WISHLIST: FORÅRSFORNEMMELSER

EN VIRKELIG DUM UGE

img_4909

Denne uge og sidste uge har – i medierne – været fuld af Prins Henriks død og bisættelse. Desværre har samme tematik været i centrum her, om end jeg ikke har skænket Prins Henrik mange tanker, det må jeg indrømme.

Ikke af uvilje eller fordi jeg for øvrigt har noget imod ham. Men fordi jeg, og herunder især nogle af mine nærmeste, har haft nok at gøre med at fordøje og bearbejde vores/deres eget tab. Og det er klart, at når man selv står midt i de samme følelser og pludselige tilbageblik, tomrummet og alt det andet, der følger med, så er det på en måde ekstra forstærkende, når hele omverdenen også sørger og mindes. Således har ugens overskrift desværre været netop dødsfald og bisættelse, både på landets aviser, mens også herhjemme.

For mig er der er tale om afdøde, som jeg ikke var super nære med, men som var meget betydningsfulde for nogen, jeg har meget nær og kær. I begge tilfælde, for ja, der har simpelthen være hele to på halvanden uge, er det afdøde, som har været livsvigtige for nogle af mine nærmeste. Det har derfor også været et lidt underligt følelseshav. For reelt er tabet ikke mit. Men jeg må erkende, at det har påvirket mig, når nogle af dem, jeg holder mest af er i sorg. Og tab og sorg er nok altid, uanset hvor lang eller kort, (som tilfældet var her) varsling man får, ikke sådan lige at skøjte hen over. Det er en del af livets cyklus, uden døden, er der ikke noget liv. Det ene hænger uløseligt sammen med det andet. Men det betyder ikke, at det er nemmere eller mindre sørgeligt. Det har lagt en lidt tung sky over ugen og jeg har kunnet mærke, at jeg har været mere mut end vanligt. Fordi jeg kender relationen og betydningen af tabet. Fordi jeg ved, hvor tungt det er lige nu. Derfor endte jeg simpelthen nede i vaskekælderen forleden med låst dør og min veninde i røret, mens jeg stod og snøftede ned i vasketøjet.

At vi så tilmed har toppet herlighederne med et ultra nedslående tandlæge besøg, der foruden at pådrage mig et par sygedage efter operationen også kommer til at tage en god del af sommerferie-budgettet, samt en feberramt opkast-baby (igen), der nu har fået regulær lungebetændelse og deraf tilsvarende manglende nattesøvn – ja, så har det måske ikke været den sjoveste uge.

Trods det, så sætter den her slags begivenheder også typisk lidt dybere tanker i gang. Mens jeg stod dér og tudede ned i de nyvaskede sokker og sparkedragter forleden, der lovede jeg mig selv, at det også i en vis grad handler om perspektivet. Lortetand, lorte kæbe-operation, lorte lungebetændelse, lorte feber, lorte søvnmangel, lorte deadlines på arbejdet og lorte regninger ER ikke ret sjovt eller opkvikkende. Men vi har trods alt så meget andet godt. Vi har goodwill, mange gode mennesker, så meget kærlighed, så meget fint og rart. Vi har hinanden.

……og skal vi så ikke aftale, at næste uge bliver bedre?

   

2 kommentarer

Skriv en kommentar

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

:lion: 
:grinning: 
:grin: 
:joy: 
:smiley: 
:smile: 
:sweat_smile: 
more...
 
 

Næste indlæg

WISHLIST: FORÅRSFORNEMMELSER