TO NYE BOLIG TILFØJELSER

OM MODERMÆLKSGULSOT OG EN SVÆR START

gulsot2

Hvis jeg havde været maler og skulle lave et billede af følgende beretning, ville jeg ikke ane, hvilken farvepalette, jeg skulle tage i brug. Hvad fylder mest på billedet af min første tid med Elliot?

Jeg tænkte i tiden efter, at jeg ville vente med at skrive om det, til jeg selv forstod hvilke følelser, der havde fyldt mest. Men jeg ved det stadig ikke.

Som jeg har nævnt i et tidligere indlæg og også skrevet om her, havde jeg ved min anden graviditet en god fødsel. Absurd hurtig, nuvel. Lidt vel hektisk, taget i betragtning at storesøster endte med at måtte komme med, jovist. Men alt i alt en positiv oplevelse. Jeg var – og er – rigtig glad for den fødsel. FØDSLEN……Dagene efter derimod. De fortoner sig som et virvar af frustration og følelser, timelange tudeture og afgrundsdyb magtesløshed. Elliot fik nemlig gulsot. Og desværre af den type, der ikke ville slippe taget.

Jeg har ofte følt, at mange omkring mig ikke helt forstod, hvor rædselsfulde de følgende uger var. Og det forstår jeg egentlig godt. Dels barrikaderer man sig ofte lige efter fødslen, det forstår og ligefrem forventer de fleste. Der bliver derfor ikke stillet så meget spørgsmål ved en gabende radiotavshed fra de nybagte forældre. Dels oplever mange at få en nyfødt med gulsot. Det er helt almindeligt. Bare af en lidt anden type, end den vi var igennem. Men det ved folk jo ikke, så de fleste slog min angst og usikkerhed hen med kærlige kommentarer om, at det havde deres børn også haft. De første 3-5 dage efter fødslen.

Det har i de mørkeste stunder efterladt mig med en følelse af skam. Jeg var flov over, at jeg var så dramatisk og oprørt et hav indvendigt, når nu alle andre virkede som om, det var ganske ubetydeligt. Der var hele tiden to stemme indeni. Dén, der sagde, at alt var fint og jeg skulle tage en slapper og trække vejret dybt. Og dén, der sagde, at jeg var nødt til at forberede mig på det værste.

gulsot1

Som med alle andre 2. gangs fødende blev vi sendt ambulant hjem nogle timer efter fødslen. Vi tog hjem, fik storesøster hjem, øvede os i at være en familie på fire og var glade. På 5. dagen kom sundhedsplejersken. Hun bemærkede at Elliot var gul. Om vi havde lagt mærke til det? Det havde vi faktisk ikke. Hun mente, det var nødvendigt, at vi tog op på hospitalet og fik målt hans bilirubin.

Hun skyndte sig at fortælle os, at næsten 60% af alle nyfødte får gulsot lige efter fødslen. Så vi tillagde det ikke stor betydning. Hos langt de fleste er det normalt og kræver ingen behandling. Gulsot viser sig typisk ved at barnet bliver gult i huden og i det hvide i øjnene. Det gør de på grund af øgede mængder af farvestoffet bilirubin i blodet. Og indrømmet; han så da måske også lidt vel rigeligt ”solbrun” ud, vores lille mand.

På hospitalet fik vi taget blodprøver og målt bilirubin. Hans tal var for høje. Hvilket egentlig ikke er så godt, men da han var så lille og ny, mente de ikke, der var grund til at beholde os. Men de ville gerne holde skarpt øje med os, sagde de. Derfor skulle vi komme op og få taget nye prøver hver dag. Ud over at det naturligvis hen over de følgende dage blev lidt belastende, både at få lov at prøve at ”lande” som familie, og samtidig skulle aflevere og hente storesøster, kører op og have taget målinger, videre hen og have taget blodprøver, vente, flere prøver, vente mere, og passe det med lur og måltider, så skete der desværre bare dét, som de blev ved med at sige, ikke så tit sker; Hans gulsot forsvandt ikke. Hans tal blev ikke lavere. Derimod blev de højere og højere. Han blev mere og mere gul.

Og så gør man jo det, man godt ved, man ikke skal; Man googler.

Og så læser man ting, man ikke spor har lyst til at læse, når man sidder med en lille nyfødt i armene. Blodtransfusion, svær hjerneskade, leversygdom, blodforgiftning, etc.

Efter gentagne dårlige blodprøver forklarer de os på hospitalet, at enkelte nyfødte med svær gulsot kræver behandling for at undgå hjerneskade. Behandlingen omfatter lys, hvilket næsten altid virker og i sjældne tilfælde dernæst blodtransfusion. De ville derfor gerne indlægge os. Min usikkerhed stiger, utrygheden ligeså, men allermest frustrationen over ikke at være der for min store pige, der på det her tidspunkt står midt i en helt ny og uvant situation, og som skal forstå, at mor og far ikke bare har fået et nyt barn, vi kan nu heller ikke være sammen med hende. Av, det gjorde virkelig ondt helt ind i hjertekuglen.

Vi bliver indlagt og Elliot bliver lagt i kuvøse og lysbehandling. Efter 24 timer er der ikke bedring, men et svagt fald i tal og man sender os hjem. Giver os besked på, at tallene nok falder yderligere efter et døgn. Det gør de ikke, dagen efter er de fordoblet igen. Han kommer i lyskasse igen. Og igen skal vi samtidigt afvente svar på blodprøver, som først kommer flere timer efter prøven er taget. Vi kommer hjem igen.

gulsot3

To gange smed de ved et uheld prøverne væk. Det vil sige, at vi efter at have ventet de obligatoriske 8 timer på svar, pludselig får at vide, at vi desværre er nødt til at komme op igen og få dem taget om. To gange koagulerede blodet, dvs. disse skulle OGSÅ tages om, og hver gang var svartiden herpå så lang, at de ofte først ringede til os med svar efter kl. 20.00 om aftenen. Hvor svaret hver gang var: I skal indlægges akut. Og hver gang måtte vi så ringe efter mine forældre, der heldigvis er pensionister og derfor havde tiden, så de kunne susende og passe storesøster, der hver gang måtte finde sig i at vågne næste morgen og opdage, at nu var mor og far og lillebror væk igen. Og hver gang kunne ingen svare hende på, hvornår vi kom hjem igen.

Jeg var så ked af det. Ked af det over, at min søn ( sandsynligvis) var syg og ingen kunne forklare os, hvorfor det ikke gik væk. Ked af det over alle de prøver, han skulle trækkes igennem på et tidspunkt, hvor han bare burde have ro og omsorg, ked af at skulle holde ham fast, mens personalet skar i hans små fødder og han skreg i vilden sky, (det føltes virkelig som et overgreb, selvom jeg godt vidste, det var nødvendigt) ked af det over min mangel på nærvær og tilstedeværelse overfor min store pige, ked af det over at vores første uger sammen slet ikke blev, som jeg havde håbet og troet.

På hospitalet var de grundlæggende rigtig søde, gode til at berolige os, og de gjorde alt hvad de kunne. De holdt godt øje med ham og os. Problemet opstod blot i, at de ikke kunne give os nogle svar. Hver gang de sagde noget for at berolige os, så overskred vi så at sige den grænse; ”Det forsvinder efter nogle dage”. Det gjorde det ikke. ”Det forsvinder helt sikkert efter to uger”. Det gjorde det ikke. ”Tallet stiger heldigvis næsten aldrig over dette niveau”. Det gjorde det. ”Det forsvinder efter første lysbehandling”. Det gjorde det ikke. ”Det kræver typisk ikke mere end max 24 timers lysbehandling nu”. Det gjorde det. Osv. Osv.

De bad os især om at være opmærksomme på sløvhed, slaphed og dårlig øjenkontakt. Helt ærligt. Jer, der har haft 3-4 uger gamle babyer…..I ved, at på det her stadie, der sover de næsten hele tiden og øjenkontakt er altså et vidt begreb. Det gjorde, at jeg havde utrolig svært ved at navigere i hvad der var naturlig adfærd og hvad der var mistænkeligt.

Selvom de var søde til at forklare os, at gulsot ikke er farligt, når sygehuset bare følger retningslinjerne for rigtig behandling, så viste alle deres eskalerende anstrengelser os samtidigt, at de tog det ret seriøst.

Jeg vågnede om natten på hospitalet og nedstirrede ham i det blå lys, kiggede efter tegn. Tegn på hjerneskade. Tegn på besværet åndedræt. Tegn på leverpletter. Tegn på øget slaphed. Jeg ammede hver time. Det skulle jeg, sagde de. For amningen kunne afhjælpe det, mente de. Jeg sov ikke. Om natten ventede jeg. Og græd. Om dagen sad jeg bare med ham, knugede ham ind til mig, og ventede på at nogen gav mig mad eller at vi skulle op og have taget flere prøver. Eller også kørte vi hjem til storesøster, legede på gulvet og lod som om alt var normalt. Indtil vi blev ringet op og kaldt ind igen.

Til sidst fik vi så ondt af storesøster, at vi aftalte med personalet, at min mand tog hjem og var sammen med hende, og så fik min mor lov at være indlagt sammen med mig. Jeg havde brug for hjælp, især om natten, når jeg skulle amme eller tisse, fordi Elliot helst skulle være i lyset hele tiden, fordi hans tal var så høje, hvorfor jeg havde sådan nogle lyslapper på mig, der var koblet til hans kuvøse.

gulsot4

Problematikken i vores tilfælde lå i spændfeltet mellem Elliots generelle trivsel – og hans tal. For han havde det umiddelbart godt. Virkede ikke mærket af det. Spiste som han skulle, tog på og var glad (når de ikke stak eller skar i ham, jeg kommer ALDRIG til at glemme de hyl!)….mens hans tal fortalte en anden historie. Og systemet er indrettet sådan, at normalt, hvis baby har det godt og ingen adfærdsmæssige udsving har, så sender man folk hjem. Så skal man jo ikke ligge og optage en plads. Men hvis tallene overstiger en vis mængde, så må man ikke udskrive. Og vi svingede konstant imellem dette. Hjemsendelse, indlæggelse, hjemsendelse, indlæggelse. Hele tiden. Og sammenlagt med hormoner, efterfødsels veer, mælk der løber til, generel usikkerhed, angst og utryghed, storesøster, der slet ikke fik den omsorg, jeg gerne havde villet det og det stress, der er forbundet med sådan et forløb, så var det bare ikke en god cocktail.

Det var så skizofrent. Den ene dag var man ved godt mod. Den næste nede. Den ene dag fokuserede man på hans trivsel og gode vækst. Den næste dag var fokus på hans alarmerende høje bilirubin niveau.

De tog udvidede prøver og undersøgte for leverbetændelse, blodforgiftning og det, der er værre. Og gang på gang viste prøverne, at han var helt sund og rask. Han fejlede intet. Han var i tip top stand. Men han var gul som bare pokker med skyhøje tal. Og når man først har været igennem hele møllen, når alle prøver er taget, om og om igen, når de er svaret positivt, så fælder man altså den dom, som lægevidenskaben endnu ikke kender årsagen til eller svaret på; Modermælksgulsot.

Omkring et par procent af alle nyfødte børn om året udvikler åbenbart det, der kaldes modermælksgulsot. Det bliver betragtet som en helt normal situation og det er meget sjældent, at man går ind og anbefaler at holde pause med amning eller stoppe amning helt. Selvom det antages, at det skyldes netop amningen. Fordi det, modsat den ’almindelige’ gulsot, slet ikke er farligt eller skadeligt, hvis det kan vare op til 2-3 måneder. (Som det endte med at gøre det hos os).

Årsagen til den sjældne type gulsot kender man ikke, det er ganske få der får det, men det er ufarligt og først en diagnose, man stiller, når alle andre muligheder er udtømt. Man anbefaler i dag ikke at afbryde amningen, men blot at fortsætte, da man ved, at gulsoten forsvinder, blot over længere tid.

img_5494

Og det var altså dér, vi endte.

Det hele var bare mig, kan man sige. Havde jeg ikke ammet, havde vi slet ikke været alt dette igennem. Men omvendt var det jo heldigvis og gud være lovet helt ufarligt. Og vores lille mand havde det storartet. Men det var en ambivalent besked at gå hjem på ovenpå sådan et langt og knudret forløb.

Hvad nu hvis de tog fejl? Hvad nu hvis det alligevel var den anden type gulsot? Hvad nu hvis det alligevel viste sig, at kunne forvolde skade? Betegnelsen er jo ret beset kun én man anvender, når alle andre muligheder er lukket ude. Og man kender ikke forklaringen herpå endnu. Hvordan fortæller jeg min krop, der har været i konstant alarmberedskab, at nu skal den slappe af. Den skal give slip. Hvordan fortæller jeg min hjerne det?

Jeg kan huske, da vi forlod hospitalet dén dag. Jeg var SÅ lettet, SÅ taknemmelig, Så angst og SÅ udmattet. Vi havde fået at vide kort forinden, at vi måske kunne risikere at skulle holde jul på hospitalet. Tanken var helt ubærlig for mig. Mest med tanke på min store pige. Heldigvis slap vi med skrækken. Og heldigvis var alle mine frustrationer, alt min angst, alt min usikkerhed helt ubegrundet.

Og så alligevel. Det var den jo ikke. For jeg følte den jo. Den VAR der. Og den dominerede hele min første tid med Elliot. Hver time. Den påvirkede os alle fire og trak lange efter-veer med sig. Og tiden, den fik vi jo ikke igen. De tidlige uger, hvor man bare kan sidde og glo på sin lille baby i nattøj hele dagen og dikke-dikke, de var væk. Fordampet i støvskyer af hospitalstøj, store bind, ømme bryster, vågne nætter, blodprøver, kanyler, kuvøser og indlæggelsessedler.

Det vil jeg nok for evigt være ærgerlig over. Men det overskygger heldigvis ikke hvor taknemmelig jeg er for, at alt viste sig godt. At Elliot var helt sund og rask, bare lidt vel gul.

Så hvilken farvepalette er vi ude i? Hvordan skal jeg huske Elliots første tid? Der var jo rent faktisk intet at bemærke. Intet at være bange for. Der.var.intet.galt. Problemet er bare, at de mørke farver er svære at dække. Især med de lyse. Sort trumfer næsten altid alle andre farver. Men hvis man lader malingen størkne, og maler over flere gange hen over tid, så kan man faktisk godt gøre et mørkt billede lyst igen. Og det er nok efterhånden, dér jeg er.

   

23 kommentarer

  • Anja

    Sidder bare og tyder lige nu, så rammende og fint skrevet. Har en dreng på samme alder som Elliot og en pige lidt yngre end paven og bortset fra at vores dreng da intet fejlede, kan jeg fornemme din angst og afmagt, både overfor den lille, men så sandelig også over for den store. Man høre sjældent om hvor svært det følelsesmæssigt kan være at få nr 2 og når man så oveni skal kæmpe med mulig sygdom….pyha godt alt endte godt, stor kæmpe krammer herfra

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Guldlog

      Nej, det er jo det. På mange måder et ret ironisk forløb. Fuld af angst og usikkerhed. Men jo heldigvis helt uden grund. Men hvordan forsegler man så DE følelser? Var man bare et følsomt fjols? Var angsten reel? Hvornår er den slags utryghed begrundet? Og hvordan parkerer man den, bagefter? Når jeg tænker på de uger, så får jeg stadig ondt i maven. Og det er jo dumt. Men ikke desto mindre sandt.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lisbeth

    Pyha, har termin om et par uger og din beretning går lige i tårekanalerne. Det lyder SÅ hårdt. Dejligt I trods alt kom godt ud på den anden side:)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Guldlog

      Ja, heldigvis var der jo faktisk ingen grund til bekymring. 🙂
      Der gik bare lige små fem uger, før vi endegyldigt fik dén besked. Og det trælse ved den del er, at de fem ugers usikkerhed og frygt og frustration viste sig lidt svære at slette fra erindring. Selvom det jo burde kunne lade sig gøre….men altså. Pointen er nok bare, at vi nogen gange udsættes for nogle ting, som kan sætte spor bagefter – også selv om det egentlig ikke viste sig dramatisk. Og jeg prøver at begrave min følelse af at være dum og fjollet og til grin. Jeg havde nogle meget utrygge og følelsesmæssigt udfordrende uger. Og det behøver jeg jo ikke skamme mig over.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Hvor er det godt beskrevet – og det er præcis sådan, jeg selv oplevede det tilbage i februar, da min datter blev født. Jeg blev ramt af svangerskabsforgiftning, hun fik gulsot og så fik jeg brystbetændelse = tre fulde uger på hospitalet 😰 Det var så hårdt og alt det, jeg havde forestillet mig inden hun blev født, var helt anderledes. Jeg bliver stadig ked af det i dag, når jeg tænker tilbage på den første tid … men jeg tror også på, at jeg på et tidspunkt kan se tilbage på tiden uden at blive trist.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Guldlog

      Åh, det lyder også som en barsk omgang. Man er bare lidt ekstra sårbar i de første uger og når man så ibalnder alt usikkerheden, så er det svært ikke at blive lidt små-skør af….

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Guldlog

      Det håber jeg også, du kan! <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Cirkeline

    Sikke et fint skriv! Jeg var selv inlagt med min lille datter i starten – fejrede hendes 2- og 3 ugers fødselsdag på Hvidovre. Hun er heldigvis også sund og rask nu, men på trods af det, kan jeg stadig få ondt i maven og helt glemme at trække vejret, når jeg tænker på de uger. For fivlan hvor gør det ondt. Glemmer heller aldrig hendes skrig og gråd! Tror på mange måder, at jeg bare prøver at fortrænge det, for er så ked af, at min start som mor blev så dum, og usikkerheden sidder stadig i mig her 8 måneder efter.

    Men er så glad for, at du deler din historie. Så føler jeg mig ikke helt så alene med de følelser.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Guldlog

      Ja, det lyder meget bekendt 🙂 Det er sådan lidt ironisk, at man med det samme efter en fødsel, der bare har afviget en bitte smule fra ‘normalen’, fluks bliver tilbudt en udvidet efterfødselssamtale…..men sådan et langt, knudret og ret så følelsesladet og utrygt forløb her, det er der ikke rigtig nogen, der taler igennem med én….ikke at man kan stille det helt sådan op. Men alligevel lidt tankevækkende.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hende der lige kom forbi ;-)

    Kære dig,
    jeg kender dig ikke, er faktisk kun endt på din blog idag pga et like fra en facebook-bekendt. Får dog lyst til at fortælle dig, at dine reaktioner er helt normale og at dit system i situationen har reageret helt som det skal når ens kæreste eje er truet. Skulle du nu alligevel opleve at oplevelsen efter nogen tid ikke ordentligt finder sin hylde, at malingen ikke rigtig tørrer ind, så er der relevant hjælp at opsøge. F.eks i såkaldt EMDR-behandling ved en psykolog, en metode specifikt udviklet til traumatiske oplevelser (som du skriver ved du nu at der ikke var fare på færde, men sådan var det ikke da I stod i det og derfor tillader jeg mig det at kalde et traume).
    Er du læsehest-typen kan jeg også varmt anbefale bogen “Efterveer”, der omhandler traumer under og efter fødsel.
    Med ønsket om et dejlig liv til dig og dine!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    Åh, puha sidder og får det helt dårligt! Har en søn på snart 1,5 år nu og havde helt glemt de følelser du beskriver. Vores dreng havde også modermælksgulsot, samtidig med han var for tidlig født – så der lå også en masse bekymringer! Jeg googlede også løs og sad og tudede konstant, da jeg var overbevist om vores søn fejlede alle de ting de der stod på google.. Hans tal var heldigvis aldrig så høje at vi blev indlagt, men vi var nede ved lægen hver uge og det var jo til at blive sindsyg af, når man ventede på opkald fra lægen! Det forsvandt heldigvis efter et par måneder og han nåede at tredoble sin vægt på den tid! I dag fejler hverken hjerne eller vægt noget 😉 Heldigvis ligger følelserne fra den tid meget langt væk, selvom de dukkede lidt op igen efter dit indlæg. I dag griner jeg også af min mand og jeg, når jeg tænker på alle de sjove(dumme) spørgsmål vi ringede ind til sundhedplejersken med🙈😂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Guldlog

      Ja, det var virkelig til at blive sindssyg af. Man ved jo godt, det er nødvendigt. Og særligt, når lys behandlingen ikke virkede for os, så tropper man jo op og strammer ind, man ved, det er nødvendigt. Men mega belastende og ødelæggende for at få er god hverdagsrytme op at køre. Men for filan, det er træls med alle de prøver, ventetiden og alt den uvished…

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    En meget stærk beretning. Jeg håber, du kan læse dine egne ord, som jeg læser dem: At alle dine følelser og tanker – rationelle som irrationelle – giver virkelig god mening. Din angst, frustration, ærgrelse, afmagt og sorg er fuldt ud berettiget. Ligesom lettelsen og glæden der langsomt får overtaget også er det.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Signe

    Tak for den beretning. Jeg har en søn på 3,5 mdr som også har haft modermælks gulsot indtil for nylig. Han er dog også født for tidligt, så der var yderligere komplikationer ifb med spisning. Vi var indlagt 10 dage hvor han lå i lys, og derefter til tjek 1-2 gange om ugen i en måneds tid, Hvor kan jeg dog nikke genkendende til meget af det du skriver. Udmattelsen pga amning hver time og ekstremt manglende søvn. Alle bekymringerne hver gang tallet blev ved med at stige, og frustration over at der ingen svar var fra lægernes side. Ondt i hjertet over alle de gange han skulle stikkes og i hvert fald for mit vedkomne manglende nærhed fordi han skulle ligge i lys stortset hele tiden, og at man skulle putte brillerne på ham og ligge ham hver gang han søgte kontakt. Den hårde og kaotiske start som følger en længe og gør en til en rigtig hønemor uden overskud til særlig meget andet. Tak for at dele! 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Guldlog

      Ja, meget af ovenstående lyder jo bekendt 😉 Det er ikke lige dén start, man går og forestiller sig, vel? Men alt i alt, så er det vigtigste trods alt at de er raske og at vi passer så godt på de små i vores sundshedssystem. Trods alt 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Signe

    Jeg fødte ved planlagt kejsersnit første gang og havde et træls barselsforløb på Riget efterfølgende. Her anden gang skulle jeg føde vaginalt og endte med igangsættelse og vedrop i 26 timer. Hele tiden tænkte jeg på at gevinsten ville være når hun lå der på min mave bagefter og alt var overstået. Og så ville moderkagen ikke ud og jeg blødte og blødte, så kom akut på operationsbordet uden min baby, som jeg så efter 4 timer. Det jeg vil sige er bare at jeg genkender skuffelsen over at man ikke fik den idylliske start, man havde ønsket, håbet og forventet.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Guldlog

      Uha, det lyder virkelig også som en ordentlig omgang. Jeg håber, I alle kom godt ud af det hele og hurtigt kunne nyde hinanden!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Katrine

    Tak for det hele ❤️
    Min baby dreng fra februar i år, havde også modermælksgulsot. Vi blev indlagt på 5, dagen, hvor han skulle i lys. Han ville fandme ikke ligge der helt alene i kuvøsen, og samtidig var hele min verden ved at falde sammen, fordi han græd så meget. Jeg var helt alene, da jeg er solomor. Vi blev udskrevet efter et døgn, selvom hans tal ikke rigtig faldt. Han blev ved med at være gul i 3-4 måneder, og i de første 6 uger af hans liv fik han taget blodprøver 2 gange om ugen. Jeg var træt, baby var træt, og vi gad det bare ikke mere. Alle sagde, at gulsot jo ikke er farligt. Men det havde mine venner og familie jo ikke ret i… til sidst blev lægerne enige om, at det måtte være brystmælksgulsot, og min lille mand skulle derfor ikke have taget flere prøver.
    Jeg føler også, at jeg ikke blev hørt af omverdenen, og heller ikke fik en god start med min baby.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Guldlog

      Krammer til dig! Nej, det er jo naturligt nok, at omverdenen måske ikke tillægger det så stor betydning, det forstår man jo egentlig godt. De ved det jo ikke. Og man skal jo heller ikke male fanden på væggen. Men det er virkelig hårdt. Jeg følte mig meget alene med min angst og min bekymring.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ai…. Det må have været SÅ frygteligt for jer. Man kan jo slet ikke sætte sig ind i med al den angst og alligevel får jeg helt ondt i hjertet. Puuuhhh, sikke en omgang.

    Hvordan havde du det med, at I efterfølgende rejste til Thailand? Umiddelbart tænker jeg, at det tror jeg ikke at jeg havde turdet. Selvom det ikke er rationelt, men den der skræk, den sidder jo i kroppen

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Guldlog

      Det havde jeg nu ingen skrupler ved. På det tidspunkt, da han var 5 måneder, der var det væk og jeg var ikke længere i tvivl om, at han var sund og rask 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

 

Næste indlæg

TO NYE BOLIG TILFØJELSER