DET DER MED BALANCEN....

DÅRLIG SAMVITTIGHED – NÅR MAN BETALER PRISEN!

Annonce for NEUTRAL

I nat kom vi hjem fra ferie. En uge i Sydfrankrig med blå himmel (det meste af tiden), kvalitetstid ved poolen, is og rosévin, lange aftner med hygge og grin og masser af tiltrængt og kærkommen nærhed med børnene.

Men den slags har jo også en pris.

Vores pris for den dejlige ferie var ikke dén, vi betalte med dankortet, da vi købte den.

Prisen indkasserede vi i nat. Og i morges.

Afgang fra Nice lufthavn kl. 21.00 blev efter strejke og diverse forsinkelser til afgang lige omkring midnat. Vi landede i Kastrup kl. 01.00 og måtte herfra vente på bagage, der ikke synes at ville ankomme, derfra i taxa hjem – landede på matriklen kl. 02.00 – med to børn, der SLET ikke havde sovet, den store måske en lille halv time på flyet, totalt overkørte, den mindste oksede rundt i flyveren, mens mor og far blev mere og mere matte i sokkerne, han lavede skruen og var generelt alt for opkørt til at kunne fikseres i et flysæde. Han råbte op (af glæde og begejstring – fordi han elsker fly) og generelt var det nok ikke mit stolteste øjeblik som mor.

Jeg tror måske egentlig, at flere af dem, der sad omkring os, ville have fundet ham ret nuttet, hvis det havde været i dagtimerne. Men nu var klokken sådan set 01.00 om natten og de fleste andre i flyet ville også gerne sove og slappe af. Elliot synes dog ikke dén plan var tiltrækkende, så han gav den fuld gas på jubelhyl og arm-bask, nok til ret stor irritation for de stakkels mennesker foran og bagved os. Han satte trumf på ved ca. ti minutter inden landing, altså lige præcis dér, hvor man SKAL sidde i sele og ikke kan rejse sig – at skide igennem – det var en dejlig afslutning synes han. Det synes hans forældre ikke.

Tilmed havde vi i optimismens ulidelige genskær skemalagt en helt almindelig mandag i dag. Det vil sige med storesøster op i skole, diverse møder og arbejde på programmet, skarpe deadlines, vuggestue og indkøb. Det siger næsten sig selv, at bunkerne af vasketøj og renderne under øjnene ikke er noget værd at skrive om lige nu 😉

Og det er her, den dårlige samvittighed indtræffer. Det er sådanne dage her, hvor man tænker, at alle andre mennesker er mere tjekkede end os. At alle andre har tusinde gange bedre styr på familie-logistikken. Dårlig samvittighed over den noget sparsomme madpakke storesøster fik med, som min mand stod og smurte panikslagen kl. 02.10 i nat med rester fra køleskabet (aka en hulens masse pålægchokolade madder), dårlig samvittighed overfor børnene, der er alt for trætte i dag, og overfor mig selv og mine egne opgaver.

Men det gider jeg ikke. Nej tak til dårlig samvittighed.

DER ER JO ALTID EN PRIS

Som I måske husker, så delte jeg for nogle uger siden det her indlæg. 10 forbudte tanker om parforholdet efter børn. Det gjorde jeg som led i en ny kampagne, som Neutral har igangsat, Nej tak til dårlig samvittighed, der sætter fokus på de til tider urealistiske forventninger og forestillinger til rollen som mor (og forældre).

Personligt synes jeg, det er en meget aktuel kampagne, for er der noget, jeg gerne vil være med til at slå et slag for, så er det, at vi sammen bliver bedre til at give slip på den dårlige samvittighed, som rigtig mange oplever i forbindelse med at få børn.

Ingen af os er nemlig alene om den dårlige samvittighed, og vi kommer alle sammen til at sammenligne os med andre fra tid til anden. Men i stedet for at gå og slå os selv i hovedet, så er det uendeligt vigtigt at huske sig selv på, at det er okay, at være mor (og far!) på sin egen måde.

Og husk også at kigge forbi Nipskanalen, der er en del af Neutrals nye kampagne, hvor budskabet er, at vi skal skrue ned for forventningerne og slippe den dårlige samvittighed. Det er Neel Rønholt, Julie R. Ølgaard og Laura Christensen, der står bag – og det er rigtig sjovt. Jeg skraldgrinede første gang jeg så den. I kan se meget mere HER. 

Mit forrige indlæg handlede om de mange følelser, der uundgåeligt opstår fra tid til anden, når man er en presset forældre – og samtidig skal huske hinanden. Der skal sluges en hel karavane af kamaler omkring kærligheden, samhørigheden og parforholdet, når man skal have en hverdag og et fælles liv til at fungere – nogle gange på 4 timers søvn, flere ugers sygdom og sure, utilfredse børn. Vi stiller alle sammen lidt for høje forventninger til os selv og jeg tror, at én af årsagerne er, at vi gerne vil leve op til almindelige normer – og ikke vil dømmes som dårlige eller uambitiøse mennesker.

Og jo – vi kan godt blive enige om, at hjemturen for os i går ikke var perfekt, at det nok var en ret overmodig booking med hjemtid, at det ikke er verdens mest ambitiøse madpakke storesøster har med i skole i dag og at det heller ikke bliver et ambitiøst aftensmåltid, vi disker op med i dag. Men alt har en pris og vi ville så gerne have hele søndagen sammen i det dejlige hus i Sydfrankrig. Så vi kunne bruge hele dagen på at bade i poolen og hygge og lege vandkamp og spise is i skyggen.

Og det huskede jeg faktisk mig selv på i går, da jeg sad helt svedig i flyet. Med over-hyper baby, der roterede på mit skød som var han en hamster på speed, mens han kylede papkrus og biler i alle retninger og hvinede af fryd, da flyet landede og han kunne se de andre store fly på landingsbanen. Da han i sin iver over dette besluttede at klaske en sagesløs dame i hovedet af bar glæde. Da damen vendte sig irriteret om og så vredt på ham og dernæst fnyste på mig. Da jeg stod på lufthavnstoilettet med et knap så komfortabelt ble-skift i nat, stadig med over hyper roterende baby (ikke god kombi kan jeg afsløre). Og da jeg endelig lagde hovedet på puden i min egen seng og alle mand sov – og jeg kunne sætte vækkeuret til fem timer senere.

Jeg betaler gerne prisen.

Men jeg er SÅ TRÆT af den dårlige samvittighed. Den gider jeg ikke. Vi er ikke perfekte og nogle dage er vi decideret uperfekte. Sådan er det. Og det er ok. Jeg ved at det koster. Men den dårlige samvittighed, den kan jeg ikke bruge til noget.

Så jeg er meget begejstret for Neutrals kampagne. For uanset hvor nemt det lyder, uanset hvor simpelt, det måtte forekomme, så starter aflivningen af sådan en dum følelse altså ved, at man siger den højt. Og vender den ryggen.

…….

Så i stedet for at sidde og slå mig selv i hovedet med alle de ting, jeg kunne have gjort bedre i går aftes, i nat, i morges og nu – så vil jeg i stedet lave en stor kop kaffe og gå om bord i dagens opgaver – og rent faktisk gøre noget. Så godt jeg nu kan….

 

 

   

3 kommentarer

  • Tina

    Hvor er det et fint indlæg! Kan simpelthen så godt lide dine velreflekterede og ærlige indlæg omkring livet som familie – både alt det skønne og dejlige, som jeg nyder at følge med i (fx på instagram), men også alt det hårde og dagligdagsmaskinen. Det er ret skønt for sådan en kommende mor som mig, fordi du rammer en god balance (apropos et af dine tidligere indlæg) mellem at være realistisk, men samtidig heller ikke underspiller de gode ting, der selvfølgelig også følger med ved at være en familie. Jeg føler nogle gange, der bliver lidt enten-eller i debatten; enten er det hårdt 24-7 og man joker med, hvor forfærdeligt ens liv er blevet post-børn, eller også er det historien om det rosenrøde og perfekt. Ingen af delene tror jeg er sandheden, og der passer din tilgang til det mig rigtig godt, må jeg sige 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Guldlog

      Åh, tusinde tak for din søde kommentar. Det bliver jeg så glad for at høre! Jeg har det nemlig meget på samme måde som dig og forstår måske ikke helt, hvorfor det ofte skal være så sort/hvidt. Jeg vil rigtig gerne være ærlig og ikke for glansbillede-agtig, samtidig med, at jeg foretrækker at dævle mest ved de gode ting. For min egen skyld først for fremmest. Men jo også fordi, jeg synes, det er sådan, man kommer længst 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Guldlog

      …at dvæle, skulle det stå….haha

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

 

Næste indlæg

DET DER MED BALANCEN....