EN KNAP SÅ MORSOM WEEKEND

NÅR MAN SERVERER DEN RIGTIGT

elin1

På mange måder er der et vist sammenfald mellem god kommunikation og vellykket kokkekunst. Det handler ret ofte om, hvordan man serverer det. Selvfølgelig skal det smage af noget. Der skal være en vis tyngde. Det skal kunne tilfredsstille en given sult. Men derudover, så er serveringen nok halvdelen af oplevelsen.

I en hektisk hverdag med to børn og travle jobs, en fuld kalender og masser af bagkanter i løbet af dagen, så kommer jeg nok – indrømmet – ofte til at servere min kommunikation til min førstefødte, som var det en klat lunken kartoffelmos klasket hurtigt op på tallerknen med løs hånd. Sådan er det en gang imellem at være børnefamilie. Der er ikke altid tid til at tænke argumentationsrækken igennem og fordele pointerne gradvist, med det vindende argument til sidst som et knock-out i en boksekamp. Sådan som jeg ellers lærte det, dengang jeg bedrev kommunikation på et stort advokatbureau.

”Fordi jeg siger det!”, ”Sådan er det bare!” og ”Det er noget, jeg bestemmer!” er nok blevet brugt hyppigere end jeg helt vil være ved, når forhandlingen om 7-årigt skolebarns beklædning eller mangel på samme har nået nye højder herhjemme. I virkeligheden ER det mig, der bestemmer, og det bliver jo netop sådan, FORDI jeg siger det og sådan ER det bare. Det er ufravigelig bevisbyrde. Men det betyder desværre bare ikke, at pointen går hjem. Diskussionen om, hvorfor man ikke kan tage i skole på skovtursdag iført tylskørt eller hvorfor, det er uhensigtsmæssigt at hoppe på cyklen i bare arme og wife-beater med unicorns på, når det stadig kun er 6 grader udenfor, den skal tages på et langt mere raffineret niveau, hvis den skal vindes.

Herhjemme vil 7-årig kun have kjole på året rundt. Bukser er irriterende, mener hun – og tykke trøjer er helt no go. Stod det til hende, var hun kun iført ærmløse florlette kjoler med tyl eller flæser hele året rundt. Det er bare en anelse problematisk, når man er bosat i Danmark. Jeg har forsigtigt forsøgt med langærmede undertrøjer under og små jakker, der kan bruges som cardigans, men lige er tanden varmere, mens foråret endnu lader vente på sig.

Indtil i forgårs kunne jeg glemme ALT om dén taktik. Bluserne indenunder irriterede under armhulen, ærmerne er ofte lidt for lange, for ellers passer bluserne ikke i længden, små jakker krøller belastende meget hen over ryggen, når man cykler, de driller også ofte under armen og så kan man vigtigst af alt jo altså ikke se hele kjolen. Har været hendes argumenter indtil nu.

Jeg indså derfor forleden, i endnu et forsøg på at få en langærmet undertrøje under tøjet og tilmed i samme set-up også havde i sinde at liste en ny quiltet jakke henover, at det var tid at hive de gamle kommunikationsredskaber op af lommen. Da kommunikation grundlæggende er udveksling af budskaber og perspektiver, forudsætter succesen i god argumentation, at den har tre vigtige dimensioner; 1) at den er faktuelt retvisende, 2) at den er relevant og 3) at den er vægtig.

Der skal altså være en påstand (”du skal have jakke og undertrøje på”), og der skal være et såkaldt belæg, som er begrundelsen for at påstanden er sandsynlig (”fordi ellers risikerer du at blive syg”) og så skal der være en hjemmel. En hjemmel er den bagvedliggende regel, der gør, at man kan godtage argumentet. (Eksempel: “Det er ikke fornuftigt at gå i bare arme, hvis du bliver syg af det, det er ikke smart at være syg”)…

Men. Problemet med kommunikationen med den 7-årige herhjemme er bare, at det modtagne budskab ikke altid er identisk med det afsendte budskab og slet ikke med det, som jeg selv mener at have udtrykt. Jeg synes jo nok selv, at mit argument om ikke at blive syg var et ret stærkt kort at smide. Mens den 7-årige bare rystede på hovedet med himmelvendte øjne og smed modargumentet: ”Men det gider jeg ikke have på! Jeg bestemmer selv!”……

I det her tilfælde var det altså lidt som om, at min modtager opfangede mindre af pointen end det var planen – nok på grund af en vis selektiv opmærksomhed på mit udsagn.

Jeg indså derfor, at det var på tide at lade parterne forhandle sig frem til et mere eller mindre fælles meningsindhold. Og jeg forklarede derfor med rolig stemme, at tøjet på den måde lignede dét, de store piger på skolen har på, at det er ret sejt, at være så stor og have vokset så meget over natten, at man behøver ekstra undertrøje og at man helt automatisk ligner en, der går i mindst 3. klasse, når man kan tage tøj på ud fra praktiske overvejelser og forstår hvorfor, den slags er vigtigt.

Altså:

Belæg: Du ser meget større ud, ligner nu mindst en på 9 år!

Hjemmel: Det er sejt, at være stor, meget sejere end at være mindre.

…………….Bum.

 

Den blev øjeblikkelig købt. Nu ligefrem henter hun undertrøjerne selv nede i tøjskuffen om morgenen.

Og jeg føler altså lidt, at jeg lige har serveret en daggammel frikadelle som var det en sommertrøffel med ærter og jordbær.

 

Velbekomme.

elin2

Elins jakke er fra Molo, købt på udsalg, den er ikke længere online, men dukker måske op igen?. Hendes sko er fra Angulus og nederdelen fra Soft Gallery. 

 

 

   

5 kommentarer

  • Tina

    Smuk, sød, sej og frisk datter:-)
    Forårs hilsner herfra.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Helle

    Min datter er heldigvis ikke begyndt at stille spørgsmålstegn til tøjet endnu, hun er4,5 år🙏
    Må man spørge hvordan du holder hendes ankelstøvler så pæne? Min datters er helt skrabet på snuden efter få dage 😬

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Guldlog

      Det må være billedet, der snyder, for vores er også slidt på snuden 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • loooove it. Argumentet om at det ser sejt ud og man ligner en skolepige holder også 100 herhjemme. Yngstebarnet er relativt ligeglad endnu. Og capsule wardrobe konceptet til børn er stadig et hit! SÅ meget nemmere når udvalget er mindre.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

:lion: 
:grinning: 
:grin: 
:joy: 
:smiley: 
:smile: 
:sweat_smile: 
more...
 
 

Næste indlæg

EN KNAP SÅ MORSOM WEEKEND