NÅR DET ER SVÆRT AT PLEJE VENSKABER

FRA LEJLIGHED TIL HUS #2

img_0226

For os var det meget voksent at flytte i hus. Mere voksent end at blive gift og mere voksent end at få børn. Hvilket er noget vås, for det er det altså ikke. Forstået på dén måde, at det absolut ikke i samme omfang er lige så uigenkaldeligt. Man kan godt fortryde og omstrukturere og ændre krus. Og det er alt andet lige lidt nemmere og uden knap så meget bagage, end hvis man gør det i de to andre tilfælde. Men for os, der var det dén følelse, vi havde, dengang vi skulle tage beslutningen. Det var angstprovokerende. Og selvom mange har sagt til os “at du ved bare, når det er DET”, så var det altså ikke sådan for os. Vi vidste det ikke. Vi kunne ikke mærke ned i mave. Vi var i tvivl. Og bange for at gøre det.

Men et eller andet trak. Og en dag stod vi ude i det hus, der skulle vise sig at blive vores. Der var masser af ting, vi ikke var pjattede med. Det var ikke kærlighed ved første blik. Det var ikke en ment-to-be følelse. Men det var første gang – i halvandet år, og efter 20 lejligheder og 20 hus kig, at vi kunne se nogle muligheder. Første gang, vi ikke havde lyst til at vende om på hælen.

Næsten hver gang kunne vi med det samme mærke, at det ikke helt var os. Ofte fordi vi var gået FOR meget på kompromis. Var gået lidt for meget ned i plads, lidt for højt op i pris, eller var kørt lidt for langt væk fra det der gav geografisk mening for os. Gang på gang gennemførte vi fremvisninger og salgsopstillinger og ligegyldige samtaler med oversmarte ejendomsmæglere vel vidende, at vi aldrig ville vende tilbage. Enkelte gange har vi simpelthen vendt bilen og er kørt hjem igen. Den ene gang kunne vi bare mærke, at distancen var for lang. Den anden gang nåede vi ind i indkørslen. Og behøvede ikke sige et ord til hinanden. Vi sad lidt, så tændte vi bilen og kørte hjem igen…..

P5070992

Men huset havde en anden vibe. Som sagt var der meget, vi ikke tændte på. Mange ting, vi ikke var pjattede med. Eksempelvis det udvendige, altså den helt igennem smadrede facade…..

Det havde spøgt et stykke tid. Var dukket op i vores søgninger nogle gange. Men vi havde afskrevet det, det lignede ikke noget for os. En dag besluttede vi at tage ud og se det. Det kunne vel ikke skade. Da vi har parkeret, spørger min mand, om vi egentlig ikke bare skal køre igen. Vi kunne egentlig ikke lide det, vi så. Af uvisse årsager gik vi alligevel ind. Og indenfor var stemningen helt anderledes. Vi så for første gang muligheder. Vi kunne se os der. Vi kunne se vores visioner og drømme for et hjem dér. Ikke øjeblikkeligt og med et trylleslag. Men på sigt. Med lidt knofedt og kreative løsninger, lidt omstrukturering af rum og sådan. Men vi så det. Begge to.

Hvor jeg med rigtig mange af de andre boliger, vi kiggede på, slet ikke kunne se muligheder eller løsninger, så forholdt det sig anderledes her. Næsten øjeblikkeligt kunne jeg se planen for, hvordan vi skulle forandre det, så det blev dét, vi kan lide.

Vi endte som sagt med at købe det. Og i dag har jeg glemt, hvad det var, jeg var så bange for. Jeg elsker at bo her. Mange ting har vist sig at gå op i en højere enhed. Huset matcher fuldstændig vores families behov og hverdags-logistik. Vi har alt det, vi drømte om. Så hvorfor var vi så bange? Hvorfor var det så svært? Jeg aner det ikke. Men det var det. Og der er stor forskel på at flytte fra lejlighed til hus. Det føltes grænseoverskridende af en anden verden. Det fyldte ALT i de uger, hvor processen var på sit højeste og buddet var afgivet og resten af verden stod bare stille.

Vi havde kun to måneder til at finde en bolig. Og naturligvis køber man ikke bare et hus, for at købe noget. Vi havde ikke regnet med at finde noget. Og pludselig havde vi rent faktisk det. Tvivlen fyldte derfor en del. Var det et valg, der var truffet, fordi det føltes rigtigt for os, eller reelt baseret på stress? Når man står midt i sådan en beslutning, kan det være ret svært at se helt klart.

villa-med-sjael_27

I dag kan jeg se, at det ikke havde noget at gøre med vores tidshorisont. Vi havde aldrig købt, hvis vi ikke havde kunnet se os selv dér. Det var den eneste bolig, vi ikke kunne slippe. Selv dem, vi ellers virkelig mente, vi elskede, men som måske var alt for dyre, dem slap vi faktisk ret smertefrit. Fordi man godt ved, inderst inde, at det ikke er besværet værd. Huset her forlod aldrig igen vores tanker. Og der er ingen der siger, vi bliver her for evigt. Vi kan godt finde på at tale om boligdrømme og nye fremtidsudsigter stadigvæk. Men jeg tror, uden at jeg kan vide det, ikke at vi forlader området. Det er det helt rigtige for os. Vi har også et skolebarn at tage hensyn til nu. Og vi er landet virkelig godt i den henseende også.

Frygten flytter med, men den forandres igen

Jeg kan huske, da jeg flyttede hjemmefra.

Efter at have boet i et parcelhus i 20 år, flyttede jeg til et værelse i en lejlighed på Østerbrogade på 5. (eller 6.? Har glemt det) sal. På den ene side var det skide eksotisk, lige pludselig at bo dér, midt i byen, med støjende billarm og konstant summen og et imponerende view ud over byens tage. På den anden side var det giga angstprovokerende. Jeg sov ikke den første uge. Overhovedet. HVER gang der var udrykning, (og dem er der en hel del af dagligt på/gennem Østerbrogade), så stod jeg lodret op i sengen og frygtede det værste. Én af de ting, jeg var næsten manisk besat af, kan jeg huske, det var ildebrand. Jeg tror, fordi jeg indtil da altid havde boet i et hus. I jordhøjde med op til flere mulige udgange. Nu sad jeg der i et betonbyggeri, endda uden bagtrappe, kun med én dør og en lidt scary elevator 5-6 etager ned. Jeg følte mig så tjekket og voksen om dagen, når jeg stod på altanen og så horisontlinjen og hele byen under mig. Og jeg følte mig så lille og bange, når jeg om natten på min mørke værelse vågnede af sirenerne og de blå blink.

Jeg boede, så vidt jeg husker, herfra først godt 3 år på Østerbro, derefter 4 år i Hellerup, så 8 år igen på Østerbro. I lejlighed. Rundt regnet havde jeg altså boet godt 15 år i lejlighed, da jeg pludselig havde købt et hus med min mand. Og faktisk udspillede lidt samme scenarie sig, som 15 år tidligere, da jeg sad på mit værelse på Østerbrogade, nu bare med omvendt fortegn.

I starten var jeg hundeangst for at være alene i huset. For modsat trygheden ved at bo i lejlighed, hvor der næsten altid er andre lige omkring én, ovenover eller nedenunder, så var jeg virkelig ægte alene, når jeg var alene. Og modsat lejlighedens trygge høje luftlag, hvor op til flere hoveddøre og dørtelefoner mm. skulle forceres, hvis man ville ind, så var nu indbrud pludselig min allerstørste frygt i huset, hvor det forekom mig lidt for nemt at trænge ind, hvis det var det, man ville.

Og hvad er så pointen? Ja, altså hverken indbrud eller indbrand er jo noget, man ønsker. Uanset hvilket type hjem, man har. Men jeg tror, det understreger ret godt, hvordan vi ofte vænner os til en bestemt type hverdag og en bestemt slags ’hjem’, hvorfor modstykket godt kan virke skræmmende. Men det ene er nok hverken værre eller bedre end det andet. Det handler om at skabe sig det hjem, man helst vil. Og derfra vil der nok altid være en god procent magelighed, en forhåbentlig god procent tilfredshed og en lidt mindre procent usikkerhed eller utryghed for de risici, der kan følge med.

Efterfølgende kan jeg jo godt se, at vi skulle igennem de mange strabadser i vores huskøbs-proces. Vi skulle have alle de mange samtaler og diskussioner om, hvad vi hver især håbede på. Vi skulle igennem tvivlen. Angsten. Usikkerheden. Modløsheden. Det var sådan, vi sporede os ind på, hvad det var, vi gik efter og hvad, der var rigtigt for os. Så selvom vi ikke var afklarede, da vi begyndte processen – og faktisk heller ikke følte at vi var det, da vi sluttede den og skrev under på købsaftalen, så tror jeg, det var godt givet ud. Vi kom omkring mange følelser og selvom det hele langt hen ad vejen føltes som et håbløst tidsspilde, så var det jo ikke det. Det gjorde os klogere og bedre til at se, hvor vores næste hjem, det var.

Og lige nu, der er det altså her. Stadigvæk. Og det er jeg faktisk møg hamrende glad for. Jeg tror ikke, det er her vi skal blive gamle. Og det kan sagtens være, vi sadler om igen om nogle år. Men det er på alle måder lige som det skal være lige nu.

 

 

 

 

1 kommentar

Skriv en kommentar

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

 

Næste indlæg

NÅR DET ER SVÆRT AT PLEJE VENSKABER