BORNHOLM

BARSELSFERIE I THAILAND, 3 STOP: PARADISE

paradise_1img_6445

Nu er Thailænderne ikke kendt for at have de allermest originale og elegante navngivelser af deres hoteller – og barselsferiens tredje stop er heller ingen undtagelse. Og jo: det er da ærlig talt lidt at jinxe det, at kalde sit sted for Paradise. Og ja: det sætter nogle forventninger i vejret hos os, der kommer dér. Men i dette tilfælde var det helt og aldeles berettiget.

Efter vores ophold på Koh Yao Yai tog vi videre til øen ved siden af Koh Yao Noi, der ligesom Yaii er meget lille. Koh Yao Yai har kun under 4.000 indbyggere, kun er knap 50 km2 stor, og der er ikke mere end 18 kilometer vej, meget af det endda ikke asfalteret. Koh Yao Noi er lidt større, men stadig meget isoleret. Vi havde af flere i vores netværk fået anbefalet hotellet Paradise, så vi havde booket et langt ophold her, fordi der både skulle være gode muligheder for unik natur og afslapning sammen med lidt forskellige aktiviteter for børn og voksne.

De få antal hoteller der er på øen gør, at øen ikke er overrendt af turister, ligesom den heller ikke på nogen måde er præget af trafik, larmende barer eller shoppingcentre. Tværtimod. Koh Yao Noi er faktisk det autentiske Thailand, der har bevaret sin oprindelige charme og atmosfære. Ret skønt.

Paradise ligger på den allernordligste del af Koh Yao Noi. Der er 20 minutter til nærmeste andet hotel, så man er helt i fred og ro og kan nyde de smukke omgivelser. Resortet ligger i en bugt godt skærmet af, så man behøver ikke bekymre sig om strøm og bølger, når man som vi gjorde rejser med børn. Standen er helt privat og god til børn, da der ikke bliver så hurtigt dybt. Men man ER meget isoleret. Der er ikke så mange andre muligheder, end at være her. Vi havde ret svært ved at få modermælkserstatning og bleer f.eks.

Idet vi ankom fra Koh Yao Yai sejlede vi til en lille havn på sydsiden af øen, hvorfra vi havde fået at vide, vi kunne tage en taxa til hotellet. Hmnn. Altså, da han sagde, det kostede 800 Bath, tænkte vi, at han var godt i gang med at snyde os. For det er ærlig talt ret dyrt – taget afstanden til hotellet i betragtning. Men det skulle vise sig, at prisen var ganske fair. Hvad vi ikke vidste var nemlig, at turen derhen var igennem BIG time jungle. Intet formildende at sige om det her. Det var IKKE nogen rar tur. Virkelig virkelig ufremkommeligt og virkelig wild life for alle pengene, skal jeg da love for.

paradise_2

Måske ikke det mest oplagte med to små børn. Vi fandt efterfølgende ud af, at rigtig mange ankommer til Paradise fra vandsiden med båd til nordsiden, hvilket er en HELT anden oplevelse. Turen hertil er grotesk smuk og her ser man virkelig, hvor isoleret og unikt hotellet ligger. Vores ankomst var knap så eksotisk. Eller måske den nærmere var FOR eksotisk..? 😉 De måtte skifte bil (som altså var en firehjulstrækker med lad) to gange, fordi den simpelthen ikke kunne trække det. Det var meget ufremkommelige veje, måske det endda nok er en vild overdrivelse overhovedet at kalde det en vej. For det er så meget sagt. Pyh!

Efterfølgende fandt vi ud af, at hvis du vil handle, så er der kun en vej. Og det er tilbage igen igennem junglen i små 20-30 minutter, indtil du rammer en lille bitte by, der stort set intet har, men her er dog en 7/11. Og på hotellet havde de ingen butik, hvilket ellers havde været et smart træk af dem. Fatter ikke, hvorfor de ikke har det. Jeg ville GLÆDELIGT have betalt dobbelt op på både bleer, slik og plaster, hvis jeg havde kunne undgå turen tilbage gennem junglen for at handle.

Da vi rejste fra øen sejlede vi til Phuket og det var en fantastisk smuk og rar tur! Så jeg vil nok anbefale, at man ankommer ad den vej, hvis det er muligt. Det tog lidt over en time med speedbåd.

paradise_4

Men når alt dette er sagt, så ER Paradise virkelig….en lille bid af paradis. Stranden er så smuk, og der er god plads med hængekøjer nede ved vandet, hvor man kan ligge og stadig føle sig nogenlunde alene. Det er på godt og ondt et resort. Så her var en del russere og tyskere, men fordi der vitterligt ikke er andre, end dem der bor her – og ingen bare sådan liiiige kommer forbi, så føles det alligevel meget unikt og alt andet end overrendt. Man har masser af albueplads. Dertil kommer, at mange af værelserne har egen udendørs bathtub eller pool, så mange bliver oppe ved sig selv.

Her er superior værelser, hvor 2 voksne og 2 børn godt kan være på ét værelse. Vi startede her og rykkede efter nogle dage op i en jacuzzi-villa. De lå bedre og havde en fuldstændig fænomenal udsigt, som jeg oprigtigt stadig savner at stå op til! Et par gange satte vi uret og stod op kl 06.00 for at se solopgang, inden børnene vågnede. Så sad vi dér, hævet over junglen og så den ene smukke morgenhimmel efter den anden med en kop kaffe og fik lidt voksentid, inden alle børn var oppe og krævede leg og aktivitet. Og så var det rart med udendørs bathtub, så kunne storesøster lege og plaske i det, mens Elliot f.eks. sov lur indendørs og vi andre havde mulighed for både at sidde og slappe af i solstolene på vores terrasse eller dyppe os i vandet. Ret perfekt set-up.

paradise_6

Hvis man virkelig vil have luksus er der også hele pool-villaer med egen private pool, men de er meget store – og så ligger de helt ned til stranden – og lige her ville vi faktisk gerne højt op, fordi udsigten var så vanvittig. Jo, det var besværligt med baby og klapvogn, men det var det hele værd. To aftner kom der regn og torden og så blev vi bare deroppe og sad og kiggede ud over det hele, mens vi fik maden bragt op til os – det var SÅ hyggeligt!

Men. For der er jo et men, når noget er så fantastisk uspoleret og autentisk, som det her. Der var rigtig meget wild life. Som i kryb. Som i….af den måske knap så lækre slags. Der var vilde tukaner overalt på øen og de sad lige over hovederne på os i alle træer og der gik kæmpe store vilde veraner rundt. Virkelig fantastisk. Men der var altså også rigtig mange slanger. Også af den ikke så gode slags. Desværre.

Vi var kun lige ankommet til hotellet, da det bankede på vores dør. Det var en australsk dame, der da lige ville gøre mig opmærksom på, at hun – flere gange – havde set en black cobra orme sig rundt foran vores dør og i busken omkring. Storartet. Verdens farligste cobra. Som så boede lige ved os. Jubii. Behøver jeg fortælle, at jeg ikke lukkede et øje den nat. Især hjalp det ikke stort da hun sagde ” We are from Australia. We are use to big snakes. But this one – it was nasty! Please, be very careful!”… hmn..ok så. Jamen jeg løber da bare lige rundt her med to små børn så. Ingen problem.

Efter et par dage skiftede vi værelse. Og selvom det er ulogisk på alle planer, så hjalp det for mig. Jeg ved jo godt med min logik, at den kan være overalt på hotellet og at der kan være flere. Og at det ene værelse ikke nødvendigvis er bedre end det andet. Men tanken om at hun havde set den samme sted flere gange, kunne jeg altså ikke slippe. Tænk hvis den boede dér??!

paradise_3img_7778

Generelt så vi mange slanger. De fleste små og ufarlige, men de er der. Og der er relativt mange. Så det skal man nok lige overveje. De store veraner er jo heller ikke helt ufarlige, hvis de har en dårlig dag, så at sige 😉 Men de virkede nu knap så foruroligende. Da vi for mange år siden rejste i australen så vi en del små veraner og øgler. Og dem husker jeg som ret søde. Men de her var altså fire gange så store. De var vel omkring 1,5 – 2 meter lange. Så det er ikke bare sådan en lille fætter. Man skal ikke gå alt for tæt på dem. De holdt sig dog for sig selv. Slangerne havde jeg det altså langt sværere med. Også fordi de ofte hang i træerne ovenover én. Og bare tanken om, at der pludselig skulle falde én ned på mig eller børnene, det var nok til at give mig kuldegysninger, haha.

Men ja, alt har en pris. Vi så vilde aber, kæmpe hav skildpadder, gigant sommerfulge, (anede ikke, de kunne være så store) og alle de vilde tukaner. Så der var også meget smukt ved den isolerede placering. Og da jeg efter et par dage besluttede at slippe frygten og nyde mit ophold i stedet for, med den devise, at de da sikkert er lige så bange for mig, så gik det meget bedre. For selvfølgelig er de der. Men de kommer sjældent tæt på.

Der var desværre ikke ret mange børnefamilier. Nogle enkelte stykker, men de var kinesiske og russiske, og de havde svært ved at lege sammen. Aldersspredningen var også for stor til at det rigtigt gav mening for vores datter. Ideelt set kan jeg sagtens se, at det nok mest var et sted for os voksne og knap så meget for hende. Men havde der blot været et andet barn på hendes alder eller en søskende, som hun havde kunnet lege med, så er her alle muligheder for spil, aktiviteter mm.

paradise_7

Der er generelt ret mange ting, du kan foretage dig på Paradise Koh Yao. Når du har slappet af længe nok og læst alle bøgerne er der er havkajak, beachvolley, mountainbike og dykning. Der er også et godt udvalg af ture og udflugter til omkringliggende småøer, hvor der kan bades og snorkles ved små rev og øde strande. Der er også ture rundt på Koh Yao, og et besøg i de meget små landsbyer, der findes her. Meget af det kunne ikke så nemt lade sig gøre med baby, men den ene dag tog min mand og datter f.eks ud i kajak, mens jeg blev og slappede af på stranden med baby – og så tog vi også på nogle sejlture til de omkringliggende øer og var ude og snorkle og se en masse postkortsmukke strande. Rigtig dejligt. Og ingen problem med baby, han sov på båden, når vi gjorde holdt.

Det ironiske er, at havde jeg vidst, at der var så meget kryb, så var jeg ALDRIG taget hertil. Men nu, efter vi er kommet hjem og har fået det hele på afstand, så er det nok dét sted, at alle de steder hvor vi boede, jeg helst vil tilbage til. Her var så fantastisk skønt. Og sjældent har jeg følt mig længere væk fra hverdagen, Danmark og den daglige trummerum. Jeg kom virkelig ned i gear her. Og vi havde faktisk svært ved at tage herfra.

I kan læse om vores 1 stop på turen HER

I kan læse om vores andet stop på turen HER

I kan læse den Perfekte Pakkeliste til Thailand med børn HER

   

2 kommentarer

  • Marianne Vibe

    Tak for endnu et super godt og detaljeret indlæg om endnu en skøn destination i fantastiske Thailand. Fedt at det er så anderledes end det man kender og det er bare SÅ skønt både at give den oplevelse til sine børn, men også at opleve det MED dem 🙂
    Synes det er sejt og modigt at I gør det med så små børn, tænk at have sine forældre så tæt på, i så lang tid og i så skønne omgivelser 🙂
    Kh. Marianne

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Guldlog

      Tusinde tak skal du have…hvor er det bare pænt af dig. Jeg elsker også de mange fælles oplevelser, det giver!

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

 

Næste indlæg

BORNHOLM