Kan du det? Tak skal du have 🙂 Det er altså lidt skørt, at hun nu har været i min verden i 6 år. Faktisk ikke helt til at fatte…

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nårh altså, bliver så rørt, når du skriver om Pavens udvikling og reflekterer over hendes (ikke længere spirende) personlighed.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

 

Næste indlæg

BACK TO THE EIGHTIES