ÅRETS TO FØRSTE DAGE

FEDT NOK

img_2841

Måske er det årsskiftet, der gør det, måske et vintertungt sløvsind, eller også er det min egen frustration over, hvordan jeg disse dage tager mig ud. Ingen ved det. Men faktum er, at jeg simpelthen ikke kan mønstre noget som helst, der minder om et fotoværdigt outfit disse dage. Jeg gider ikke. Jeg er blevet gammel, komfortabel, forfrossen og halvtør. Åbenbart.

Jeg kan desværre se, når jeg går tilbage i mine arkiver, at det er én af de ting, jeg faser mere og mere ud. Eller egentlig er det som sådan ikke desværre. For ret beset, så synes jeg faktisk, at der er en helt masse andre, der gør den slags meget bedre end jeg – og jeg vil langt hellere fokusere på så mange andre ting og skriblerier herinde. Problemet ligger i en del af årsagsforklaringen; jeg er nemlig – desværre – ikke ret godt tilpas i mit eget hylster. Og det har jeg nok faktisk ikke været længe, nu jeg tænker mig om.

Det skyldes nok flere ting, men er efter stor sandsynlighed startet i takt med at min krop begyndte at gro endnu et menneske.

Jeg er bare ikke fan af at være gravid. Lige så himmelråbende fantastisk jeg synes, det er, at skabe liv og fylde min tilværelse med de her skønne væsner, lige så lidt kan jeg lide at lægge krop til projektet, så at sige 😉 Jeg kunne ikke lide det for 6 år siden. Og jeg kunne heller ikke lide det denne her gang. Går vi et spadestik dybere, så ligger der nok en delforklaring i tabet af kontrol. Det er jeg ikke ret god til. Jeg kan bedst lide at være med til at styre rattet og kunne trykke lidt på speederen, hvis det synes nødvendigt. Det kan man ikke i en graviditet. Det tager den tid, det tager og kroppen gør det, den nu engang vil. Og det gav for mig en følelse af ikke at føle mig hjemme i min krop. På mange områder sikkert også en sund nok læring. Men altså også kilde til en del frustration.

Dertil kommer jo så de ekstra kilo. Jeg ved simpelthen ikke helt, hvordan jeg skal skrive det her, uden at det lyder komplet hjernedødt. Men here goes: I mange år var det en del af mig, af den jeg var, min identitet, at være tynd. Ikke bevidst, sådan var det bare. Jeg var i alle mine skoleår meget, meget tynd. Også lidt for tynd. Men sådan var mit stofskifte åbenbart bare og selvom jeg i de små klasser blev hevet ind til skolesundhedsplejersken med min mor, der fik beordret at smøre fedt under min madpakke i stedet for smør (true story!) og jeg stadig husker den dag i 9. klasse, hvor én fra min parallel klasse i ramme alvor spurgte, om jeg havde en spiseforstyrrelse, så var det ikke noget, jeg tænkte ret meget over. Sådan VAR det jo bare. Det betød derfor også, at jeg indtil jeg var omkring 25 år ca. aldrig havde skænket en tanke, hvad jeg spise, jeg spiste bare dét, jeg nu engang havde lyst til. For jeg tog aldrig på. Nogle dage var det en bakke flødeboller, andre dage var det måske et helt kanelbrød og tre kartoner kakao. Jeg kan godt huske, jeg havde veninder, der enkelte gange påpegede, hvor grotesk det var, sådan som jeg åd, uden at tage et gram på, mens de måtte tænke sig bare en smule om…..

Men det var jo bare den, jeg var. Langsomt blev jeg ældre, og langsomt begyndte jeg at tage på. Jeg husker ikke overgangen fra en størrelse 34 til en størrelse 36 som ret signifikant. Overgangen til størrelse 38, den bemærkede jeg – og begræd en smule, men ikke mere, end at jeg ikke gad dvæle ved det. Jeg havde født mit første barn og passeret de 30 år. Det var sgu helt ok. Langsomt lå jeg efter en rum tid og svingede mellem en størrelse 38 og en størrelse 40. Det gad jeg heller ikke hænge mig i. Pyt. Og så blev jeg gravid igen. Og ja, så skal jeg da ellers love for, at størrelse 38 var en saga blot. Og lysår væk. Jeg var stor som et hus og kunne ingenting fra mit skab passe. Jeg kunne ikke særlig godt lide graviditetstøj, men turde simpelthen ikke købe ‘normalt’ tøj, da jeg ikke kunne overskue at se i øjnene, hvilken størrelse jeg var oppe i i slutningen af graviditeten. Str. 42 var også passeret. Fjollet, ja. Dumt, endnu mere. For igen; sådan er det jo bare. Og graviditeter varer ikke evigt (selvom det har føltes sådan for undertegnede). Der er også et langt efterskrift.

Og det er så faktisk nu.
Problemet er så bare, at jeg ikke er tilfreds. Jeg var ikke en af de heldige, der tabte mig af at amme, faktisk stik modsat. Amningen fuckede totalt op med mit stofskifte, så mit blodsukker styrtdykkede og efterlod mig med hovedet inde i køleskabet efter de mærkeligste sammensætninger af spiseligt fedt og sukker i alle afskygninger. Men jeg er desværre kendt for i nære kredse at være en kende utålmodig af natur. Og nu hvor Elliot er fyldt 1 år, kan jeg mærke utålmodigheden vokse. Der.sker.ikke.en.dyt. Eller, det er jo løgn, for jeg går ikke rundt med en badebold på maven længere og jeg har da også for længst smidt alt, hvad der minder om graviditetstøj langt væk. Men jeg er bare stadig ikke i en krop, jeg har det godt i.

Faktisk ved jeg slet ikke, hvad det er. For jeg gør mig, trods alt, ingen forhåbninger om at ligne Louise på 22 år. Men jeg føler bare stadig, at alting strammer de forkerte steder, at intet klæder mig – og jeg bryder mig ikke om mit spejlbillede. Jeg kan ikke udstå at se på min blævrede mave og jeg magter simpelthen ikke, hvor store mine overarme er blevet. Mit tøj strammer steder, hvor mit tøj aldrig før har strammet.

Jeg kan godt selv høre, hvor tåbeligt det lyder. Jeg er kun lidt over 3 år fra at fylde 40. Og jeg har født to børn, den seneste for knap 12 måneder siden. Dele af mit hoved siger, at jeg skal tage en tudekiks og slappe lidt af. Og æde den flødebolle, når nu jeg har lyst. Erkende, at jeg er i en anden krop nu, men også ellers glad og sund og rask.

Mens en anden del af mit hoved skælder mig ud. Fordi jeg har rygrad som en opløst regnorm og ikke kan finde ud af mådehold, måske fordi jeg aldrig før har skullet? Den sidste stemme fylder mere end jeg vil erkende. Men jeg VED virkelig ikke, hvordan man gør.

Jeg er ikke klar til at skære alt det gode fra i livet. Jeg er pjattet med flødepasta og tung rødvin, chokolade i svinske mængder og masser af usunde E-numre. Jeg kan ikke leve uden flødekarameller og skumbananer og jeg elsker tandsmør, som var det min førstefødte. Samtidig tror jeg, at jeg ville have godt af at tænke lidt mere i en sundere livsstil. Ikke blot fordi, jeg ikke kan lide min krop lige nu. Men allermest, fordi jeg tror, det ville gøre mig gladere oppe i hovedet. Men jeg KAN bare ikke få lettet måsen. Min sofa er SÅ rar og blød og indbydende og det samme er slikskuffen. Og jeg hader mørke og kulde og regn og frost. Hvorfor utålmodige Louise har meget svært ved at overtale dovne Louise til at få bundet løbeskoene.

Jeg hader at være en kliche, at være så sløv på egne vegne, så ukampdygtig. Jeg befinder mig ikke godt i det. Men jeg kan samtidig ikke udholde tanken om, at skulle skære bare en enkelt ting fra af det, jeg elsker allermest; sukker. I rigelige mængder. Hvorfor kan jeg ikke bare fortælle min hjerne, at jeg er som jeg nu engang er – og at det er fedt nok. Nu.

Hvordan gør man?

Hvordan kommer man i gang?

Hvordan lander man i en ‘ny’ krop?

Hvordan bliver man glad for spejlbilledet igen?

 

 

   

42 kommentarer

  • Louise

    Pyha. Det er ikke rart at høre dig være så hård ved dig selv. Jeg synes du ser fantastisk ud. Når det er sagt, kender jeg godt den følelse af at være utilpas i egen krop, du beskriver. Jeg ville få en personlig træner. du er tvunget afsted, da du har en aftale og det giver meget hurtigt synlige resultater og det motiverer dig til at komme i gang

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Guldlog

      Ja, det er også den løsning, jeg hælder mest til. Jeg har på fornemmelsen, at jeg har brug for én, der svinger pisken lidt….

      Ja, er godt klar over, jeg måske er lige lovligt ærlig her. At visse betragtninger, dem skal man passe på med at dele, fordi det nemt kan enten misopfattes eller forstås som selvdestruktivt eller ligefrem som negativ effekt på andre. Jeg overvejede også at lade være. For det er jo ret personligt. Og ikke tanker, man er stolt af. Og jeg ved oven i hatten udemærket, at jeg burde være tilfreds. Det er jeg altså bare ikke. Og den følelse har varet lidt for længe nu, kan jeg mærke….

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anja

    Jeg har ikke de forløsende ord eller gyldne metoder, tvært i mod, jeg sidder nøjagtigt som du, blot er min den yngste knap 5 år gammel, min krop en str 38 og det er fint, men min egen opfattelse af kroppen, Nøj den er ikke god 🙁 Lang historie kort, jeg føler med dig og følger med for at se om andre har gode ideer som kan kopieres

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Guldlog

      Tak. Det handler nemlig ikke om størrelsen. Det handler om følelsen. Jeg har egentlig kun nedskrevet mine konkrete størrelser, så læseren kan se, hvor store spring, min krop har taget. Men eksempelvis ejer jeg ikke en vægt. Så jeg aner ikke hvad jeg vejer. Og jeg vidste heller ikke, hvad jeg vejede, da jeg var en str. 36. Det er egentlig ikke det væsentlige for mig. Og man må gerne kunne se, jeg har en vis alder og er mor og har børn, det gør ikke noget. Men jeg er bare ikke glad ved mit spejlbillede. Og det er sgu ærgerligt.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Signe

    Kære Louise
    Jeg har aldrig før kommenteret, men nu kan jeg ikke lade være.
    Tak for et godt indlæg. Du er befriende ærlig og beskriver faktisk næsten mit liv…bortset fra at det var barn nr 3 jeg fødte for snart et år siden.
    Jeg har aldrig været løbe-typen men har efter hver graviditet løbet et halvt års tid for at komme igang med at bruge kroppen igen. Det har fungeret mens jeg var på barsel men i samme øjeblik arbejdet kaldte, Er jeg stoppet igen!!! Denne gang satser jeg dog på at fortsætte, da jeg er meldt til Lillebælt halvmarathon til maj. Jeg fik min søster med på ideen og derfor holder vi nu hinanden op på at komme afsted…ja faktisk følger vi bare løbeprogrammet helt slavisk uden at tænke så meget over det.
    Jeg har fået det meget bedre med min krop. Både fordi jeg er kommet i bedre form, har tabt mig og er blevet mere strammet op. Men faktisk nok allermest fordi jeg gør noget for mig selv. At jeg virkelig prioriterer mig selv før alt andet tre gange i ugen ca 1-1.5 time; :det føles virkelig godt. Der er altid et barn der kalder eller huslige pligter der hober sig op, men følelsen af at gøre noget for mig selv betyder mere end jeg troede.
    Og bonus er så at jeg kan spise stort set hvad jeg har lyst til.
    Held og lykke med det.
    Kh Signe

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Guldlog

      Tusinde tak for din besked. Hvor er jeg dog glad for, du tog dig tid.

      Hvor er du SEJ!! Ihh, det gad jeg virkelig godt at efterligne!! Da jeg var gravid med Elin, min ældste der løb jeg mit indtil nu sidste halvmarathon – netop over Lillebælt! Det ville jo være næsten symbolsk, hvis jeg kunne gøre det igen i maj?? Men lige nu forekommer det altså helt utopisk. Jeg er i SÅ skidt form. Det er faktisk ret utroligt. Jeg kan næsten ikke engang løbe efter bussen 🙁 Tænk, hvor hurtigt kroppen ‘falder tilbage’…suk.
      Vil du ikke fortælle lidt mere om, hvordan du rent praktisk gør?? For mig er det ikke den psykologiske barrierer i at tale mig selv op til 20 km. Jeg har gjort det før. Jeg ved, min krop kan. Hvis bare jeg træner. Problemet for mig er tiden. Jeg aner simpelthen ikke, hvordan jeg skulle få tid at løbe tre gange om ugen…..og dengang, jeg løb halvmaratons og stævner, der løb/trænede jeg netop 3-4 gange om ugen. Det føles virkelig uopnåeligt lige nu…….

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Hald

      Som talt ud af min mund (minus det med at have været åleslank før 😉) Jeg har en på 3 og en på 1 år. Og en flad røv, lidt for løse lår og en virkelig blød mave. Aftenkage/slik/is nærmest hver aften, har åbenbart den effekt…
      Hver aften når jeg går i seng, tænker jeg: “i morgen spiser du med måde. Ingen slik eller kage. Det er jo ikke nødvendigt hver dag…” Men så bliver det morgen, og vi drøner ud af døren, på sende er der drøn på, så skal der hentes unger/laves med/puttes – og når jeg endelig kan sætte mig i sofaen, er jeg så træt og sukkertrængende, at jeg er villig til at afgive min førstefødte for en pose blandet fra kiosken.
      Jeg VED, sådan helt logisk og rationelt, hvad jeg skal gøre, for at se en effekt. Jeg kan bare ikke tage mig sammen… men måske i morgen 🙈😅

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Guldlog

      Haha, åhh det er SÅ meget mig, det der 🙂 Både lidt sjovt, men også ret irriterende. Hvor finder andre den indre styrke henne? Jeg har simpelthen ikke tålmodighed at vente til jeg igen får min søvn….der kan jo gå flere år! Så længe gider jeg ikke vente. Men naturligvis hænger manglende motivation og energi sammen med søvn underskud. Men omvendt så er jeg lidt ræt af, at et vilkår, jeg ikke lige nu kan ændre i mit liv, skal spænde ben for det….

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lisbeth

    Åh hvor jeg kender det. Min yngste er 9 måneder og den ældste 3 år og jeg vil virkelig gerne hanke op i mig selv. Inden ungerne kom, tog jeg 8 uger med maks gas på sund mad og træning, hvilket fungerede rigtig godt for mig. Det var overskueligt og jeg behøvede ikke gå at tænke at jeg aldrig nogensinde igen kunne spise en hel pose Marcipan snebolde bare fordi jeg har lyst. Men de otte uger gav virkelig pote kropsmæssigt og så var det slet ikke så svært at moderere bagefter. På en eller anden måde var det nemmere at indarbejde lidt pasta og flødesovs, men samtidig holde på mange af de andre gode ting. Men jeg ved at jeg ikke skal starte før min mindste sover mere om natten, da manglende søvnbehovet påvirker min sukkertrang helt vildt. Held og lykke, hvis du beslutter at måsen skal lettes fra sofaen og ellers håber jeg at du istedet bruger sofatiden på at lære at se det vi andre see – for jeg ser en virkelig smuk kvinde.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Guldlog

      Tusinde tak for en rigtig sød besked.
      Ja, du har nemlig ret; det med manglende søvn, det påvirker bare MEGA meget. Men problemet er, at det netop OGSÅ påvirker mit ydre 😉 Jeg kan se på min hud og mit ansigt, at jeg ikke har sovet i snart to år. Det er desværre ret tydeligt for mig. Og måske jeg kunne få lidt energi ind i kroppen, hvis jeg kunne få taget mig sammen…og måske det kunne give mig en bedre søvn, når den trods alt er der? 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Trine

    Tak for et imponerende ærligt skriv. Jeg kan ikke bidrage med mange personlige erfaringer, og jeg er gravid i fjerde måned, så min vægt går kun en vej det næste halve år. To ting dog: Da jeg på et tidspunkt havde noget mere top på maven end jeg synes var pænt eller rart, tog jeg en periode med delvis faste. Dvs. jeg spiste ikke fra aftensmad og 14-16 timer frem, og det påvirkede både min vægt og min trang til at småspise hele tiden. Men ammer du stadig, så dur det selvfølgelig ikke. Derudover tænkte jeg på, om du læser med hos icarriedawatermelon? Hun har været på kickstartforløb hos Madbanditten og beskriver det som nogle af de bedste penge, hun har brugt. Måske det var noget?

    Jeg håber, at du finder ud af, hvad der skal til for, at du kan få det godt i din krop igen. Og husk det kærlige blik på dig selv – du har ikke sovet ordentligt i evigheder og der er eddermaneme mørkt, koldt og trist i vejret, så det er ikke så underligt at trangen til at krybe i hi på sofaen er så stærk. Om et par måneder er der skruet op for dagslyset igen, og det tror jeg altså også vil give dig god energi (og mig selv med. Jeg magter ikke vinteren og længes allerede intenst efter foråret.)

    De bedste tanker herfra og igen, tak for din ærlighed. Du er sej!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Guldlog

      Tusinde mange tak for din søde besked. Hvor er jeg glad for den. Og ja, vinteren gør ikke noget godt for motivationen. Men omvendt er det jo nu jeg skal i gang, hvis jeg vil gøre mig forhåbninger om, at kunne passe mit gamle badetøj til sommer. Uh, faste – det lyder svært? Det synes jeg lyder ret hårdt. Men må indrømme, at jeg aldrig har prøvet det…

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Trine

      Det er faktisk ikke så svært, som det lyder. Hvis du tænker på, at du i forvejen faster otte timer om natten, så handler det om at forlænge den naturlige faste. F.eks. spise sidste gang kl. 20 og første gang igen kl. 10. Giv det en chance, jeg var i hvert fald glad for det.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Sikke et fint og ærligt indlæg, det synes jeg er super sejt! Jeg har en lille pige på næsten samme alder som Elliott og jeg har det på nøjagtig samme måde som dig! Jeg dyrkede masser af sport før baby og vat faktisk i udemærket form omend ikke super skinny. Men det var helt perfekt.
    Lige nu ser jeg mig i spejlet og er slet, slet ikke tilfreds. Mon krop hænger, mit ansigt hænger og jeg har urenheder. Åh, kunne jeg dog bare komme i gang!! Men det er satme s svært, når der ikke er meget overskud på kontoen for tiden! Skambidning hanke op i hinanden?

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • T. Dahl

    Kære Louise,
    Jeg så dig i bussen 150S i forgårs (mener jeg).
    Jeg havde lige tjekket Instagram, hvor der var indlæg fra dig. Kigger op og der er du.
    Du så så mega tjekket ud med camelfarvet frakke.
    Kan så godt kende det, som du skriver.
    Har selv to børn på 3 og 9, og jeg er bestemt ikke tilbage i mit gamle jeg. Min kæreste sagde forleden, at nu måtte jeg snart hvile i min krop eller lade være med at brokke mig.
    Har ikke løbet siden barn nr. 2 ankom, spiser kage (næsten hver dag) ELSKER mad.
    Jeg tror, at jeg nok skal komme i gang og tabe det sidste, men ærligt jeg er minus motiveret nu.

    Har ingen vise ord ell. gode råd men vil blot lige sige, at du ikke er alene om de tanker.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Guldlog

      Ej, tusinde tak 🙂 Du skulle da være kommet hen og sagt hej 😉 Det er så hyggeligt, selvom jeg tit bliver meget overrasket og forfjamsket, haha. Dejligt at vide, man ikke er alene. Det kan jeg jo så også se ud af besøgstallene på det her indlæg og antallet af kommentarer her og på Instagram og i min indbakke. Men ærligt, så er jeg faktisk ret overrasket?! Jeg anede slet ikke, der var så mange andre, der også havde ligende forløb. Lyder det dumt? Jeg ved ikke hvorofr, men det er altså kommet lidt bag på mig, HVOR meget kvindekroppen forandrer sig med tidens tand og igennem graviditeter. Fjollet. Men altså….ja, nu må jeg bare se at få gjort et eller andet, så jeg på den ene eller anden måde handler lidt mere aktivt på den her følelse….

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Christina

    Hej Louise,
    Jeg forstår dig så udemærket. Jeg har to piger, en på 5 og Saga på 11 måneder.
    Jeg kender dine tanker, og jan sagtens sætte mig ind i dit eget billede af kroppen. Jeg har endnu ikke tabt alle kilo, men får ofte søde kommentarer om, at jeg da ser godt ud og må have tabt det hele osv. Og når jeg siger jeg træner, så synes folk slet ikke jeg behøver.
    Men det gør jeg, for min skyld. For at føle mig flot i spejlet, selvom kroppen ikke ligner sig selv uden tøj på, for at jeg ved jeg kan spise en pizza uden dårlig samvittighed, og sådan at jeg har mere lyst til at være nøgen. Jeg købte 12 timer med en personlig træner og det er de BEDSTE penge jeg har brugt længe. Jeg kom hurtigt igang med løb, men manglede styrken, musklerne, og det har han virkelig hjulpet med. Jeg går hos ham en gang i ugen lige nu og træner så selv 1-2 gange alene. Og det at jeg træner gør virkelig, at jeg har meget nemmere ved at springe kagen over, kun spiser en bolle osv. Fordi jeg ved, at jeg får resultater af træningen og det giver mig blod på tanden.
    Så kan kun sige gør det!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Guldlog

      Tusinde mange tak for dit inspark. Jeg tror også, at jeg er nået frem til, at jeg ville have meget stor glæde af en personlig træner. Det er nok det, jeg skal ud i…..Tak for at dele, det er nemlig meget de samme tanker jeg selv har omkring træning. Det er for mig selv og mine egen følelses skyld.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Samme situation her – min er 11 mdr nu. Og har også bestemt mig for snart at få tabt de overflødige kilo og få strammet op igen. Hvad hvis du fik en træning buddy – så er det nemmere at komme afsted

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Cecilie

    Flot at du skriver sådant et ærligt indlæg, uanset at nogle måske føler sig stødt eller synes det er forkert du føler sådan så godt som du ser ud. Men det er jo sådan DU føler det, og det har du jo helt ret i at føle. Uanset hvilken størrelse du har, hvis du er ked af din krop er det jo et problem.
    Ligesom dig har jeg også født to børn, den sidste for 1,5 år siden. Jeg var en af de heldige der har tabt mig ved amning så vægtmæssigt er jeg kun et kilo over før-graviditets vægt. Men jeg slasker! Jeg ser slet slet ikke ud som før og jeg er ked af det. Men det er som om man ikke må sige det fordi man er slank igen, så kan man ikke tillade sig at være utilfreds. Hvem bestemmer egentlig det?
    Jeg er selv for nylig begyndt at træne, en gang eller 2 om ugen lige når børnene er puttet. Det betyder jeg ingen “aften” har, da jeg skal sove senest kl 22 da mine børn heller aldrig sover. Men jeg ved at jeg vil blive glad for det! Og når man først er igang mere regelmæssigt bliver det nemmere!
    Mit bedste råd er at finde en god veninde som skubber dig hen til træning/ud og løbe hver gang du ikke vil. Eller betaler for personlig træner. Jeg er sikker på at når du først er igang så vil du forsætte. Du vil se resultaterne og i sidste ende få mere overskud og energi en den du får fra sofaen med slikskålen.
    Held og lykke

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Guldlog

      Tusinde tak. Og hvor har du ret. Jeg tror også, det er sådan noget, jeg skal. Jeg skal på en måde, have en allieret. Så det ikke #kun” er mig, jeg skuffer, hvis jeg svigter 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Åh Louise, jeg er så med dig. Jeg lider også af et seriøst tilfælde af medynk. Og det at jeg blev fyret da jeg kom tilbage fra barsel har ikke hjulpet. Selvom det ny egentlig giver mig tid til at løbe en tur eller tilmelde mig noget fitness.Næ, så hellere tømme slikskuffen foran tv´et…det er håbløst og man kan kun blame sig selv.
    Og det der med at tabe sig af amning…nope. Didn´t happen. Mit blodsukker tog også nogle ordentlige ture, hvor jeg voldspiste alt det man skal indgå.
    For satan, det burde være statsstøttet at post gravide kvinder kunne få hjælp til at få deres krop tilbage…

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Guldlog

      Ja, helt ærligt, det burde det!
      Også virkelig voldsomt, at du lige skulle opleve en fyring oveni. Men du er mega sej og dygtig og cool, så det skal nu nok ende ud til det bedre, er jeg sikker på 🙂 Pøj Pøj!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mai-Brit

    Kære Guldlog – dit indlæg er hverken pjattet eller mærkeligt. Det er et fuldstændigt reelt problem. Jeg vil ikke gennemgå min egen situation i detaljer, blot nævne at jeg er 40 år og har to børn. Har været helt slank som dig altid og oplevede den irriterende forandring på grund af alder og graviditeter. Min konklusion er, at der er ingen nemme mirakelløsninger overhovedet. Der er kun den helt tunge erkendelse af, at man kan ikke fortsætte med at spise slik, kager grog flødesovs og undlade motion og fortsætte med at være slank eller tage de ekstra graviditets kilo. (Der er selvfølgelig enkelte undtagelser og tillykke til dem). Der er kun en vej og det er at spise væsentligt mindre slik, sundere mad og dyrke motion. Den næste og endnu værre erkendelse er, at det er ikke nok at man kun spiser lidt mindre og dyrker lidt stram op to gange om ugen – der skal reelt mere til end det. Man er nød til at tage sig grueligt sammen og tage en beslutning: Hvid jeg fortsætter med at spise det jeg gør nu, så bliver jeg ved at se ud som jeg gør. Forandring kræver forandring. Jeg har gjort det og kæmpet som et svin…løbet rundt i regn og slud, sagt nej til så meget lækkert mad, slik og guf. Det virker og det har virket…og jeg er idag både slank og fast og har helt flad mave igen. Det store spørgsmål er jo så for det enkelte menneske om det er det værd? Og det er lige præcis det spørgsmål du skal gøre op med dig selv og det efter gøre det eller lade være også også acceptere resultatet. Derfor er svaret på dit spørgsmål ikke om du skal gå palæovejen eller raw food, om det skal være spinning eller løb men spørgsmålet har du viljen Guldlog? De bedste hilsner

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Guldlog

      Tak for dit indspak. Jeg tror desværre du har ret. Men det er faktisk meget rart, at høre det fra anden kant 😉 Forandring kræver forandring. Hvor har du ret….på den ene side, så vil jeg så gerne kunne gøre det. På den anden side, så er jeg sgu ikke sikker på, at jeg kan. Men det er nok meget sandt; at der er jo ingen nem mellemvej. Hvis der var, så var vi nok flere, der for længst var gået dén vej 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mira

    Jeg kunne have skrevet det indlæg der, for et år siden! Helt samme historie – heldig tynd til jeg blev 33 og fik mit første (og eneste barn) – ødemer i hele kroppen under graviditet og trods at jeg ammede i døgndrift, følte jeg kun jeg blev tungere og tungere og mere trist ved mit spejlbillede! Sidste år i januar fik jeg nok (3,5 år efter min datter blev født – vent ikke så længe!) Droppede slik, croissanter og café latte til fordel for Americano med mælk – selvom jeg nærmest følte det som forræderisk og iøvrigt dybt uretfærdigt – og så røg de første 5 kilo faktisk helt af sig selv. Og jeg fik blod på tanden.. Droppede flødepastaen og det hvide brød og så røg de næste 10…. Nu er jeg tilbage i en lille 38 og har fået lyst til at bevæge mig, for Gud ved kroppen ikke ser ligesådan ud, som da den sidst var en 38 😅😅 Jeg bandt løbeskoene – som jeg aldrig har prøvet før – og løb 5 km efter et par halvdøde 3 kms ture og blev høj.. Nu løber jeg gladeligt 10 og 15 km – og kan begynde at ane mine mavemuskler igen. Og med angst for hybris – også et antræk til en talje.. (Troede den var tabt for evigt..!) Men vigtigst af alt, jeg smiler over hele Femøren – og føler mig SÅ godt tilpas i mit eget – omend stadig lidt løsere – skind! You Can do it 😘

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mira

    Jeg kunne have skrevet det indlæg der, for et år siden! Helt samme historie – heldigt naturlig tynd til jeg blev 33 og fik mit første (og eneste barn) – ødemer i hele kroppen under graviditet og trods at jeg ammede i døgndrift, følte jeg kun jeg blev tungere og tungere og mere trist ved mit spejlbillede!

    Sidste år i januar fik jeg nok (3,5 år efter min datter blev født – vent ikke så længe!) Droppede slik, croissanter og café latte til fordel for Americano med mælk – selvom jeg nærmest følte det som forræderisk og iøvrigt dybt uretfærdigt – så røg de første 5 kilo faktisk helt af sig selv. Og jeg fik blod på tanden..

    Droppede flødepastaen og det hvide brød og så røg de næste 10 kg. Kost er virkelig desværre alting.. Nu er jeg tilbage i en lille 38 og har fået lyst til at bevæge mig, for Gud ved kroppen ikke ser ligesådan ud, som da den sidst var en 38 😅😅

    Jeg bandt løbeskoene, som jeg ellers aldrig har prøvet før, og løb 5 km efter et par halvdøde 3 kms ture og blev høj..
    Nu løber jeg gladeligt 10 og 15 km – og kan begynde at ane mine mavemuskler igen. Og med angst for hybris – også et antræk til en talje, troede ellers den var tabt for altid..

    Men vigtigst af alt, jeg smiler over hele Femøren – og føler mig SÅ godt tilpas i mit eget – omend stadig lidt løsere – skind!

    You Can do it 😘

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Guldlog

      Åh, hvor er du sej! Ville sådan ønske, jeg kunne. Men bare tanken om at skære alt hvid brød, slik, latte, sukker etc. væk = Uuurrrk. Tror simpelthen ikke jeg kan….?

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Mira

      Det er jo heldigvis ikke for life, men som en kick start.. Når man pludselig løber 10 km, så er der plads til flødepastaen og sødmælken i kaffen igen. Win-win…. 😜

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kære Louise. Jeg har det lidt omvendt. Jeg har siden jeg startede på p-piller i 1.g skulle passe på, hvad jeg spiste. Jeg var en str.40 da jeg mødte T. Jeg havde ingen rygrad til det. Men efter jeg fik børn, var jeg så ked af min krop. Jeg prøvede madlog.dk og det hjalp mig helt vildt. Det var drønbesværligt i starten men blev hurtigt nemmere. Samtidig fandt jeg ud af at min kostsammensætning var helt skæv, og at jeg slet ikke fik de vitaminer, jeg skulle – fordi det hele bliver regnet ud for dig. I løbet af tre måneder havde jeg tabt 8 kg kun ved hjælp af kosten, og jeg havde mere energi på grund af den rette kost 😉

    Jeg håber du finder det, der virker for dig ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Guldlog

      Der er faktisk et par stykker andre, som netop har anbefalet maglog.dk, efter det her indlæg, både på messenger og mail, så den må jeg vist hellere få hentet 🙂 Tabte du virkelig 8 kg!? Wow, Signe, det er da virkelig meget og virkelig godt gået!! Bruger du den hver dag?

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    Hold nu fast!!! Det er jo som taget ud af mit hovede dét der. Fedekur som barn, gentagende kommentarer på mine udstikkende hofter og slanke fremtoning. Jeg åd som et svin, men forbrændte alt uden at gøre andet end at cykle og danse når man var i byen. Jeg var ALDRIG utilfreds med min krop. Jeg kunne ikke genkende teenageutilfredshed og kropsutilfredshed i tyverne – jeg elskede min krop. Første graviditet – stor som et hus, men smed det hele på nær 2 kg… det var helt ok. Fik strækmærker, men dem må man jo leve med… 2.grav.. tog de gennemsnitlige 15kg, og smed ikke en skid! Amningen holdt på alle fedt depoter. Min yngste er 5,5år. Jeg mangler stadig 10kg til min “før graviditeter-vægt”. Jeg har nogenlunde accepteret at der nok ikke ryger mere end et par kilo mere. Jeg elsker det gode liv og kan/vil ikke leve på kur og uden fløde og rødvin som før har fyldt(fløden og sødmælk og den slags). Jeg har lært at drikke minimælk… men jeg bryder mig ikke om min krop mere. Jeg er ikke stolt af den mere. Jeg synes den er forræderisk med alle de skavanker der er kommet til, men jeg prøver at passe på den, så den i hvert fald ikke bryder sammen. Min forbrænding er aldrig blevet den samme, men jeg tager dog ikke mere på.
    Vil bare sige at du ikke er alene! Som jeg ofte har troet at jeg var.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Guldlog

      Åh, Maria det lyder så velkendt, det hele.
      Det er meget præcist, sådan jeg har det. Og ja, hvor dumt det end lyder, så er jeg blevet mega overrasket over alt denne respons! Anede ikke, vi var så mange, der gik rundt med den her følelse, den her krops-ævhed. Altså problemet er jo også, at der ikke er tale om en reel overvægt eller kæmpe kropslig dæmonisering. Der er “bare” tale om lige pludselig at befinde sig en krop, man slet kke kan kende og som man ikke er spor glad for. Uanset hvad det så er. Og det er altså lidt en skræmmende opdagelse. Især når man aldrig før har skænket den krop dér nogle store tanker….

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    Hov, og jeg glemte at sige, at jeg løber og træner på 3.år, vi spiser fornuftig osv. Men jeg har kun tabt et par kilo på det. På trods af personlig træner og diætist. Kiloene har omfordelt sig, og er klart blevet stærkere og bedre form, men nogle af os smider altså så heller ikke kiloene så nemt. Jeg og min træner troede det ville rasle af, men det skete altså ikke helt. Og nej, jeg voldæder ikke eller hygger i smug. Har bare måtte acceptere at vores kroppe er forskellige. Men tror balancen ligger i, at jeg kan nyde den gode mad med god samvittighed i weekenden, for jeg ved at jeg knokler.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Manja

    Jeg hepper lidt på side af dig, der siger, at du skal tage det roligt og nyde din bolle med tandsmør.

    Jeg kan sagtens genkende dine tanker, og jeg sidder selv samme sted efter to graviditeter – men mit liv er blevet et meget bedre sted, efter jeg har accepteret, at overskuddet bare ikke er til det, mens ungerne er små. Bevares, jeg kunne veje mindre, og jeg kunne være mere stram – men jeg er ikke villig til at lide det ville kræve, og jeg vil ikke prioritere tiden til at træne det, der skulle til.

    Ikke at man ikke skal leve sundt, eller i det mindste sundere, men måske det også er en del af sundheden at give sig selv lov til at være 37, mor til to små børn, med nyt job og en kæreste, der også giver den gas med karrieren. Man kan ikke gå ind af alle døre samtidig, som dronningen siger – og det er okay at beslutte, at den dør, hvor man ender i en str. 36, må vente lidt med at blive åbnet. 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Guldlog

      Du har så meget ret, det er meget fornudtigt skrevet og jeg håber, jeg måske kan lande dér engang. Tusinde tak for din kommentar!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Cæcilie

    Kære Louise, jeg føler dine ord så meget – efter to graviditeter er jeg bestemt heller ikke landet i min krop endnu (den yngste bliver 2 til februar *gisp* og den ældste er næsten 6). Amning med den sidste gjorde ingen forskel på min vægt, og ligesom dig synes jeg også det ville være grænsende til umenneskeligt, at opgive smør, slik, kager og chokolade….. Men der skal ske lidt hos mig, ikke en forventning om at smide mange overflødige kilo, men lidt mere mådehold og en tilfredshed og vished om at jeg gør noget for mig – og kun mig – at jeg har kontrollen og træffer et aktivt valg for mig. Lige nu følger jeg fx 30-dages yoga, hvor jeg hver aften, når ungerne er puttet, bruger 20-35 minutter på yoga. Det er ikke højintenst, så jeg kan næsten gøre det i nattøj (det passer godt med min magelighed). Igen, det er ikke med en forventning om at smide mange kilo eller cm, men med ønsket om at jeg får brugt min krop, strukket stive muskler og led og måske får lidt tro på at min krop den er god nok som den er lige nu. Om 5-7-10 år når ungerne er lidt større er jeg måske et andet sted, med et andet overskud til en større indsats – og der kan jeg så også forvente et andet resultat…. Hvis det da er det jeg ønsker 😊

    Jeg ved ikke om det her på nogen måde giver mening, tror måske bare jeg vil sige at du ikke er den eneste, og håber du kan finde lidt ro i det – og så synes jeg i øvrigt også, at du på både billeder og tekst fremstår som en kvinde der er sød, stærk, intelligent og sjov at være i selskab med 😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Guldlog

      Mange tak for din søde og varme besked!
      Det lyder da faktisk også som en rigtig god ide. Det kunne bestemt også være en mulighed. Er det på TV eller hvor følger du det? Kan du mærke en forskel på energi niveauet? På den ene side, så tænker jeg, at jeg vil have godt af at komme lidt UD af huset. På den anden side, så er det netop dét, der er det svære. Også fordi min mands arbejde jo har nogle ret mystiske tider, så når han skal i TV, så møder han kl. 04.00, hvorfor han går i seng samtidig med storesøster ca. kl. 19.30 / 20.00. Derfra har jeg så baby, der stadig har store udsving med sin soverytme. Så jeg har altid x antal aftner om ugen, hvor jeg ingenting kan lave….og så føler jeg ofte, at de andre aftner; dem hvor jeg så fent faktisk “får fri” fra baby, de skal bruges på noget rart. Altså mødes med gode venner, se noget TV eller lignende 😉 Ikke hårdt fysisk arbejde 😉 Men altså….så er det jo netop, at jeg aldrig kommer i gang….

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cæcilie

      Jeg ved ikke om jeg får mere energi, men når først jeg er igennem dagens program føler jeg en anden form for ro og jeg slapper af på en anden måde (også når jeg så bagefter tager det obligatoriske besøg på Netflix 😉). Pt bruger jeg bare Youtube på min iPad – prøv evt. at søg på “Yoga with Adriene”. Hun har MANGE programmer (af forskellig længde) opdaterer ofte og det er gratis! Det passer i hvert fald fint ind i min hverdag, og selvom jeg ikke løber mange km i løbeskoene eller sveder litervis i en spinningtime, så får alligevel lidt blod på tanden og ekstra energi/overskud til at gøre lidt mere for mig 😊
      Men søvnunderskud og børn der på magisk vis æder tiden (og nogen gange overskuddet), det øger jo ikke lysten….. Trust me – I know!!! Vores yngste har også været en lort mht. søvn – enten kunne vi ikke putte ham eller også var der mange opvågninger hver nat…. Det er ligeså langsomt vendt, og med det er overskuddet også bare lidt større!

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

 

Næste indlæg

ÅRETS TO FØRSTE DAGE