MAJOR KORKPROP - FLOAT SUIT TIL BABY

DET DER MED BALANCEN….

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at den her ferie er tiltrængt og vellidt. Vi stornyder det og føler os på alle måder drøn heldige. Med vejret, med omgivelserne, med hinanden. Jo, det er luksus at have sådan en uge sammen under de her forhold. Jeg kan mærke, for hver dag der går, at det gør godt. På alle fronter. For alle familiemedlemmer. I alle niveauer. Det er også lidt hårdt, nuvel….man er dælmer meget på, når man har sådanne to kanaljer rendende om benene, men det er mest af alt bare godt. For krop og sjæl, kliche eller ej.

Dén indledning var nødvendig, føler jeg. Fordi jeg forleden blev opmærksom på noget. Nemlig hvordan det hele hurtigt kan komme til at se lidt rosenrødt ud. Det er en ”fælde”, jeg ofte falder i, fordi jeg foretrækker at dele alt det dejlige og skønne, som livet trods alt også bringer mig. Og jeg skriver fælde i anførselstegn, fordi det egentlig er ret bevidst og vel egentlig derfor ikke nogen fælde. Jeg øver mig dagligt i at holde fokus på alt det gode.

Når jeg sådan sidder og kigger ned ad mit Instagram feed, så kan jeg sgu godt forstå, hvis der sidder nogen derude og tænker: ”Shit, hvor ser det hele sweet ud, ukompliceret og sorgløst, sikken de kan”. Eller hvis nogen ligefrem ønsker at unfollowe. Jeg kan godt se, at der er lovlig meget pool og rosé, glade børn og lavthængende sol.

Men sådan ER vores ferie altså (heldigvis) mestendels af tiden og jeg bruger FYI hverken filter eller redigerings-apps, hvor jeg fjerner rynker eller skrald på jorden 😉

Men. Det er jo, som så ofte sagt før, kun et lille udvalgt udsnit af virkeligheden. Og da en sød følger forleden skrev, at hun virkelig undede os vores ferie, fik det mig til at tænke. For ja. Det her er så dejligt, så privilegeret og så værdsat. Men for ind i hulen, hvor har det sidste år været grumt. Særligt det sidste halve.

Det sidste halve år har uden tvivl været vores hårdeste – nogensinde. Intet var halvt så hårdt, dengang storesøster var baby. Hvorfor ved jeg ikke. Dels var hun et andet barn. Dels havde vi nok også lidt mindre arbejde og ansvar dengang. Dels var der kun hende. Nu er de to.

Uanset, så er det faktisk først nu – 18 måneder efter Elliot kom til verden, at jeg kan begynde at trække vejret dybt ned i maven, finde ekstra overskud og have planer, der rækker ud over de næste 24-timer.

Det første år med en nyfødt er altid hårdt på en masse planer. Men jeg synes nu faktisk – i begge vores tilfælde, at det har været moderat. Fordi det hele også stadig er meget magisk, meget nyt, man har barsel og ikke så mange andre ansvarsopgaver, man lever stadig i sin egen boble og så er de små stadig meget ”med på de voksnes præmisser”.

Den egentlige ’manddomsprøve’, den står, når hverdagen går i gang igen og alt bare skal køre; I ved, den der leverpostejs-hverdag, hvor to voksne skal kunne gennemføre en arbejdsdag, baby skal starte i vuggestue og indkøres her, med alt hvad det indebærer – og i vores tilfælde – en storesøster, der skulle starte i skole.

Toppet med en mand, der arbejder nat/morgen arbejde, en baby, der fortsat nægtede at sove – og konstant sygdom hele vejen rundt hos samtlige familiemedlemmer siden december, ja så har de sidste 6 måneder ærligt talt ikke været de nemmeste at komme igennem.

Elliot er en krudtugle, der drøner rundt dagen lang, så man er i konstant løb – han sover ikke ret godt om natten (dette er dog ved at blive lidt bedre), vi har begge haft rigtig travlt jobmæssigt, ofte med rundt regnet 4 timers søvn i bagagen – og så har vi siden december hygget os med henholdsvis 4 x lungebetændelse, 3 x bihulebetændelse, 2 x halsbetændelse, 3 x roskildesyge, astmatisk bronkitis, 3 x influenza, 4 x opkast og deraf følgende akut indlæggelse af dehydreret baby, lussingesyge, 3-dages feber og ca. en million forkølelser. Det kræver ikke megen hovedregning her at nå frem til, hvor mange uger vi har kunne rive ud af kalenderen med sygedage det sidste halve år.

Det er sgu hårdt, altså. Og særligt når man er selvstændig, som både min mand og jeg er. På den ene side er det befriende, at man ikke står til regnskab overfor en sur chef eller skal have skidt samvittighed overfor andre kollegaer – på den anden side, så er der kontant afregning ved kasse 1. Det niver altså, alle de sygedage. Og så kommer alle de dage, hvor man fik 3 timers søvn. Det er heller ikke dem, der går over i historien som de mest produktive.

Alt i alt: Det har været rocker hårdt. Det er som om, det lysner lidt nu. Ikke sådan BOM – fra den ene dag til den anden, men der er klart en fremgang at spore. Jeg har fået overskud, jeg ikke har haft, siden jeg gik på barsel med en stor gravid mave og bækkenløsning. Fået mod på at spise lidt sundere, er begyndt at løbe, har fået taget mig sammen og besøgt tandlægen, været i banken og fået omlagt lån, ryddet op i gamle papirer – I ved, alle de der små ting, der bare har fået lov at ligge i over halvandet år, fordi jeg simpelthen IKKE MAGTEDE DET. Jeg har været så træt, så træt, at jeg kun har kunnet overskue det allermest nødvendige.

Så derfor. Nyder vi ferien. For vi har alle mere overskud, end vi har haft meget længe. Alle trængte til en time out. Og selvom det hele ser rosenrødt ud på Instagram og jeg sovser den ind i poolbilleder og sydfranske fristelser, så er det faktisk skide ligegyldigt. Det er alt det, som de danner rammer om, der tæller.

I morgen lover de heldagsregn og jeg overvejer seriøst at foreslå holdet, at vi bare lejer en film og henter mad fra Mc Donalds. Nu har vi fået Mule frites med rosé og baguette med Gouda alle andre dage. Der skal også være lidt balance, ikke?

6 kommentarer

  • Anne

    Ærligt og godt indlæg. Og jeg vil sige, at du er én af de mest ærlige bloggere jeg følger – og det er “ros” i min verden!. Jeg synes ikke du fremstiller din/jeres hverdag uopnåelig rosenrødt, fordi du også er god til at være ærlig og fortæller, når livet også bare er pissehårdt. Det er dejligt befriende!
    Rigtig god ferie til jer. Og fortsæt endelig det gode arbejde!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Guldlog

      Tusinde tak skal du have for den kommentar. Det er så dejligt at høre. Det betyder virkelig meget. Det er noget, jeg tænker meget over – og balancen er nogle gange svær. Men det er ret vigtigt, at man ikke kun bidrager til ligegyldig overflade, synes jeg, også selvom jeg foretrækker at se glasset halvt fuldt, så prøver jeg at huske at omfavne følelsen og tiden, hvor jeg alligevel ikke helt ser det sådan. For sådan er livet jo. I hvert fald herhjemme.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Gitte

    Sikke et skønt og ærligt indlæg!
    Jeg tænkte så sent som i går at der bliver lagt rigtig mange skønne og positive indlæg på Instagram og at det til tider kunne få en til at tænke ‘fuck er det bare mig/vores liv der er hårdt’
    Ved jo godt at man for det meste lægger de fede ting op, men at det kun er en brøkdel af hvad der foregår, men derfor kan man godt få følelsen…
    Er selv mor til to dejlige drenge på 8 må eder og 3 år, så vi løber hurtigt herhjemme og er i så meget søvnunderskud, men vi er også klar over at det er en fase.
    Tak for en dejlig blog ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Guldlog

      Ja, den tid vi lever i i dag, er på mange måder noget anderledes, end dengang jeg var helt ung. Og så lød lige lige som om, jeg var 70 år, haha 😉 Men altså….der er en helt anden massiv bombardering af glansbilleder – på alle medier og platforme, og vi kommer nok ikke til at undgå det. Og dele af det er helt naturligt menneskeligt, tror jeg. I gamle dage, når jeg havde været på ferie og sad hjemme og sorterede papirbilleder fremkaldt hos fotohandleren, så var det også kun de pæne og gode billeder, der kom ind i mit fotoalbum. Måske en gang i mellem et sjovt billede af noget, der var gået galt, men ikke de dårlige billeder – ligesom jeg heller ikke fotograferede slidte gader eller usle toiletter på min back pack tur gennem asien – men mest havde billeder af tropiske vandfald og den slags. De billeder var der aldrig andre end mig selv og mine forældre og aller nærmeste familie, der så. Så jeg tror ikke, det handlede om show off – det handlede om at bevare de gode minder – at dvæle ved alle de skønne ting – og det gør det stadigtvæk. Men det er blevet meget sværere at navigere i. Og det er langt mere kompliceret at gennemskue, fordi vores mediebillede i dag er meget poleret og ofte overfladisk. Derfor prøver jeg også at huske balancen. Den gør nemlig alting mere interessant. Det prøver jeg virkelig at huske mig selv på.
      Tak for din søde kommentar. Og god karma til jer! Det er en fase…det er en fase….det er en fase…. 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne

    Jeg ELSKER det her indlæg! Det opsummerer virkelig også det sidste halve år hjemme hos os med sygdom hos den lille (nu på halvandet) og far med to måneders sygemelding uden at måtte løfte – tak blindtarmsbetændelse! Og jeg mærker virkelig nu lysten og behovet for en ferie med lækre pooldage, baguette og gouda – men også McD 🙂 tandlægen og træning er også først noget, som der er blevet tid og overskud til i løbet af de sidste to uger – fantastisk at kunne trække vejret gennem fortænderne i undermunden igen 🙂
    Nyd ferien – med alt af instaglans, rosé og pool 🙂
    P.S. Jeg må anskaffe en korkprop til den lille herhjemme også, den er så fin!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Guldlog

      Tusinde tak skal du have.
      Puh, det lyder sørme også som et hårdt år. Og jeg tror godt jeg kan regne ud, at I må have skullet løbe rigtig stærkt….
      Det er bare rigtig hårdt lige omkring de første år. Når jeg kigger på min store pige, der nu er 7 år og helt selvkørende, så kan jeg næsten ikke huske det længere. Fordi alt med hende er blevet så meget nemmere.
      Men så er det at lillebror hurtigt minder mig om det 😉 Hahaha…..det er en fase. En ret hyggelig og særlig én – men også mega hård!

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

 

Næste indlæg

MAJOR KORKPROP - FLOAT SUIT TIL BABY