JEG BURDE HAVE VIDST DET

Phew ha. Er temmelig mast disse dage. Det skyldes først og fremmest det faktum, at vores lille søde krudtugle ikke rigtig dyrker konceptet søvn. I hvert fald ikke på en måde, der giver ret god mening.

Faktisk fatter jeg ikke, hvorfor han sover så dårligt. Storesøster havde aldrig alle disse opvågninger og har generelt altid sovet godt. Men selv om vi stopper ham med mad og han gladelig spiser dagen lang, så vågner han stadigt og skal have gennemsnitligt to flasker hver nat. Og så begynder han oveni hatten dagen temmelig tidligt. De sidste to dage har han vækket mig før mit vækkeur. Der i forvejen var sat til kl. 06.00. Gys. Når man forinden klokken 05.00 derudover har været oppe to/tre gange og lægge en hånd og ae, give flaske og sidde ved sengen, så er man altså virkelig ikke meget værd. Jeg har den sidste uge fået mellem tre og fem timers søvn pr. nat. Som regel ikke sammenhængende. Dertil kommer at jeg har været alene om det. Fordi min mand har skullet arbejde og haft lidt ekstra oveni den sidste uge, så jeg har også skullet drøne ud af døren hver morgen med dem begge og få storesøster i skole til tiden, smurt madpakker, iklædt alle i ordentligt tøj, afværget omtrent 10.000 vantekriser hos både den mindste og den store, købt ind, lavet mad, pakket taske, skiftet, leget, hjulpet, nusset og vugget. Jeg føler mig altså lidt kørt over lige nu.

Men de har heldigvis været søde og humøret højt. Det hjælper. Hvis vi altså lige ser bort fra vantekriserne hver morgen. Vanter er åbenbart sendt direkte fra helvede og kun bragt på denne jord for at ødelægge vores liv, hvis du spørger mine børn. Omvendt er man så heller ikke fan af alternativet; bare hænder. Ak ja. Ellers er det gået godt. Sådan med modifikationer, naturligvis.

Jeg har godt nok ikke været i bad i snart tre dage, så det påtænker jeg faktisk at gøre om lidt. Og jeg har måtte sande, at man ikke kan nå det hele. Så jeg vægtede mine børns ve og vel, mad på tallerkenen, nogenlunde menneskelige sovetider for alle og tid til leg. Ego ligner huset at her er sprunget ti bomber. Jeg fatter ikke, hvordan vi har kunne svine så meget på fire dage. Men det er som om, det efterhånden er ret svært at vende det blinde øje til. I går gled jeg i et plastikfly med julemusik, der har samme størrelse som en kælegris. Fordi jeg simpelthen ikke kunne se det. Mellem tøjbunkerne og bolde, biler og togbaner. Så deeet.

I mandags havde Elliot sin sidste opvågning kl. 05.30. Da jeg var færdig med at stryge ham over håret og listede i seng igen, lå jeg lidt og spekulerede på, om jeg mon ikke bare burde stå op. Vækkeuret var alligevel sat til om 20 minutter og skulle jeg være så heldig at falde i søvn, så bliver man jo kun mere træt af kun at få 20 minutter. Jeg nåede dog ikke at tænke tanken til ende. For jeg slumrede hurtigt ind i komalignende tilstand, hvor jeg altså pludselig var på lejerskole med alle mine gamle venner. Her havde jeg åbenbart gemt en telefon, der ringede og efter lang tids søgen uden held, så blev jeg uvenner med dem alle sammen. De kunne simpelthen ikke holde den ringetone ud længere og bad mig om at finde telefonen straks, så vi sammen kunne destruere den. Langt om længe lykkedes det mig at finde den lille bimlende satan, der i min drøm havde forputtet sig under min skoletaske. Da jeg havde trampet på den adskillige gange i afmagt og den stadigt bimlede løs, besluttede jeg at forlade kolonien. Jeg måtte væk fra den sindsoprivende lyd. Først da jeg slukøret slentrede rundt på nogle marker, stadigt med højlydt bimletone i ørene, gik det op for mig, at jeg måske var i drømmeland.

Da jeg vågnede, kunne jeg konstatere at klokken var skoletid, vi havde sovet over en time over os – og min telefon har tilsyneladende bimlet løs i et væk undervejs.

Da vi kort efter sidder og skal spise morgenmad, kommer en lille pjevset baby imod mig med strakte arme og jeg tager ham op på skødet. Mens vi sidder dér, stadigt ret groggy alle sammen, tænker jeg godt, at det føles lidt varmt, lige der hvor han sidder. Men fordi min hjerne ikke rigtigt er vågnet endnu, går der desværre lidt tid før det går op for mig, at vi har at gøre med en af de klamme. En lækket ble. På mig. Godt fordelt. Under morgenmaden.

Da vi ankommer til skolen lidt over en time for sent, så er den første vi møder på gangen, storesøsters lærer. Min datter løber hende begejstret i møde og råber så højt hun overhovedet kan: ”Heeeeeeej Sanne, min mor har sovet over sig og ikke hørt uret og min lillebror har skidt på hende!!”……

Jeg burde nok have vidst det, allerede dér. Det her blev en lang uge.

Men i dag kommer far hjem – og i morgen er det weekend. Og jeg har nyvasket hår om lidt.

Elliots flyverdragt er herfra Reima // Hans vinterfutter er fra Mini A Ture her // huen er vist nok fra Friends // dynebetræk Soft Gallery

***