VINTEROVERTØJ TIL BØRNENE - HVAD SKAL MAN GÅ EFTER?

JEG BLOGGER, ALTSÅ ER JEG?

DBA-Fashion-Bloggers-015

Det der med at blogge, det er noget underligt noget. Det tror jeg egentlig, de fleste syntes. Både dem, der gør det – og dem, der ikke gør. Dels fordi det virker navlebeskuende. Dels fordi man skriver til en relativt ukendt skare. Naturligvis kan os der blogger se en del statistik bag skærmen og mange har også gennem årene lært flere af sine læsere at kende. Jer, der optræder hyppigt i kommentarfelter og den slags, I bliver husket, det kan I tro! 🙂 Men alligevel, på trods af det, så kender jeg jer jo ikke.

Det betyder for mig, der udsender ting i cyberspace, at jeg deler en bid af hvem jeg er, uden at jeg nødvendigvis kender noget til, hvem I er. Det vil jeg gerne indrømme, at det er lidt mærkeligt. Især når jeg fra tid til anden er til større sociale arrangementer eller selskaber, for eksempel bryllupper eller barnedåb eller den slags og sidder til bords med folk, som jeg gennem en dag eller aften prøver at lære at kende. For så pludselig flere timer inde i arrangementet at få at vide, at de udmærket ved hvem jeg er, kender min datter, hendes navn, husker hendes fødsel (yes, thats a little wierd), og i det hele taget er RET godt med på, hvad der er sket i mit liv de seneste 6 år. Men hey, sådan er det jo. Og heldigvis føler jeg mig ret velsignet, da jeg altid kun får søde og positive tilkendegivelser. Folk, som ikke orker mig, lader jo bare være med at læse med. Det er ret privilegeret, hvis man sammenligner med min mand til eksempel, der oplever alle typer af genkendelser, også de knap så rare. Fordi folk forholder sig RET meget til dem, de ser på TV åbenbart 😉

Nå, det var et lille sidespor. Det med at blogge er underligt. For mig, fordi jeg måske ikke rigtig kender jer, fordi jeg kan møde mennesker ude i det virkelige liv, som jeg ikke aner hvem er og som omvendt er helt klar over flere dele af mit privatliv. Og for jer der læser med, fordi det nogle gange kan opfattes lidt selvudleverende, selviscenesættende og måske ligefrem selvsmagende.

Det er også underligt, fordi det er redigeret virkelighed. Redigeret af mig – og i et vist omfang også af jer, der læser, fordi I også selekterer i, hvad I gider læse om. Havde vi mødt hinanden på gaden og haft en lang samtale om familie, børn, design eller skumgummimadrasser (det har man jo så ofte, ikke?), så havde I hørt hele min lange ramblen herom. Måske afbrudt et par gange, måske mod-argumenteret – men dog alligevel. Herinde bliver rigtig mange ”mellemregninger” ikke set/læst, fordi det slet og ret ikke lige fanger jeres opmærksomhed den pågældende dag og det er helt ok. Men naturligvis også med til at gøre det billede, som man som læser føler, at man har, en hel del mangelfuldt. Trods alt.

Sådan er det, det er et uundgåeligt vilkår ved at blogge. Ligesom det faktum, at ens nære omgangskreds, de helt tætte, også nogle gange glemmer at spørge ind, fordi de føler, de er opdateret på, hvordan det går. Men sandheden er jo, at det ofte er langt fra tilfældet. For de fleste af os deler kun mindre udsnit. Som måske endda yderligere redigeres og postes online forskudt af real time.

2013-10-26-15.06.32-930x522.jpg.pagespeed.ce.QqrQK3O8Y_

Jeg bliver ofte spurgt ind til det. Hvorfor gør du det? Hvorfor begyndte du? Hvorfor fortsætter du? Hvordan i alverden orker du? Hvis vi starter med at besvare spørgsmålene bagfra; det gør jeg bestemt heller ikke altid. For nogle år siden skrev jeg det her indlæg om blogstadier – og det gælder stadig. Ligesom det i virkeligheden nok kan overføres til de fleste langvarige stadier, man befinder sig i, hvilket flere af jer også rigtigt bemærkede i kommentarsporet dengang.

De bedste og mest enkle svar på spørgsmålene ovenover er jo nok, at jeg gør det fordi jeg kan lide det, og bliver ved, fordi jeg ikke kan lade være.

Jeg har, jf. ovennævnte guide over typiske blogstadier, flere gange overvejet at stoppe. For man kører død i det fra tid til anden, det kan næsten ikke undgås. Men for mig har det væsentlige gang på gang vist sig at være universet herinde. Mit lille web hjem. Det er unikt og helt mit eget.

Jeg kan en helt masse faglige ting og besidder en hulens masse fagspecifikke og menneskelige kompetencer, som måske ikke altid kommer tydeligt i spil herinde. Men som er relativt ”almindelige”, som jeg deler med rigtig mange andre mennesker derude, der har samme uddannelse som mig, samme job-historik, samme alder, samme sociale baggrund, etc. Men der er ikke rigtig andre guldlog. Det her er mit, det har taget 6 år + det løse at bygge op, mit netværk omkring bloggen forgrener sig vidt omkring og jeg er stolt af det. Det tør jeg godt være i dag. Det har bragt mig langt og givet mig en masse. Det er ikke bare skabt over night, det har kræver tid, dedikation, frustration og oprigtig interesse. Ellers kan man ikke blive ved i så mange år. Det er mig. Et udsnit, selvklart. En redigeret og ofte visualiseret version. Men det er mig. Og alle jer, I er med til, at det giver mening og kører rundt. I er nemlig mindst lige så oprigtigt interesserede og dedikerede, som jeg selv er. Og DET er edder dulmer vand på en mølle, som gør det svært at stoppe hjulet.

Danica skrev for nyligt et super godt indlæg om ting, hun har lært ved at blogge de sidste 6 år. Jeg kunne nikke genkendende til det hele. Ret sjovt, faktisk. Få dage efter, der skrev Marie det her indlæg. Marie blogger på en helt anden måde end jeg selv, er på et ganske andet niveau med sin blog, (idet hun lever af det) og hun er også et andet sted i livet. Alligevel ramte hendes indlæg mig, for boy, hvor har jeg stået dér selv. I samme situation, med samme type bemærkninger; Opfattelsen af, at det er dårlig smag at dele ud af sig selv online, og det er om muligt endnu værre indirekte eller direkte at promovere materialisme, som hun eksempelvis skriver i indlægget. Eller antagelsen om, at det er for let. Og kun er for dumme, ubegavede folk. Den holdning møder jeg også nogle gange og bedre bliver det bestemt ikke, når man tilmed også deler og poster sine børn.

Det er naturligvis en delvist sund skepsis at have overfor mediet, som jeg godt forstår. På mange måder anser jeg det for positivt, når folk ikke bare “æder” alt råt, men tør stille spørgsmål til hensigter og bevæggrunde. Men den sårer alligevel, da det er – eller kan være – et meget effektfuldt medie, som kræver præcist lige så meget arbejde, knofedt, dedikation, flid og fornuft, som de fleste andre jobtyper. Hos dem, der tager deres blog seriøst. Tilmed stiller man sig selv ud i et offentlig rum, hvor man ikke kender sin ’modstander’. De fleste blogs, som jeg kender og følger, de skriver ikke, fordi de bare vil promovere sig selv eller have en gratis neglelak, eller hvad der ellers lurer af fordomme derude.

De producerer kvalitetsindhold til en kæmpe læserskare, der trofast følger med år efter år, fordi indholdet er gennemarbejdet, personligt, ægte, oplysende, sårbart, smukt og inspirerende. Og så er det endda gratis. Modsat magasiner, filmtjenester eller andet kvalitetsbevidst produceret indhold. Nogle af dem er så dygtige, at de tilmed tjener penge på det i dag. Men de har arbejdet gratis i rigtig mange år, før de nåede dertil. Tag ikke fejl.

Men ja, de står i kø, alle fordommene. Og det er egentlig lidt synd og skam. Det er i langt de fleste tilfælde ikke bare et fjolle-hygge medie, hvor nogle egocentriske kvindfolk skvulper rundt i egen selvforherligelse. Heldigvis. Og der er indhold nok til alle. Uanset interesse, alder og levevej. Det tør jeg godt garantere.

Samme emne har super skarpe Karoline også berørt tidligere på sin fine blog, og jeg kom i tanke om et citat, hun brugte i dén forbindelse, da jeg forleden læste Maries indlæg.

”Sparket bagi var et afsnit i Chris Kraus’ klassiker, I love Dick, der lyder:

»Alene det, at kvinder taler, eksisterer, paradoksalt, uforklarligt, rapkæftet, selvdestruktivt, men frem for alt offentligt, er det mest revolutionerende i hele verden«

Ja, tænker jeg og nikker. For det er jo bare det, jeg gør. Jeg eksisterer offentligt, helt uden skam, alene fordi det gør mig glad”.

Mere kompliceret og tvetydigt behøver det vel egentlig ikke være?

   

2 kommentarer

  • Marianne

    Hej Louise.
    Super godt skrevet, jeg beundrer din entusiasme, dit mod og ikke mindst din oprigtighed, som står knivskarpt, både når du skriver om følelser, børn og mode. Selv er jeg et andet sted i livet- nogle gange.. eller dvs. jo altid, men jeg kan alligevel ofte identificere mig med mange af dine synspunkter, smag for indretning, mode (og is :-)) og for alt ikke at glemme dine søde børn <3
    Du rammer bredt, det tror jeg kan være svært for mange bloggere, men du gør det.!! Du er jo ikke bare mor men også en glad og inspirerende person der deler stort og småt og det gør at jeg oplever at have “kemi” med dig. Ja hvad skal jeg egentlig med Alt for damerne 😀
    Tak fordi du deler så meget af dit liv, det inspirerer mig og giver mig dagligt et smil på læben 🙂
    Pøj pøj fremover, jeg vil være bedre til at “like” dine opslag- det fortjener du.!!

    Kh. Marianne.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Guldlog

      Orv, tusinde tak for den søde søde kommentar. Det er måske en af de rareste kommentarer, jeg har fået længe. Tak fordi du læser med.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

 

Næste indlæg

VINTEROVERTØJ TIL BØRNENE - HVAD SKAL MAN GÅ EFTER?