VIND PLAYMOBIL TIL DE MINDSTE

PAVENS FAVORITTER

img_2873

Det føles efterhånden så fjernt, at kalde hende Paven. Det passer på mange måder ikke rigtig til hende længere. I var og er bare så mange, der elsker det, har taget det til jer og bruger det herinde. Og hun VAR altså en lille pave de første mange år. Væltede rundt og beordrede sin omverden at adlyde prompte på diverse ideer og påhit. Jeg får stadig mange spørgsmål på, om ikke Pavens Prædikener starter igen. Men det hører på en måde en anden tid til. Nu er hun stor og har en ganske anden personlighed.

Der er også noget aldersbetinget i rimeligheden i sådan et ‘øgenavn’, synes jeg. Det er kun sjovt og kærligt og ret ærligt, når man mønter det på en baby eller en lille tumling. Men når man bruger den slags øgenavne til en skolepige, så sætter det bare andre ting i gang. Hun er med alderen blevet meget mere sammensat, meget mere nuanceret, knap så entydig 😉 Og så er det på en måde også sjovere, at sætte stemme til en tumling/baby, der endnu ikke har én. Nu har hun jo sin helt egen stemme. Sin egen tone. Og den vil jeg ikke så gerne karikere, digte på, udstille. Det helt lille barn er en anden støbning; de vælter bare sådan lidt tilfældigt rundt i verden og indtager den, som de nu engang er, mens alle vi andre skiftevis griner og gyser over ders uhyrligheder. Og her var det sjovt at sætte en stemme på, synes jeg. Men. Det hører fortiden til, nu har vi en ny terrorist på matriklen. Også en ret bestemt én af slagsen, men knap så enehersker-agtig. For det er han jo ikke. Han deler førehuset i det usynlige bæltekøretøj, der hver dag pløjer gennem min stue med en stolt storesøster på nu 6 1/5 år.

Nå, det var et sidespor. Afledt af min egen, i øvrigt selvvalgte, overskrift. For jeg tænkte, det kunne være sjovt at dele nogle af hendes favoritter herinde. Ikke bare de her collager med ønsker og dagdrømmerier, næste mulige køb og den slags. Men i det omfang, hvor det lader sig gøre, simpelthen dele favoritter herinde, som vi bruger, glædes over og har integreret i vores dagligdag herhjemme. Udfordringen i denne øvelse ligger i tidshorisonten; der går oftest lidt tid, før end man ved, at noget er et HIT. Som børnene aktivt tilvælger og glædes over og bruger. Og så kan det være svært at linke til jer, fordi produkterne i mellemtiden er udsolgt eller udskiftet med nye. Men lige nu lader det sig gøre. Og hvorfor så ikke?

Især tre mindre køb har vist sig meget ‘rigtige’ herhjemme hos den 6 årige.

1. Kjolen fra Wheat fik hun helt tilbage til sin fødselsdag i marts. Og den bruges flittigt hver uge. Hver. Uge. Og jeg elsker, at give hende den slags, når hun rent faktisk skatter det så højt. Hun har et udpræget “dulle/prinsesse/bling-gen”…elsker alt med tyl og glimmer, flæser og strut. Samtidig er det her én af de kjoler, jeg selv kan holde ud at se på, haha. Flere af de andre er…..ja, ret voldsomme, hihi.

2. Den pink boombox er et ligeså stort hit. Igen købt tilbage i marts. Hun bruger den hver dag. I de her moderne tider, hvor vi klarer det meste via apps på mobilen, henter musik og film og diverse ned via online tjenester og den slags, så kan jeg rigtig godt lide, at hun her selv aktivt kan gå ind og styre. Hun fik i samme ombæring en masse CDér; og hun elsker at sidde på værelset og skifte musik selv, som hun kan danse til, at sætte sine Disney favoritter på, når hun leger med sin legetøj eller at høre historier, radio eller andet. Jeg husker det tydeligt fra min egen barndom, først med kasettebånd, dernæst CDér og DVDér. Det her med at sidde og nusse med det selv; tage coveret ud, kigge billeder, lære rækkefølgen i sangene at kende, spole hen over nogle, genlytte andre igen og igen. Skifte CD 4 gange på en halv time. Og alt den slags. Det er der altså noget hyggeligt ved. Og jeg glæder mig allerede til at give hende flere CDér.

3. Den fine sætterkassehylde fra Ferm Living fik hun i gave fra sin mormor og morfar, vidst nok til jul. Kan faktisk ikke huske det længere. Den er også genstand for timers leg og sysler. Her skifter hun konstant sin ‘udstilling’ af små figurer og legetøj, står og nusser og det er nok lige så meget selve opstillingen, udvælgelsen af indholdet og omrokeringen af det hele, der tæller, som det er det egentlige resultat.

…..og en sidste og 4. ting, som har vist sig at være et rigtig godt køb, har jeg ikke lige noget billede af. Det er – af alle ting – ja, dem her. 

Der var egentlig ikke så meget tanke i det, da jeg købte dem, andet end at hun manglede. Men det har vist sig ret genialt. Netop i øjeblikket går hun meget op i at lære ugedage, øver hvor mange dage der er, hvad dagene hedder, hvad betyder i over-morgen, hvad betyder i foregårs, hvordan tæller man frem til weekend, osv. Og så øver hun engelske ord. Dels efter vores ferie i Thailand, hvor hun blev nødt til at lære lidt, for at kunne lege med de andre børn, dels fordi hun er begyndt at se ( åh, gru!) diverse engelske teen serier på Netflix. Derfor har de her famøse ugedags- trusser vist sig at være helt perfekte til netop nu. Hver dag står hun og roder i sin tøjskuffe efter den rigtige ugedag, øver på dansk og engelsk, hvis dagen mangler, så skal det være dagen efter, vi tager, ikke dagen inden, og så fremdeles. En yderst alternativt måde at lære om ugen på, måske…men her virker det, haha.

Det var nogle af vores absolutte favoritter herhjemme fra pigeværelset. Måske I også har nogen derhjemme, eller kender nogen, der kunne have samme lyster? Fif er i hvert fald hermed givet. Og så må jeg i mellemtiden øve mig på en ny overskift, hvis jeg skal have udfaset “Paven” med en mere diplomatisk karakter 😉

 

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

 

Næste indlæg

VIND PLAYMOBIL TIL DE MINDSTE