SOMMERHUS LYKKEN

AT SE DET I ØJNENE

img_2647

Tænk sig, om ganske få måneder skal vores lille store pige starte i skole. Vi har vidst det længe, så på sin vis er det fjollet, at det først er nu, at det rigtigt går op for mig. Men ikke desto mindre, er det altså tilfældet. Jeg er dybt vægelsindet omkring det. På den ene side er det en udpræget positiv ting. Hun vokser og udvikler sig, hun er på vej i livet og i gang med et nyt kapitel. Det er sundt og lærerigt – og hun er klar til nye udfordringer. Hun glæder sig, det kan jeg mærke. Men hun frygter det også lidt, tror jeg. Ligesom mig/os.

Hun er nemlig også et udpræget tryghedsmenneske – og det er på alle måder nyt, det der snart skal ske. Det bliver ikke kun nye rammer, nye voksne og nye læringsgrundlag. Det bliver også nye venner.

Da vi flyttede, besluttede vi at beholde hende i den gamle børnehave, så hun ikke skulle få alt for mange skift. Det har vi udelukkende været glade for, ikke mindst fordi, det er en virkelig god og unik børnehave. Men bagsiden af medaljen er så nu, at ingen at hendes venner fra børnehaven skal starte på samme skole, da de alle hører under Østerbro og Købehavns kommune, og vi nu hører under Hellerup og derfor Gentofte. For alle de andre store børn i børnehaven gælder det, at de skal starte på diverse forskellige skoler, men mange af dem samme sted. De har, de fleste af dem, nogen at følges med.

Det gør lidt ondt i mit hjerte, når jeg kigger ind i hendes øjne og aflæser hendes tavse ansigt, når vi taler om det. Jeg prøver nænsomt at forberede hende, så godt jeg kan. Og fortælle hende, at det er sjovt og godt at skabe nye venner. Men hun elsker sin børnehave. Både børnene og de voksne dernede. Og de har tilbragt mange timer, ja år, sammen nu. Jeg tror, det bliver et hårdt slag for hende, når dagen kommer, og det for alvor går op hende, at hun ikke mere skal se dem. At de ikke længere skal være i hendes liv. Det er en del af barndommen og livet i al almindelighed, det ved jeg godt. Men det gør alligevel ondt.

Hvordan forbereder vi hende bedst? Hvad kommer det til at betyde for hende? Bliver hun ensom? Bliver hun glad? Det er så skræmmende at slippe sit barn ’fri’. Det lyder lidt dramatisk, men det er jo det der sker, når man sender dem i skole. Pludselig bliver Blomsterstuens trygge puderum udskiftet med en skolegård, hvor der er EN voksen gårdvagt om 40 børn og hvor kaos på mange måder hersker. Hvor hun selv skal navigere og finde fodfæste i alle de mange sociale relationer, uden dagligt hjælp og opbakning fra tre faste voksne.

I morges var vi til første møde på skolen. Og det gjorde alt mere virkeligt. Nu hænger der et billede af hende på døren ind til kontoret, hvor hun sammen med 30 andre søde børn indikerer, hvad næste skoleår skal starte ud på. Hun var spændt og sad pænt og lyttede. Tegnede en tegning til skolelederen og sagde pænt farvel, da vi gik. Løb ud i skolegården og fandt en hinkesten. Løb et par runder og sang alfabetet. Jeg fik ro i maven.

Senere skulle vi til lægen og vaccineres. Hun var tapper og glad og indstillet på det. Tog trøjen af og hverken græd eller protesterede. Hun pjattede med lægen og var afmålt rolig. Men lige inden, da lægen hev kanylen frem, spurgte hun forsigtigt, mens hun stod der i sine underbukser helt bar, om hun ikke måtte komme op på skødet af mig. Og så hviskede hun i mit øre, om det var ok, hvis hun lukkede øjnene, for hun havde ikke lyst til at kigge på det. Hun sad helt stille med lukkede øjne, tog sine to stik uden at kny og var mægtig stolt bagefter.

Men det fik mig alligevel til at indse det åbenlyse. Hun ER stadig bare et lille barn. Nok er hun for nyligt blevet storesøster, nok skal hun starte i skole om lidt og nok er hun klar. Men hun er stadig min lille pige. Hun havde brug for, lige dér, hvor det hele blev ukendt og lidt utrygt, at jeg var der – helt tæt på. Og lige om lidt, så er jeg det ikke. Og hun kan ikke lukke sine øjne, hvis det bliver lidt hårdt. Hun skal se det i øjnene. Det hele. Det er fandenme hardcore altså.

Vores besøg hos lægen gjorde det så tydeligt; Det skel hun lige nu står i. Midt imellem lille og stort barn. Hun er i børnehaven en af de store. Hun hjælper de mindre med at finde sig til rette. Hun har brug for mere stimulans rent fagligt. Hun har afsøgt og afprøvet, hvad et børnehaveliv kan tilbyde. Hun er bestemt på tærsklen til at lukke døren dér. Herhjemme er hun blevet storesøster, passer på sin lillebror som var han en kronjuvel i kongesamlingen, hun elsker at være den store, der kan belære ham om livets facetter og persongalleriet i Tornerose.

Men hun er også stadig en lille pige, der er i gang med at finde sig selv og sin plads i livet, og om lidt en af de små i skolen, og på aldeles ukendt grund.

Jeg gyser faktisk ret meget ved tanken. Lige om lidt er det trygge børnehaveliv fortid og vores hverdag bliver tidlige morgener, fastlagte sommerferier, lektier, SFO, knust kærlighed, forældreintra og legeaftaler. Én ting er, om hun er klar. En anden ting er, om vi er det? Hvordan bliver VI klar?

Jeg ville ønske, jeg kunne følge hendes til verdens ende, altid et par skridt bag hende, parat til at gribe, når hun snubler og altid med en ekstra snack i lommen og et tørklæde, så hun ikke får ondt i halsen. At jeg kunne guide hende sikkert igennem de svære skoleår, sørge for at hun aldrig bliver mobbet eller selv bliver en der mobber, at hun skaber sunde venskaber, ikke lader sig lokke i uføre, at hun finder glæden ved at lære, at hun har respekt for andre individer, men selvsikkerhed nok til at tro på sig selv, at hun er modig nok til at turde prøve nye veje af, men fornuftig nok til ikke at tage de forkerte.

Det er på en måde alt for voksent til mig. Så meget ansvar. Så meget forpligtelse. Hun er jo bare en lille pige. Kan hun klare det? Kan vi?

***

   

10 kommentarer

  • Christine

    Jeg står i samme situation. Min datter har gået i en ret lille børnehav, og derfor er der ikke så mange børn, da skal videre i skole. Og de få som skal videre i skole, skal enten gå på blågårdsskole eller forskellige privatskoler, undtagen EN anden pige (fra modsatte stue, end den min datter har gået på). Så vi/hun kender heller ikke sådan rigtig nogen. Jeg er faktisk ikke så nervøs for det, da jeg tror det egentlig kan være ret sundt, for de fleste at starte fra “scratch” engang imellem. De fleste folkeskoler er jo alligevel så store i dag, at der ikke er garanti for at komme i samme klasse. Og at se nogle velkendte ansigter i frikvartererne, bliver hurtigt erstattet af glæden ved nye venskaber i klassen. FORHÅBENTLIGT:) !!!! Held og lykke med jeres skolestart!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Guldlog

      Tusinde tak. Ja, det skal nok blive godt. Det håber jeg virkelig. Og tror også på det. Men er alligevel også lidt nervøs, kan jeg mærke. Det er sådan et stort skift. Kh

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Åh pyyyh jeg får helt tårer i øjnene Louise. Jeg VED bare at jeg kan skrive noget lignende det samme, når det om lidt over 3 år er vores tur. Så håber jeg på, at du kan berolige mig og fortælle mig at det hele gik godt og at det slet ikke var så slemt <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Guldlog

      Åh, det håber jeg virkelig også! Det er ret angst provokerende lige nu 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Heidi

    Sidder også med tårer i øjnene for kan præcis genkende følelserne fra sidste år. Som fuldstændigt er gjort til skamme. Alt er godt, de små tøser er seje og kan og vil bare så meget. Vi sendte vores datter i privatskole af flere forskellige grunde. Ingen andre fra børnehaven skulle med. Hun elskede skolen fra dag 1. SFO not so much, der var for overvældende med over 100 børn og at hun selv kunne bestemme over sin tid. Der gik et par måneder hvor jeg heldigvis kunne hente tidligt. Mit hjerte var så ødelagt i den periode. I dag elsker hun også den, vil helst ikke hentes tidligere end kl 16, ellers kan hun næsten ikke nå at lege mener hun. Det er SÅ skønt. Hvad jeg ville have gjort anderledes var ikke at fokusere på og hele tiden fortælle hvor stor hun nu var blevet, for hun følte sig meget lille da hun kom over i skolen. De er 2 klassetrin hele vejen op, så det er ikke en kæmpe skole, men når man kommer fra en lille børnehave føles den stor og hun skulle vist lige komme sig over overhovedet ikke at være stor, men mellem de yngste.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Guldlog

      Tusinde tak for din kommentar. Åh, jeg håber sådan, hun falder nogenlunde hurtigt på plads…det føles så stort og ukendt.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sus

    Det lyder som mig – for et år siden. Da var det min pige, der skulle begynde på en anden skole end de andre veninder/venner fra børnehaven.
    Jeg gjorde mig så mange tanker laaaang tid inden hun skulle starte: Ville hun kunne trives? Falde til? Ville hun savne børnehaven? Ville hun føle sig tryg? osv. osv.
    Jeg må bare sige, at ALLE bekymringer blev gjort til skamme. Skolestart er ny for alle børnene – uanset om de kender hinanden eller ej.De er alle “i samme bås”, og derfor oplevede jeg også en kæmpe velvillighed børnene imellem til at hjælpe, støtte og være der for hinanden. Alle børnene går og drømmer om nye gode venskaber, og derfor skaber de dem så utrolig nemt! 🙂
    De, der kom fra samme børnehave og som “havde hinanden”, var langt mere optagede af alt det nye, og fandt hurtigt nye venskaber på kryds og tværs. Og min pige fandt også lynhurtigt sin “hylde”.
    Selvfølgelig var alting NYT, men det gik bare så fint. Den dag i dag ELSKER hun simpelthen at gå i skole, og hun har fået gode nye venskaber i klassen. Lige fra dag 1 har hun faktisk været glad for skolen 🙂
    Som en anden mor også skriver tror jeg også, det jeg ville gøre anderledes, er at tale om “hvor stor” man er når man skal i skole. Det kan føles overvældende at være “den store”, når man pludselig møde nogen, der så er ENDNU større i SFO, i de ældre klasser osv. Det kan være en hel befrielse for sådan et nyt skolebarn at vide, at man er en af de mindste – og at man ikke skal “leve op til”, at være som de andre/større skolebørn.
    Det jeg bare ville sige er: Det skal nok gå godt 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Guldlog

      Tusinde tak for din søde kommentar. Hvor jeg dog håber, det bliver lige sådan her. Godt råd ikke at tale det med at “vøre stor” alt for meget op, min datter er netop meget tryghedssøgende og dette kunne godt ende med at gøre hende endnu mere utilpas, når man så starter og pludselig er den mindste. Det vil jeg prøve at huske!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne

    Vi var igennem det samme – tryghedssøgende dreng, der skulle starte uden at kende en eneste. Skolelederen gav et genialt råd: Lav et par en-til-en legeaftaler inden skolestart. Og så blev jeg ellers moren, der ringede til fremmede og sagde: goddag min søn skal gå klasse med fin, kender ingen og er generet. Så vil I være på en legeaftale, – med mig og sønnike. Alle (tre) sagde ja og det betød virkelig meget. Min søn havde nogle at gå hen til, som han kendte – og næsten alle andre kendte hinanden. Der er et råd jeg er så taknemmelig for, at skolelederen gav. Måske en ide for jer?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Guldlog

      Hmn, det var da faktisk et super fint råd. Det kunne være, vi skulle prøve det? 🙂 Mange tak

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

 

Næste indlæg

SOMMERHUS LYKKEN