NY GANNI KJOLE OG VINDER AF PLAYMOBIL

NOGET OM FØDSLER OG FØLELSER

fodsel

Okay, det her indlæg er måske en smule mærkeligt. Som jeg sidder og skriver nu, så ved jeg i hvert fald ikke selv helt, hvad formålet er. Og det plejer typisk at stoppe mig. Gammel journalist vane. Pointen skal være klar fra start og det dér. Men nogen gange, så er det vel også dét, som en blog skal bruges til? At dele de tanker, som jeg sidder med.

Når man blogger, så følger man også ofte med hos en masse andre bloggere. Jeg gør i hvert fald. Og lige i øjeblikket er en hel del af dem gravide, netop blevet forældre (igen) eller på tærsklen til at blive det. Og jeg lapper det hele i mig, fordi det stadigt kun er ni måneder siden, at det var mig, der kom stolt hjem fra hospitalet med en lille ny til familien.

Jeg synes, det er så hyggeligt at følge med i og mange af de her søde damer, dem har jeg efterhånden fulgt og kendt i mange år, hvorfor det føles vedkommende, også for mig, når deres maver vokser og deres børn ligeså. For et par dage siden fik Emili også en datter. Og det har hun skrevet et ret så fint indlæg om lige her.

Og det var netop hendes indlæg, der fik mig til tasterne. For hun kan altså et eller andet, hende Emili. Både set fra et journalistisk/kommunikativt aspekt, og set med mor-kasketten på. Jeg har svært ved præcist at sætte fingeren på, hvad det er, der gør hendes indlæg så fint. Men det er altså værd at læse, hvis man selv er gravid, snart skal føde, lige har gjort det eller regner med at skulle det snart.

Hun har først og fremmest en misundelsesværdig ærlighed omkring sine forventninger, sit forløb og sin morrolle. Og så evner hun at beskrive en fødsel, som den nok opleves af langt de fleste; egentlig uproblematisk og nogenlunde ’standard’ (hvad søren det så end er), men også fuld af usikkerhed, en vis grad af skuffelse og utryghed. Ikke fordi man forventer, at der springer små Yasmin blomster omkring ørene på én, når barnet er ude eller fordi man troede, at det kunne klares, uden at det gjorde ondt. Men fordi vi nok alle sammen, i større eller mindre grad, har nogle forventninger, ønsker, forhåbninger og også frygt omkring vores fødsel. Og først og nok fremmest, fordi det er forbundet med mange bagvedliggende følelser, ofte nogle følelser, vi ikke selv helt kender omfanget af. Før vi står midt i dem.

Jeg synes, at Emili i sit indlæg ret fint får ridset op, hvordan man har det i dagene lige efter en fødsel. Uden at overdramatisere det, uden at negligere det. Uden at forherlige, ærligt, men også stadigt fuld af glæde og taknemmelighed. Det er ret fint. Jeg kan i hvert tilfælde nikke genkendende til meget af det. Ikke fordi min fødsel lignede. Men følelserne omkring det, bagefter, de gjorde.

Min første fødsel ville jeg så gerne have foretaget i vand i et kar. Det kunne vi ikke nå. Smertestillende ej heller. Som I måske kan huske, så tog det kun bare 4 timer alt inklusiv. Det var en god fødsel, bedre end jeg havde turde håbe, jeg var lettet og glad, baby havde det godt, der er ikke så meget skidt at sige om dét. Men mine forventninger, mine håb for forløbet, de blev alligevel langt fra indviet. Og sådan er det nok bare ret ofte.

Derfor havde jeg heller ingen forventninger her anden gang. Jeg havde indstillet mig på, at det alligevel ikke ville blive et forløb, jeg var herre over. Og at så længe jeg selv og baby klarede det uden mén, så ville jeg være glad og taknemmelig. Men jeg havde derimod én frygt. Som faktisk fyldte en hel del i tiden op til fødslen. Nemlig storesøster. Fordi første fødsel gik så stærkt, havde mange sagt, at anden gang godt kunne gå endnu stærkere. Og jeg var bange for, vi ikke kunne nå at aflevere hende. At vi ville være nødt til at tage hende med. ALLE slog det hen. Alle sagde, at det kunne vi sagtens nå. Vi bor trods alt kun 12 minutter væk fra Riget. Men som faste læsere ved, så blev det lige præcis scenariet. Dermed blev min fødsel endnu en gang en lidt blandet oplevelse, dog heldigvis allermest god. Og hverken storesøster eller nogen andre led under forløbet. Hun fik saft og kager i køkkenet ved siden af fødestuen, jeg tror faktisk, hun synes det var sejt at komme med. Men indrømmet; det synes jeg sgu ikke.

Hvad er pointen her? Måske bare, at selvom man ikke har haft en hverken traumatisk eller problematisk fødsel, så vil man ret ofte alligevel nok være lidt rundt på gulvet, en smule desillusioneret og måske også lidt ked i dagene efter. Ikke fordi man ikke er glad. Eller lykkelig helt ind til benet. For det er man jo heldigvis mest. Men fordi fødsler er fuld af følelser. Det kan vi nok ikke gøre så meget ved. Og det synes jeg heller ikke, at vi skal. Men vi skal lære at omfavne det. Og acceptere det. Også på sidelinjen.

Vores første dage (faktisk uger) med Elliot bar desværre ekstremt meget præg af, at han var syg med gulsot. Et forløb, jeg slet ikke var forberedt på og som jeg endnu ikke har skrevet ret meget om herinde. Nu er det så tilpas meget på afstand, at jeg gerne vil. Så det kommer nok snarest. Men det var ikke spor rart. Faktisk overskyggede det følelsen af taknemmelighed og glæde hos mig. Desværre. Men det er som sagt en helt anden fortælling. Selve fødslen var en rigtig god og ikke mindst tryg oplevelse, på trods af, at jeg sammenlagt kun lå på briksen i under 30 minutter. Det fjernede dog hverken angst, usikkerhed, tudeture eller frustration i dagene efter. Og sådan skal det nok bare være. For de fleste af os. Og det er egentlig også ok. Så længe, vi selv godt ved, at det meste handler om følelser og hormoner. I fæl forening. Og hvis man så er så heldig, at man kan anskue det så åbent og varmt, som jeg synes at læse, at Emili gør det, så tror jeg, at det nok skal gå. Det var egentlig bare lige det, jeg sad og tænkte på.

img_3759

   

3 kommentarer

  • Marie

    Hvor er det sjovt, at du nævner Emilis blog. Det er længe siden, jeg sidst har læst med, men jeg husker den slet ikke, som du beskriver den. Synes hun virkede overfladisk og dømmende – især ift. moderskab. Og så ændrede hun holdning, som vinden blæser. Men måske er hun blevet bedre. Jeg vil prøve at læse med igen hos hende.

    Helt enig i resten af indlægget i øvrigt 🙂 Jeg synes, der generelt er for lidt fokus på at forberede fødende på livet umiddelbart efter fødslen. Hvordan føles det at være fødende kvinde? Hvordan føles det at blive mor? Hvordan skal man forholde sig til den fødsel, man er gået igennem? Ville ønske, at der var mere fokus på at lære kvinder at sætte ord på alle de oplevelser, der følger med, når man føder et barn.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Guldlog

      Ja, jeg synes i hvert fald hun rigtig fint får sat ord på nogle følelser, som man ellers ikke så ofte taler så meget om. Hvilket i grunden er rigtig synd. For du har nemlig meget ret: Hvordan skal man forholde sig til den fødsel, man er gået igennem? Jeg synes godt, vi kunne bruge lidt mere og bedre fokus på de oplevelser/følelser, der følger med, når man føder et barn. Alle går vi jo til fødselsforberedelse og gravid yoga og hvad ved jeg, under hele graviditeten. Og til hvad nytte? Helt ærligt..der er alligevel aldrig nogen fødsler, der bliver, som man håber på/ regner med/ drømmer om…derimod forbereder vi os ikke ret meget på tiden og ugerne efter. Som jo i virkeligheden er dér, det reelt hårde arbejde starter 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Tak for de pæne, pæne ord smukke Guldlog <3

      Og til dig Marie – min blog er som den hele tiden har været, så var den (og jeg) ikke noget for dig før, er den det nok heller ikke nu. Blot så du ikke går forgæves og bliver skuffet : )

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

 

Næste indlæg

NY GANNI KJOLE OG VINDER AF PLAYMOBIL