SHAKE YOUR POM POMS

GULD VÆRD

img_9668

Det der med at have en blog og dokumentere (dele) af sit liv derinde, det er lidt en underlig størrelse. Hvis man er alt for pæn, alt for picture perfect i sin tilgang til og omgang med den omkringværende verden, så kritiseres man hurtigt for at være kunstig, overfladisk og uærlig. Hvis man brokker sig lidt FOR meget over de elementer af tilværelsen, der også er træls og uoverkommelige, så risikerer man nemt at få skudt i skoene, at man er forkælet og utaknemmelig. I værste fald tilmed usundt negativ. Balancen er knivskarp. Ikke ALT for sur. Ikke ALT for messy. Men heller ikke for perfekt.

Jeg kan sådan set godt forstå det. Vi vil gerne kunne relatere. Vi vil genspejles. Og vi orker ikke fremstå som de totale rodehoveder selv, bare fordi nogen har fået den fikse ide, at få deres liv til at se fuldkomment problemfrit ud. Men der er heller ikke meget rock´n roll over at være kaos mor med gylp i håret 24/7 uden retning og mål for dagen. Med mindre man hedder Courtney Love. Og hun blogger mig bekendt ikke.

Og hvorfor skriver jeg det? Det gør jeg, fordi jeg ofte stopper op en ekstra gang, når jeg føler trang til at dele det (for mig) perfekte. Fordi jeg ved, jeg i min delagtiggørelse optegner et billede som bidrager til en i forvejen usund perfektionskultur. Et medielandskab, der gør usikre mennesker endnu mere duknakkede og selvefede typer yderligere dumstolte. Jeg ved godt, at jeg også ofte deler min enorme uperfekthed herinde. Som f.eks. HER. Og at jeg oprigtigt prøver at huske på balancen. At det søde meget ofte ER sjovere, når det sat sammen med det sure. Men alt imens jeg aldrig tøver med at trykke UDGIV, når jeg har lavet et indlæg, der omfavner mit utjekkede jeg, så er jeg med årene blevet mere og mere påpasselig med samme forløb, når jeg over tastaturet dvæler ved det for mig perfekte. Hvorfor deler jeg det? Hvad er det, jeg vil med det? Er det rent show off? Har det en berettigelse.

Svaret for mig er egentlig ret enkelt. Hvis det har betydning for mig, nede i maven, inde i hjertet, oppe bag panderynken, så har det berettigelse. Måske det ikke altid har helt samme betydning for jer der læser, som for mig, der føler. Men det har fortjent at leve på bloggen. For vist er det sundt med en god portion selvironi, selvindsigt og ydmyghed. Men det er heller ikke at foragte, at stoppe op ved de gode ting. Store som små.

Sådan én dag var i dag. Virkelig rar og fin og særlig. Uden nogen som helst grund, uden nogle store armbevægelser. Vi taler ikke Big Band, konfetti-herlig Insta perfekt. Vi er nok mere over i en stille underlægnings jazz med blid saxofon og en enlig whisky.

Jeg var til polterabend i går. Og kom sent hjem. Meget sent. Og ja, relativt bedugget. Jeg har ikke drukket i halvandet år, så det er hård kost for sådan én som mig med alle de shots og bobler. Jeg havde set frem til at sove længe. Streg under LÆNGE.

Fire timer efter jeg har lagt mig vækkes jeg af min 6-årige datter. Mit hoved vejer 100 kilo og jeg har svært ved at flytte min krop, der ligger som forstenet kilet fast mellem madras og dyne. Jeg har kun EN tanke ; Sove. Mere. Nu. Men langsomt forstår jeg situationen. Min datter står for fodenden fuldt påklædt, i prinsessekjole og blomstrede strømper, stolt og morgenfrisk og beder os følge med ud i køkkenet. Her har hun så åbenbart dækket stort morgenbord, helt selv, med alt service og morgenmad (nuvel også et par karameller fra aftenen før – point for at forsøge), juice og brød, sirligt lagt servietter på tallerknerne, sågar været ude i haven og plukke blomster til bordet. ”Jeg har lavet morgenmad til jer. For i dag er det nemlig jeres dag”, siger hun glad. Alle tanker om død med kølle, da jeg første gang mærkede slaget fra en dinosaurer bamse er forduftet. Der er kun et at gøre. Tænk sig, det lille menneske, det har hun gået og syslet med, mens vi lå og snorkede om kap inde ved siden af. På vores pladser lå der tilmed en lille gave til os hver. Jeg fik en skøn lille muslingeskal, som hun har fragtet med hjem fra Thailand. Pakket ind i en tegning.

Op af dagen skal vi besøge oldemor. Hun har det lidt svært. Hun er gammel, ret besværet, meget ensom, savner oldefar, dårligt gående, netop opereret, træt af dage. Da vi kommer, starter hun med at trække mig til side og græde lidt på min skulder ude i gangen. Hun vil ikke have børnene skal se det. Men hun har en rigtig svær dag. Vi spiser theboller med tandsmør, drikker kaffe og kigger på billeder. Taler om løst og fast, griner af babyen, der gnaver i bordben, gennemgår tv kanalerne, så olden ved hvor TV Charlie ligger. Vi har en stille og rar dag, men for os der kender hende, er det tydeligt, at oldemor ikke er helt i hopla. Eller. Det vil sige, det var hun ikke, indtil babyen starter med at kluk le, hver gang hun kalder hans navn. Hun lyser helt op i ekstase over deres særlige forbindelse. Kort efter falder min store pige hende spontant om halsen, kysser hende lige midt i panden mellem de tykke briller og konstaterer helt ublu ”Jeg elsker dig oldemor!”. Dér duggede brillerne.

……..Da vi efter nogle timer siger farvel, er olden som forvandlet. Helt høj af lykke, ligefrem boblende. Fluks hiver hun min pige og jeg med ind på soveværelset og åbner begejstret sit smykkeskin. Elin kigger betaget ned og sammen står de i ti minutter og beundrer alt det glimtende guld. Olden insisterer på, at vi skal have en smal, enkel guldkæde. Elin er lykkelig. Trallende og hoppende knuger hun kæden på vej ud til bilen. Og da vi lander hjemme igen, stryger hun ned og henter min lille konkylie, som hun forærede mig om morgenen. ”Den skal sidder her, mor. Nu er det VORES halskæde!”….. Ikke en eneste gang overvejede hun muligheden, at det faktisk var kun til hende.

Tænk hvor gennemgribende fantastisk sådan et lille væsen kan være. Hvor meget uspoleret, uskyldsren kærlighed de kan sprede. Det føltes altså lidt som en mindre eksplosion af stolt velvære i min brystkasse.

Det kan godt være, at de oftest giver mig kamp til stregen, de to små abekatte herhjemme og at de udfordrer min tålmodighed til dimensioner på daglig basis, at de har frarøvet mig min søvn og konkret i dag været medvirkende til en solid hovedpine, der aldrig gik væk, fordi morgenmaden stod klar lidt vel tideligt, men hallo! Intet i verden kunne være mere perfekt. For mig. Og jeg har lyst til at rulle det store Big Band ind, tænde for konfetti kanonen og danse jive for fuld skue. Men for nu, der nøjes jeg altså med den stille jazz, en varm kop kaffe og et veltilfredst blik på min (vores!) nye halskæde. Ikke alt, der glimter er guld, siger de kloge. Og det er bestemt så sandt. Men nogen gange, så er det faktisk guld værd, at få lov at dvæle ved det perfekte. Hvad det så end er.

   

14 kommentarer

  • Johanne Emilie

    Hold nu op, et dejligt skriv <3

    Jeg sidder på kontoret og her er lidt sommerferie stille, så jeg tilluskede mig lige til at kigge ind på din blog og ej hvor var det en rar tekst at læse 🙂

    Jeg synes at du har (på både Instagram og her på bloggen) en rigtig fin balance mellem det spolerede og det uspolerede. Det er altid sjovt at høre at andre kan have ligeså åndssvage og trælse dage som man selv kan have, men samtidig synes jeg det er så vægtigt at stoppe op og nyde de små øjeblikke og man må hellere end gerne dele dem, for det kan aldrig være en dårlig ting at sprede glæde 🙂

    Og ps. så vil jeg lige tilføje at jeg elsker at følge med hos dig, og at du får denne 25-årige single (som lige nu fokuserer på den ny udklækkede karriere) til at glæde sig endnu mere til det kaotiske dejlige familie liv 🙂 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Guldlog

      Tusinde tak for den fine kommentar. Hvor er det pænt af dig at skrive. Det er virkelig dejligt, at man også sagtes kan få noget ud af at læse med, også selvom man måske står et andet sted i livet, end lige jeg gør nu. Tak for at dele det med mig. Det værdsætter jeg meget.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ditte

    Eminent skrevet, Loui! Og så rigtigt! Tak for påmindelsen.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Årh, for filan altså, hvor gør hun mig blød om hjertet. Hvor var det bare fint gjort. Alt sammen. Hele dagen <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lou

    Så smukt skrevet og fik tårerne gerne øjenkrogen. De små mennesker er intet mindre fantastiske <3

    Kh Lou

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kristina

    Jeg er helt rørt – sikke en fin dag og hvor har du bare en sød og empatisk datter! Jeg har selv to piger på ca. samme alder som dine børn og det er bare så livsbekræftende samtidig med at jeg er ved at gå ud af mit gode skind på ugentlig basis. Det er så vigtigt at huske dage som disse – så giver det hele mening!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Guldlog

      Ja, det er nemlig også vigtigt. Og hvor sjovt at dine har helt samme alder 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Laura

    Dit indlæg ramte på en dag, hvor mine tanker har kredset om en dag at få børn, og om hvorvidt jeg vil kunne magte det, men med dit fine skriv, så tænker jeg, at det måske vil være det hele værd❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Trine

    Åååh hvor skriver du bare nogle fantastisk fine indlæg søde Louise…!!

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

 

Næste indlæg

SHAKE YOUR POM POMS