EN NY UGE & EN FANTASTISK KONKURRENCE

DA VI FLYTTEDE I HUS #1

p1390520

Nu har vi boet i vores lille fine funkishus i lidt over to år. Og vi er stadig lige vilde med det. Jeg kan se, I stadig har stor interesse, hver gang jeg skriver om huset og bolig – og jeg ved også, at jeg aldrig fik lavet de klassiske ”hus-indlæg”, da vi flyttede. Før og efter billederne, tankerne omkring flytningen – og mere overordnet om, hvad der fik os til at flytte i hus.

Nu er det hele kommet lidt mere på afstand, processen har lagret sig fint og vi er landet ret godt. Der er naturligvis altid et eller andet, man gerne vil have fikset, der opstår hele tiden nye udfordringer og behov – og når man ejer et hus, bliver man nok aldrig rigtig HELT færdig. Men det er også helt ok, det er ikke pointen her.

Jeg kan huske processen op til og lige efter meget tydeligt. Det fyldte ALT. I disse dage følger jeg begærligt med hos diverse andre, der er ved at eller som netop har købt hus og er flyttet lidt ud af byen og det har fået mig til at reflektere over, hvordan vores egen vej hen imod dén beslutning tog sig ud.

Jeg tror, der er rigtig mange, der gennemgår det samme, som vi gjorde. Mange, der har de samme tanker, de samme ønsker og behov, den samme ængstelse, men også samme murerende udlængsel. For det er jo langt fra sort/hvidt. For nogle mennesker er det. Og dejligt for dem. Men for os, der var det slet ikke skrevet i sten, at vi skulle i hus.

At sætte minderne til salg

Vores gamle lejlighed på Østerbro købte vi i 2008, da vi blev gift. Her endte vi med at bo i 8 år. Indtil Elin var 5 år gammel. Vi elskede det! Vi har altid elsket byen og altid brugt byen. Især det sidste skulle vise sig at blive en vigtig pointe, da vi for alvor gik i gang med salgs- og købsproces. For vi har også gode venner, der slet ikke i samme omfang benytter sig af byen. Det handler rigtig meget om hverdagsrutiner, jobtyper, sociale relationer og temperament. Både min mand og jeg har jobs, der ikke bare indebærer, men faktisk også påkræver, at vi opholder os ret meget inde i byen. Vi ville kunne lave en del fra distancen, men så langt fra alt. Og vores jobs er ikke nogle, som eksempelvis et hospital eller en skole, hvor samme type arbejdsskiver findes i de fleste andre kommuner.

Vi er dertil også sådan nogle, som på privat basis bruger byens tilbud en hel del; Museer, biograften, teatret, cafe, resturant, indendørs legepladser med børnene, diverse kulturtilbud. Det har vi altid gjort.

Derfor var især beliggenheden ret afgørende for os. Det var nødt til at være i overkommelig afstand til København. Også gerne overkommelig på cykel. Da jeg ikke kører bil. Og dengang vi flyttede, var der meget rejseaktivitet forbundet med min mands job, som gjorde,, at jeg ofte var alene med barn/børn, hvilket ikke er smart, hvis der skal indlægges timers transport hver eneste dag frem og tilbage.

Men naturligvis var allestørste kriterie mere plads. Ellers kunne vi jo lige så godt blive, hvor vi var. Vi elskede vores lille skæve lejlighed med de fritlagte bjælker og det var for os en meget stor overvejelse og ikke mindst overvindelse, at sætte det til salg. Det var otte gode år, vi havde haft dér. Vi startede vores liv som ægtepar dér. Vi blev forældre dér. Elin voksede op dér. Vi vidste, at det vi søgte ikke var ret nemt at finde, hvorfor motivationen var lav. Men vi var ved at blive kvalt i den lille lejlighed. Vi kunne slet ikke være der til sidst og vores datter havde heller ikke noget værelse. Det gjorde ingenting de første mange år, men da hun blev 5 begyndte det at blive et irritationselement for os alle.

Vi havde så at sige udskudt beslutningen, så langt vi overhovedet kunne. Som med de fleste andre, gjaldt det for os, at vores ønsker og drømme og behov ikke matchede vanvittig godt med vores budget 😉 Det betyder jo kompromiser. Præcis som det gør for alle andre. Og den slags skal man lige komme overens med.

“Hvorfor har I taget TIL SALG skiltet ind??” 

Jeg kan huske, da vi havde haft lejligheden til salg nogle måneder, kom vores ejendomsmægler forbi og spurgte, hvorfor vi flere gange havde taget ”Til salg” skiltet ind igen. Det hang ude gennem et af de øverste vinder, så man kunne se det langt fra. Det hele blev sådan lidt pinligt og samtidig ret komisk, for det viste sig, at både min mand og jeg, hver især uden den andens vidende, et par gange havde taget skiltet ind, uden at fortælle den anden det. Simpelthen fordi, tror jeg, vi ikke rigtig kunne overskue den proces, vi stod og skulle i gang med. Vi vidste godt, at vi skulle videre. Det var vi nødt til. Men vi kunne ikke umiddelbart se nogen god løsning og vi var heller ikke afklaret om vores behov, så det hele føltes ekstremt uoverskueligt.

Den følelse varede ved et godt stykke tid, skal jeg gerne indrømme. For det er ofte en ret stor beslutning at købe hus, det er en ret uoverskuelig proces og det er ret grænseoverskridende. Det var det i hvert fald for os.

Vi startede med at kigge på lejligheder. Vi var sikre på, at det var det, vi skulle. Bare mere plads. Måske bedre stand. Bedre rumfordeling. Men i takt med at vi gjorde det, blev vi slet ikke klogere. Vi kom ingen vegne. For intet talte rigtigt til os. Vi flyttede fokus væk fra byen, op nordpå, vi legede med tanken om at beholde lejligheden eller finde en lignende med bedre rumfordeling og i stedet købe et sommerhus, vi overvejde at bo til leje, indtil det helt rigtige dukkede op, vi kiggede til sidst også vestpå, selvom det egentlig ikke gav mening for os at rykke den vej, eftersom hele vores netværk opholder sig nordpå. Vi var kort sagt igennem de fleste faser. Men vi blev ikke klogere. Vi blev ikke afklarede. Vi blev mest af alt bare frustrerede. For det hele føltes som en blindgyde.

Vi er begge opvokset nord for København. Min familie er oprindeligt fra Valby og min mand er født på og opvokset på Frederiksberg, inden vi altså hver især endte med vores forældre i Nordsjælland. Jeg har gået i skole på Østerbro. Og det har min mand også. Så vi følte os på alle måder meget tæt forbundet med og knyttet til bylivet og København. Det har været vores virkelighed næsten altid. Men ønsker og behov, drømme og håb, budget og boligpriser i København matchede bare virkelig dårligt. Det hele føltes håbløst. Og gud hjælpemig om så ikke pludselig vores lejlighed blev solgt. Uden forhandling, uden nedslag, til prisen og med hurtig overtagelse. Herfra indtraf stresshormoner af en anden verden. Vi havde et barn, jobs der skulle passes, intet overhovedet på hånden og en meget meget kort frist til at finde det. Jeg tør godt sige, at vi sov meget dårligt i den periode.

…. Og så var det, vi lige pludselig overvejede, om vi skulle prøve at kigge på huse. Sådan rigtigt. Huse. I jordhøjde, ingen trappeopgang, ingen bagtrappe, ingen cykelkælder og vicevært, ingen andre hovedansvarlige for noget som helst – andre end os.

 

– Fortsættelse følger 

img_1112

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

 

Næste indlæg

EN NY UGE & EN FANTASTISK KONKURRENCE