GODE RÅD TIL FERIEN I DISNEYLAND PARIS

PARIS RENDEZ-VOUS

img_0875paris2

Det var i 2007, at jeg første gang satte mine små ballerina sko dér. Helt uvidende om, at det var med en lidt anden type bagage, jeg få dage efter ville tage hjem igen. Paris.

Jeg havde nemlig et stk. forlovelsesring på fingeren, da vi landede i DK igen og var foruden meget glad og forelsket også ret omtumlet af et kæmpe tankemylder, der mestendels handlede om, hvordan mon de følgende mange år af mit liv ville komme til at se ud. Det lyder måske underligt, men når man står dér – på toppen af en storby i silende regn og kigger på et menneske med en ring i udstrakt arm og forstår, hvad den og det egentlig betyder – og man svarer ja, så medfører der efterfølgende en hel del ligeligt fordelte følelse af både angst og eufori. Hvad var det jeg lige havde sagt ja til?? Resten af livet.

Hvis nogen i dagene inden vi tog til Paris dengang i 2007 havde spurgt mig, om vi skulle giftes, så havde jeg svaret, at så langt var vi slet ikke endnu. Men det var vi så altså. Åbenbart.

Og hvis nogen havde spurgt mig, da vi kom hjem derfra med ring på fingeren, om jeg kunne forestille mig, at sidde her 10 år efter med vores to børn og en dyb ro i maven, så havde jeg sgu helt ærligt nok bare grint af dem.

Men det gjorde vi så i sidste uge. Lige pludseligt. Fandenme underligt. Tid er noget fælt syret noget.

For mig er Paris lig med mange af de samme ting, som den er for en helt masse andre og som er blevet byens kendetegn; med drømme, med kærlighed, med magi. Men den er også blevet lig med en slags voksne wake up call. Som da det gik op for mig, midt i en kæmpe vin brandert, at min kæreste faktisk ikke bare ’fjollede rundt’, men havde fundet en ring og tænkt sig at dele livet med mig. Eller da det 4-5 år senere pludselig blev tydeligt for mig, at vi nu var blevet en familie, mens vi storsvedende trillede rundt med Elin i klapvogn gennem byen og ikke længere bare kunne tage et glas vin på en fortovscafe, mens natten blev ung, fordi nogen var træt og skulle skiftes og burde sove.

paris_1

…..eller da jeg i sidste uge finder mig selv på endnu en af de mange ikoniske fortovscafeer. Og efter at have været indenfor og bestille en kage, pludselig ser hele min lille familie udefra på vej igennem de små runde borde. Ser dem sidde der, sammen, alle tre. Den lille, den store og den mellemste. I tykke trøjer under varmelamperne, hver især i gang med deres. Ikke noget klassisk storslået øjeblik, meget hverdags-tilfældigt. Men samtidig helt perfekt. Og lige dér, der kom næste wake up call. Jeg er blevet gammel. Ikke sådan grå hår og stok-gammel. Men voksen. Sådan rigtigt. Med min lille familie på fire og vores kosmiske kaos af væltede kaffekopper og babymos og iPad spil og indkøbsposer og stofbleer og hvad ved jeg.

Og på en måde føles det vildt, at det er 10 år siden, vi første gang var her sammen, ham og jeg. For så gammel er jeg da ikke blevet i mellemtiden? Men på den anden side, så var det en anden tid, et andet liv.

Og nu er vi så her. Igen. Et ganske hurtigt besøg denne gang, et ganske hektisk besøg også. Men samtidigt helt perfekt. Fordi det er os. Sammen. På stævnemøde om man vil med vores skæbne igen en gang.

img_0820

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

 

Næste indlæg

GODE RÅD TIL FERIEN I DISNEYLAND PARIS