HVIS MAN KAN GØRE DET NEMT

VI ER PÅ VEJ TIL DISNEYLAND

4965387310_e98147c0e9_b

I dag drager vi mod Paris, hele familien. Disneyland nærmere bestemt. Og ord kan nok ikke helt beskrive, hvor meget vi glæder os alle mand. Faktisk har det længe været en drøm, men vi har tålmodigt ventet til storesøster var stor nok til at hun ville få det optimale ud af det. Og det er nu. Hun kan slet ikke være i sig selv af bar begejstring, og de sidste 14 dage har vi talt ned hver morgen. Og hver aften har det sidste hun sagde, før hun lagde hovedet på puden, været det antal dage, der nu var tilbage.

Min mand var af sted, dengang han var barn og taler stadigt om det med julelys i øjnene. Jeg selv har aldrig været der – og det har så længe jeg kan huske været en stor drøm. Men nu er vi så også ret store Disney fans begge to. Hvilket naturligvis har smittet en del af på vores førstefødte.

Vi er inviteret af sted på pressetur over weekenden og har dertil selv købt tre ekstra overnatninger. Vi skal have det hele med! Elin pakkede sin kuffert i mandags. Med Disney bøger og Disney kjoler og et par diademer. Alt man behøver.

Egentlig skulle vi have været på badeferie denne uge. Min mand har ferie og vi havde planlagt at tage lidt væk. Men så kom den her mulighed pludselig og det lå lige for i stedet at forlænge opholdet og endelig kunne gøre drømmen til virkelighed. Så vi besluttede at lægge pengene her i stedet og jeg tør godt sige, at vi har ret høje forventninger. Hele vores lille familie er barnligt glade for jul og Disney og alt hvad der hører herunder. Og det er netop Disneyland i juleantrækket, som vi skal besøge.

Julen hjemme er for os begge noget helt særligt. Og jeg ved ikke, om vi ville kunne undvære den 24 hjemme i DK. Men konceptet med at tage på ferie, hvor julen fylder, hvor man er på udebane og overlader alt oppyntningen og lys-showet til andre, hvor stemningen er i top og hvor der dufter af gran og brunkager alle steder – dét holder 100%. Hvis du spørger mig.

Jeg husker stadigt det år, jeg fik lov at opleve New York i december! Det var SÅ fantastisk. Helt igennem magisk faktisk. Hvis altså man elsker jul. Ellers skal man nok holde sig langt væk. Men det var utroligt stemningsfuldt og ekstravagant og over the top på den allerbedst tænkelige måde. Dengang var jeg af sted med en god veninde, men kunne sagtens forestille mig at gøre det med min lille familie en dag, det var vitterligt ganske særligt!

Nu prøver vi så jul i Disneyland. Og det kan næsten ikke andet end at blive et hit. Naturligvis tyvstarter vi lidt, for det er jo først rigtigt jul om en måned. Men den slags petitesser hænger vi os ikke i. Nææ, vi er på vej mod Paris, byernes by, hvor min mand i tidernes morgen friede til mig, hvor natten altid er ung og hvor Disneyland ligger som et funklende endnu uåbnet stykke bolchepapir, der bare venter på at blive pakket op.

Jeg glæder mig til at kunne fortælle meget mere.

Indtil jeg tjekker ind her igen, kan I jo altid følge med på Instagram, hvor jeg helt sikkert kommer til at opdatere på stories, hvis I har interesse i at følge lidt med og se hvad jul i Disneyland kan 😉

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

 

Næste indlæg

HVIS MAN KAN GØRE DET NEMT