HAVELIVETS GLÆDER - OG UDFORDRINGER

MINE TO

mineto

Forleden weekend, der fandt jeg disse to billeder på min kamerarulle. Det ene af storesøster, det andet af lillebror. Og hver især er de helt fantastiske, fordi de fanger mine børn i det nu, de hver især befinder sig i og æder af med hud og hår. Sammen giver billederne mig næsten kuldegysninger. Fordi de indkapsler, hvor jeg selv er lige nu. Pludselig gik det op for mig, hvorfor jeg har de to kærlighedsvæsner i mit liv og at det på så mange måder og niveauer giver mening, hvorfor det lige akkurat skulle være dem, jeg blev beriget med.

Som jeg har skrevet om før, så var det ikke helt planlagt, at der skulle være så mange år imellem dem. Sådan ville skæbnen og naturen det – og så var vi også lidt tid om at beslutte os for nr. 2. Når det er sagt, så var begge børn jo planlagt og ønsket. Den ene tog bare kun et nanosekund at lave, mens den anden krævede lidt flere indledende øvelser og en del mere tålmodighed.

Jeg var til at begynde med lidt beklemt ved tanken om de 5,5 år der er mellem dem. Var det for meget? Ville de få noget ud af det og hinanden? Ville vi? Da Elliot kom til verden, var Elin 5 1/5 år. Rigtig meget er sket siden da med dem begge. Det er helt naturligt og børn udvikler sig og vokser jo hele tiden. Men jeg vil alligevel tillade mig at smide den noget skråsikre påstand, at lige præcis det sidste år, har været et af de år, hvor de begge har udviklet sig allermest. I forhold til Elliot, så er det bare dér, det helt store ryk sker, det husker jeg også fra storesøster. Det er netop fra de er 1 – 2 år, at de lærer at tale, gå, spise, kommunikere og forstå omverdenen. Det er selvsagt ret store ryk og aldeles afgørende for deres videre færd. Det er her, de går fra at være små, nuttede babyklumper, der bare ligger og sutter på deres storetå til at blive deres egen personlighed. De får et sprog, de får personlighed. De får tænder og for de flestes vedkommende også hår, og det giver også et tydeligere billede af, hvordan de fremtidigt tager sig ud. Både fysisk og psykisk bliver det tydeligere, hvem de er.

For storesøsters vedkommende så er hun nu et fuldbyrdet skolebarn. Det er nu ret præcist et år siden hun startede i skole. Og selvom hun allerede dengang var klar – så har det formet og modnet hende helt vildt meget, også meget mere, end jeg havde kunnet forudse. Hun er helt igennem selvkørende nu og sit eget lille smukke væsen, der i den grad er ved at finde sine egne ben, også uagtet hvad vi, hendes forældre, måtte have af ønsker og meninger. Hun er på alle måder en stor pige nu.

Overgangen fra børnehave til 0.klasse er stor, kæmpe stor. At starte i 0.klasse stiller nogle helt nye og andre krav til barnet, end i børnehaven. Det er ikke lige så nemt at få voksenhjælp som det er i børnehaven, og der er heller ikke lige så mange ting, man kan få hjælp til. Barnet er langt mere overladt til sig selv og sin egen dømmekraft og det kræver en vis grad af robusthed, selvstændighed og selvhjulpenhed. Og selvom hun allerede besad de evner, da hun startede, så er de da godt nok blevet finpudset og opjusteret en god del siden august sidste år. Og det er helt, som det skal være.

Grundlæggende synes jeg, det er så fantastisk at se til på sidelinjen, mens min store pige vokser og folder sig ud. Hun overrasker og imponerer mig hver dag og jeg er ved at revne af stolthed over at være hendes mor. Hun er så empatisk og omsorgsfuld og bevidst om sit eget værd og ikke sådan at løbe om hjørner med. Hun har forladt stadiet, hvor hele verden udgår fra egen næsetip, og selvom hun naturligvis stadig kan være ret selvoptaget, som 7-årige jo kan det, så er hun meget opmærksom på og omsorgsfuld overfor sine omgivelser. Hun er sej og fuld af nysgerrighed på verden og jeg elsker hende for det.

Samtidig er det også ret vemodigt. Altså det er jo helt efter bogen – og hun er kun et sundt og naturligt barn, men som mor, så er det altså vildt at være vidne til dén løsrivelsesproces og selvstændigheds-transformation. Jeg under hende det så absolut, men jeg mærker også jævnligt et lille stik i hjertet, fordi min lille pige er væk. Hende kan jeg altså også godt savne lidt, samtidig med at jeg knuselsker den store pige, der er kommet i stedet.

Jeg kan tage mig selv i at tænke, at jeg slet ikke fatter, hvorfor jeg ikke bare sad dagen lang og sugede hende til mig i de små år, som var hun et narkotikum og jeg en misbruger på abstinenser. Naturligvis nød jeg vores tid og relation dengang også, men først nu, hvor hun er vokset helt ud af den, der indser jeg, hvor dyrebar den var og hvor vigtigt det er, at give sig selv lov at dvæle ved det. Tiden, udviklingen, stadierne. Relationen, nærheden, samhørigheden.

Vi har et andet rum nu, et anden fællesskab. Og det ene er ikke bedre end det andet. Det her kan også noget. Og det slår også benene væk under mig. Men de tidlige år, min lille pige, åhh, hvor kan jeg mærke et savn helt fysisk i maven nogle gange. Og nu kommer jeg til min pointe: det er først nu, først imens jeg står i disse tanker og det her følelseshav, at jeg for alvor forstår trangen til at ville have flere børn. Den trang, som jeg aldrig før helt har forstået eller selv haft. Altså; jeg skal ikke have flere…men hvor er jeg dog evigt taknemmelig for, at jeg fik lillebror. Ikke bare fordi, de to giver hinanden så uendeligt meget og ikke bare fordi, han i sig selv i al beskedenhed er fuldstændig vidunderlig, men også fordi….han faktisk udfylder det tomrum, som der pludselig er kommet, efter min lille pige transformerede sig til en stor……

Nu får jeg lov at genopleve det hele en gang til. Med ham. Udviklingen fra lillebitte baby uden reelle færdigheder til lille buldrende barn fuld af krudt og sjove personlighedstræk, over i en meget nær relation med tumlingen, der i sin uskyldige uvidenhed om verden hele tiden lærer os andre lidt herom også, helt uden selv at vide det. Og en dag, så bliver det ham, der er den store nede i børnehaven og viser omsorg og forpligtelse overfor andre. Vinker stolt farvel og tager skoletasken på. Shit, mand.

Og det er lige præcis dét, som de to billeder ovenover indkapsler for mig. Der hvor de er lige nu. Der hvor vi er:

Skolepigen, fuld af eftertænksomhed, videbegærlighed og vovemod. Men også pigen, der kan have tunge tanker, forviklede følelser og som tør stille krav. Min store pige, der vokser og gror og bare bliver smukkere og mere helstøbt. Min lysende stjerne.

Og den lille kanalje, fuld af fart og mod på verden og egen formåen, helt uden konsekvensberegning eller kalkuleret tanke. Bulderbassen med storhedsvanvid, der tromler frem på sin lille plastik gåbil, parat til at erobre hver ny dag, endnu uvidende om, at verden er andet og mere end det, der står lige foran ham. Fuld af uskyld og ukuelig selvsikkerhed.

Mens den ene kræver konstant mandsopdækning for ikke at sætte sig selv eller sine omgivelser i fare, så skal den anden behandles på en lidt mere sofistikeret vis, når det handler om at guide vejen og holde hånden.

Hvor den ene bliver mere og mere bevidst om sine egne begrænsninger, så synes den anden slet ikke at have nogen. Hvor den store skal have rum til at nå pointerne og kærlig opbakning i forsøget på at formulere dem selv, så har den anden slet ikke fanget, at livet kræver andet og mere end sandkasser, løbecykler og rigelige mængder frikadelle med remoulade.

Tænk at jeg på en og samme gang får lov at være vejleder ved begge disse vandringer.

Hver dag gennemlever jeg vores fælles liv set fra både ankelhøjde og i helikopterblik. Det er lidt som at stå med et forstørrelsesglas og vende det hver time. Se det hele tæt på – og langt fra igen. Zoom-funktion og panorama view. Og alt imens, så lagrer det hele sig på min kamerarulle. Den fysiske og den indre.

Det er faktisk ret overvældende og meget stort.

minetoigen

6 kommentarer

  • Trine

    Hvor er det bare et fint fint fint indlæg Louise…. dem har du været heldig med!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Guldlog

      Tusinde tak skal du have, Trine. Ja, det synes jeg også. I al beskedenhed 😉
      God solskinsdag til dig

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Cecilie

    Hvad tænker du så egentlig ift aldersforskellen mellem dem? Jeg selv har ca samme aldersforskel til min lillebror og havde tænkt at mine fremtidige unger skulle have samme – men “alle andre” får jo pseudo-tvillinger eller nærmest max tre års aldersforskel, og er SÅ glad for hvordan de kan bruge hinanden.. Jeg tænker mere, at man måske på dén konto giver afkald på noget selvstændighed; at ens børn måske ikke er lige så gode til at underholde sig selv, fordi der altid har været en søster/bror man kunne lege med..
    Jeg tror stadig jeg holder på en større aldersforskel end 3 år, men hører meget gerne dine tanker 😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Guldlog

      Ja, jeg ved det jo af gode grunde ikke 😉 Altså om det ene er bedre end det andet 😉

      Grundlæggende er der mange, der forsøger at kloge sig på, hvor mange år der er det bedste, at have imellem sine børn. Uanset om de holder på at to år er det helt ideelle eller at tre år er den magiske grænse eller om de mener, at fem er toppen, så synes jeg nok – helt ærligt – at det er lidt noget fis. Der er nok ikke noget facit på den slags – alle former har ulemper og fordele 😉 Og man KAN ikke planlægge sig ud af søskende forhold. For det første kan man ikke bestemme, hvornår man vil have børn, man kan bestemme, hvornår man er klar. Men naturen bestemmer resten. Og biologien. Dernæst er der ingen garantier for at ens børn gider hinanden, som små og/eller som voksne. Jeg har efterhånden set alle modeller. Dem, der er mega tætte med få år imellem sig, dem der slet ikke er. Dem der er som viklet ind i hinanden med mange års forskel – og dem, der ikke er.

      Det er så mange andre ting, der afgør, hvordan søskendeforhold bliver og hvordan årene, hvor de er små, spænder an for den enkelte familie – men en af de ting, der rent faktisk ikke afgør det – tror jeg – er aldersforskellen 😉 Bare min mening.

      Fordelen for os har været at Elin er stor og kan klare sig selv, at vi ikke står med to ble børn og at hun trods alt sover om natten. At man kan tale følelser og fornuft med hende. Og at hun kan hjælpe med lillebror, hvilket hun elsker. Ulempen er naturligvis, at det er begrænset hvor meget de reelt kan lege om nogle år – når han når hendes nuværende alder og hun er teenager, så vil der sikkert være nogle år, hvor de måske får lidt mindre ud af hinanden. Men så har de så mange andre styrker. Jeg kan sagtens se fordelene ved at få dem tæt. Absolut. Storesøster kedede sig fx også ret meget det sidste år, hun var på ferie alene med os, inden lillebror kom. Men jeg ville ikke orke at have dem så tæt. sådan to år agtigt. Og det vigtigste er vel, at man orker. At man har lyst til “projekt flere børn”…at man er indstillet på, hvilket glæder og hvilket besvær, der bringer med. Jeg tror, der er fordele og ulemper ved alle tænkelige versioner. Og jeg tror, at det der egentlig betyder noget, er, at den enkelte familie har kærlighed i litervis, så skal resten nok finde sig 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Guldlog

      …og jeg har som sagt ikke noget andet at sammenligne med, for jeg er selvenebarn, så jeg har aldrig prøvet at have søskende. 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cecilie

      Tak for dine betragtninger! Og ja, I know – ingen facit.. Det var netop også bare for at høre dine tanker om det..

      Derudover et vældig fint indlæg – og ret seje billeder af de to 😊

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

 

Næste indlæg

HAVELIVETS GLÆDER - OG UDFORDRINGER