JEG BURDE HAVE VIDST DET

DU VED DET GODT NU….

p1350663-680x386

Det er noget underligt noget. Først var vi slet ikke sikre på, om hun egentlig blev til noget. Så fandt hun vej til os og væltede min verden – og så blev hun lige pludselig sin egen lille person med mængder af kærlighed og hengivenhed, man inden da slet ikke kendte. Hun var det smukkeste lille menneske og i dag er det virkelig herligt at se tilbage, for i guder, hvor hun dog ligner Elliot – eller er det omvendt? Ligesom jeg dengang i 2011 blev beskyldt for at være uanstændig overfor mit barn, idet jeg iklædte hende leopardtøj. Jo skam. Det tilsvarede, mente man, at lade en voksen iklæde sig Bamse & Kylling. Lidt har ændret sig siden da…..

Men ikke hendes betydning og belejring af mit følelsesregister.

Hun satte tanker i gang hos mig, som før hendes ankomst slet ikke formede sig til så meget som halve sætninger, ting jeg ikke troede, jeg ville frygte, blev pludselig meget aktuelle og jeg voksede med hende, for det er jo det, man gør. Langsomt blev det klart for mig, at hun var et sandt lille mirakel, at det er en gave af de helt store og uvurderlige, at få sit liv beriget med sådan en lille størrelse.

elin

Hun lærte mig at læne hovedet bagover og lade grinet gjalde, at give slip på kontrollen og hoppe med på den barnlige begejstring, som livet konstant tildeler os, men som vi så ofte gemmer væk. Hun lærte mig at trangen til lyserød og girly stuff ikke behøver betyde, at man ikke kan stå fast og stå imod, stå ved og stå indenfor (den, man er). At kontrol og perfektionisme er godt, men kærligt kontroltab kan være endnu bedre. At det hele ikke behøver være så pænt. For så bliver alting nemlig lidt smukkere. At jeg har fået mig et lille selvstændigt, livsbekræftende væsen, der har egne holdninger, ønsker, en smag, en mening – en personlighed. En livsnyder, der ikke lader sig kue, som kaster sig begærligt ud i hverdagen og suger nye erfaringer til sig hver eneste dag.

Inden jeg fik barn, var jeg afsindigt perfektionistisk. Jeg håndterede uventede forandringer til min nøje planlagte struktur ret dårligt. Intet var overladt til tilfældighederne. Jeg blev stresset og urolig, når jeg ikke kunne skemalægge en opgave, en situation eller en begivenhed. Folk der har kendt mig længe, vil kunne skrive under på dette. Folk, der først har lært mig at kende post Paven vil nok rynke på panden mistroisk. For hun lærte mig, at hvis jeg ikke er omstillingsparat og åben over for verden og de rutsjeture, den giver, hvordan skal jeg så kunne lære hende det?

mereelin

Dengang hun var tre år og havde små korte stolpeben og runde røde æblekinder (åhh, findes det smukkere?!), der skrev jeg f.eks. om hende, at hun var bange for havvand, ikke kunne lide kage og havde en meget høj retfærdighedssans. Det gælder stadig. Men hun har lært sig selv at svømme, fordi hun VILLE og hun har troligt afprøvet de fleste kage-sortimenter hos kvarterets bagere, så hun i dag med sikkerhed ved, hvad hun gerne vil have – og hvad der spildte kræfter på hende.

Hun gik fra babylivet til vuggestue næsten ubemærket, gled langsomt over i børnehavetilværelsen med en smittende lethed og før jeg så mig om, lukkede vi døren til Blomsterstuen og købte hendes første skoletaske. Det er kun 6 måneder siden, at hun startede i skole og vi har et helt andet barn nu. Hun har rykket sig så eminent ubeskriveligt meget, at jeg på ingen tænkelig måde kan sætte ord på eller med min forstand fatte bare en brøkdel.

For præcis et år siden, der sad jeg med en helt lille nyfødt lillebror på armen og mærkede en lidt ubehagelig følelse komme snigende, en ulmen i maven om man vil, en fornemmelse for at nogle bånd var i gang med at blive strukket. Selvstændighedsfasen i helt ny potens var i gang.

Hun var ved at give slip.

Nu har hun for længst sluppet. Hun kan selv. Det hele. Og det gjorde faktisk ikke helt så ondt, som forventet. For hun kan selv – men vil også gerne med mig. Og vi griber også stadig en gang imellem. Hun har ALTID været sin egen, været unik og været uundværlig. Nu er hun et helt lille menneske. Med alle facetter og mere til. Hun lærer stadig hver dag. Og fejler også tit. Men det gør jeg også. Det er en del af spillet. Pointen er, at hun godt ved det nu. Hun er med på, hvad det kræver. Livet altså……….og hun får mig kun til at ville det endnu mere hver eneste dag.

elinigen

 

7 kommentarer

  • Louise

    Stooooop. Jeg har lige efterladt min datter, født dagen efter din, hos hendes far og nye lillebror (som ikke er min), så jeg er følelsesladet nok i forvejen 🙂 Du skriver simpelthen så hjerteligt og kærligt og jeg får helt kuldegysninger ved tanken om Elin, der en dag læser dette. Tænk at være så elsket. Og så smuk indeni og udenpå som disse ord og billeder viser, at I begge er.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Guldlog

      Åh tusinde tak, hvor er det dog en kær og dejlig besked. Tak. Så dejligt, I er nogen, der gider læse med. Og hvor er du også bare en sej mor!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Åh hvor er det velskrevet søde! Fine jer <3 Knus

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    Så smukt skrevet 🙂 Jeg elsker at læse dine refleksioner og kloge ord. Dejlige billeder af jeres fine Elin.
    Ps. Jeg er på barsel og har derfor hver morgen, morgen tv i baggrunden…Min datter har en favorit vært, og er han ikke på, så bliver hun skuffet 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Guldlog

      Tusinde tak for de søde ord. Hvor de dog varmer. Og tak for rosen, det giver jeg videre 🙂 Er I også tidligt oppe hver dag? (Zzzzzzz)

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Maria

      Ja, vi er også oppe meget tidligt🙄 Jeg tænger snart til et facelift…

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

 

Næste indlæg

JEG BURDE HAVE VIDST DET