VORES NYE KLAPVOGN FRA MOWEO

IKKE SÅ MANGE DIKKEDARER

leather2

Weekenden lakker mod enden og det har været en rigtig dejlig én af slagsen. Fuld af lutter gode ting, men også underligt rolig. Rolig forstået på den måde, at vi stort set slet intet kaos har haft. Og det er ellers sådan vi ruller herhjemme. Vi ruller med kaos. Sådan føles det i hvert fald tit.

Livet med små børn er vitterligt udfordrende og hektisk, men naturligvis også drøn hamrende sjovt og lærerigt. Jeg er meget taknemmelig for alt det, jeg har og meget bevidst om, at alt lige nu er en fase. Men for syv sytten altså. Man skal nok have været der selv, før man forstår, hvor Monty Python agtigt grotesk hektisk det kan være sommetider; De der dage, hvor man bare vader rundt i indtørrede leverpostejsmadder og kiksekrummer, mens det ene barn hyler og kaster glas med mælk direkte ud i rummer, alt imens andet barn skråler MGP og laver flikflak gennem stuen, hvor kaffemaskinen bryder sammen og man på tre timers søvn forsøger at fremstå sammenhængende, men lukker forkerte håndværkere ind og stiller en beskidt skål i køleskabet i stedet for opvaskemaskinen, mens man febrilsk prøver at gøre rent med vådservietter fra barnets pusletaske . Den slags, I ved….

Og vi har efterhånden vænnet os til det. Så meget faktisk, at sådan en weekend, som dén vi lige nu har haft, næsten virker helt forkert. Fordi her har været ro. Og orden. Og overskud. I et omfang, jeg ikke mener at kunne huske har fundet sted på matriklen her siden for rundt regnet to år siden.

Fredag var min mand og jeg nemlig lidt udfordret arbejdsmæssigt, det er helt klart downside ved at være selvstændig – alle de her fridage, der er på denne årstid – og vi havde svært ved at rydde kalenderen igen igen med børn hjemme, særligt fordi vi jo lige har haft ti dages sygdom af værste skuffe, så vi er bagud. Mine søde forældre tilbød at tage børnene på en lille helligdagsferie og vupti, som ved et trylleslag blev her virkelig stille….de kørte op til mormor og morfar fredag morgen og jeg fik ro til at sidde i min morgenkåbe og arbejde helt til kl. 18.00. En frihed jeg ellers yderst sjældent har.

Derfra tussede jeg stille og roligt i bad, helt uden at nogen forsøgte at bide i mine ankler eller tvinge en badeand ind mellem mine tæer….og bagefter kunne jeg, med en kop kaffe og lidt god musik, stå og gøre mig klar foran spejlet. I mit eget tempo. Prøve forskellige outfits. Tørre hår – ikke bare halvt – og tilmed putte neglelak på. Helt uden stress eller forstyrrelser. Da jeg var færdig kørte min mand og jeg til Vesterbro, hvor han havde booket bord på Ibu, som vi havde hørt godt om. Her kunne vi gennemføre sammenhængende samtaler uden afbrydelser, der var ingen, der kastede med maden eller hamrede knytnæver ned i brødkurven, alt var meget civiliseret.

Bagefter købte vi en take away kaffe og slentrede langs søerne i aftenlyset og kom i tanke om, at sidst vi var alene ude, uden at det skyldes et arrangement med hundredevis af andre mennesker, det er 8 måneder siden. Vi vågnede lørdag mega sent og solen skinnede fra en skyfri himmel og vi indtog scrambled egg og bacon på terrassen med rigelige mængder kaffe, der IKKE nåede at blive kold, vi fik plantet lidt blomster i haven og sågar gjort rent og ordnet alt vasketøjet. (Ja, det er vildt, livet her i overhalingsbanen!)….

Så kørte vi op til vores børn, der selvfølgelig havde sovet hele natten uden problemer, for sådan er de. De er englebørn, når de er ude, og gemmer balladen til os. Glade og fulde af gode oplevelser drog vi hjemad og hyggede og nussede resten af lørdagen.

Søndag har huset været både opryddet og rent, skoletasken pakket til i morgen og madpakken smurt, der er friske forsyninger ParadIS i fryseren og gud hjælpemig om ikke der var tilbud på min favorit kaffe nede i Meny. Amen altså. Vi sluttede weekenden med middag hos mine svigerforældre og nu sidder jeg lidt og venter på, at der skal ske et eller andet. I ved….noget falder ned, går i stykker, nogen begynder at kaste op, en invasion af myrer finder vej gennem stuegulvet, vi får skybrud og vandskade eller jeg indser, at jeg bare har sovet og det hele var en drøm….det føles vildt underligt. En HEL weekend uden nogen form for kaos. Bare fuld af overskud og energi.

Jeg er meget meget spændt på, hvor længe det varer…..

leather1

Nogen gange, så er det bare det enkle klassiske valg, der fungerer. Sorte jeans, hvid skjorte, læderjakke og røde negle. Ikke så mange dikkedarer. Jakken er fra Toogoodtobebasic, skjorte fra H&M, tasken fra Zadig & Voltaire og støvler fra Aldo.

   

4 kommentarer

  • Lisbeth

    Det lyder skønt. Vi har en på 3 og en på 6 måneder – så alt er også ofte kaos herhjemme😆 Denne weekend ingen undtagelse. Dit indlæg giver mig lige lidt håb om, at der kommer en tid igen, hvor jeg kan tage min kæreste i hånden og vi kan sletre ud i byen uden bagkant, drikke et glas vin på en fortovscafé, lede efter det helt rigtige sted at spise (og ikke bare det første og bedste) og sove til man selv vågner. Ahhhh.. jeg kan lugte det! 😀

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Guldlog

      Ja, for søren med de to størrelser kan jeg tænke mig, at der er drøn på? 🙂 Men ja, helt klart – tiden kommer jo igen. For os har det første år med Elliot bare trukket tænder ud. Men det lysner nu 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Trine

    Det er dig – og jer – SÅ velundt… håber i får mange flere af den slags weekender dette forår… ps. du ser sgu skarp ud i sort/hvid!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Guldlog

      Tusinde tak søde du. Jeg håber det også. 8 måneder er altså for langt imellem!

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

 

Næste indlæg

VORES NYE KLAPVOGN FRA MOWEO