MÅSKE DE BEDSTE STØVLER JEG HAR HAFT

TING DER DRIVER MIG TIL VANVID

fullsizerender

Lige for tiden er der nogle ting, som på daglig basis driver mig til vanvid. Jeg må ud med det! Ud af systemet. Så jeg måske kan trække vejret dybt ned i maven igen bagefter. Kender I det? Jeg skal lige have lukket op for ventilen, ellers bliver jeg skør 😉

Ting der driver mig til vanvid pt:

Min gulvplante. Eller faktisk er det jo ikke dén, der driver mig til vanvid. Mere det faktum, at vi var så hjernedødt åndssvage at købe den. Vel vidende at en 10 måneder gammel baby, der kravler og æder ALT på sin vej mikset med stor iøjenfaldende gulvplante er en sygt dårligt kombi. Jeg brugte tre dage på at forsøge at afskærme den med diverse stole og legetøj og kasser, for derefter at bruge tre dage på at støvsuge jord op fra hele huset i næsten samtlige rum, ca. hver anden time (!) – for så til sidst at give op. Nu står den nede i kælderrummet. Feeedt.

Min dårlige tå. Jeg har sådan en rigtig øm og dårlig tå, der lige så snart man rører ved den gør super ondt. Det gør den, fordi jeg fik revet neglen af i sommers og nu er den ved at vokse ud. Og på aller dejligste vis, så formår BEGGE mine børn på daglig basis at vade mig over tåen. Eller tabe tunge ting ned over den. Jeg.magter.det.virkelig.ikke. Forleden imponerede min 6-årige ved indenfor 10 minutter først at træde på den, derefter at droppe mega tung skoletaske ned over den for til sidst at bakke hen over den over med en mooncar (indeholdende to store børn). Tak. Bare tak.

Tempoet om morgenen her i huset. Øj, hvor jeg bare kæmper for at finde Ja-hatten her. Kan udemærket godt huske min egen barndoms morgener. Og har heller ikke glemt, hvilke grusomme eder og forbandelser, jeg spydigt kastede over min stakkels far, der på aller kærligste vis forgæves forsøgte at få mig op om morgenen. Ikke altid med lige meget held. Jeg var dén, der boede tættest på skolen. Og dén, der ALTID kom for sent. Og det ser desværre ud til, at min datter har arvet disse gener. Både dem, der påkræver at man sover længe og ikke gider stå op. Også dem, der gør, at når man så endelig ER oppe, så foregår alt i zombie lignende tilstand, hvor sammenhængende sætninger ikke er en mulighed. Og hvor den mindste lille bitte mikroskopiske “kom nu” sætning udløser kaskader af tårer, eder og korslagte arme. Alene dét, at få hende til at gennemføre et ordentligt morgenmåltid er en kamp af dimensioner. Og hun er bare helt enormt langsom. Faktisk hele dagen, har jeg fundet ud af. Nogle gange kommer hun hjem og fortæller, at hun ikke har spist sin frokost. Hun nåede det ikke. Hun legede lige – og pludselig ringede klokken. Hun nåede heller ikke at skifte til gymnastik tøj forleden, da de havde idræt. Og hun nåede heller ikke i bad bagefter. Amen altså. Kan man skrue lidt på speed knappen et sted??

Telias nye opdateringer. Måtte ihærdigt bruge to fulde dage på at få lov at betale min telefonregning. Fordi jeg pludselig skulle oprette ny bruger i deres nye smarte system, der efter 20-trins-udfyldning ikke var kompatibel med min browser, der derfor også skulle opdateres, og derfra fordi systemet frøs og jeg kunne begynde forfra igen. For så at opdage, at jeg skulle afvente ny kode på sms, der kunne få mig videre derfra. Der bare ikke rigtig kom. Før 4. forsøg. Bliver sgu lidt træt, altså. Glæder mig allerede sygt meget til næste regning. Som om.

Hundelorte. Ikke sådan i al almindelighed, men dém, der ikke samles op. I virkeligheden er del vel så deres ejermænd, der reelt driver mig til vanvid. Jeg bliver rigtig godt gammeldags forarget. Så saml dog op efter jer! Hver morgen, når jeg skal følge storesøster i skole, så går vi af nogle lange sti-systemer derhen. Hvor der åbenbart også går mange hundeluftere. Og jeg må antage, at de bor der selv. Da man sjældent tager sin hund med i S-toget for at gå tur langt væk fra hjemmet. Og vi vitterligt vader i hundelorte. Det er så klamt. Og så taberagtigt ikke at samle op efter sig. Jeg får virkelig lyst til at lave en ondsindet intervention. Lave sure skilte, laminere dem og sætte dem op på samtlige lygtepæle hele vejen hen til skolen. I håb om at bare nogle af dem ser dem og får rigtig dårlig smag i munden. Deres egne børn går der jo hver morgen!

For mange år siden, da jeg boede i en lille bitte gammel københavner lejlighed var jeg plaget af et yderst pligtopfyldende postbud. Der død og pine bare VILLE have min kæmpe tykke avis ind gennem den mikromale brevsprække i døren. Hvilket ikke lod sig gøre. Men stædigt stod han hver morgen kl. 05.30 og asede og masede og klimtede og klamtede med brevsprækken. Hvilket resulterede i at både min kæreste og jeg vågnede med et chok og troede, der var indbrud samt en totalt flænset avis, der var totalt ulæselig. Hver morgen. Til sidst skrev jeg seddel og hang på døren. “Er du dum i potten, læg den på måtten!”. Det virkede.

Vores forhave. Altså faktisk elsker jeg den lidt nu. Fordi den er blevet – eller bliver – helt pæn og præsentabel modsat før, hvor det hele lignede indgangen til en smadret rockerborg. Men jeg bliver vanvittig af tempoet på projektet. Det går såååååå langsomt. Egentlig skulle vi bare lige have lavet et cykelskur, have et nyt hegn, et par nye bede, et enkelt nyt træ, have fældet det gamle, der var dødt, have udplanet nogle fliser og bygget en ny låge. Købt lidt blomster, lidt grønt, måske en enkelt lille bænk. Ikke det helt store. Troede vi. Det har så vist sig at tage tre måneder. Og vi er slet ikke i mål endnu. Suk.

Min datters tøjkriser. Oh dear lord! Hvor mon hun får det fra, tænker I nok, mens I smiler for jer selv. Ja haha, the joke is on me. Men boy, hvor er jeg træt af det. Ca. hver anden morgen har vi store eksistentielle kriser over tøjet og intet synes at ville, som hun vil. Hun nægter at lade sig diktere, jeg har ikke et ord at skulle have sagt og det er de mærkeligste ting, hun ikke vil byde sin lille smukke krop: Uld for eksempel. Hun hoster af det, påstår hun. Billige strømper; de driller tæerne, mener hun. Tykke trøjer, da de irriterer under armen. Bukser, der er for stramme. Bukser, der er for løse. Kjoler som har krave, hun kan ikke trække vejret i dem, mener hun. Bluser med hætte, nederdele, der skal snøres i livet, undertrøjer, der er for korte, undertrøjer, der er for lange, jakker som strammer ved håndleddet, leggins med flæser ved foden, sokker med print, hvis syningen er tyk bagpå printet – og jeg kunne blive ved. For hulan, det er op ad bakke. Please sig, I er andre, der har samme problem?!

At Paradis Is snart lukker ned for vinteren. Jeg er slet ikke færdig med dén lakrids is. Det er så rædsomt. Husker tydeligt panikken fra sidste vinter, den kommer snigende igen. Sidste år kunne jeg slå min maniske is craving hen med en forklaring om graviditet og hormoner. Og det føltes helt legitimt at fylde fryseren med små bokse fuld af denne gudespise, så der var forråd til vinterens lange aftner med nyfødt på armen. I år ved jeg sgu ikke, hvad undskyldningen er. Andet end at jeg tilsyneladende har et usundt forhold til is. Lakrids is i særlig grad. Fordømt.

Manglen på udsigt til (sol)ferie. Jeg ved godt, vi rejste det meste af barslen væk i starten. Og både Thailand, Sydfrankrig, London og diverse sommerhuse har gjort det godt. Men den her danske sommer har gjort mig utålmodig. Og vinteren virker lang lige pludseligt. Jeg vil bade. Udendørs. Iført badedragt. Mens jeg sveder. Og drikker kulørte drinks og måske bader med flamingoer og lyserøde balloner?! 😉

 

img_0307

 

 

   

21 kommentarer

  • Tina KH

    Ha ha, jeg kender godt til hvad der kan drive en til vanvid.
    Fine punkter du fik stillet op.
    Øh ja en ferie med sol og varme og alt det der – ikke så tosset endda. Vi skal også være hjemme.
    Aften hilsner herfra:-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Det der med hegnet
    – du siger bare til 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Cæcilie

    Min datter er lidt yngre end din (hun er 5 – et halvt…. gud nåde den der glemmer den halve) og vi har også evige kampe med tøj…. ikke noget med glimmer – det kradser. Ingen glæder på fx skuldre, de kan ikke være under jakken, helst KUN kjoler og ingen lange ærmer- og strømpebukser ÅÅHÅHÅ nu må jeg le – strømpebukser er åbenbart bandlyst, jeg ved endnu ikke hvorfor…. Og strømper… med tykke syninger indvendigt frabedes også her – og får jeg uforvarende fanget et par til hende alligevel så skal jeg love for at jeg snart hører om det!!
    Det med farten er ikke så stort et issue her dog, det går lidt mere gelinde med morgenmad osv., når altså vi ENDELIG kommer igennem påklædningsseancen….

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • F

    Sååå sjovt det med ulden 😂 Min datter (på fem år) har også problemer med strømperne og hun vil kun gå i leggings. Heldigvis går hun ikke så meget op i hvordan det ser ud 🙂 For tiden…

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Karen-Lise

    Det der med gulvplanten kan løses med en nylonstrømper rundt om urtepotte og så binde den fast med et bånd lidt op ad plantet, så kan de små barnefingre ikke få fat i jorden, har virket på K-A og Ægir 😀 kh Karen-Lise PS en solferie er også pænt tiltrængt her

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Charlotte

    Har en datter på samme alder og som også luge er startet i skole og hun er også verdens mest langsomme lille menneske, hun når heller ikke altid at spise madpakke og vi kommer også ofte for sent ud af døren. Samtidig er hun præcis lige sådan med tøj, det er er mareridt. Så trøster mig med dit indlæg om, at vi ikke er de eneste. Tak for en dejlig blog

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Guldlog

      Selv tak. Tak for rosen. Ja, så dejligt at vide, man ikke er alene. Nogen gange føler man lidt, man er helt håbløs altså… 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sascha

    Ismageriet på Søborg Hovedgade har altså også en virkelig lækker lakridsis og så vidt jeg husker var de åbent hele vinteren(?)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Iben

    Kunne nikke genkendende til næsten alt og kunne sagtens tilføje yderligere. Men sad jo samtidigt og storgrinede, så tænker jeg ( vover lige pelsen med et vi) ikke har det så slemt alligevel😆 Siger jeg efter vinterstøvler/vinterjakke prøvning med tre ultra samarbejdsvillige (NOT) drenge i Waves som endte i een indkøbt vinterjakke….

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Guldlog

      Oh dear 😉 Men jo, det er jo heldigvis små problemer. Men ikke desto mindre nogle morgener noget, der driver en pænt meget til vanvid!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anja

    I hear you 🙃 Den med tøjkriserne kan jeg “slå”. Vores datter er 4,5 år gl og præcis lige sådan. Og når jeg så tror, jeg har grejet den, ja så har pigen ændret smag og mening, ex gik hun kun i kjole og leggings i laaaang tid, og pludselig er det bukser og bluse der duer. 🙈

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julie

    Vi er andre der har det sådan!!!! Og min datter er kun 2 år!!! Ser frem til virkelig mange tøjkriser de næste virkelig mange år🙄
    Kan fornøje dig med, at mine drenge på 5 og 7 år aldrig har haft en tøjkrise og stadig glor undrende på mig hvis jeg spør’ demhvad de vil ha på… håber det også er en køns-ting for dit kulds vedkommende

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Helle

    Jeg stemmer helt sikkert for den der intervention. Hep, hep! Det er fandme dårlig stil at lade dem ligge. Øv!

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

 

Næste indlæg

MÅSKE DE BEDSTE STØVLER JEG HAR HAFT