UGEN DER GIK

GODE GAVER TIL BARNEDÅB

barneda%cc%8abgaver

Da vi skulle holde barnedåb for vores lille Elliot, der slog det mig, hvor svært det egentlig var, at finde inspiration til gode barnedåbsgaver. Altså, naturligvis bliver man jo glad for hvad som helst til sin lille guldklump, men mange vil gerne give noget, der på den ene eller anden måde er lidt særligt. Det behøver ikke betyde, at det er særligt dyrt eller fint – noget særligt kan også oplagt være en gave, der følger barnet i mange år. Det er nemlig samtidig med til at markere dén dag, de fik gaven – dåben.

Det fik mig til at tænke tilbage på storesøsters dåb 6 år tidligere – og nu hvor vi har været det igennem igen har jeg lavet en lille liste over gaver, som jeg synes er rigtig fine og oplagte som dåbsgaver. De kan naturligvis også bruges til fødselsdag eller julegaver, begge dele ligger lige om hjørnet for os, så det er på en måde også inspiration til mig selv.

Flere af gaverne er netop nogle, vi selv fik – eller som vi ønskede os. Fælles for de fleste af dem er, at de enten udvikler barnet – eller følges med barnet, i takt med at barnet udvikler sig. Der er selvfølgelig masser af andre gode gaver – det her er blot et lille udsnit. Som kan give inspiration, hvis man står og skal give en gave til en lille guldklump et sted, af enten den ene eller den anden årsag.

Gode oplagte gaver til barnedåb, der skaber langvarige minder:

1. Trælegetøj er altid lækkert. Det holder i mange år, bliver kun finere med patina og derfor kan barnet ofte lege længe med det. Eller det kan ligefrem gå i arv mellem søskende. Den her skønne bilfærge fik vi til barnedåben og jeg elsker den! Elliot kan køre biler ind og ud af den, den har små hjul under, så man kan lege den sejler – og så ligner den næsten den gamle Rørvigfærge, der altid fragtede os sikkert til sommerhuset. En togbane kunne være et andet godt bud.

2. Et godt legetæppe er aldrig af vejen. Baby ligger og senere sidder jo enormt meget på gulvet hele tiden, så man kan snildt bruge flere. Der findes et utal af fine udgaver derude, det her søde kanintæppe er jeg lidt pjattet med. Det er samtidigt blødt og lunt at sidde på her i vinterhalvåret. Det laves i øvrigt også i lyserød og hvid og som sky. Senere, når barnet vokser, kan det jo eventuelt bruges som almindeligt gulvtæppe på børneværelset.

3. Mine første år. Hvad er næsten mere oplagt til en barnedåb? Gaven er på en måde til forældrene, men alligevel jo til barnet, der når han/hun bliver stor nok, helt sikkert vil have stor fornøjelse ud af at sidde og kigge tilbage og mindes de første år. Det er hyggeligt at lave – og de her super fine bøger (der findes flere forskellige udgaver) fra SpecialDay er simpelthen så gennemført fine. En rigtig lækker gave.

4. Børnebøger er en klassiker. Og det har en årsag. De ligger i en god prisklasse for mange barnedåbsgæster, barnet kan have dem i rigtig mange år – og de er udviklende for barnet. Vi har stadig alle de bøger, som storesøster fik for 6 år siden. Og mange af dem læser vi stadigt hver uge. Det må da siges at være en holdbar gave. Derudover er de mere let-læste af dem nu gået i arv til lillebror. Især de gamle klassikere er gode. Men der er også kommet flere skønne ny-klassikere de seneste år.

5. Børne-service af forskellig slags er altid en god ide. Designletters har hittet længe og det er også oplagt at give noget med eksempelvis et bogstav på, for barnet skal jo også lære alfabetet på et tidspunkt 😉 Ellers er den her lille sky da enormt fin, ikke? Især til den rørende pris.

6. En anden klassiker. Kay Bojesen aben (og flere af de andre skønne træfigurer) har længe været et oplagt gavehit. Det er sådan en genstand, der følger mange folk hele livet. De bliver kun pænere med tiden – og lige de her figurer vil mange voksne også gerne have fremme, så det er en langtidsholdbar gave, som bevarer mindet om jeres relation længe.

7. Et navnetog (eller et fødselsdagstog) kan også være en fin ide. Vores datter fik et, dengang hun blev født – og det følger hende endnu. Sidste fødselsdag (da hun blev 6 år), der havde jeg faktisk ikke taget det frem, ganske enkelt fordi jeg troede, hun følte sig for stor til det nu. Det var dog det første, som hun påpegede, da hun kom ud til morgenbordet. Og jeg måtte fluks i kælderen og hive det frem. Ingen fødselsdag er rigtig, uden at hendes tog er med til bords. Det synes jeg er ret hyggeligt.

8. KANINEN. Eller BAMSEN. Jeg ved simpelthen ikke hvad det er, som den her ultra bløde bamse fra Jellycat kan, men noget kan den. Vores datter fik sin, den dag hun åbnede sine øjne for verden. Det var den allerførste ting, som hun fik på hospitalet. Hun sover stadig med den. Hver nat. Og jeg har rundt regnet ti veninder nu, hvis børn alle har helt samme forhold til netop denne bamse. Om det er de lange ører, om det er måden, den former sig efter deres lille hånd – jeg aner det ikke. Men der er ingen andre bamser, der kan helt det samme. Den findes efterhånden i et utal af farver og udgaver og variationer. Men den kan anbefales. Virkelig!

9. Hjemmestrik er en anden ret fin gave. Den er personlig og unik og gjort med kærlighed. Det må være nogle af de gaver, der er allerbedst!

10. Et flot fødselsdagsflag, som eksempelvis det her fra Georg Jensen er en anden klassiker, der ligesom toget eller Kay Bojesen træfigurer kan følge barnet resten af livet.

11. Et lækkert sæt sengetøj er måske nok dét, som er det mest forgængelige her på listen. Men ikke desto mindre er det en god gave. Man bruger uforbeholdent mange sæt med sådan en lille størrelse. Og man vasker uafladeligt. Derfor er det rigtig rart at have flere sæt. Især måske ét, der er ekstra fint, som man fik fra nogen, der betyder noget ganske særligt.

12. Alt slags legetøj, der udvikler barnet er godt. Derfor er eksempelvis gåvogne af forskellig slags altid gode. Vi fik den klassike fra Brio til vores datter dengang hun blev døbt, til lillebror fik vi den på collagen her og dertil også en til udendørs brug i plastik. De er helt geniale, børnene elsker dem – og de følger igen også barnet i mange år frem. De fåes i næsten alle prisklasser.

13. Den her gave er lidt dyr måske, men en virkelig fin og holdbar én af slagsen. Det var én af de ting, vi ønskede os selv. Min datter bruger sit lille sølv bestiksæt HVER eneste dag. Det har hun gjort lige siden hun kunne holde en kniv og gaffel selv. Naturligvis bruger barnet jo ikke gaven lige de første år. Men tro mig – den varer ved. Og det sjove ved vores historie er; det er faktisk ikke engang hendes sæt. Det er mit. Som jeg fik til MIN dåb. I 1981! Og det er stadig PRÆCIST lige så flot og fint, uden en eneste skavank. Er det ikke vildt?! (Det kan også købes kun med bestik, så bliver prisen billigere HER)

14. En vågelampe til børneværelset er en anden god gaveide. Igen findes den slags i en masse varianter, størrelser og prisklasser. Skyen her er ret skøn, synes jeg. De fleste børn kan godt lide, der er lidt svagt lys ved sengen. Og mens de er helt små, så gavner det også mor og far, når man skal skifte om natten til eksempel.

15. Det her skønne stabeltårn fik vi selv til barnedåben. Jeg synes, det er virkelig lækkert og igen noget, som både barnet kan have glæde af længe, som holder sig smukt og som de fleste små finder mange timers sjov og leg i.

____

 

Pyh, det blev måske lidt langt. Men nu har jeg af flere omgange gjort mig så mange tanker herom, at jeg synes, det var på sin plads, at få dem fældet ned. Det handler ikke om prisen eller om brandet – det handler om at give en gave, som udstråler dét budskab, man gerne vil give videre. Husk på os/ vores relation, husk på denne dag, husk at leg, husk at drømme, husk at være dig. Skab dine egne barndomsminder. Etc. Og det synes jeg egentlig alle de her gaver ovenover indkapsler ret fint.

****

 

   

2 kommentarer

Skriv en kommentar

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

 

Næste indlæg

UGEN DER GIK